TRO & GENERATIONER // ESSAY – Netflix-serien Ethos, der udspiller sig i nutidens Tyrkiet og blandt muslimer, har gjort et stort indtryk på forfatter Flemming Chr. Nielsen. Historien rammer skribenten og hans jævnaldrende, der blev født og levede på landet i Danmark for adskillige år tilbage. Dengang stod det fast, at Gud vogtede over alle menneskets skridt fra sin himmel. Han straffede de syndige og så i nåde til de rettroende. I det hele taget er der overraskende mange ligheder mellem datidens landligt-danske og især vestjyske kristendom og nutidens landligt-mellemøstlige islam, så hvorfor er der så mange med en landlig og gudfrygtig baggrund, der i vores rimeligt fremskredne alder ustandselig ser sig gale på muslimer, spørger han.
I den senere tid har jeg ikke følt mig helt så velkommen hos min ældste søn som tidligere. Så snart, jeg træder ind ad døren, spørger de, om jeg kommer fra Jehovas Vidner.
”Nej,” svarer jeg, ”for de færdes altid to og to.”
Det er min egen bedstemor som ung, jeg genser i filmen. Og jeg ser hendes hånd, der griber efter det sorte tørklæde, hun vikler om hovedet, så snart hun skal uden for en dør. Dertil hendes mand, min altid tavse bedstefar, som dag og aften er i sving med jorden og dyrene. Samt deres otte dydige døtre, hvoraf én var så uheldig at blive gravid i utide
Faktisk overvejer jeg for fremtiden at invitere en god ven med. Så vil vi i fællesskab udtrykke vores evindelige budskab, for det er hver gang det samme:
”Har I virkelig endnu ikke set den tyrkiske Netflix-serie, der hedder Ethos?”
Svaret er altid et træt nej, men hvis vi er to kammerater, der side om side og allerede i døråbningen fremfører vores begejstring for filmen, vil meget måske ændre sig, og det glade budskab vil spire og vokse hos min søn og hans familie.
De vestligt orienterede contra de primitive
Jeg tror aldrig, en serie i den grad har grebet mig som Ethos – eller Bir Başkadir, der betyder ”noget andet”. Ganske vist udspiller den sig i Tyrkiet og blandt muslimer.
I kort begreb skildrer den konflikten mellem de moderne og vestligt orienterede i storbyen og de gammeltroende og traditionelle muslimer på landet. De moderne er veluddannede. De har været i både New York og Paris, og hvis de har ”åndelige” interesser, gælder det peruvianske åndemanere og noget importeret røgelse fra Nepal. Deres tilbagestående landsmænd opfatter de som ”plumpe” og primitive.
Omvendt med muslimerne i de afsides landsbyer. De tror på Allah og så færdig med det. De lever deres liv, som deres forældre og bedsteforældre gjorde det. Selvfølgelig møder de også den moderne verden, men for det meste med en måben.
Sådan kunne og kan man også leve. Og altid i en erkendelse af, at forandring tager tid. En generation eller to. Eventuelt flere. Og at et oprør skal ske i respekt
Og tro nu ikke, at serien tager stilling for eller imod den ene eller anden gruppe eller skikkelse. I sin varme, sin menneskelighed og sin dybe humor trænger den ind i hver eneste af sine personer.
Først og fremmest den velbegavede og landlige Meryem, der konsulterer en kvindelig psykolog i storbyen, men også Meryems tunge klods af en åndeligt uflyttelig bror og hendes psykisk svage svigerinde. Dertil imamen og hans lesbiske datter, den afdankede playboy i storbyen, psykologen og hendes supervisor.
Vi møder ikke i serien ét menneske, som ikke belyses i fuld figur. Vi får medfølelse og sympati med dem alle – også med voldtægtsmanden fra stenbruddet.
Vestjysk og mellemøstlig islam
Men ovenstående er ikke tænkt som en ufærdig skitse til en anmeldelse af serien. Når den rammer mig med så voldsom en kraft, er forklaringen, at den ”handler” om mig og om de af mine nogenlunde jævnaldrende, der også er født og har levet på landet for ca. tre snese år siden.
Det er min egen bedstemor som ung, jeg genser i filmen. Og jeg ser hendes hånd, der griber efter det sorte tørklæde, hun vikler om hovedet, så snart hun skal uden for en dør. Dertil hendes mand, min altid tavse bedstefar, som dag og aften er i sving med jorden og dyrene. Samt deres otte dydige døtre, hvoraf én var så uheldig at blive gravid i utide.
