POLITIK // ANALYSE – Hvis Mette Frederiksen ikke kan overbevise danskerne om, at forsvarsforbeholdet spiller nogen rolle, risikerer hun, at den kommende folkeafstemning i stedet bliver et spørgsmål om for eller imod mere EU. Og så har statsministeren sandsynligvis tabt afstemningen.
Den første folkeafstemning om de danske forbehold, jeg dækkede som journalist, var afstemningen i 2000 om den fælles europæiske valuta, euroen, og ligesom den kommende afstemning om forsvarsforbeholdet kunne historiens vingesus mærkes dengang.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) havde ellers i forbindelse med folkeafstemningen i 1993 om de fire danske forbehold, forsikret i den socialdemokratiske valgudsendelse, at den fælles mønt var der ikke noget ”økonomisk behov for og i dansk interesse”.
Et nej ville jo komme til at koste!
Men socialdemokrater har som bekendt et standpunkt, til de tager et nyt, og udsigten til, at folkeafstemningen kunne blive afgjort på decimaler, fik to dage inden valgdagen den 28. september lederne af de fem ja-partier til at indkalde til et historisk fælles pressemøde.
Én efter én tog Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved (R), Mimi Jacobsen (CD), Anders Fogh Rasmussen (V) og Bendt Bendtsen (K) ordet og understregede nødvendigheden af et ja.
”Et nej koster – både økonomisk og politisk,” lød det i kor.
Af samme grund var nyhedsbureauet Ritzau derfor klar til at gå i breaking-mode, som man ville sige i dag. Ikke bare var vi selvfølgelig kaldt flere på arbejde på valgaftenen. Om natten og den følgende morgen var bemandingen blevet mangedoblet af frygt for, hvad der kunne ske, hvis danskerne takkede nej til euroen. Et pres på kronen? Faldende aktiekurser på børsen? Eller en regering som trådte tilbage?
Et nej ville jo komme til at koste!
Men efter at Poul Nyrup Rasmussen på valgaftenen bogstaveligt talt havde tørret øjnene efter nej’et (stemmetallet hed 53,2 procent mod 46,8), var det bare business as usual, da jeg tidligt næste morgen mødte på arbejde igen. Telefonerne tiede, fastkurspolitikken fortsatte og statsministeren kunne sove længe. Danmark levede videre, som om intet var hændt. Suset udeblev.
I strakt arm
Den 1. juni er turen så kommet til forsvarsforbeholdet, som betyder, at Danmark ikke deltager i EU’s militære operationer, efter at danskerne senest i 2015 afviste at afskaffe retsforbeholdet (det fjerde og sidste danske forbehold om unionsborgerskabet er i dag uden indhold). Og ligesom ved de to tidligere folkeafstemninger om forbeholdene afhænger resultatet atter af, om man mener, at det gør nogen forskel at komme med. Eller om det netop bare vil være business as usual, hvis Danmark dagen efter stadig står uden for.
Statsminister Mette Frederiksens (S) problem er imidlertid, at hun ikke bare tidligere har forsvaret forsvarsforbeholdet med henvisning til, at det ikke spiller nogen praktisk rolle.
I praksis har Danmark ikke kunnet deltage i EU’s militære operationer i lande som Mali, Somalia og Den Centralafrikanske republik (Kilde: DIIS).
Statsministeren har holdt Unionen ud i strakt arm i god overensstemmelse med sin mere ”nationalistiske” politik eller hvad Berlingske chefredaktør, Tom Jensen, har kaldt ”nationalsocialdemokratisme”.
Hvilket i 2015 – efter sin afgang som statsminister og partiformand – fik Helle Thorning-Schmidt til på et lukket møde i den socialdemokratiske folketingsgruppe at advare efterfølgeren mod at bryde med årtiers linje i socialdemokratisk europapolitik. Advarslen kom efter, at Socialdemokratiets daværende udenrigsordfører – den nuværende justitsminister Nick Hækkerup – dagen efter den tabte afstemning om retsforbeholdet offentligt havde fortalt, at der var ”behov for at tage et kig på, om vi ligger rigtigt i europapolitikken”.
Mette Frederiksens svar?
At det ikke var nyt, at hun netop så anderledes på EU end sin forgænger, lød det (denne havde jo været ”meget pro-europæisk,” som Nick Hækkerup dengang udtrykte det).
Nævn ikke EU!
I stedet har statsministeren haft det samme forhold til EU, som Basil Fawlty havde til Anden Verdenskrig i serien “Halløj på badehotellet.”
“Nævn ikke krigen!” som ejeren formanede de ansatte på Fawlty Towers, da der kom tyske gæster til Torquay.
