KRIG I GAZA // ANALYSE – Den seneste uges fravær af kamphandlinger i krigen mellem Israel og Hamas kan måske tænde et vist håb, men der er mange faktorer, som gør, at det vil være meget vanskeligt at nå frem til en blot nogenlunde permanent våbenhvile.
TEL AVIV – Mange trak et dybt lettelsens suk tirsdag morgen, da det viste sig, at våbenhvilen mellem Israel og Hamas var blevet forlænget. De fire dage, hvor kamphandlingerne hvilede, udløb tirsdag morgen, og i sidste øjeblik fik Qatar, der har taget rollen som den helt centrale mægler i krigen, held til en forlængelse, der altså skulle vare til torsdag morgen.
Som en del af forlængelsen ville fangeudvekslingen fortsætte. For hvert ekstra døgn slipper Hamas yderligere 10 israelske gidsler fri fra fangenskabet på Gazastriben, mens 30 palæstinensiske indsatte bliver løsladt fra israelske fængsler og kørt til Ofer-lejren mellem Jerusalem og Ramallah på Vestbredden, hvorfra de bliver afhentet af deres pårørende.
Denne løfterige udvikling har skabt et spinkelt håb om, at der måske alligevel er en form for løsning på vej. Men til stede er også en række faktorer, der skaber stor tvivl om, hvorvidt krigen skulle være ved at nå sin afslutning.
Antony Blinken på vej til Mellemøsten
Over for det forsigtige fredsperspektiv står Netanyahu-regeringens andet hovedmål med krigen, nemlig at få elimineret Hamas på Gazastriben. Velvidende at det næppe kan lade gøre at slette Hamas fra den palæstinensiske bevidsthed, anser regeringen det fortsat som realistisk at udslette bevægelsens organisatoriske og militære formåen.
Det er dette, der som udgangspunkt fik koalitionspartnerne fra den messianske højrefløj til at stille sig imod nogen form for våbenhvile, og da den blev forlænget med yderligere to dage, var de hurtigt på banen igen. Minister for intern sikkerhed, Itamar Ben-Gvir, der står i spidsen for partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) truer med at forlade regeringen, hvis krigen ikke fortsættes lige efter den forlængede våbenhviles ophør, som er torsdag morgen.
Her ligger nok hovedårsagen til, at Netanyahu ikke har nogen interesse i en hurtig afslutning på krigshandlingerne. Hvis Otzma Yehudit forlader samarbejdet, vil hans regering komme i mindretal, og selv om oppositionsledere som Benny Gantz lige nu sikrer dens overlevelse med deres deltagelse i krigskabinettet, vil det betyde, at Netanyahu-regeringen reelt er faldet sammen. Og dermed ser det endnu mere sort ud for Netanyahus egen politiske overlevelse.
En fortsættelse af krigen er imidlertid også dybt problematisk. Ikke blot vil det vil kunne betyde yderligere tab af civile palæstinensiske menneskeliv på Gazastriben i voldsomt omfang, men også fordi den vestlige verdens støtte til fortsat krigsførelse bliver mindre.
Den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, besøgte Israel i denne uge og forsikrede ved den lejlighed om Tysklands fulde støtte, men da den spanske premierminister, Pedro Sánchez, lagde vejen forbi i sidste uge, understregede han nødvendigheden af fortsat våbenhvile.
Det helt afgørende i denne sammenhæng er dog Joe Biden, der begynder at tøve. Israel er nemlig stærkt afhængig af den amerikanske opbakning
Det helt afgørende i denne sammenhæng er dog Joe Biden, der begynder at tøve. Israel er nemlig stærkt afhængig af den amerikanske opbakning. USA kan holde igen med leverancerne af den ammunition, som skal til for at fortsætte krigen, USA er med til at overvåge raketbeskydning fra fjerne aggressorer, som bl.a. er Houthi-oprørerne i Yemen, og ikke mindst spiller USA en vis rolle i indsatsen for at undgå, at Iran blander sig i krigshandlingerne. Et af de to amerikanske hangarskibe, der er udkommanderet til regionen i forbindelse med krigen, befinder sig lige nu i Den Persiske Golf omkring 100 kilometer fra den iranske kyst.
