Både online og offline har der de seneste uger været en del debat om avisen Politikens debatsider.
Debatten adskiller sig fra normale læserbrevsdebatter ved ikke blot at handle om indholdet af debatindlæggene, men også, og i stadigt stigende omfang, om de redaktionelle principper, som Politiken udvælger og promoverer sine debatindlæg ud fra.
Mere konkret handler debatten om, hvorvidt Politiken bør bringe kontroversielle debatindlæg, der fremfører holdninger og synspunkter, som strider mod den etablerede videnskabs resultater og forskning.
To indlæg der ikke var videnskabeligt underbyggede
Særligt to indlæg har vakt vrede.
Det første indlæg blev bragt i Politiken den 8. juni og var skrevet af Ninka Bernadette-Mauritson, hvis titel i indlægget anføres som: ”Forfatter, journalist, entreprenør og sundhedsdebattør”. Indlægget handlede om forbindelsen mellem autisme og kost, og hovedbudskabet var, at det er muligt at helbrede autistiske børn, eller i det mindste gøre dem symptomfri, ved at ændre deres kost.
Det andet indlæg, bragt i Politiken den 3. juli, var skrevet af Lars Henrik Lundsgaard: ”Kraniosakralterapeut” og far til en hpv-vaccineret pige. Indlægget var et indspark i debatten om hpv-vaccinen og argumenterede for, at farerne ved denne vaccine er langt større end medierne og lægevidenskaben hævder.
Begge indlæg handler om alvorlige sundhedsfaglige spørgsmål, hvor forældre træffer valg på deres børns vegne. Og ændringer i folks syn på gyldigheden og relevansen af den sundhedsvidenskabelige forskning har meget direkte konsekvenser for ikke blot dem selv, men også deres børn.
Fælles for de to indlæg er, at de fremfører synspunkter som er stærkt kritiske over den etablerede sundhedsvidenskab, og at den kritik der fremsættes dels strider mod det meste af den eksisterende forskning på området, dels ikke er videnskabeligt underbygget.
Derudover handler begge indlæg om alvorlige sundhedsfaglige spørgsmål, hvor forældre træffer valg på deres børns vegne. Der er derfor tale om emner, hvor ændringer i folks syn på gyldigheden og relevansen af den sundhedsvidenskabelige forskning har meget direkte konsekvenser for ikke blot dem selv, men også deres børn.
Hvad er opgaven for en troværdig avis?
Det er på denne baggrund, at mange efterfølgende er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, om Politiken burde bringe denne type kontroversielle indlæg.
Er det virkelig en del af avisens opgave, at viderebringe uvidenskabelige, sine steder direkte anti-videnskabelige, indlæg, som potentielt er med til at underminere tiltroen til den lægevidenskabelige faglighed?
Bør og burde en avis som Politiken ikke være mere omhyggelig med at forlange dokumentation, når der i et debatindlæg fremføres påstande, som strider mod den altovervejende videnskabelige konsensus på et område?
Burde der i sådanne tilfælde ikke som et minimum indkaldes udtalelser fra faglige eksperter, så læserne fik mulighed for kritisk at vurdere lødigheden af indlæggets påstande?
Politikens redaktører og journalister har læst og taget ved lære af debatten.
Den 7. juli meddelte chefredaktør Christian Jensen således, blandt andet i et tweet på Twitter, at avisen begik en fejl ved ikke at forlange yderligere dokumentation for påstandene i Lars Henriks Lundsgaards indlæg om hpv-vaccinen.
Efterfølgende har Politiken desuden indsat nedenstående tekst, som indledning til online udgaven af Lundsgaards indlæg:
Vi bragte tirsdag 4.7. dette debatindlæg, som indeholdt en række påstande om hpv-vaccinen Gardasil. Selv om Politiken ikke kan stå inde for enhver formulering i de debatindlæg, vi bringer, burde vi i de tilfælde, hvor indlægget argumenterer mod den videnskabelige konsensus på området, have bedt indlæggets forfatter om dokumentation for de påstande, der blev fremført. Det skete ikke, og det beklager vi.
Debatredaktør Ditte Gieses svar
Dette fik imidlertid ikke debatten til at dø ud, og på de sociale medier blev Politiken og Politikens debatredaktion udsat for en så heftig kritik, at Politikens debatredaktør Ditte Giese valgte at suspendere sin Twitterkonto.
