TEATER // ANMELDELSE – Anna Balslevs iscenesættelse af August Strindbergs Et drømmespil på Det Kongelige Teater bliver som en fodboldkamp. I en enkel og smuk scenografi spilles 1. halvleg i suveræn stil, men efter pausen mangler der temposkift og ny taktik. Scenerne virker som gentagelser, og forestillingen mister pusten. Som publikum savner jeg det dramatiske møde, hvor sindet slår flikflak. Dét som gør Et drømmespil til noget ekstraordinært.
Sjældent har jeg set så minimalistisk og smuk en scenografi, som den Laura Løwe har lavet på store scene i skuespilhuset til Et drømmespil.
Dette kæmpe scenerum, som kan være svært at fylde, illuderer Jorden, som gudedatteren Agnes kommer til. Hun møder en jord, der kun er pletvis grøn. Med et bagtæppe langt tilbage, hvor uvejret i perioder hersker.
Laura Løwe og instruktøren Anne Balslev Strindberg lader historien udspille sig i en scenografi af enkle midler. Spiret fra Rosenborg slot. Døren – bag hvilken meningen med livet vist gemmer sig. Agnes og advokatens hjem, der elegant sænkes fra loftet, ligesom bådene på vej mod Skamsund – stedet med de store lidelser. Eller bagindgangen til teatret, der ligner væggen taget fra Pink Floyds The Wall.
Begge scener er sjove, genkendelige og konkrete, men fjerner sig samtidig fra Strindbergs vilde, mærkelige og abstrakte univers, som gør “Et drømmespil” unikt.
Scenebillederne står i øjeblikke, som er det enkeltstående kunstværker, hvor skuespillerne minutiøst er placeret rundt på scenen og fuldender værket.
Når der skrues op for energien bruges drejescenen på en nærmest filmisk måde, som binder fortællingen og persongalleriet sammen.
Det er godt tænkt. Det er godt teater. Det er en elegant ramme til August Strindbergs symbolmættede drama. Her viser en gold scenografi, at det hele går ad helvede til for menneskene.
Det er synd for menneskene
“Det er synd for menneskene”, siger Agnes flere gange i stykket. Agnes, datter af gudernes konge Indra, der stiger ned til Jorden for at opleve og forstå menneskers lidelser. Her oplever Agnes menneskene på jorden, hvis modersmål er klage, jammer og utaknemmelighed.
Som i en drøm ændres karaktererne, stederne og plottet. I drømmens usammenhængende univers er alt muligt. Her væver fantasien, virkeligheden og absurditeten nye mønstre. Vi befinder i en tilstand, som når skolelæreren spørger: “Tror du, at der eksisterer tid og rum?”
I Strindbergs tekst er 40 personer med til at fortælle historien, der betegnes som et af den svenske dramatikers vigtigste værker, og som regnes som en tidlig forløber for surrealisme på scenen.
Strindberg fokuserer på tre hovedpersoner, som Agnes møder. En officer, en advokat og en digter. Kendetegnende for Strindbergs Et drømmespil er, at personerne er deres sociale funktion, mere end de er navne: vagten, glarmesteren, politibetjenten karantænemesteren o.s.v. Det giver på sin vis en afstand, men er samtidig et tegn på fællesskab før individ.
I opsætningen på Det Kongelige Teater spiller Asta Kammen August (oh yes, datter af Bille August og Pernilla August) rollen som Agnes. På sin vis en svær rolle, fordi karakteren i perioder er en slags guide rundt i paradokset ved menneskelig eksistens. Asta Kammen August er klart stærkest, når hun spiller op mod ”sin advokatmand” og i den afsluttende scene, inden hun forlader Jorden. Hun håbede på kærlighed og menneskelighed, men oplever primært smerten ved at være menneske.
Mikkel Arndt spiller advokaten med et humoristisk overskud, som samtidig giver plads til alvor og tragik. Topklasse, og klart en af de bedste roller, jeg har set Arndt i.
