TRAGISK REALISME // ESSAY – I debatbogen “Tragisk realisme” bruger Frederik Christensen og Kasper Støvring den græske tragedie som afsæt for en teori om international politik. Johannes Adamsen undersøger, om Ødipus, Antigone og Agamemnon virkelig kan bære konstruktionen – og hvor den fører hen: “Hvorfor er deres tragiske realisme ikke et skalkeskjul for kynisme eller desperation?”
I foråret udgav Frederik Christensen, cand.scient.pol., og Kasper Støvring, ph.d. i litteraturvidenskab, bogen “Tragisk realisme. Krig og fred i den multipolære verden”. Bogen vandt Kristeligt Dagblads debatbogskonkurrence i 2025 og udkom på avisens forlag.
Den fik en blandet modtagelse. Det blev blandt andet anført, at bogen flere steder kommer meget tæt på at give NATO skylden for Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022.
Christensen og Støvrings bog er et langt argument for, at tragisk realisme skal erstatte international liberalisme. Begrundelsen er, at tragisk realisme erkender, at der aldrig findes gode og ideelle løsninger, højst et valg mellem to onder eller mellem et større og et mindre onde.
Store dele af bogen handler om aktuel international politik. Mit anliggende er de præmisser, som argumentationen hviler på: Kan den forståelse af det tragiske, som bogen bygger på, bære dens teori om international politik?
Tragisk realisme minder mig lidt om bomlærken, ikke på grund af lærkesangen, men fordi bomlærken ikke har noget med en bom at gøre – førsteleddet skyldes tyske ’Baum’ (træ), og bomlærken er desuden ikke en lærke, men en værling.
Tragedien som politisk læremester
I bogens indledning behandles forskellige sider af den internationale liberale orden og dens påståede sammenbrud. Som alternativ præsenterer forfatterne realismen, der beskrives som en opsamling af århundreders politiske visdom (s. 19).
Denne visdom hentes blandt andet i den græske tragedie. Forfatterne henviser til Sofokles’ “Kong Ødipus” og “Antigone” samt til Agamemnon. Lidt pudsigt henviser de i sidstnævnte tilfælde til Euripides’ “Ifigenia i Aulis”, ikke til Aiskhylos. På baggrund af disse værker konkluderer de:
“Tragediens indsigt viser os, at selv med uendelig megen magt er mennesket prisgivet gudernes luner. Tragedierne dramatiserer menneskets fald og tjener som et forvarsel til dem, der stræber efter magten; de indprenter en bevidsthed om menneskets fejlbarlighed og hovmodige natur.” (s. 39)
Allerede dette er en temmelig generel karakteristik af de græske tragedier, hvoraf 32 af mere end 300 er bevaret. Senere destilleres tragediens indsigt yderligere: Især i international politik kommer den til at betyde, at vi oftest står over for et valg mellem to onder, ikke en idealistisk kamp for det gode.
Men hvem forestiller sig egentlig, at demokrati, handel og internationale institutioner i sig selv kan skabe varig fred? Jeg betvivler, at nogen fra den liberale fløj vil kunne genkende sig selv i den fremstilling
Tragedien i international politik er ifølge forfatterne systemisk eller strukturel. Vi står i et anarkisk system, hvor stater tænker på deres egen overlevelse. Det skyldes hverken onde hensigter eller inkompetence, men selve den grundlæggende struktur:
“At erkende denne tragiske dimension er det første skridt mod en mere realistisk og dermed mere ansvarlig tilgang til international politik.” (s. 42)
Det rejser flere spørgsmål. Er beskrivelsen af “det tragiske” dækkende med udgangspunkt i de tre nævnte græske tragedier? Hvordan kan Christensen og Støvring gå fra en tragisk bevidsthed til international politik? Eller lidt anderledes formuleret: Hvad tillader sammenstillingen af et tragisk livssyn på individniveau med en politisk teori om internationale forhold?
Hvad er en tragedie, og hvori består det tragiske?
Om de græske tragedier er der selvfølgelig skrevet voldsomt meget, men denne omfattende tradition synes ikke at spille nogen større rolle for Christensen og Støvring. Tragedierne blev skrevet over en periode på omkring 70 år, fra tiden omkring perserkrigene til afslutningen på den peloponnesiske krig fra 431 til 404 f.Kr.
