BØGER // ANMELDELSE – “Uanset om man bruger Gemini, CoPilot eller Claude til daglig, skal man ikke følge meget med i AI-udviklingen for hurtigt at blive forpustet, forvirret og nervøs. Vi er efterhånden også nået til et punkt, hvor der er utrolig mange måder at misforstå kunstig intelligens,” skriver Jacob Rosendahl i sin anmeldelse af Anders Søgaards nye bog om AI. “Men der er én vinkel, som ikke har været tilstrækkeligt forstået i den danske offentlighed, og det er de store tech-entreprenørers ideer og utopier. Flere af disse er decideret skræmmende.”
I denne måned er det tre år siden, at Open AI lancerede ChatGPT. Og alt var forandret. I slutningen af 2025 er AI-aktier afgørende for at holde verdensøkonomien i gang, samtidig med, at millioner af mennesker bruger kunstig intelligens på et utal af måder hver eneste dag, og der konstant kommer myriader af nye AI-værktøjer. Feltet er blevet enormt.
Uanset om man bruger Gemini, CoPilot eller Claude til daglig, skal man ikke følge meget med i AI-udviklingen for hurtigt at blive forpustet, forvirret og nervøs.
Techchefernes verdenssyn vil næppe hjælpe os. Men hvem skal så? Vi må hjælpe os selv
Vi er efterhånden også nået til et punkt, hvor der er utrolig mange måder at misforstå kunstig intelligens. Men der er én vinkel, som ikke har været tilstrækkeligt forstået i den danske offentlighed, og det er de store tech-entreprenørers ideer og utopier. Flere af disse er decideret skræmmende.
Professor i datalogi Anders Søgaard har skrevet en bog med titlen Pakkeliste til fremtiden, der ikke helt gør, hvad den lover, nemlig at være en slags filosofisk prepper-manual til fremtiden.
Men den giver et skarpt indblik i det tankegods, som er central for nogle af de AI-mennesker, der kommer til at afgøre vores fremtid. For det er jo dér, vi er på vej hen: Sam Altman (Open AI), Jeff Bezos (Amazon), Elon Musk (Tesla, X m.m.) Peter Thiel (Paypal m.m.) og en række andre har enorm indflydelse på teknologiudviklingen. Og dermed på, hvilke samfund vi risikerer at skulle leve i.
Frem mod valget i 24
Ved det amerikanske præsidentvalg i 2024 håbede danskerne rigtig meget på Kamala Harris. Vi var omtrent det allermest Harris-begejstrede land i verden, og bl.a. derfor var skuffelsen over Trumps sejr stor. Hos os og andre steder blev det kun endnu værre, da en række tech-chefer sad på første parket ved ceremonien, der indledte Trumps anden præsidentperiode.
Præcis dér kunne man se, hvordan noget var skiftet. Big Tech, som tidligere primært var californisk og demokratisk, var nu med Trump, og som Søgaard viser, handler det ikke kun om opportunisme. Det drejer sig også om, at man på flere måder deler verdenssyn med Trump og Vance. Hvilket dog ikke kun betyder, at de stærke skal have mere, mens de svage må lades tilbage.
Det er lige dele fascinerende og bizart at se, hvordan Søgaard skildrer adskillige af de ideologiske tankesystemer bag tech-mændene. At ville skabe et ingeniør-utopia, for særligt udvalgte mennesker med særlig høj IQ lyder uhyggeligt. Men Søgaard viser, at den slags tanker trives blandt de mennesker, som vi måske nok anede var excentriske, men det var forhåbentlig også det.
Igennem en længere årrække har der eksisteret miljøer, som for enhver pris ønskede at udvide rammerne for innovation, og gennem 10’erne og ind i 20’erne er udviklingen åbenbart accelereret. Tech-entreprenører trækker bl.a. på Platons ideer om det filosofstyrede samfund, og Nietzsches om ikke at leve med slavementalitet.
Det kan lyde lettere studentikost, men de sætter handling bag ordene. Vidtløftige filosofiske ideer bliver derudover blevet koblet sammen med ingeniørdyder, og i øvrigt helst forbundet med et ureguleret marked, hvilket dog ikke er det samme som, at man kan kalde Altman, Musk m.fl. for kapitalister i traditionel forstand.
AI-utopier og woke passer tilsyneladende skidt sammen
Det virvar af ideer og begreber, som Søgaard veloplagt jonglerer med, har betydning for, hvordan man skal og kan bruge kunstig intelligens fremover. For ikke at tale om, hvordan AI overhovedet bliver videreudviklet, for nu at bruge et ord, der egentlig virker for svagt.
Der hersker en stærk tiltro til teknikkens potentiale blandt tech-cheferne. Troen på teknologien og teknologiske fremskridt er der, og bogen argumenterer bl.a. overbevisende for, hvordan forskellige universitetsmiljøer både kan understøtte eller komme på tværs af udviklingen.