Som svar på kritikken valgte Ditte Giese, i et indlæg bragt i Politiken den 14. juli, at give et principielt og overordnet forsvar for de redaktionelle principper, som debatsiderne redigeres ud fra.
Gieses indlæg stritter i flere forskellige retninger.
Et væsentligt spor i indlægget er et forsvar for Politikens redaktionelle frihed til selv at bestemme, hvilke historier og indlæg man vælger at bringe.
Som indlæggets overskrift udtrykker det: ”I shitstormenes tidsalder: Vi redigerer ikke avisen efter, hvad Twitter mener”.
Debatsiderne er, skriver Giese, et journalistisk projekt, og de principper som siderne redigeres ud fra, hverken kan eller skal bestemmes af læserne eller oprørte Twitterbrugere. Det er kun debatredaktionen, som har det fulde overblik over hvor og hvornår en debat begyndte; hvem der har responderet til hvem; hvem der har ret til genmæle, og hvor mange indlæg et givet emne har affødt.
I praksis er det derfor kun redaktionen som kan sikre, at de indlæg som publiceres giver et dækkende og adækvat billede af den debat, som faktisk finder sted.
Læsernes frihed til at sige fra
Gieses forsvar for debatredaktionens redaktionelle frihed til selv at bestemme, hvilke indlæg de bringer, er åbenlyst rigtigt. Det er netop i kraft af ikke at være underkastet udefrakommende krav og hensyn, at en avis kan spille den samfundskritiske rolle, som Giese (og mange af os andre) mener den skal spille.
Hendes forsvar er dog også lettere misvisende. Jeg har endnu ikke set nogen, som seriøst og i fuldt alvor har anfægtet Politikens redaktionelle frihed.
Politikens læsere har ret til at forholde sig kritisk overfor disse principper, f.eks. via indlæg på de sociale medier eller, som flere tilsyneladende har gjort, ved at opsige deres abonnement.
Folks frustrationer og utilfredshed drejer sig snarere om de konkrete redaktionelle principper, som debatredaktionen udvælger og publicerer deres debatindlæg efter. Politiken er selvsagt er fri til at vælge præcis de redaktionelle principper de har lyst til.
Men Politikens læsere (herunder brugerne af Twitter) har omvendt også ret til at forholde sig kritisk overfor disse principper, f.eks. via indlæg på de sociale medier eller, som flere tilsyneladende har gjort, ved at opsige deres abonnement (Giese nævner i sit indlæg, at debatten har givet anledning til decideret personforfølgelse, hvilket, må man formode, er grunden til, at hun har suspenderet sin Twitter-konto. Den slags er selvsagt ikke okay. I offentlige debatter bør det primært være sagen, ikke personen, som er i centrum).
En problematisk pærevælling
Dette ved Giese selvfølgelig også udmærket, og et andet væsentligt spor i hendes indlæg er derfor et forsvar for de principper, som ligger bag beslutningen om at publicere bl.a. Ninka-Bernadette Mauritsons og Lars Henrik Lundsgaards indlæg.
Desværre er Gieses forsvar for disse principper ikke just krystalklart, og synes desuden at være udtryk for en i bedste fald forvirret, i værste fald dybt problematisk, forståelse af faglighed, videnskab og erfaring.
Kernen i Gieses forsvar finder man i følgende citat fra hendes indlæg:
Vi står med vores faglighed inde for vores indhold, men man kan ikke kollektivisere faglighed. Vi lægger selvfølgelig særlig vægt på det fagligt funderede synspunkt.
Men det betyder ikke, at erfaringens stemmer skal udelukkes, tværtimod. Videnskaben er en autoritet, der skal udfordres på samme måde, som enhver anden magtinstans’ konklusioner skal kunne klare et møde med virkeligheden.
En glimrende, og relativt veletableret, definition på faglighed er, at det er kollektiviseret og systematiseret erfaring indenfor et afgrænset udsnit af menneskelig viden eller virksomhed.
Dette citat rejser en række spørgsmål. For det første: Hvad mener Giese når hun skriver, at ”man kan ikke kollektivisere faglighed”?
For en umiddelbar betragtning er udsagnet noget vrøvl.
En glimrende, og relativt veletableret, definition på faglighed er, at det er kollektiviseret og systematiseret erfaring indenfor et afgrænset udsnit af menneskelig viden eller virksomhed.