På den baggrund virker det som et mærkværdigt træk, at Netanyahu i denne uge gav den kontroversielle amerikanske mangemilliardær Elon Musk den helt store modtagelse. Det er en kendt sag, at Musk mildest talt ikke bryder sig om Biden og gerne så ham lide et valgnederlag i november næste år, men ikke desto mindre syntes det at give nogle helt forkerte signaler, da den israelske premierminister personligt viste sin gæst rundt i den ødelagte kibbutz Kfar Azza, hvor mere end en tiendedel af befolkningen blev slagtet af Hamas’ folk den 7. oktober.
Der er med andre ord stor uvished om, hvilken vej den israelske regering vil vælge. Vi står ved et balancepunkt, og det er årsagen til, at den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, kommer på sit tredje besøg i regionen siden starten på krigen. Tirsdag og onsdag var han i Bruxelles og Skopje i forbindelse med et Nato-ministermøde om situationen i Ukraine, samt et tilsvarende møde i Organisationen for Fred og Sikkerhed i Europa, og umiddelbart efter ville han sætte kursen mod Mellemøsten.
Forsvundne gidsler
Blinken vil sandsynligvis forsikre Israel om USA’s fortsatte støtte, men herudover vil indsatsen nok rette sig mod en forlængelse af våbenhvilen.
Efter forlængelsen på to dage, som udløber torsdag morgen, vil der fortsat være omkring 159 israelske gidsler i Hamas’ fangenskab. De 70 israelere, der indtil videre er blevet frigivet, har rædselsvækkende beretninger med ud, om end stort set alle er i god fysisk stand. Men dette har øget det folkelige pres på Netanyahu for at få gidselsagen løst så hurtigt som muligt, selv om der også stadig er bred opbakning bag fortsat krig mod Hamas.
Der har nemlig været flere uoverensstemmelser de stridende parter imellem, som mindst et par gange har truet med at få fangeudvekslingen og dermed våbenhvilen til at bryde sammen. Mest markant var det tilfældet, da Hamas på et tidspunkt hævdede, at de var ude af stand til at lokalisere 40 af de israelske gidsler.
Forklaringen lød på, at en del af gidslerne bliver holdt indespærret af andre grupper end Hamas, og at kommunikationen er brudt sammen i det almindelige kaos, som hersker på Gazastriben efter mange dages intensive bombeangreb. Sådan en påstand kan imidlertid godt betvivles. En forklaring på de forsvundne gidsler kan godt være, at de ikke er i live længere, og hvis dette er sandt, vil Hamas have en interesse i at dække over dette med en forklaring.
For Hamas gælder det om at vinde tid. Ledelsen har indset, at den israelske regering fortsat har som mål at eliminere bevægelsen
Noget i forløbet kan nemlig tyde på, at Hamas lige nu forsøger at forlænge våbenhvilen med alle midler. Og så længe Hamas har israelske gidsler i deres varetægt, er dette også muligt. I den forbindelse skal det også bemærkes, at Hamas i ugens begyndelse meldte, at de også har tre navngivne israelske soldater, som er faldet i kampene. I dette kyniske spil er ligene af tre soldater også en værdifuld handelsvare.
For Hamas gælder det om at vinde tid. Ledelsen har indset, at den israelske regering fortsat har som mål at eliminere bevægelsen, så ønsket om en forlængelse af våbenhvilen kan godt ses som en del af Hamas’ kamp for overlevelse.
Som en del af våbenhvilen betingede Hamas sig, at israelske droner, der overvåger Gazastriben fra luften, også skulle indstille aktiviteten, og det hænger naturligvis sammen med, at bevægelsen benytter dagene med ro til at omgruppere styrkerne og det tilbageværende arsenal, så man står så fordelagtigt som muligt, når krigen i givet fald fortsætter. Dette er nok et mønster, man kender fra alle krige.
Hamas har dog ikke mindst behov for pausen, idet man fortsat håber på, at krigen skal brede sig regionalt. I weekenden rejste den øverste Hamas-chef, Ismail Haniyeh, med sit privatfly fra hjemmet i Qatar til Teheran for at få den iranske ledelse til at lægge pres på det shiamuslimske Hizbollah i Libanon. Hizbollah har flere gange truet med at åbne en ny front hen over den israelsk-libanesiske grænse i nord, men har på det seneste tøvet.
Den sandsynlige forklaring er her, at Hizbollah vægter indenrigspolitiske interesser højere end solidariteten med Hamas. Da det hele startede i begyndelsen af oktober, var olivenhøsten i det sydlige Libanon ved at gå i gang, men ved udsigten til krig valgte en stor del af befolkningen at flygte.