Hun – den 18-årige – og min bedstemor lå grædende i hver sin seng og bad til Gud om dog at tage denne skam fra dem. Min bedstefar vandrede imens som en tordensky foran grebningen og hen til svinene og tilbage til køerne. Rådvild og magtesløs.
Vi accepterer ikke, at udvikling også hos os har taget tid, og at når vi håner den muslimske livsform, er det vore egne rødder, vi kaster vrag på
Om søndagen med usvigelig sikkerhed og altid klædt i sort – og bedstemor med tørklædet – af sted til kirken og side om side langsomt gående hjem igen. Jeg tror ikke, de var missionsfolk. Måske en slags grundtvigianere, men egentlig vidste de vel ikke, hvad de var. Kun ét stod fast: at Gud i sin himmel vogtede på alle et menneskes skridt. Han straffede de syndige, og han så i nåde til de rettroende. Gud var Gud, om alle mand var døde. Gud var Gud, om alle land lå øde.
En snes kilometer fra deres gård fandtes ”storbyen” – eller i hvert fald byen/købstaden, hvor så meget gik i svang. Der levede mænd og kvinder, som ikke tog det så nøje med livets ubønhørlighed og alvor, men som svirede og forført af lårkort mode og bare kvindearme kastede sig ud i det, som var langt værre end druk og kortspil.
Billedet burde være genkendeligt for mange læsere. Der er ikke nogen forskel på datidens landligt-danske og især vestjyske kristendom og så nutidens landligt-mellemøstlige islam i det sceneri, som filmserien Ethos skildrer. Storbyen her og storbyen dér ligner også hinanden. Tror man ikke på mig, kan man f.eks. læse Jørgen Nielsens romaner fra 1930’erne – ”En Kvinde ved Baalet” især. Eller ”Dybet” og ”Et Hus splidagtigt med sig selv” osv.
DF’erne og ”vi andre”
Det giver så anledning til et underligt spørgsmål: hvorfor er der så mange af os med en landlig og gudfrygtig baggrund, der i vores rimeligt fremskredne alder ustandselig ser sig gale på muslimer? Hvorfor kan de ikke spise svinekød som os? Hvorfor kan deres piger ikke gå til svømning sammen med drengene? Hvorfor render de altid rundt med det forbandede tørklæde? Hvorfor lærer de ikke at snakke dansk i stedet for det ravtyrkiske, som vi ikke begriber? Tal dansk, din jyske hund!
Svaret må være, at det er os, som har glemt og fortrængt vores fortid. Vi ved ikke, at det er noget, vi langsomt og besværligt og omkostningstungt er vokset ud af. Vi er blevet fortidstømte skaller, der tror, at vi altid har været som akkurat nu. Vi accepterer ikke, at udvikling også hos os har taget tid, og at når vi håner den muslimske livsform, er det vore egne rødder, vi kaster vrag på.
Engang var vi alle sammen ”muslimer”
Vi, der i vores barndom var så heldige at være vidner til ”gammellivet” på landet, har øjensynligt skilt os ud i to varianter: DF’erne og de dermed beslægtede samt ”vi andre”, der ser på de fremmede med en større genkendelse og måske dermed en større sympati og usikker forståelse.
Sådan kunne og kan man også leve. Og altid i en erkendelse af, at forandring tager tid. En generation eller to. Eventuelt flere. Og at et oprør skal ske i respekt. Som hos bondeknolden Yahya Hassan, der i sit oprør aldrig fornægtede sin slægt og dens tro. På hans gravsten står der ”den palæstinensiske digter”, som der engang var danske forfattere, der kaldte sig ”den jyske digter”.
Det er det evigt menneskelige tema i Ethos. Vist kan vi vokse ud af vores ”primitive” fortid og slå os ned i moderniteten. Men fortiden følger med. Også hos psykologen Peri med hendes lærerindeknold i nakken og hos hendes lige så frigjorte supervisor Gülbin. Hver gang Gülbin kommer hjem, stirrer den muslimske baggrund hende ind i ansigtet – akkurat som var den min ”kristne” bedstemor og bedstefar. Det samme hos den ulykkelige playboy. Hos dem alle. HOS OS ALLE.
For engang var vi alle sammen ”muslimer”.
LÆS MERE I POV AF FLEMMING CHR. NIELSEN HER
Topillustration: Den unge muslimske kvinde i Netflix-serien Ethos – eller Bir Başkadir, der betyder ”noget andet”, som udspiller sig i Tyrkiet og blandt muslimer, men hvis evigt menneskelige tema minder skribenten om tidligere tider i det gudfrygtige jyske. Foto: Netflix
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og