Et fag er ikke noget individuelt eller subjektivt, men derimod en kollektiv praksis; noget man gør sammen med og i fælleskab med andre, og hvor man derfor er underlagt almene, intersubjektive normer og standarder. Så selvfølgelig kan faglighed kollektiviseres. Ja, endnu stærkere: Uden kollektivisering af erfaring og viden ville der slet ikke være nogen faglighed.
Journalistisk faglighed
Den mest oplagte og barmhjertige fortolkning af Gieses udsagn er derfor snarere, at hun mener, at der eksisterer forskellige slags fagligheder, og at disse fagligheder ikke går restløst op i hinanden.
Den journalistiske faglighed har f.eks. andre interesser, mål og metoder end den videnskabelige, og man hverken kan eller skal derfor forlange af journalistikken, at den agerer ud fra eller respekterer videnskabelige grundnormer.
På et plan er dette selvfølgelig rigtigt nok.
Videnskabens og journalistikkens fagligheder er ret forskellige. Men betyder denne forskellighed, at de to fagligheder nødvendigvis er i modstrid med hinanden? At der ingen fællesnævner er mellem dem?
Vrøvl, løgn og usandheder hører ikke hjemme hverken i videnskaben eller i journalistikken. Subjektive oplevelser er ikke målet, men snarere udgangspunktet, for en kritisk undersøgelse af tingenes tilstand
Næppe. Ideelt set sigter både journalistikken og videnskaben vel efter sandheden; efter at beskrive verden som den rent faktisk er inden for et bestemt område.
Dette betyder, at vrøvl, løgn og usandheder ikke hører hjemme nogen af stederne, og at subjektive oplevelser ikke er målet, men snarere udgangspunktet, for en kritisk undersøgelse af tingenes tilstand.
Subjektive erfaringer er vigtige – og de kan generaliseres
Subjektive erfaringer og oplevelser kan ganske vist ofte være udgangspunktet for såvel videnskabelig som journalistisk kritik. Den kritiske identifikation og analyse af strukturelle former for racisme og kvindeundertrykkelse begynder således ofte med konkrete, subjektive oplevelser af overgreb og uretfærdigheder.
Pointen for både videnskaben og journalistikken er blot, at sådanne oplevelser ikke står alene, men tværtimod netop kan kollektiviseres og generaliseres.
Det er fordi, det ikke kun er mig, men derimod os, der udsættes for overgreb, at oplevelsen får gyldighed og kritisk brod ud over den konkrete situation. Videnskaben og journalistikken har selvfølgelig forskellige måder at undersøge, beskrive og give mening til sådanne kritiske, kollektive oplevelser. Men de trækker begge på nogle af de samme normer og værdier, mest grundlæggende formodentlig respekt for sandheden (hvad det så end måtte være for en størrelse) og en tiltro til kritikkens magt.
Der er derfor ikke kun forskelle på, men også ligheder imellem, de to fagligheder.
Hvis man forstår faglighed som systematiseret og kollektiviseret erfaring, er der ingen modsætning.Faglighed og erfaring er ud fra dette synspunkt to, lidt forskellige, sider af samme sag, nemlig menneskets bestræbelse på at få bedre, mere systematisk greb om verden.
For det andet: Hvad mener Giese når hun stiller ”det fagligt funderede synspunkt” op som modsætning eller modpol til ”erfaringens stemmer”?
Hvis man, som jeg gjorde ovenfor, forstår faglighed som systematiseret og kollektiviseret erfaring, så er der ingen modsætning mellem de to ting. Faglighed og erfaring er ud fra dette synspunkt to, lidt forskellige, sider af samme sag, nemlig menneskets bestræbelse på at få bedre, mere systematisk greb om verden.
Ud fra den konkrete kontekst er den mest oplagte fortolkning, at den modstilling Giese her har i tankerne, er modstillingen mellem den videnskabelige fagligheds kollektive erfaring og individets subjektive oplevelse.
Altså modstillingen mellem, hvordan videnskaben forstår og beskriver verden, og hvordan du og jeg i al vores individuelle særegenhed opfatter og oplever verden.
Hvor er den seriøse, dybtgående og velfunderede kritiske dækning af regeringens forskningspolitik?
