Africana – et sted, hvorfra vi kan se og forstå os selv

af i Afrika/Bøger

BØGER // KOMMENTAR – ”Seks stjerner til bog om verdens røvhul”. Sådan lyder underrubrikken til en anmeldelse i Nordjyske af Thomas Bobergs rejseroman Africana. Bogen har vakt begejstring, og anmelderne beskriver den som et sanseligt og poetisk afrikaportræt og som en afrikaroman, der skildrer det ’glemte og mørke’ kontinent. Men hvad er en afrikaroman, og hvad betyder det for den måde, vi diskuterer bogen på, at mange betragter den som et portræt af et helt kontinent, spørger Karen Lauterbach.

Når Africana læses som afrikaroman bliver den opfattet som et næsten dokumentaristisk spejlbillede af Afrika.

At læse bogen som en roman om Afrika betyder, at vi forventer at få åbnet et vindue til Afrika og gennem dette vindue få svar på det, vi undrer os over og finder uforståeligt ved Afrika.

”Hvad gør vi ved problemet Afrika?” spurgte en interviewer Boberg til et arrangement i en rejseboghandel. ”Hvilken betydning har kolonitiden haft for nutidens Afrika?”, ville en anden vide. ”Har du mødt den afrikanske sjæl?”, blev der spurgt, og en journalist skrev begejstret, at romanen gav ”Afrika dets egen stemme”.

Africana peger på Afrika… som et sted, hvorfra vi, med Bobergs ord, kan se os selv ”vokse ind i vores umådeholdne begær og grådighed”

Læsningen, kan man roligt sige, stritter i alle retninger. Den er overambitiøs for den vil have hele det store kontinent i en mundfuld og bliver dermed uambitiøs, fordi den ikke formår at læse Bobergs roman som en kunstnerisk skildring af rejsende i verden og i livet, og hvordan Afrika spejler dette. Romanen sættes ind i rækken af andre såkaldte afrikaromaner – Blixen, Ejersbo, Thorup og Teller – som har det tilfælles at… ja, historierne udspiller sig i Afrika. Længere når vi desværre sjældent, selvom en anden fællesnævner for bøgerne er, at de har europæiske rejsende til Afrika som omdrejningspunkt.

Med det brede og dokumentaristiske fokus på afrikaromanen fjerner vi opmærksomheden fra, hvad litteraturen kan, og hvilke forståelser af verden den sætter på spil. Og i stedet stirrer vi os blinde på et kontinent og dets problemer.

Afrikalitteratur – vi må videre end nyhedsstrømmens overskrifter

Den nigerianske forfatter Ainehi Edoro har kritiseret markedsføring af afrikansk litteratur for at fokusere for meget på de temaer, den omhandler, såsom korruption og vold.

Den afrikanske litteratur, skriver Edoro, bliver promoveret hovedsageligt som en, der giver indblik i bestemte sociale og politiske problemstillinger, og ikke for dens kunstneriske og æstetiske kvaliteter. Hun skriver, at afrikansk litteratur alt for ofte bliver opfattet som en ”narrativ dokumentation af afrikansk liv”, der giver adgang til viden om disse samfunds kulturer og værdier.

På lignende måde forventer vi, at de danske afrikaromaner giver os direkte adgang til og indsigt i det afrikanske kontinent. Vi begrænser os dog ikke til særlige temaer, men dykker ned i et sammensurium af korruption, fattigdom, håbløshed, sygdom, og hvad vi i forvejen ved og tror.

Hvad er det så litteraturen kan? Den kan ifølge en anden nigeriansk forfatter, Helon Habila, få os videre end nyhedsstrømmens overskrifter. Og det er vigtigt, skriver han, for ellers risikerer vi at havne i fattigdomspornografi. Han refererer her til en tendens til at ”performeAfrika” i afrikansk litteratur. Det vil sige at trække på de billeder af børnesoldater, borgerkrige, vold og skøre prædikanter, vi kender i forvejen fra medierne.

Litteraturen er bedst, når den glemmer og ikke genskaber disse billeder, skriver han.

Afrika som et sted, hvorfra vi kan se os selv

Boberg har i adskillige interviews selv påpeget, at Africana ikke er en bog om Afrika, men at den er skrevet fra Afrika. Og det er ikke det samme. Hermed understreger han, at romanens fokus er på rejsen, på hvordan vi møder hinanden, og hvordan vi møder verden.

Den er med andre ord et spejl på os selv som mennesker og os selv som samtid, som det ser ud, når vi befinder os i og ser fra Afrika.

Identifikation og distance går hånd i hånd. Teksten giver derfor ingen svar eller fuldkommen indsigt

Africana er netop ikke et spejlbillede af Afrika. Romanen er derimod en spejling af de idealer og idéer, der brydes hos os selv og kan ses som en forlængelse af de tidligere opdagelsesrejsendes beskrivelser af Afrika.

”At se Afrika gennem deres øjne er en måde at fortælle datidens ideale europæer på”, som Boberg skriver. Disse blikke var erobrerens og udnytterens blikke. Hvad er Bobergs blik? Han ser grådighed og profit, ulighed og bedrag, længsel og samhørighed og søgen efter svar.

Den britiske antropolog, Karin Barber, har i en bog om teksters antropologi, beskrevet tekster både som værende noget i sig selv og som en måde, hvorpå et samfund reflekterer og ytrer sig om sig selv. Det betyder ikke, at tekster giver en direkte adgang til folks indre tanker eller til et steds indre logik.

Hun skriver derimod, at vi gennem teksterne får en ”næsten forståelse” og et glimt af, hvad en følelse eller tanke kan betyde, samtidig med at vi bliver mindet om umuligheden af at opnå denne forståelse. Identifikation og distance går hånd i hånd. Teksten giver derfor ingen svar eller fuldkommen indsigt.

Africana peger på Afrika, ikke som et sted vi skal forstå, men som et sted, hvorfra vi kan se og forstå os selv. Den peger på Afrika som et sted, hvorfra vi, med Bobergs ord, kan se os selv ”vokse ind i vores umådeholdne begær og grådighed”.


Illustration: Gyldendal. 

Karen Lauterbach er lektor på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet. Hun har en ph.d. grad i internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitet.

Hun underviser i religion og kultur på Afrikastudier og har i mange år forsket i kristendom, spiritualitet, og kulturelle forståelser af velstand og magt med fokus på Ghana og Uganda.

Seneste artikler om Afrika