Hvilket selvfølgelig viste sig lettere sagt end gjort. Nogle husker måske, hvordan Basil Fawlty i episoden “Tyskerne” endte med at marchere rundt foran bordet i hotellets restaurant med gæsterne. Alt imens hotelejeren havde fingeren plantet under næsen – for at simulere Adolf Hitlers overskæg – og råbte “Sieg Heil”. ”I har absolut ingen humoristisk sans,” lød forklaringen.
Et spørgsmål om følelser
Ifølge Mette Frederiksen er folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet således et spørgsmål om forsvaret af fælles europæiske værdier, eller følelser, modsat de tidligere afstemninger.
”For mig er afstemningen 1. juni med hjertet,” lød det fra Mette Frederiksen, da hun lørdag officielt kickstartede sin og Socialdemokratiets fem uger lange kampagne med et interview i Politiken.
”Jeg vil gerne have et så stærkt Vesten som overhovedet muligt, og det vil jeg først og fremmest by heart. Det er med hjertet, at jeg selv stemmer ja. Det er også rationelt klogt at kunne forsvare sig selv bedst muligt, men for mig er det også en følelsesting.”
Løfte om ny afstemning
En formaning som i hvert fald er blevet forstået af udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
“Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?” lød som bekendt den første formulering på stemmesedlen (lovforslaget om folkeafstemningen er formelt fremsat af udenrigsministeren).
Efter at nogle, for ikke at sige flere, havde kritiseret formuleringen for hverken at indeholdt ordene ”EU” eller ”forsvarsforbehold”, er den dog nu blevet ændret til:
“Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet”.
Samtidig har Jeppe Kofod efterfølgende lovet, at hvis EU på et tidspunkt omdanner forsvarssamarbejdet – så Danmark pludselig kan være direkte forpligtet til at deltage i militære missioner – ja, så vil det udløse en ny folkeafstemning.
Forsvarsforbeholdet handler som bekendt om ikke at deltage i et mellemstatsligt, og altså frivilligt samarbejde, hvor alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages. Modsat rets- og euroforbeholdene, hvor der er tale om et overstatsligt samarbejde, og hvor EU kan lave regler, der gælder alle medlemslandene, uden at disse skal godkendes i de nationale parlamenter.
Ventetid i telefonen
Hvis Mette Frederiksen ikke kan overbevise danskerne om, at forsvarsforbeholdet – uanset følelser og formuleringer – faktisk spiller nogen rolle, risikerer hun imidlertid, at folkeafstemningen i stedet bliver et spørgsmål om for eller imod mere EU. Hvilket var det, der skete med folkeafstemningen om retsforbeholdet.
Dengang havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (S) advaret om, at han – og Danmark – ville vågne op med ”en hovedpine”, hvis det blev et nej.
Danmark endte dog alligevel med efterfølgende at få en aftale med EU-Kommissionen om at kunne forblive i Europol, så danske betjente fik lov til stadig, døgnet rundt, at bruge det europæiske politisamarbejdes meget brugte database Europol Information System (EIS), når de støder på mistænkelige personer, der taler udenlandsk.
Ganske vist skal betjentene først ringe til en forbindelsesofficer og få ham til at indtaste oplysningerne i computeren. Og ganske vist kan det give en vis ventetid, når de ringer op.
Men det er jo ikke anderledes, end når vi andre forsøger at komme igennem på telefonen til ordensmagten med vores spørgsmål.
Serveretten
Foreløbig viser meningsmålinger, ligesom ved de tidligere folkeafstemninger, at ja-sigerne efter at være kommet bedst fra start nu er ved at blive indhente af nej-sigerne.
Andelen, der vil stemme ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet, faldt således 8,4 procentpoint i sidste måned, viste en meningsmåling i starten af april.
Hvilket ikke er overraskende al den stund, at en regering altid har serveretten og altså i første omgang kan italesætte et valg eller en afstemning.
Valgkampen er selvfølgelig dårlig nok startet – selv om vælgerne har kunnet brevstemme siden onsdag den 20. april – og en fjerdedel ved stadig ikke, hvad de vil stemme.
Men for øjeblikket er det svært at se, hvad der skulle ændre denne tendens, hvis danskerne ikke for alvor tror, at de vil vågne op til en anden verden den 2. juni – uanset om det bliver et ja eller nej aftenen forinden. I så fald vil mange mene, at der ikke er nogen grund at løbe risikoen for netop bare at få mere EU ved at gå med.
Selv ønskede Mette Frederiksen i interviewet med Politiken ikke at komme ind på, hvad den værste konsekvens vil være ved et nej.
”Jeg kommer ikke til at gå ind i en diskussion om, hvad der sker efter 1. juni, hvis det bliver et nej,” lød det.
”Det er en situation, vi må håndtere”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her