USA // ANALYSE – For USA har adgangen til og kontrollen med olie historisk set været forbundet med national sikkerhed, global indflydelse og økonomisk stabilitet. Alene af den grund er både Iran og Venezuela strategisk vigtige, også selvom relationerne til begge lande gennem tiderne har været uhyre konfliktfyldte, skriver Mellemøst-ekspert Yasmin Abdel-Hak. Nu har Trump afsat Maduro, men har han lignende planer for præstestyret i Teheran?
Historisk set har amerikanske præsidenter gennem de seneste 47 år afholdt sig fra at gå i decideret clinch med regimet i Iran. Det er sket ud fra devisen om, at man ved, hvad man har i form af præstestyret, og ikke hvad man ville få i stedet.
Det er imidlertid nye tider i Washington med en Donald Trump, der efter den vellykkede militære aktion i Venezuela har udset sig flere mulige emner, som ud over Grønland også potentielt indbefatter Iran.
På overfladen er Iran og Venezuela umiddelbart to meget forskellige lande, som geografisk ligger langt fra hinanden. Også kulturelt, religiøst og ideologisk er de forskellige eller nærmest diametrale modsætninger. Iran er et såkaldt teokratisk styre, som baserer sig på Islam, mens Venezuela er et sekulært styre. Det er også autoritært med rødder i den venstreorienterede ideologi.
To olierige lande i strukturel krise
Alligevel er der slående ligheder de to lande imellem. Både Iran og Venezuela befinder sig i en dyb strukturel krise, hvor statsapparatet er blevet løsrevet fra samfundet, og hvor økonomien er blevet politiseret og gennemsyret af korruption. Magten opretholdes først og fremmest gennem undertrykkelse af frihedsrettigheder og repression snarere end en egentlig legitimitet.
Derudover har begge lande, som hver især har mange naturressourcer, oplevet et økonomisk kollaps. Iran råder over enorme olie- og gasreserver, og Venezuela har så vidt vides verdens største oliereserver. En detalje, præsident Donald Trump ikke undlod at nævne, da han talte om genopbygningen af Venezuelas økonomi, efter amerikanske tropper havde fjernet præsident Nicolás Maduro fra magten.
Landenes store naturressourcer til trods lider både Iran og Venezuela under hyperinflation og valutakollaps. To faktorer, som ikke mindst i Iran har været med til at starte den seneste protestbølge i landet. Derudover lider begge lande af mangel på basale varer, og de svageste grupper i samfundene slås med stor fattigdom.
En svækket økonomi og ønsket om status quo
For begge lande gælder tillige, at den svækkede økonomi er blevet et redskab for magthaverne som en regimesikring, hvor loyalitet belønnes. I Irans tilfælde går denne regimesikring via den magtfulde Revolutionsgarde, som har afgørende betydning for præstestyrets fortsatte eksistens. Revolutionsgarden, som tæller over 150.000 soldater og mindst en halv million løsere tilknyttede mænd, er ikke kun vigtigt militært, men er også aktivt involveret i styrets politik og økonomi.
På samme måde var militæret og sikkerhedstjenesterne i Venezuela frem til den nylige amerikanske intervention tilsvarende en del af nøglesektorer for landets økonomi, ikke mindst inden for olie, minedrift og logistik.
I begge lande har militæret og sikkerhedsapparatet fungeret som regimets yderste værn og en barriere mod reformer, hvilket i sig selv skaber et stærkt incitament til at opretholde status quo. For et regimesammenbrud vil ikke blot true den politiske elite, betroede officerer i militæret og revolutionsgardisterne i Iran, et sammenbrud vil omgående rive tæppet væk under de store økonomiske privilegier, som de nyder godt af.
For USA har adgangen til og kontrollen med olie historisk set været forbundet med national sikkerhed, global indflydelse og økonomisk stabilitet. Alene af den grund er både Iran og Venezuela strategisk vigtige
Endelig bruger begge lande ydre fjender som en del af magthavernes politiske narrativ. Det er et gammelkendt greb, som længe har været anvendt af begge styrer.
