GUINEA-BISSAU OG GUINEA // REJSEESSAY – Det er svært ikke at se mønsteret i det vestafrikanske land Guinea-Bissau. Kina opbygger landet med infrastruktur – på samme måde, som Kina selv er blevet opbygget de seneste årtier, skriver globetrotterne Mette Ehlers Mikkelsen og Jakob Linaa Jensen. Det gavner både almindelige mennesker og industrien i Kina og i Vestafrika.
Mette Ehlers Mikkelsen har skrevet artiklen i samarbejde med Jakob Linaa Jensen.
Kina og EU er kommet os i forkøbet, da vi ankommer til hovedstadens fiskerihavn i det vestafrikanske land Guinea-Bissau. Vandtårnet står skinnende hvidt, prydet af det røde emblem fra det kinesiske Røde Kors. Ser man nærmere efter, er der ingen tvivl: havnens elementer er kinesiske. Kina har ikke blot finansieret den nye havn, men bygget den efter standardiserede kinesiske modeller.
De samme strukturer og de samme løsninger, som man ser i selve Kina. Kinas ledere har udviklet med fokus på fundamentet, dvs. infrastrukturen. Det gavner både almindelige mennesker og industrien i Kina og i Vestafrika.
Man finder dem overalt på kontinentet. De er blevet et diskret, men uomgængeligt tegn på den kinesiske tilstedeværelse, der bliver mere og mere tydelig
Havnen lugter af fisk. Fiskehandlere arbejder koncentreret, kniven glider rytmisk frem og tilbage over friskfanget fisk, mens skællene sprøjter ud over det solide træbord, som udgør både disk og arbejdsplads. Ofte står der en plastikkumme ved siden af i stærke farver og med to tilfældige striber.
De samme, der findes overalt i Afrika: vandkander, baljer, spande. Made in China. Designet virker næsten ligegyldigt, men funktionaliteten er uovertruffen. Plastikken har for længst udkonkurreret både ler og kalabasser – på pris, på holdbarhed og på tilgængelighed.
Man finder dem overalt på kontinentet. De er blevet et diskret, men uomgængeligt tegn på den kinesiske tilstedeværelse, der bliver mere og mere tydelig.
Det er svært ikke at se mønsteret. Kina opbygger Guinea-Bissau med infrastruktur – på samme måde, som Kina selv er blevet opbygget de seneste årtier: veje, havne, bygninger, energi. Da jeg (Mette Ehlers, red.) var her i 2021, skete der meget lidt. Nu er der en ny fiskerihavn, fiskemarked, vandtårn, veje og stadion. Det handler ikke blot om at få råstoffer ud – men om at forme landet fysisk.
EU’s skraldebil og den åbne losseplads
Også EU har sat sit præg. Det mest synlige er logoet på en skraldebil, der holder på havnen. Den ligner til forveksling de grønne lastbiler hjemme fra Vanløse. Vi leder efter spor af affaldssortering, men det er svært at finde.
Alle synes glade for infrastrukturen. Ingen synes at tro på, at EU giver bistand altruistisk og uselvisk. Tværtimod tales der om, at vi tester medicin snarere end at ville forbedre sundheden.
På den sidste kilometer ned mod havnen har vejen været flankeret af en åben losseplads. Ingen afskærmning. Ingen sortering. Små bål brænder tilfældigt i bunker af affald – ikke ét samlet bål, men mange små, ulmende brande.
Midt i alle disse overvejelser står én erfaring fast: mennesker er gode. Søde, hjælpsomme, venlige. De er ikke deres regeringer, ikke deres kup, ikke stormagterne
Mennesker bevæger sig mellem dem og leder efter de sidste brugbare genstande: brune ølflasker, metal, rester, der kan sælges. Plasticposer i alle farver smelter langsomt i varmen. Vi undrer os stadig over, hvor den fine skraldebil tog affaldet fra fiskemarkedet hen.
Ved siden af fiskemarkedet ligger Fiskeriministeriet. Også her pryder et EU-skilt facaden. Endnu en officiel bygning ved siden af bærer samme mærke. Man kan næsten fornemme projekterne: bæredygtigt fiskeri, fiskerikvoter, train-the-trainers, kapacitetsopbygning i administrationen. Det er i hvert fald velkendt territorium med en baggrund i Danida.
Rusland, uafhængighed og militær magt
Guinea-Bissau blev selvstændigt fra Portugal i 1974. Rusland spillede en central rolle i frihedskampen ved at levere våben. Det var et af mange steder, hvor Den Kolde Krig blev udkæmpet langt fra Europa. Rusland forsyner stadig landet med våben.
Det blev også tydeligt, da endnu et militærkup fandt sted i december 2025 – kort før vores planlagte rejse. Grænserne lukkede. Generaler i camouflage, med baretter og medaljer, sad tæt bag mikrofonerne til pressemødet. Militæret har fortsat magten.
Vi havde flybilletter til familien inkl. to døtre og en svigersøn. Man kunne nærmest høre forsikringsselskabet Gouda for sig, når de endnu engang forklarede, at netop dette land kunne de så heller ikke dække, for det var jo for ekstremt.
I stedet glædede vi os på landets og egne vegne over, at der hurtigt var roligt igen, grænserne åbnede, og det så ud til, at præsidenten selv havde planlagt kuppet i endnu et af de talløse afrikanske magtspil.
Familien besøgte militærmuseet og fik en ekstraordinær rundvisning blandt frihedskrigens helte, FN-missioner, russiskproducerede køretøjer og våben, samt gravene for civile og militære helte. En del af Forsvarsakademiet ligger her, med undervisningslokaler markeret med skilte over dørene. Et andet sted i byen står en statue af en kvindelig krigshelt. Hun udgør den eneste statue af en krigshelt nogensinde med en baby på hoften. Familiens kvinder tog billeder foran hende.