Christensen og Støvring mener, at det handler om mennesker, der er prisgivet gudernes luner, og om menneskets fejlbarlighed, hovmod og fald. Det mener jeg er så generaliseret, at det bliver misvisende.
Tragedierne handler om mange ting og ikke nødvendigvis om det samme hos de tre store tragediedigtere, Aiskhylos, Sofokles og Euripides. Men skal man sige noget rimelig generelt og dækkende, vil jeg forsøge mig med, at det tragiske handler om, at tiden i en vis forstand er gået i stå.
For at gennemføre øvelsen må de opstille nogle sandheder om international politik, som aldrig bliver gjort til genstand for en egentlig analyse
I “Kong Ødipus” er Theben ramt af pest, og pesten kan ikke ophøre, før kong Laios’ morder er fundet. Antigones liv kan ikke komme videre, fordi den guddommelige lov kræver, at hendes bror Polyneikes bliver ordentligt begravet. Den græske flåde ligger stille uden vind og kan først sejle videre, hvis kong Agamemnon ofrer sin datter. Det er et skæbnevalg, som er en skændsel og derfor skal hævnes.
Blodskyld, offer, forbandelse og forholdet mellem guder og mennesker står centralt. Derfor er baggrundsmyterne uomgængelige. Det samme gælder forestillingen om, at tilværelsen er gennemvævet af det guddommelige, af varsler, spådomme, det hellige og overtrædelsen af det.
Tragedierne har en del til fælles. Ofte befinder personerne sig i en situation, hvor historiens tyngde i form af det forbandede og uafgjorte stadig gør sig gældende. Det må finde en afgørelse, før mennesket eller slægten kan komme videre. Ellers må den enkelte dø under prøvelsen.
Antigone vælger ikke mellem to onder
For Sofokles’ Antigone handler det ikke om et valg mellem to onder. Det handler om misforholdet mellem det rigtige, idealet og det guddommelige bud om en sømmelig begravelse på den ene side og hendes livsskæbne på den anden. Hun må dø, fordi hun fastholder det.
Antigone opfatter næppe sin handling som et onde. Hun vil og gør det gode, og alligevel er hendes skæbne tragisk.
Når Christensen og Støvring beskriver Kreon som en hersker, der står over for et tragisk valg mellem to umuligheder, er det heller ikke tragediens egen optik. Det fremgår tydeligt, at Kreon ikke kan lade sin hævn over Polyneikes række ind i døden ved at nægte ham en begravelse.
Bogens kapitel om tragedien har en noget springende stil, hvor der skiftes mellem græsk dramatik og nutidig international politik. Det gør det ikke lettere at få greb om forfatternes fortolkning af tragedien.
Det, jeg har anført om fejlbarlighed, hovmod og valget mellem to onder frem for mellem godt og ondt, er det nærmeste, man kommer på en samlet definition af det tragiske. Og som jeg har vist, er det en tynd udgave af tragedien, en universalisering, der vanskeligt kan forbindes så entydigt med f.eks. Kong Ødipus’ skæbne.
Fra tragedie til international politik
Den græske tragedie befinder sig inden for bystatens, polis’, ramme. Handlingen foregår i Athen, Argos eller Theben og handler om lokale forhold.
Christensen og Støvring løfter rask væk det tragiske ud af denne baggrund og overfører ideen om tragisk realisme til en teori om international politik. For at gennemføre øvelsen må de opstille nogle sandheder om international politik, som aldrig bliver gjort til genstand for en egentlig analyse. Det gælder først og fremmest grundpåstanden om, at den internationale orden er en illusion, og at det nu igen er blevet tydeligt, at den reelt ikke eksisterer.
I en multipolær verden må det ifølge forfatterne erkendes, at ordenen er væk. Tilbage står forskellige former for lejlighedsvise delordener i en grundlæggende anarkisk struktur (dvs. et system uden en overordnet myndighed over staterne, red.).