USA og Vestens sanktioner bruges til at forklare landenes elendige økonomi, hvilket samtidig delegitimerer intern kritik og opposition. Styret fremstiller også enhver kritik som uden udenlandsk manipulation og indblanding snarere end et udtryk for hjemlig utilfredshed. Særligt argumentet om udenlandsk manipulation bruges til at cementere regimernes kontrol yderligere, fordi krisetilstanden retfærdiggør undtagelsespolitik og hård undertrykkelse af enhver eksisterende form for opposition.
Derudover har begge lande en massiv udvandring. Ifølge UNHCR er ca. otte millioner udvandret fra Venezuela siden 2014. Det gør det til den største udvandring i latinamerikansk historie.
Tilsvarende anslås den iranske diaspora at udgøre 4-5 mio. på globalt plan. Generelt fungerer udvandring som en social ventil, der i begrænset omfang kan reducere presset på et regime. Men samtidig underminerer det statens bæredygtighed på længere sigt.
En fejlslagen systemdynamik
Parallellerne mellem de to lande er vigtige at forstå i forhold til egentlig systemdynamik. For tilstandene i begge lande illustrerer, hvorfor autoritære systemer kan overleve i årevis, endda i årtier uden folkelig opbakning.
Dette kan lade sig gøre, hvis sikkerhedsapparatet er loyalt, hvis økonomien kan politiseres og indrettes til fordel for militæret og sikkerhedstjenesterne. Hvis oppositionen kan fragmenteres eller ligefrem elimineres. Og endelig hvis krisen kan eksternaliseres, og systemet kan slippe afsted med at bebrejde udefrakommende elementer såsom økonomiske sanktioner.
Det er forhold, der eksisterer i begge lande.
Iran og Venezuela er klassiske eksempler på, hvorledes ressourcerige stater kan ende i politisk og økonomisk armod, når magten koncentreres, og sikkerhed prioriteres over repræsentation.
I 1953 iværksatte CIA og den britiske efterretningstjeneste således kuppet Operation Ajax og fik afsat Mossadegh
Uagtet at regimerne har vidt forskellige karaktertræk, minder en sammenligning om, at autoritære systemer kan være langtidsholdbare, men de er sjældent bæredygtige på sigt. De forventes at kollapse på et eller andet tidspunkt, uanset om det skyldes amerikansk intervention som i Venezuela, eller et folkeligt oprør som i Iran får dem til at falde fra hinanden.
Spørgsmålet er således ikke, om forandring kommer, men snarere hvordan. Og om Trump er blevet inspireret af den nylige intervention i Venezuela og også føler sig fristet til at forsøge at vælte præstestyret i Iran.
En central rolle i amerikansk udenrigspolitik
For både Venezuela og Iran har historisk haft betydning for amerikansk udenrigspolitisk tænkning. Trump er ikke den første præsident, der har interesseret sig for de to lande. Mange af hans forgængere i Det Hvide Hus har haft det på samme måde. Det skyldes først og fremmest de store olieforekomster og for Irans vedkommende også gas. Forhold, som ikke går hen over hovedet på en amerikansk regering.
For USA har adgangen til og kontrollen med olie historisk set været forbundet med national sikkerhed, global indflydelse og økonomisk stabilitet. Alene af den grund er både Iran og Venezuela strategisk vigtige, også selvom relationerne til begge gennem tiderne har været uhyre konfliktfyldte.
For Washingtons – og formodentlig Tel Avivs og Riyadhs – grundlæggende skrækscenarie er, at et ”frit Iran” bliver et ”ukontrollerbart Iran”.
USA’s interesse for de iranske oliereserver går helt tilbage til midten af det 20. århundrede og viser med al tydelighed, hvorledes energi- og geopolitik er uløseligt forbundet. Da Irans daværende demokratisk valgte premierminister Mohammad Mossadegh i 1951 nationaliserede landets olieindustri, blev det af USA og Storbritannien opfattet som en direkte trussel mod vestlige økonomiske og strategiske interesser. Olie havde indtil da været kontrolleret af britiske interesser i det såkaldte Anglo-Persian Oil Company (APOC).