Over grænsen til Guinea – mens stemmerne tælles
I nabolandet Guinea-Conakry kom præsidenten os også i forkøbet. Et valg var nøje planlagt til den 28. december. Vi fremskyndede grænseovergangen til den 27., da grænsen lukkede aftenen før. Landegrænsen ville lukke aftenen før, så det var med at komme ind. Nu kom der så også udgangsforbud fra midnat natten til 28. december til kl. 18.00 samme dag, når valgstederne var åbne. Man måtte gå hen og stemme, men ikke gå på jobbet, var logikken. Samtidig forebyggede det forstyrrelse af selve valget. Den regnede man så i stedet med ville komme, efter resultatet blev kendt.
Vi ville gerne frem til Fulaniernes hovedstad Labé, hvor der var et hotel som var til at være i under udgangsforbuddet.
Valgkampen var synlig overalt. T-shirts til vælgere bar billeder af Guineas og Kinas præsidenter side om side. Argumentet var klart: præsidenten kan sikre kinesiske investeringer. En aftale på 20 milliarder dollars, betalt med minedrift mod infrastruktur. Det er populært. Befolkningen vil have veje, mobilitet og handel.
Markedet i Labé
Markedet i Fulaniernes hovedstad Labé var herligt. Tæt pakket med mennesker, grøntsager, boder. Baguetter minder om den franske kolonitid – ligesom sproget og muligheden for at veksle euro. Men det virker også som det eneste, man ønsker at bevare forbindelsen gennem.
Plastickander og skåle i stærke farver dominerer igen. Kina er overalt i hverdagen. Vi handler småt og fordeler indkøbene mellem mange kvinder i farvestrålende, mønstrede kjoler.
Gennem landet, mens valget afgøres
Roadtrippet fortsætter østpå gennem det nordlige Guinea. Langt fra kysten og Conakry. Et vandfald minder os om, at vi stadig er syd for Sahara. Vi bader og nyder naturen. Det næste vandfald er teknologiseret: et kraftværk drevet af kinesiske maskiner. Kinesere har trænet og leder lokale medarbejdere. Olietønderne er fra franske TotalEnergies.
Skiltet fortæller, at projektet oprindeligt var et samarbejde mellem Guinea, Mali og Holland. Vi forsøger at finde ud af, om Mali faktisk får energi herfra – eller om det primært var et regionalt politisk signal.
Kankan – præsidentens by
I Kankan er valgplakaterne overalt. Præsidenten kommer herfra. Han er muslim, ligesom flertallet i byen. Moskeen er nyrenoveret, mere end nogen anden bygning i centrum. Der bygges videre omkring den. Området omkring moskeen er tapetseret med valgplakater – alle skal jo herhen.
En koranskole praktiserer en streng fortolkning: kun koranundervisning, pisk som disciplin, få piger. Et andet sted møder vi en skole, der giver fattige børn struktur, undervisning, ansvar – også piger. Børn og lærere er glade, nysgerrige, åbne. Endnu et marked. Kvinder, der fletter hår. Piger på syskole. Baguettesælgere i mintgrønne festkjoler.
Tillid og politisk kontrol varierer. Facebook fungerer i Kankan, hvor præsidenten kommer fra, men ikke i Labé hos Fulanierne, mens vi er her i valgdagene. Det kan være et tilfælde.
Roadtrip videre til Liberia
Mønstret går igen, mens vi kører videre igennem Sierra Leone og til Liberia. Landet for de tidligere amerikanske slaver, der har brugt den amerikanske forfatning som basis for deres demokrati i 200 år og også stadig bruger dollars.
Et rustent skilt med et EU-logo fortæller om pigers rettigheder i Liberia, mens amerikanere driver jernmalm-miner og gummiplantager, og kineserne får børn i landbyerne til at råbe ‘chinese chinese’. Indien har også minedrift i Mount Nimba nationalpark på grænsen til Guinea og Elfenbenskysten, og her er bjergsiderne trappeformede af minedriften under den fine grønne overflade.
Refleksioner – hvem har råd til hvad?
Kinas massive tilstedeværelse og virkelighedens afrikanske realiteter kalder på en række refleksioner i lyset af den aktuelle verdensuorden.
Europa kæmper med en russisk angrebskrig i Ukraine, militær trussel mod andre lande, sabotage overalt, og et USA, der ikke længere står sammen med os om forsvaret af universelle menneskerettigheder.
Samtidig ønsker Trump sammen med Rusland og Kina at fordele magt baseret på styrke, og har systematisk undermineret den internationale retsorden, så Europa må omlægge sine økonomier og industrier til forsvar.
Endelig trues Europas sammenhængskraft, værdier og økonomi af migranter, der ikke deler vores værdier.
Ingen her i Afrika er taknemmelige for det, vi i EU gør, men man ser det som en del af en overbudspolitik med Kina, Rusland og USA for at opnå indflydelse.
Man kan spørge sig selv, om vi stadig har råd til dette, eller om ikke det var den rigtige politik for 20 år siden, mens vi nu lige må sikre egne samfund og vores værdier hjemme først.
Når man som jeg (Mette Ehlers, red.) er mor, er det indre billede, at man er nødt til at tage iltmasken på først i flyet og så hjælpe sine børn med at få den på. Mon ikke vi er nødt til at give egne samfund ilt og så gentænke og prioritere igen, hvad vi kan og skal, også i forhold til Afrika?
Midt i alle disse overvejelser står én erfaring fast: mennesker er gode. Søde, hjælpsomme, venlige. De er ikke deres regeringer, ikke deres kup, ikke stormagterne. De er mad, bolig, transport, uddannelse, smil, børn, familie og tro.
Følg Mette Ehlers Mikkelsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og