Bag Jerntæppet: Tørre tæsk til alle

i Europa/Historie/Politik & Samfund af

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #9 – Hvem bor ude i alle de betonblokke, vi har set i Minsk de sidste dage, spørger journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen? Er det et OK liv, eller gennemlever de mennesker en tilværelse i grå, udsigtsløs elendighed? De der sovjetiske boligblokke, der står opmarcheret side om side her og over hele Østeuropas som monumenter – endnu uundværlige eftersom folk skal have et sted at bo – konkrete påmindelser om en længst forsvunden vision. Hvordan kan man holde ud stadig at bo der alle disse år efter sammenbruddet?

Vores ven og tolk Sasha bor selv i sådan en blok og er i live og har det nogenlunde OK, oplyser han flegmatisk, men han kender Nastya, som har sit dagligliv på tredje sal i en anden blok, lidt længere væk fra centrum. Vi kan måske spørge hende? Lad os køre derhen, hun vil gerne tale med os, siger han efter et hurtigt opkald. Et kvarter efter ruller vi ind under ahorntræers glødende efterårsløv i en kæmpemæssig og øde baggård mellem karréerne. Parkerer, køber en stor æske hviderussisk lavprischokolade og en flaske champagne fra Krim i en halvmørk butik og finder opgang 16.

En tyk ståldør beskytter indgangen til en dunkel trappeskak, der fører op, og oppe på afsatsen venter hun, Nastya, på os i den åbne dør: En lille energisk kvinde på et par og fyrre, strålende af glæde, grinende fra øre til øre, leende over næsten alle de høflige ting, vi finder på at sige. Og vi kanter os ind i entréen og bliver vist ind i et lille, beklumret rum, dagligstuen, bænket omkring et sofabord stakket til med bøger, aviser og ting og sager, og vi får te og en underkop med russiske småkager.

Der kan godt opstå konflikt og kølighed mellem os, selvom det er min mor og far, men det udvikler en fælles vilje til at … i det mindste holde hinanden ud

Hvordan kan man holde det ud, begynder Anne venligt? – Tre voksne og tre børn på … hvor mange kvadratmeter er det I har?

”To rum, køkken, gang og et lille badeværelse. I alt 42 kvadratmeter, de to beboelsesrum er tilsammen 26 kvadratmeter”, svarer Nastya. ”Og man holder det jo ud, fordi … ja, bare fordi, at det er man nødt til. Vi finder ud af det. Der kan godt opstå konflikt og kølighed mellem os, selvom det er min mor og far, men det udvikler en fælles vilje til at … i det mindste holde hinanden ud”.

Dagligdagens voldsmentalitet

Nastya opruller nu let, muntert og helt uden bitterhed en historie, hvor omdrejningspunktet er forskellige former for mellemmenneskelig vold, dels fra regimet side, men især fra det modsatte køns side, fra mænd i det hele taget, fra hendes egen mand også. Hun mener, at vold gennemsyrer hele den russiske kultur, at det er et centralt element i en evig mandschauvinistisk omgangsform, et værdisæt bygget på den stærkes ret, et princip som har eksisteret i Rusland siden tidernes morgen.

Det er en dagligdagens voldsmentalitet, som trives i værste velgående både i Rusland og her i Lukashenkos rige, uanset om man kalder det hviderussisk eller russisk. Ingen forskel dér, siger hun. Det handler i en evig, ørkesløs cyklus om, at den fysisk stærke – som reelt ofte er magtesløs i det storesamfund – i sin afmagt gennembanker den fysisk svage, kvinden, barnet.

”Og flertallet synes vist, at det er OK og normalt på den måde – men jeg vil sgu ikke være en minoritet, fordi jeg er imod vold mod kvinder og børn. Jeg tænker alvorligt på at ændre landet, jeg vil være majoriteten!”

Så gik den stærke mand, den ultimativt Stærke Mand, på banen og meddelte åbent og offentligt, at han uden at skamme sig systematisk havde banket sin ældste søn, en slapsvans som absolut havde brug for det

Så griner hun højt og længe. Da hun er kommet sig, fortæller hun, at en parlamentsgruppe for et par år siden faktisk stillede forslag om at lovgive mod vold i hjemmet – ganske enkelt om at forbyde mænd, at slå deres koner og børn – men så gik den stærke mand, den ultimativt Stærke Mand, på banen og meddelte åbent og offentligt, at han uden at skamme sig systematisk havde banket sin ældste søn, en slapsvans som absolut havde brug for det.

Og desuden: at han, diktatoren selv, da også har banket sine andre børn, når det var på sin plads og nødvendigt. Børn har kun godt af en gang prygl fra tid til anden, sagde han. Ja, jeg bankede den store, oplyste landets leder, men den lille slap. Den lille er en god dreng.