Officeren spillers af Simon Kongsted. På Betty Nansen har han tidligere vist sit komiske talent. Her er han også virkelig sjov i sin jagt efter sin elskede Victoria, som han råber efter stykket igennem. Faktisk så meget, at Simon Kongsted på premieredagen til sidst har mistet stemmen. Det giver – måske ufrivilligt – karakteren det lag af træthed og tristesse, som man undervejs kommer til at savne i fremstillingen af officeren og hans livslange jagt efter sin elskede.
Digteren spilles af Christina Albeck Børge. Det er desværre en af de karakterer, der er skruet (alt for) meget ned for i forhold til den oprindelige tekst, derfor bliver rollen – sammen med balletdanseren Maria Kochetkova, der bl.a. spiller politibetjent og Victoria – forestillingens mest anonyme karakterer.
Balletdanseren Sebastian Kloborg og sangeren Marie Kildebæk er tilskrevne funktioner i Et drømmespil. Kloborg har i slutningen af 1. akt en flot og komisk dans, hvor han skal binde sit snørebånd. Det bliver et fint billede på det mest ubehagelige ved at være menneske; nemlig pligterne, der er den evige gentagelse og roden til menneskets samvittighedskvaler.
Marie Kildebæk synger på scenen. Det giver en indsmigrende lydkulisse, men hverken jeg eller min sidemand kunne høre teksten, hun sang. Jeg er oprigtigt i tvivl, om dansen og sangen tilføjer andet end ”et nyt element” til Et drømmespil.
Til gengæld er det befriende at se Mikkel Lund i rollerne som vagten, karantænemesteren og arbejderen. Fra sin kørestol kalder Mikkel Lund sig selv sit-down komiker og skuespiller. Hans tilstedeværelse giver faktisk en scenisk energi, som man sjældent ser.
Jeg skulle næste til at skrive resten af rollerne op til de 40 spilles af Ena Spottag. Så mange er det dog ikke. Men rollerne som glarmesteren, plakatmanden, skolelæreren og arbejderen udfylder Ena Spottag med en præcision og et nærvær, så man oplever hende, som en af de vigtigste i forestillingen.
Livets meningsløshed og uretfærdighed
Et drømmespil er et af de mest spillede og mest fortolkede værker indenfor scenekunsten. Enhver der kaster sig ud i Strindbergs tekst har lyst til at prøve af og udforske. Det gælder selvfølgelig også Anna Balslev, der har iscenesat på det Kongelige Teater.
Anne Balslev har valgt at sætte fokus på mennesket, på kroppens begrænsninger og sindets kringelkroge, som det hedder i programmet. Det betyder desværre – tiden med krige i Mellemøsten og Ukraine – at hun har undladt den oprindelige religionsfejde, som findes i Et drømmespil.
Samtidig har Anne Balslev og holdet valgt at gøre Strindbergs abstrakte tekst mere konkret.
Eksempler kan være en scene med et coronatelt eller en samtale om ulighed mellem to vejarbejdere. Begge scener er sjove, genkendelige og konkrete, men fjerner sig samtidig fra Strindbergs vilde, mærkelige og abstrakte univers, som gør Et drømmespil unikt.
Hele stykkets omdrejningspunkt handler om mennesket og om livets meningsløshed og uretfærdighed. Sådan kan jeg næsten have det med denne anmeldelse. For Anne Balslev har virkelig fat i mange stærke, humoristiske og smertefulde udtryk. Men jeg har det også lidt som en fodboldkamp, hvor 1. halvleg spilles i suveræn stil, mens anden halvleg mangler temposkift og ny taktik.
Jeg synes 2. akt har for mange sceneudtryk, som gentages fra 1. akt, ligesom jeg savner, at karaktererne udvikler sig. Jeg savner nogle af stykkets vigtige eksistentielle og afgørende passager. Ved at fjerne dem, mangler man den energi, som driver fortællingen frem.
Der er skåret i teksten på en måde, så noget af Strindbergs poesi er væk. Efter 1. akt var jeg blæst væk, men efter pausen mister opsætningen pusten. Jeg savner den galskab, som August Strindbergs tekst lægger op til, hvor man som publikum bliver blæst rundt i kompleks tekst og uendelige konflikter. Det dramatiske møde, hvor sindet slår flikflak. Det, som gør Et drømmespil til noget ekstraordinært.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
