NY BOG // ANMELDELSE – Både det globale syd og verden som sådan har undergået så store forandringer, at begrebet solidaritet, som stadig er en nødvendighed, i dag også skal forstås på en anden måde. Det er udviklingen i Iran og Palæstina et godt eksempel på.
Når Vladimir Putin i dag taler om Ruslands antikoloniale kamp mod vestlig imperialisme, lyder det som taget ud af en helt forkert drejebog. I en tale i september 2022 brugte han formuleringerne for at retfærdiggøre sin erobringskrig mod Ukraine, men retorisk kom det til at stå som et ekko fra fortiden.
Begreber som disse var en almindelig del af sprogbrugen i 1970’erne, hvor forskellige revolutionære ideer gav løfte om at vende op og ned på verdensordenen. Militante antiimperialister og en international solidaritetsbevægelse ville i fællesskab arbejde for undertrykte folks befrielse og samtidig gøre op med den dybe kløft mellem den kapitalistiske vestlige verden og det globale syd.
Third Worldism, som det kom til at hedde på engelsk, fandt ikke mindst inspiration i Iran og Palæstina, men allerede i 1980’erne havde Irans brutale islamiske teokrati gjort det af med progressive frihedsidealer, mens den palæstinensiske revolution var druknet i den libanesiske borgerkrig, israelsk aggression og intern splid i den arabiske verden.
Solidaritetsbevægelsernes dramatiske nedtur
Dette er rammen for en ny bog, der gennem en hel stribe indsigtsfulde essays kommer godt omkring hele denne sag, som med krigen mellem Israel og Hamas på Gazastriben pludselig er blevet topaktuel. Bogen er udkommet i USA, men den udspringer af et forskningsprojekt med omdrejningspunkt på Roskilde Universitet.
Redaktører og tovholdere på projektet er Rasmus C. Elling fra Institut for Tværkulturelle Studier ved Københavns Universitet og mellemøstforsker ved RUC Sune Haugbølle, der siden en leder i Jyllands-Posten for nylig har været både berygtet og berømt i den danske offentlighed.
Her leveres der solid grundforskning, og emnet er yderst vedkommende. Bogen tager os med tilbage til højdepunktet i 1970’erne, men fokus er på solidaritetsbevægelsernes dramatiske nedtur henimod årtiets afslutning og i begyndelsen af 1980’erne. Her får vi en forståelse af, hvorfor navnlig Iran og Palæstina kom til at stå som to fyrtårne i den antikoloniale kamp, der strakte sig fra Vietnam og Angola til Algeriet, Cuba og Paris.
Netop fordi Mellemøsten har haft så stor indflydelse på solidaritetsbevægelserne i Europa og Nordamerika, giver det mening at notere sig et par vigtige skæringspunkter, som fik global betydning
Netop fordi Mellemøsten har haft så stor indflydelse på solidaritetsbevægelserne i Europa og Nordamerika, giver det mening at notere sig et par vigtige skæringspunkter, som fik global betydning. Det ene er den iranske revolution i 1979, hvor en befrielsesbevægelse mod shahens regime hurtigt fik markante islamistiske og reaktionære undertoner, og det andet er 1982, da den israelske invasion af Libanon fordrev Yasser Arafat og PLO fra Beirut.
Det betød, at Arafat hurtigt forvandlede sig fra at være en revolutionær darling til en medløber for autokratiske regimer i Libyen, Syrien og Irak. International solidaritet er stadig løsenet for en række organisationer, og der er stadig masser af grunde til at hjælpe og støtte undertrykte befolkninger rundt om i verden, men dele af venstrefløjen i den vestlige verden synes at stå splittet mellem solidariteten med undertrykte befolkninger og støtten til stater som kæmper mod det vestlige hegemoni – også selv om disse stater selv er autoritære og undertrykkende.
Cuba og PLO
Man kommer i denne sammenhæng ikke udenom Cuba. Som følge af den vellykkede væbnede kamp i 1953-59 og den stædige modstand mod amerikansk imperialisme – for nu at benytte den rette jargon – blev Cuba en kilde til inspiration for den globale venstrefløj.
Cubanerne var tilmed ivrige efter at eksportere deres revolution, og som en del af denne ambition indkaldte de til Den Trekontinentale Konference, hvor en stribe ligesindede stater og aktører i 1966 mødtes i Havana. Her fik PLO positioneret sig godt, og da seksdageskrigen året efter førte til israelsk besættelse af Vestbredden og Gazastriben forstod organisationen at benytte det trekontinentale samarbejde som platform til at formidle sine strategiske og ideologiske mål.
Det ligner et skoleeksempel på god markedsføring, men det var ikke mindst et spørgsmål om at være på rette sted på det rette tidspunkt, for i 1968 kom studenteroprøret og med det også en ny revolutionær venstrefløj, der straks tog den palæstinensiske sag til sig.
Hvor de fleste akademiske studier i 1970’ernes revolutionære bevægelser interesserer sig for deres opståen og storhed, går dette projekt i en helt anden retning ved at finde forklaringer på, hvorfor det meste af det faldt fra hinanden igen. Og der er navnlig solidariteten med PLO et interessant tilfælde.
Palæstinensisk modstand mod zionistisk indvandring opstod allerede i 1930’erne, men ved dannelsen af Fatah i 1959 og PLO i midten af 1960’erne, blev det i højere grad til en revolutionær bevægelse, skriver Sune Haugbølle i sit essay. Navnlig efter krigen i 1967 tog det form af en bred folkelig mobilisering, og da bevægelsen nåede sit klimaks i midten af 1970’erne så palæstinensiske revolutionære sig som centralt placeret i både oprøret mod konservative regimer andre steder i den arabiske verden og den globale socialistiske revolution.