En god dreng

Alexander Lukashenko lader sig stolt se og filme ved statsbesøg og andre offentlige begivenheder sammen med den gode dreng, Nikolai – Kolya. Ved den slags arrangementer optræder de gerne med hver sin helt overdimensionerede officerskasket. Kolya er i dag teenager, men hans far har for længst sagt, at han skal efterfølge ham som præsident for Hviderusland. Hvem barnets mor er, er ikke oplyst, det kommer ingen ved.

Alexander Lukashenko har for længst sagt, at hans søn Kolya skal efterfølge ham som præsident for Hviderusland. Hvem barnets mor er, er ikke oplyst, det kommer ingen ved. Foto: Wikimedia Commons.

Lukashenko var ganske vist gift, da den lille Kolya første gang blev vist frem, men hustruen er aldrig blevet set offentligt, de bor hver for sig, og intet tyder på, at hun er mor til drengen. Om sin første søn, Viktor, udtalte den knapt så stolte far, at han ”er en ubrugelig svækling, der kun vil blive endnu slappere med tiden … ”

”Meningsmålinger viser, at langt de fleste støtter den linje i familieanliggender”, siger Nastya. ”Hvem er hustyrannerne, spørger I? Det er vel først og fremmest mænd, der selv fik tæsk som barn”.

Det lyder som en cyklus, der aldrig vil kunne ende, mumler jeg.

”Nej, du – jeg fik selv klø, da jeg var en lille pige, men jeg banker da ikke mine børn”, kommer det snapt fra Nastya. ”Og hos jer banker man da vist ikke sine børn, så vidt jeg ved, så den cyklus er åbenbart afsluttet hos jer. Så kan det også gøres her”.

Men hvorfor er de nødt til at bo så mange mennesker i de to mikroskopiske rum? Også det har at gøre med princippet om den stærkes ret, mandens ret.

”Jeg var jo gift, og da børnene kom til, tildelte kommunen os en stor, dejlig lejlighed i et andet boligkompleks. Der var god plads til os alle. Men min mand bankede mig, og da han også begyndte at slå børnene, måtte vi skilles, og den eneste måde at gøre det på var, at jeg flyttede med børnene. Hen til mine forældre her i lejligheden. Min mand afviste at lade sig skille, og så længe det er sådan, er den store lejlighed hans – og vi må finde ud af det her”.

Friheden på 26m2

Nastya er absolut glad for tilværelsen og livet, understreger hun igen leende, da vi bryder op.

Om hun er fattig? Det synes hun ikke. Hun arbejder for en kendt skulptør, noget med at konstruere voksmodeller til støbning af bronzeskulpturer, og hun har til dagen og vejen – hun kan af og til give børnene en is og den slags, klukker hun, værre er det ikke.
”Nej, nej”, men nu fortoner smilet sig lidt. ”Det er ikke et elendigt liv, det må I ikke tro”.

Hun vender tilbage til det med volden i samfundet og mellem kønnene. Volden opstod ikke med Sovjetunionen og kommunismen, mener hun. Det er en tradition, der stikker langt dybere. Vi skal meget længere tilbage, siger hun. Mindst til det 17’ende århundrede.

Man kan hente sine informationer på internettet i stedet for at acceptere systemets endeløse løgnestats-TV. Der hersker en vis frihed lige her, indenfor de 26 kvadratmeter

”Rusland var langt mere lukket og autoritært end vesten”, siger den lille kvinde. ”Zar-styret gik ind for at kvinder og børn systematisk skulle bankes til underkastelse, de skulle sønderbankes også af principielle grunde. Jo flere, der lærte at underkaste sig den rå, fysiske vold, jo bedre for staten. På den måde lærte alle, at den stærke altid har ret”.

Men hun er absolut glad for tilværelsen og livet, understreger hun igen leende, da vi bryder op.

Lukashenko er en nar og en taber osv, men det hele er da blevet langt bedre end under Sovjet. Der er muligheder nu, som folk ikke engang turde drømme om dengang. Hendes børn vil kunne rejse.

Man kan frit læse hvad som helst. Solsjenitzyn eller Sakharov eller Shalamov, eller hvad det skal være. Man kan hente sine informationer på internettet i stedet for at acceptere systemets endeløse løgnestats-TV. Der hersker en vis frihed lige her, indenfor de 26 kvadratmeter.

Så siger vi mange tak og ønsker al muligt held og lykke. Desværre har vi ikke gaver med fra Danmark, det kan vi ikke rejse rundt med. Men værsgo, chokolade til børnene og noget vin. Kanter os ud i gangen, der er dårligt plads til at bøje sig og snøre skoene.

En 12-årig pige smyger sig genert ud fra det andet værelse, klemmer sig tæt ind til sin mor og pipper et par små lyde til de fremmede, der allerede er ude i den mørke opgang og på vej væk.


Fotos: Skribenterne

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa