NOVELLE – De revnede skyer stod stille på himlen, som et billede, som på et postkort. Gyldne og spredte hang de deroppe, dernede, over den lave sol, i strimler foran solskiven. Søren og Rita nød synet fra dækket af den lille motorbåd, drak rosé i aftenvarmen, og Søren snakkede. En lille drøm var gået i opfyldelse, de var blevet bådejere, og det føltes skønt. Skibsnavnet var faldet på ’Comfort’, og båden var ingen ringe model. Den havde turbo, og Søren kunne ikke lade være med at smile, hver gang han nævnte ordet.
– En bandit, sagde han.
– Ja, uha, sagde Rita.
– Jeg elsker lugten.
– Hvilken lugt? spurgte Rita.
– Bådens lugt. Af træ.
– Åh ja, selvfølgelig.
– Og roret. Selv om det mest er til pynt.
Bagerst på dækket stod der et klassisk mahogniror, mens de egentlige styreinstrumenter var forrest i båden.
– Mere rosé, skat? spurgte Søren. Rita skubbede diskret sit glas frem på det lille, opslåede bord.
– Jeg kan nu bedst lide, når den bare ligger stille, sagde hun.
– Hvordan det?
– Den er lidt voldsom.
– Det er en motorbåd, skat.
– Jo, jo.
– Med kulfiberskrog. Let som.. Meget let.
Søren drog et saligt suk og kiggede ud over vandet. Små bølger slog mod skibsiden, og himlen lyste i rødgule farver.
– Det er fantastisk, sagde han.
– ja, det er fantastisk, sagde Rita.
– Helt fantastisk.
Båden vuggede svagt, og lysene på fastlandet blev så småt tændt. Den sidste sol nærmest flød ovenpå vandet, og Søren lukkede øjnene.
– Og kahytpladsen, sagde han, rettede sig op og rakte ud efter roséflasken.
– Så så, sagde Rita stille.
– Ja ja, sagde han.
– Jeg vil ikke have du drikker for meget.
– Det gør jeg ikke.
– Det vil jeg ikke.
– Ok, Rita. Ok.
– Tak.
En fugl fløj hen over båden. Måske en havmåge. Den fløj lavt og med en tung, flappende lyd. Søren rejste sig og gik hen til den lille rælling i front. Han så udover vandet og op i himlen og satte armene i siden. Dét her kunne han godt være tilfreds med. Det glimtede fra fastlandet, og det sidste stykke sol farvelagde hele himlen. Men der var også noget andet. Noget der flød derude. Slet ikke så langt væk, en stor kasse, måske. Rita stillede sig også op til rællingen.
– Hvad er det? spurgte hun.
– Det ligner en container.
– En container?
– Ja.
– Hvad laver den her?
– Jeg ved det ikke.
Containeren flød nærmere, stor og rustbrun. Den skvulpede tungt i vandet, sank og hævede sig i bølgerne og knagede jo tættere den kom.
– Sagde du noget? spurgte Rita.
– Nej.
– Gjorde du ikke?
Der lød slag og hamren fra containeren. Stemmer og bankelyde, metal mod metal. Søren og Rita kiggede på hinanden.
– Er det mennesker, Søren?
– Det lyder sådan.
– Men det her er jo et feriested, Søren.
– Ja, men..
– Hvad er det her for noget?
Containeren vuggede i vandet, og stemmerne blev til råb. Rita greb fat i Sørens arm.
– Søren!
– Ja?
– Det er altså for meget.
– Vent lidt.
– Jeg vil gerne væk herfra nu.
Søren stirrede på containeren med smalle øjne. Så hoppede han ned og begyndte at rulle det lille anker op, som var monteret bagerst i båden. Han drejede hårdt og trak vejret med tykke kinder, mens Rita råbte at han skulle skynde sig. Han drejede med begge hænder, greb fat i ankeret da det kom op og kastede det videre på dækket. Så skyndte han sig op til instrumentbrættet, tørrede lidt sved af panden og tændte bådens motor. Han hev i speederen, motoren knurrede, og i løbet af få sekunder skar båden hurtigt gennem vandet.
– Hold da op, Søren!
– Hvad nu? råbte han med havvinden i håret.
– Den motor.
– Ja!
– Jeg tror alligevel godt jeg kan lide den turbo.
– Det er jeg glad for du siger, skat.
LÆS THOMAS ERICHSENS ØVRIGE NOVELLER HER
Illustration: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