Da en vis ro igen sænkede sig over området, vendte bønderne tilbage for at redde så meget af høsten som muligt, og denne aktivitet er nu i fuld gang. Hvis Hizbollah derfor udløser en krig i det sydlige Libanon, vil det kunne føre til økonomisk ruin for lokalbefolkningen, som er overvejende shiamuslimsk og hører til Hizbollahs absolutte kernevælgere.
I Teheran fik Ismael Haniyeh besked på, at Irans samarbejdspartnere rundt om i regionen måtte handle, som de selv fandt bedst, og det kan kun tolkes som et klart iransk nej til at presse Hizbollah til at gå ind i krigen.
Lang vej til fred mellem Israel og Hamas
Selv om der er mange gode grunde til at forlænge våbenhvilen med et håb om, at den kan blive så permanent, som det nu er muligt på og omkring Gazastriben, tegner billedet dystert. Og hvis det skulle lykkes Blinken, Qatar eller andre, vil virkningen af Hamas’ terrorangreb på Israel have så vidtrækkende følger, at vejen til noget, der ligner fred, måske er længere end nogensinde. For selv om alle israelske gidsler kommer hjem i rimelig behold, og selv om de israelske angreb på Gazastriben standser, vil der nu stå to befolkninger, som er endnu mere traumatiserede, og som vil have endnu vanskeligere ved at overskride den dybe kløft imellem dem.
Den 14. november offentliggjorde det palæstinensiske analyseinstitut AWRAD en meningsmåling, der sætter tal på kløften. På det tidspunkt mente 86,7 pct. af palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben, at udsigterne til fredelig sameksistens med Israel nu er blevet ringere, mens kun 9,1 pct. så dem som forøgede. Hele 93,3 pct. mener, at følgerne af denne krig vil være umulige at glemme, mens 94,3 pct. føler øget stolthed over at være palæstinenser. 59,3 pct. giver deres fulde støtte til Hamas’ angreb, mens 15,7 pct. støtter det i nogen grad, og kun 7,3 pct. er fuldstændig imod.
Meningsmålinger i en krigssituation skal man nok tage med et gran salt, men uanset at dette billede nok vil opblødes med tiden, viser det i hvert tilfælde en klar tendens lige nu.
Omvendt har terrorangrebet den 7. oktober også rykket dramatisk ved mange israelske holdninger. Der findes flere meningsmålinger, men det er nok meget kendetegnende, at Gershon Baskin for nylig skrev et åbent brev til Hamas. Baskin er et af de meget markante navne i den israelske fredsbevægelse, og i den bredere offentlighed er han kendt for sine nære kontakter til Ghazi Hamad, som er en af de helt centrale Hamas-ledere på Gazastriben.
Ifølge Baskin har de to talt sammen omkring 1000 gange gennem de seneste 20 år, og det var de to, der sammen fik ordnet aftalen, hvor den israelske soldat Gilad Shalit blev frigivet fra Gazastriben mod løsladelse af 1.028 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler.
“Du har krydset stregen mellem det menneskelige og det umenneskelige,” skriver Gershon Baskin i sit åbne brev. “Jeg har aldrig retfærdiggjort drabet på uskyldige mennesker. Jeg havde aldrig forestillet mig, at du ville retfærdiggøre drabet på uskyldige civilister – min Gud – spædbørn, hele familier brændt levende, gamle mennesker, børn dræbt for øjnene af deres forældre. Dette er ikke menneskelige handlinger.”
Han viger ikke tilbage fra at betegne Israels bombninger af civilbefolkningen på Gazastriben som en krigsforbrydelse, men udtrykker samtidig sin dybe forargelse over, at Hamas har bygget tunneller og beskyttelsesrum til sig selv, mens de tilsyneladende er komplet ligeglade med deres egen civilbefolkning. Han slutter af med, at han aldrig igen vil tale med Ghazi Hamad, som tidligere tilhørte den moderate og kompromissøgende fløj i Hamas. I dag taler Hamad om, at Hamas vil gentage den 7. oktober igen og igen, indtil det lykkes at besejre Israel.
Disse to vidnesbyrd taler deres klare sprog om afstanden mellem de to befolkninger. De viser noget om, hvor vanskeligt det vil være at etablere en våbenhvile, og det er denne enorme udfordring, diplomater og mæglere fra nær og fjern i disse dage søger at tackle.
Læs også udlandsredaktør Hans Henrik Hafners tidligere analyser om krigen i Gaza
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