En universitetsundersøgelse pegede på, at vi bruger færre ord i samtale end for tyve år siden, og eftersom vi også læser og skriver, og dermed måske ligefrem tænker, mindre end før, så har vi et problem
Som interessant eksempel kan nævnes, hvordan woke-tanker ikke er noget for Musk og de andre. På s. 68 anfører Søgaard, at Peter Thiel (som i øvrigt var mentor for J.D. Vance) anser universiteter, som institutioner, der hjernevasker de studerende, og på s. 198 kommer forfatterens egen tolkning til dette store amerikanske spørgsmål: ”Jeg tror først og fremmest, at tech-entreprenørernes opgør med woke-bevægelsen skyldes utålmodighed. Woke er for kompliceret. Om hvert hjørne lurer faren for at træde forkert.”
Tech-bosserne er vant til at lede processer og diskussioner, de er vant til at være de klogeste, og de vil hele tiden videre, udvikle, optimere. Nuancer og komplicerede processer er ikke noget for dem. Thiel skulle ifølge Søgaards bog ligefrem have udtalt, at demokrati og frihed er uforenelige.
Mange perspektiver og personer
Det bør skinne igennem, at jeg mener bogen er værd at læse. Anders Søgaard kommer omkring mange vidt forskellige vinkler, indimellem i lidt for høj fart, og her må man jo opholde sig mest ved de emner, som man selv går op i.
For mig var det bl.a. oplysende at læse om de byzoner, der på forskellig vis kombinerer frihandel og teknologisk fremdrift på steroider. Prospera i Honduras, Liberland mellem Serbien og Kroatien og det endnu ikke færdigbyggede sci-fi-agtige The Line i det nordvestlige Saudi-Arabien er nogle af disse. Samfund, der delvist kan sammenlignes med bystater som Singapore, hvor helt særlige idealer har klar forrang frem for andre. Statsborgerskab kan købes – gerne med bitcoins.
Aldring, eller skulle man sige udødelighedsspørgsmålet, optager også de selvoptagede tech-typer. Altman, Bezos og Zuckerberg er nogle af dem, der pumper penge i forskning i området. Det foregår eksempelvis for fuld kraft i førnævnte Prospera, hvor lovgivningen ikke sætter hindringer i vejen.
Hvorvidt vi skal dø eller ej, klinger med i Søgaards valg af det tiende punkt på pakkelisten, en urne. Det er paradoksalt, og måske forlagets skyld, at denne del, de ti ting, som man bør pakke til fremtiden, bl.a. også yogamåtte, sudoku og en totempæl, har givet bogen sin titel. Men det er ikke pga. disse filosofiske overlevelsestips, som reelt kun fylder tredive sider, at man skal læse bogen.
Bogens persongalleri er i sig selv bemærkelsesværdigt. Det er som antydet stort, og der er kulørte karakterer imellem. En ikke uinteressant biperson er den nye amerikanske ambassadør herhjemme, Kenneth Howery. Han startede PayPal sammen med Musk og Thiel, hvilket flere danske medier har dækket.
Man kan spørge sig selv, om han deler nogle af de samme overmennesketanker, som de andre tech-entreprenører. Måske er han lige så lidt optaget af demokratiets positive sider. Hvad kan det mon betyde for Danmarks forhold til USA, fx i relation til Grønland?
Afsluttende spørgsmål om kunstig intelligens
Til slut vil jeg tilføje et aspekt, som bogen ikke direkte dækker. Det er, at vi muligvis er i færd med at gøre spillerummet for stort og let for de magtfulde AI-mænd. For ”Pakkeliste til fremtiden” viser godt nok, at tingene allerede er på vej i den gale retning. Men skubber den menneskelige adfærd anno 2025 os simpelthen endnu hurtigere ud over kanten mod afgrunden?
Derek Thompson, journalist ved the Atlantic, skriver sådan her i sit nye essay The end of Thinking:
“I fear we’re preparing for the alleged arrival of a super-brain by lobotomizing ourselves, slinking away into a state of incuriosity marked by less reading, less writing, and less thinking. It’s as if some astrophysicists believed a comet was on its way to smash into New York City, and we prepped for its arrival by preemptively leveling Manhattan. I’d call that madness.”
Overvejelser af denne type kan man genfinde flere steder i disse år. Ængstelsen er stor, og det er bestemt ikke uden grund. Tænk, hvis vi allerede har overladt så meget til skærme og maskiner, for ikke at tale om mændene bag dem, at det vil gå galt. En universitetsundersøgelse fra University of Arizona pegede ovenikøbet på, at vi bruger færre ord i samtale end for tyve år siden, og eftersom vi også læser og skriver, og dermed måske ligefrem tænker, mindre end før, så har vi et problem.
Techchefernes verdenssyn vil næppe hjælpe os. Men hvem skal så? Vi må hjælpe os selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og