At videnskabens verdenssyn adskiller sig fra, hvordan verden umiddelbart synes at fremtræde for det enkelte subjekt, er et velkendt fænomen. Uden en vis systematisk indsamlet videnskabelig viden er det f.eks. ikke umiddelbart indlysende, at Jorden er rund; at stjernerne befinder sig milliarder af kilometer fra Jorden, eller at mennesket er det foreløbige resultat af en langvarig evolutionær udviklingsproces.
Ultimativt skal videnskaben selvfølgelig også kunne forklare, hvorfor vi umiddelbart går rundt og opfatter verden som vi gør. Men det er langt fra sikkert, at videnskaben bekræfter denne umiddelbare opfattelse, snarere tværtimod.
At videnskabens erkendelser adskiller sig fra, hvad jeg og du umiddelbart går og tror og mener, er netop noget af det fantastiske ved videnskaben. Den kan give os erkendelser, som vi ikke havde tidligere, og som nogle gange er direkte i modstrid med, hvad vi hidtil har troet.
Modsætningen mellem det videnskabelige og det subjektivt oplevede verdenssyn udgør derfor ikke i sig selv en kritik eller afvisning af videnskaben. Den er et problem og en udfordring, som blandt andet filosoffer har bakset med i flere hundrede år. Men modsætningen underminerer ikke videnskabens gyldighed.
Hvor er Politikens systematiske og fagligt kyndige dækning af de videnskabelige uenigheder, der faktisk betyder noget indenfor de enkelte videnskaber?
For det tredje: Giese har selvfølgelig ret i, at videnskaben, som alle andre autoriteter magtinstanser, skal udfordres og underkastes kritik.
Det vigtige her er, hvad der nærmere skal forstås med ”kritik”.
Er det tale om kritik hvis en læserbrevsskribent erklærer sig uenig med den videnskabelige konsensus omkring f.eks. hpv-vacciner, men uden at underbygge sin uenighed med andet end subjektive holdninger og konspirationsteoretiske anklager? Er det kritik hvis en debattør afviser størstedelen af den eksisterende forskning på autismeområdet med henvisning til subjektive oplevelser, YouTube-klip og ikke-forskningsrelaterede hjemmesider?
Hvad er mere præcist argumentet i sådanne kritikker?
Måske er det en fejl at betegne sådanne indlæg som egentlig kritik.
Er der ikke snarere tale om, at folk her får udtrykt deres frustrationer og utilfredshed, uden at de dermed får rejst et egentligt kritisk projekt? Det er der ikke noget som helst i vejen med, og avisernes debatsider tjener uden tvivl et vigtigt formål i så henseende.
Og der er heller ikke nogen tvivl om, at der ud af sådanne utilfredse indlæg nogle gange kan opstå en decideret, saglig og velbegrundet kritik. Men det kræver ofte en aktiv journalistisk indsats, hvor der sættes ord på det, som læserbrevsskribenterne ikke selv kan sætte ord på, og hvor enkeltstående erfaringer bredes ud og gøres alment gældende.
Spørgsmålet er, om der er behov for en sådan indsats her, eller om der er andre og bedre måder at anvende Politikens (desværre stadigt mere sparsomme) journalistiske kræfter på?
Videnskabskritik ja tak! Og gerne mere af den. Men for pokker da ikke på den laveste fællesnævners betingelser. Det er dårligt for både debatten og den kritiske journalistik.
Der er mange områder, hvor videnskaben som social praksis både kan og bør underkastes kritik:
De seneste års krav om monetarisering og “relevansgørelse” af forskningen; de mange uhensigtsmæssige effekter ved det nuværende publiceringssystem; almindelig snyd, svindel og fusk (Penkowa er næppe det eneste rådne æg i kurven); forskernes manglende vilje til at formidle deres forskning; de systematiske køns- og raceproblemer i såvel de videnskabelige rekrutteringsprocesser som den videnskabelige og akademiske praksis; videnskabernes tendens til nogen gange at være både konservative, ensidige, reduktive og blinde for alt uden for deres egen praksis, og ja, selvfølgelig også videnskabernes sociale autoritet som vidensproducent, og den vægt som videnskabelige resultater tillægges i debatten.