Palæstinensisk modstand mod zionistisk indvandring opstod allerede i 1930’erne, men ved dannelsen af Fatah i 1959 og PLO i midten af 1960’erne, blev det i højere grad til en revolutionær bevægelse
Nogle forskere mener, at PLO’s nedtur startede allerede i september 1970, da jordanerne forviste bevægelsen, som i stedet oprettede hovedkvarter i Beirut. I det kaotiske Libanon etablerede man sig næsten som en stat i staten – man taler om Fakhani-republikken, med navn efter den bydel, hvor PLO navnlig holdt til.
Det førte til, at man lidt efter lidt ophørte med at være en guerilla-bevægelse, uden dog at være så meget statslig enhed, at man kunne stille med nogen regulær hær, da de israelske panserkolonner ankom i sommeren 1982. Bevægelsen var endt i et organisatorisk ingenmandsland, og det var hjulpet godt på vej af dybe indre konflikter. På mange måder havde man sat sig for godt til rette i den libanesiske hovedstad.
Mens unge idealister fra Europas yderste revolutionære venstrefløj kom til landet og dyrkede våbentræning sammen med flygtningelejrenes fedayeen, havde ledelsen travlt med at hævde sig som magthavere, og ofte ganske uden hensyn til følelserne i det libanesiske samfund.
Haugbølle henviser til Samih Shabib, tidligere medlem af PFLP-GC, der bemærker, at på det tidspunkt oversteg de indre modsætninger mellem de forskellige palæstinensiske grupperinger, de sociale og geopolitiske modsætninger, som oprindeligt havde været målet for de revolutionære idealer. PLO var en del af magtspillet i den libanesiske borgerkrig, og da israelerne i 1982 stod på tærsklen til Beirut erklærede George Habash fra PFLP meget karakteristisk, at modstanden ville omdanne byen til et nyt Hanoi. Dette vakte stor libanesisk vrede og skadede den palæstinensiske sag.
Iran ville eksportere revolutionen
Da den islamiske revolution i 1979 væltede shahens styre, var de nye magthavere gennem de første 18 måneder interesserede i at bevare kontakten til PLO. Tanken om at eksportere revolutionen var fremherskende, og da PLO blandt internationale revolutionære bevægelser stadig stod som pionerer, så man gerne bort fra palæstinensernes sekulære tilsnit. Ayatollah Hossein-Ali Montazeri arbejdede åbent for at udveksle revolutionære erfaringer. Da Yasser Arafat allerede i februar 1979 besøgte Teheran, fik han udleveret nøglerne til den nu tidligere israelske ambassade, så PLO kunne indrette et repræsentationskontor i bygningen.
Maryam Elamzadeh, som er professor i kultursociologi ved Oxford University, beskriver i sit bidrag til bogen, hvordan præstestyret dog kort efter begyndte at trække i land. Skønt Arafat var praktiserende muslim, brød hovedparten af det shiamuslimske Irans nye ledere sig ikke om hans sekulære linje, og navnlig ikke at han havde gode forbindelser til både Sovjetunionen og flere sunnimuslimske regimer. Det var heller ikke videre befordrende at Arafat under 1980’ernes otte år lange krig mellem Iran og Irak, valgte at støtte Saddam Husseins irakiske styre.
Dette var med til at tage livet af den iranske venstrefløj, som i starten havde støttet Khomeinis revolution, og i det store regionale billede så vi, at det iranske styre gennem dækningen i medier som Jomhuri-ye Eslami bidrog til at islamisere de globale befrielsesbevægelser, når de blev omtalt, og i det hele taget nedtonede PLO’s rolle i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Man fristes til at sige, at de islamiske ledere benyttede nogenlunde samme retoriske teknik som Putin gør det i dag
Ad den vej blev hele det regionale billede yderligere fragmenteret. Og hvor antiimperialismen, afkolonisering og befrielse af de undertrykte havde været fremtrædende begreber hos den iranske opposition forud for revolutionen, fastholdt præstestyret terminologien, men gav den nu et tydeligt islamisk indhold. Man fristes til at sige, at de islamiske ledere benyttede nogenlunde samme retoriske teknik som Putin gør det i dag.
Alt dette var meget naturligt med til at sætte fart i den krise, som 1970’ernes klassiske solidaritetsbevægelser nu bevægede sig ind i med fuld fart. Og det blev kun yderligere kompliceret ved at iranerne fortsatte med at yde støtte til militsgrupper i Palæstina og andre steder. Modtageren var bare ikke længere de sekulære guerillagrupper, som tidligere havde været hovedstammen i PLO, men islamiske bevægelser, der ønskede at fremme Irans politisk-økonomiske interesser sammen med landets shiamuslimske revolutionære ideologi.
Her er vi altså fremme ved grupper som Hizbollah og Hamas. Hvis man uden videre omfatter dem af den internationale solidaritet og betragter dem som en del af den anti-koloniale kamp som den så ud i 1970’erne, kan det derfor stærk anbefales at læse denne fremragende bog først. Ligesom man vil forstå, at mens solidariteten i sin egentlige betydning stadig er yderst relevant, har både verden og det globale syd i dag ændret sig så meget, at brugen af mange af begreberne fra dengang, i dag virker temmelig antikveret.
Læs også artiklen Uvished og kaos omkring Gaza
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