En nationalisering og et statskup
Med nationaliseringen ønskede Iran imidlertid at gøre op med den historisk baserede koloniale udbytning af landets ressourcer. En disposition, som imidlertid blev opfattet som fjendtlig af USA og Storbritannien. I 1953 iværksatte CIA og den britiske efterretningstjeneste således kuppet Operation Ajax og fik afsat Mossadegh.
I stedet blev shahen genindsat, hvorved landene sikrede sig vestlig adgang til den iranske olie i de efterfølgende årtier, frem til den islamiske revolution i 1979. Kuppet står i dag som et afgørende vendepunkt i Irans forhold til USA og bruges den dag i dag af præstestyret som bevis på den fortsatte vestlige indblanding i landets interne forhold.
Amerikansk kontrol over den vestlige hemisfære
Tilsvarende har USA altid haft en vedvarende interesse i Venezuelas olieproduktion, dels som energikilde, men også som en geopolitisk faktor i den vestlige hemisfære.
Da Venezuela – først under Hugo Chávez, som var præsident fra 1999 til 2013, og derefter af præsident Maduro – gik i en mere konfrontatorisk retning over for USA, blev energipolitikken igen et konfliktfelt mellem de to lande. Ikke mindst da dele af landets olieindustri blev nationaliseret, og især amerikanske olieselskaber blev sat på porten.
Trump har siden den nylige militæraktion i Venezuela ikke lagt skjul på, at han ønsker at manifestere USA som leder af den vestlige hemisfære, hvilket indbefatter amerikansk kontrol over olien. For olie er ikke blot en økonomisk ressource, det er også et politisk magtinstrument, som den nuværende amerikanske administration på meget bogstavelig vis ønsker at underlægge amerikansk kontrol.
Irans olie og atomprogram
Det amerikanske ønske om at kontrollere adgangen til olie er imidlertid omgærdet af en række ukendte faktorer, når det kommer til spørgsmålet om at vælte det iranske præstestyre. For selvom Trump på sociale medier har støttet den iranske befolknings protester på gaden, er Irans atomprogram en ubekendt, han ikke skulle forholde sig til, før han sendte soldater ind i Venezuela.
Derudover skal Trump forholde sig til en lang række allierede i Mellemøsten. Amerikanske allierede som Israel, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater vil kræve indflydelse på økonomi og politik i et nyt Iran.
Så selvom Trump udadtil støtter de folkelige protester, betyder det ikke automatisk, at USA helhjertet ønsker, at præstestyret falder i Iran, og det samme gælder faktisk Israel, Saudi-Arabien og Emiraterne. De er mere interesserede i, hvem der kommer til at kontrollere missilerne, grænserne og atominfrastrukturen, når først regimet er væk?
Alene af den grund vil den officielle amerikanske udenrigspolitiske linje fortsat støtte den iranske civilbefolkning, uden at man skrider til egentlig intervention. For Washingtons – og formodentlig Tel Avivs og Riyadhs – grundlæggende skrækscenarie er, at et ”frit Iran” bliver et ”ukontrollerbart Iran”. USA vil derfor foretrække en mere kontrolleret transformation af det iranske samfund og ikke et pludseligt sammenbrud.
En præsident Trump, der kan styre sin i øvrigt ganske udtalte impulsivitet og undlade en militær intervention i Iran på nuværende tidspunkt, vil i givet fald være det bedst tænkelige scenarie for regionens nøglespillere, ikke mindst Israel, Saudi-Arabien og Emiraterne. Det giver ganske givet også et ganske belejligt åndehul for det iranske præstestyre.
Det store spørgsmål er imidlertid endnu en gang, hvordan det stiller den iranske civilbefolkning, der igen risikerer liv og lemmer i opgøret med et aldrende og hensygnende regime.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og