Hvis Politiken og Ditte Giese virkeligt mener det med den magtkritiske tilgang til videnskaben alvorligt, så er der kort sagt mange steder de kunne byde ind og lægge et stykke seriøst journalistisk arbejde. For hvor er Politikens systematiske og fagligt kyndige dækning af de videnskabelige uenigheder, der faktisk betyder noget indenfor de enkelte videnskaber?
Og hvor er den seriøse, dybtgående og velfunderede kritiske dækning af regeringens forskningspolitik? Medierne er gradvist ved at få øjnene op for farerne ved politisk, interessegruppebaseret indblanding i universiteternes myndighedsbetjening, men der er meget mere journalistisk gravearbejde at udføre her.
Den sløje magtkritik
Giese har derfor mere ret, end hun selv ved af, når hun peger på at videnskabens autoritet skal underkastes (journalistisk) kritik. Selvfølgelig skal videnskaben kritiseres, og selvfølgelig er det en journalistisk grundopgave at stå for en sådan kritik.
Men Giese undervurderer både videnskabens autoritet og kompleksitet, hvis hun tror, at en sådan kritik kan klares med et par læserbreve og en opfølgende artikel eller to i Politiken.
Problemet med den journalistisk velfunderede og fagligt kyndige videnskabskritik er, at den dels er meget ressource- og tidskrævende, dels næppe generer mange hits eller skaffer nye læsere
Hvis debatindlæg fra Ninka er den væsentligste og bedste form for kritik af videnskaben, som Politiken kan komme på, så står ret sløjt til med magtkritikken. Så derfor: Videnskabskritik ja tak! Og gerne mere af den. Men for pokker da ikke på den laveste fællesnævners betingelser. Det er dårligt for både debatten og den kritiske journalistik.
Problemet med den journalistisk velfunderede og fagligt kyndige videnskabskritik er, at den dels er meget ressource- og tidskrævende, dels næppe generer mange hits eller skaffer nye læsere.
Hvis man var en smule skeptisk indstillet (og nu handler denne debat jo netop om skepsis), så kunne man let få den tanke, at det for medierne er lettere, billigere og mere opmærksomhedsskabende, at udlicitere kritikken af videnskaben til eksterne interessenter, som f.eks. prominente debattører og bloggere.
Sådanne interessenter er jo dels ikke underlagt de almindelige journalistiske krav og normer, dels kan de, af netop denne grund, formulere sig skarpere og mere polemisk i deres indlæg, end det ville være muligt i en klassisk journalistisk artikel, og derved skabe mere debat, større opmærksomhed og flere hits.
Jeg foretrækker selv at tro, at den slags overvejelser ikke spiller nogen større rolle, når f.eks. Politikens debatredaktion skal beslutte, hvilke indlæg de vil bringe, og hvordan disse indlæg skal promoveres i avisen og på avisens hjemmeside.
Jeg må dog også indrømme, at jeg, efter at have læst såvel Ninkas som Lars Henrik Lundsgaards indlæg, har ualmindeligt svært ved at se nogen dybere publicistisk eller magtkritisk pointe med at bringe disse indlæg. Der kan selvfølgelig være mange andre grunde til at bringe indlæggene, men så er det både misvisende og overdrevet at forsvare indlæggene med henvisning til journalistikkens magtkritiske fordring.
At lære af sine fejl
Debatten om Politikens debatsider rejser en både reel, væsentlig og presserende debat:
Hvordan skal man journalistisk tackle den voksende skepsis, som videnskabelige autoriteter og eksperter udsættes for i disse år?
På den ene side skal en avis som Politiken reflektere den tid og det samfund, som avisen er en del af og give lyd til sin samtids stemmer og synspunkter.
På den anden side er der åbenlyse problemer med, at en avis videreformidler usande og uvidenskabelige synspunkter, som i yderste konsekvens kan underminere forebyggelse og behandling af alvorlige sygdomme.
Medier, journalister, forskere og den brede offentlighed: Vi er alle i færd med at finde ud af, hvordan vi skal håndtere dette problem.
Der er ikke nogen enkle løsninger, og som det så ofte er tilfældet må vi nok finde på svarene henad vejen. Dette betyder blandt andet, at vi løbende må lære af vores fejltagelser. Gieses indlæg er et vigtigt skridt i dette arbejde, da det, ganske uforvarende, blotlægger en række vigtige fejlslutninger, som det er vigtigt at undgå i fremtiden.
Topillustration: Freegreatpicture.com – Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
