MINDEORD – Den norske kunstner Erik Bomann-Larsen tegnede og skrev som outsider artist om den drivkraft, der ligger i så mange milliarder mennesker, troen.
”O, bli hos meg”, sang Oslos biskop Kari Veiteberg, og Erik Bomann-Larsen holdt stille og roligt op med at trække vejret, ”stoppet bare helt rolig og fredelig med å puste”, skrev Marit Benthe Norheim til mig klokken 23, mandag d. 6. november 2023.
Den dansk-norske kunstner og nære ven af Erik Bomann-Larsen var på plejehjemmet med de store ruder sammen med Eriks lillebror, og selv om man ikke kender nogle af navnene eller personerne bag bogstaverne, var Eriks liv et af dem, det kan være værdifuldt at kende til.
Især, hvis man er nysgerrig efter at forstå den del af mennesket, der konstant provokerer os: Troen.
”Den som har fundet Gud, holder aldrig op med at lede efter ham. Og den, som ikke har fundet Gud, holder aldrig op med at ville finde bevis for, at Gud ikke findes,” sagde Erik Bomann-Larsen til mig, da jeg mødte ham et halvt år tidligere, en råkold dag i marts.
Jeg var hos ham for at tale om troen. Hvad er den?
Erik var anerkendt tegner og digter og i en stor del af sit liv også psykiatrisk patient. Jeg havde set hans tegninger, læst hans tekster, talt med Marit Benthe Norheim, og nu ville han møde mig.
Kunst ude- eller indefra
Gennem årene har han skrevet hudløst om sit sind og virkningen af den medicin, han har fået. Han er blevet undersøgt mange gange og har blandt andet fået diagnoserne overfølsomhedsneurotiker og grænsepsykotisk.
Indimellem har han overvejet, at ”gå direkte ned i kælderen og blive der”, som han i min oversættelse skriver i sit forord til ”Tankeperling”, den nyeste halvdel af kunstbogen Forsker i følsomhed med et udvalg af hans tekster og tegninger, som blev udgivet sidste år.
Hele sit voksne liv har han været forsker i følsomhed, som han kaldte det. Som sådan har han afleveret et systematisk værk af ord og billeder, ”et næsten uoverkommeligt stof på grund af mængden”, som han skriver.
Erik Bomann-Larsens kunst er ”outsider art”, som den oftest uskolede kunst ud fra skaberens egne impulser kaldes. Man kan indvende, at den lige så vel kunne hedde ”insider art”. Kunst fra indersiden af livet.
For Erik var det derinde, han kunne være i dialog om og med Gud.
Det værste for lægen
”Jeg troede som ung, jeg var idiot, fordi jeg troede. En ven af mig sagde jo, at der ikke var bevis for, at Gud eksisterede. Jeg skubbede Gud væk. I seks år havde jeg en voldsom identitetskrise og var hele tiden ked af det,” fortalte han med min færgeindkøbte æske med Anthon Berg foran sig.
”Det var lidt svært at holde Gud væk, men jeg gjorde det i de seks år. Det endte med en depression og et nervesammenbrud, som det hed, og jeg blev indlagt på Modum Bad nervesanatorium. En dag før aftensmad gik jeg en tur med en læge og en anden patient. Pludselig så jeg et mærkeligt lys skinne, og så stod Jesus Kristus bagved os og holdt om os alle tre.”
Han rømmede sig og tog en slurk med sugerøret, før han fortsatte med at fortælle, at den anden patient ”ikke sansede noget”, mens det for lægen var ”noget af det værste, han havde oplevet”. Han blev ”så skræmt” og spurgte, ”om det var en ond eller god ånd, der var bag os.”
”Jeg svarede ham, hvem jeg så, og da blev han endnu mere skræmt. Men for mig var det det bedste, jeg nogensinde har oplevet. Og jeg blev rask. I løbet af et minut blev jeg helt rask.”
Tvunget til ærlighed
Han holdt sig ikke rask, for oplevelsen satte sig i ham som et krav om ærlighed. Altid. Og det kostede.
”Den forandrede hele min tankegang. Det blev en relation til Gud. Jeg blev nødt til altid at være ærlig. Jeg har læst, at en nordmand i gennemsnit lyver en gang hver 10. minut. Hvordan skal vi så redde verden? Det er det, jeg prøver at sige.”
Han måtte se ærligt på det, der foregik i hans sind, uanset, hvad det var. Det sled ham op, men han havde intet valg.
I mine psykoser kunne jeg se mig selv
”Det var slet og ret livsfarligt for mig, men jeg måtte undersøge det. Om det kom indefra eller udefra, kunne jeg ikke mærke. Men i mine psykoser kunne jeg se mig selv. Studere mig. Derfor fik jeg en næsten letsindig holdning til lidelse. Jeg var nysgerrig,” fortalte han den forårsdag, hvor han allerede var tydeligt svækket.
Erik Bomann-Larsen var indlagt og hjemme, indlagt og hjemme, skrev og tegnede, skrev og tegnede. Fordi: ”Det, at man ikke selv har oplevet noget, er ikke ensbetydende med, at ting ikke eksisterer”, som han skriver i bogen, hvor han fortsætter: ”En oplevelse har større værdi end en ikke-oplevelse” for ”en sandhed for én er en sandhed for alle”.
De fleste ved det
Mennesker er mennesker, fastholdt han. Ved at undersøge sig selv, kan man finde viden, andre genkender. Han skriver videre:
”Kristendom og religion er et påstands-rige. For de fleste savner det bekræftelse i virkeligheden, men for nogle har noget åbenbaret sig, som har gjort specielt kristendommen dybere og mere indholdsrig.”
92 procent havde haft en åndelig oplevelse
Mange har oplevelser i slægt med hans.
Senest har et mindre brasiliansk studie offentliggjort 2022 i forskningstidsskriftet Transcultural Psychiatry vist, at 92 procent havde haft en åndelig oplevelse i en eller anden form, mens det amerikanske Pew Institute i 2009 i en stor spørgeskemaundersøgelse fandt, at 49 procent havde haft ”a moment of sudden religious insight or awakening”.
Bange for skyggen
De fleste lever med deres oplevelser i stilhed. Erik Bomann-Larsen var fyldt 70 år, før han stod frem som kunstner med bogen og tilhørende udstilling.
”Jeg har hele livet mærket, at det for andre slet og ret er livsfarligt, det jeg repræsenterer; at vi kan have en kontakt til det guddommelige.”
For ham var det en ”vældig kamp” at sige ja til udgivelsen. Og det har ”ikke kun handlet om skam” over at være psykisk syg og ofte uarbejdsdygtig.
”Nej, nej, det handlede om, at jeg var vældig usikker på mig selv, bange for andres vrede, men også for min egen opblæsthed. Den var jeg nok mest ræd for, ja, for Gud har givet mig så meget, al den ærlighed, sandhed på sandhed, al den overfølsomhed. Alt det, jeg ser.”
Midt i sit forord til Tankeperling skriver han, at ”ethvert menneskes liv har en evighedsværdi”, og at han er taknemmelig, fordi ”det perler sig inde i mig af tanker, som vil ud.”
Erik Bomann-Larsen blev 71 år.
Læs mere i POV af Charlotte Rørth om åndelige oplevelser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