Det spinkle grundlag for sammenstillingen af den græske tragedie med denne situation er påstanden om, at grækerne også frygtede anarkiet.
For grækerne var forholdet mellem kosmos og kaos elementært og grundlæggende. Det var dog ikke nødvendigvis det, tragedierne handlede om. Som jeg har forsøgt at vise ovenfor, kan man næsten sige det modsatte: et overmål af orden i form af en jernhård og ubarmhjertig binding af nutiden.
Menneskerettighederne er kommet i miskredit, ikke fordi de er gode, men fordi de bliver brugt som våben af stater, især vestlige, som ikke selv overholder dem
Det gælder f.eks. pesten i Theben, som Ødipus både har fremkaldt og stædigt forsøger at standse ved at finde sin fars morder. Anarki er det jo ikke. Det er tværtimod en brav kamp for det gode.
Der mangler med andre ord en antydning af plausibilitet i springet fra antikken til moderne international teori og i sammenstillingen af et tragisk livssyn med en politisk teori.
Christensen og Støvring forsvarer både indirekte og direkte deres tragiske realisme ved at stille den over for liberalismen:
“Tror man på, at demokrati, handel og internationale institutioner kan transformere det internationale system og skabe varig fred? Eller anerkender man magtbalancens primat og staternes grundlæggende frygt for hinanden?” (s. 167)
Men hvem forestiller sig egentlig, at demokrati, handel og internationale institutioner i sig selv kan skabe varig fred? Jeg betvivler, at nogen fra den liberale fløj vil kunne genkende sig selv i den fremstilling.
Realisme og dømmekraft
Sagen er, at Christensen og Støvring ikke kan have nogen forestilling om et mindre onde uden også at have en forestilling om det gode. Påberåbelsen af realisme, måske snarere besværgelsen af den, slører dette forhold.
Hvorfor skulle en tragisk realist være bedre end en liberal til at bedømme kompleksitet, skjulte hensigter, utilsigtede konsekvenser, tilfældigheder og forvirring? Det skyldes alene påstanden om, at de er realister og som sådanne ikke er vildledt af idealisme.
Forfatterne fremhæver Kissinger. Men var hans dømmekraft, uagtet hans selvfremstilling, virkelig bedre end andres? Hans rolle i forbindelse med Cambodja giver i hvert fald grund til at stille spørgsmålet.
Endnu et spørgsmål: Hvis det hele er styret af frygt og selvopholdelse i et anarkisk system, må mistænksomheden være grundlæggende. Hvorfor skulle det give en bedre og mere realistisk bedømmelse af situationer og handlemuligheder? Uden idealet om det gode ligger kynismen nært. Hvorfor overhovedet kamuflere den?
Christensen og Støvring vil fremme en tragisk realisme, som ikke ødelægger ved naivt at forfølge det gode og det ideelle. Vel hørt. Men hvad nu, hvis man realistisk søger det ideelle, velvidende at der oftest er et misforhold mellem idealet og virkeligheden? En slags tragisk visdom.
Statens krav og individets rettigheder
Denne modsætning mellem realisme og idealer bliver særlig tydelig i bogens syn på staten og menneskerettighederne.
Christensen og Støvrings nationalisme med dens betoning af statens traditionsbårne styrke har efter min vurdering den konsekvens, at mennesker, som ikke lever i et demokratisk retssamfund, overlades til statslig undertrykkelse.
Det er ifølge denne tankegang klogt ikke at belære f.eks. kineserne om menneskerettigheder. Liu Xiaobo (1955-2017) havde jo så blot misforstået sin tradition og, som styret hævdede, svigtet sin stat. Men hvor efterlader det den enkelte over for staten? Hvorfor er deres tragiske realisme ikke et skalkeskjul for kynisme eller desperation?
Menneskerettighederne er kommet i miskredit, ikke fordi de er gode, men fordi de bliver brugt som våben af stater, især vestlige, som ikke selv overholder dem, men giver slip på dem, når det bliver krævende, f.eks. under påberåbelse af realisme.
Måske består den tragiske visdom netop i at fastholde idealet om det gode og samtidig erkende, hvor vanskeligt det er at virkeliggøre.
Læs mere af Johannes Adamsen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og