Har Danmark et medansvar for tortur under vores deltagelse i Irak-krigen eller ej? Det afgøres den 22. august ved Østre Landsret efter et langt forhindringsløb, hvor Forsvarsministeriet har gjort alt for at undgå, at det overhovedet kon til en retssag. Om de 23 mishandlede irakiske bønder får imødekommet deres krav om erstatning for mishandling og nedværdigende behandling, efter at danske soldater i 2004 overlod dem til irakisk politi, ved vi ikke endnu. Men vi ved, at vores stolte retsstatsprincipper først består deres prøve, hvis de også respekteres i meget alvorlige situationer som under krigsudøvelse. Hele sagsforløbet har været et langt, uskønt forløb, hvor Forsvarsministeriet ikke har skyet nogen midler for at forsøge lukke sagen ned, skriver gæsteblogger og tidligere formand Christen Sørensen.
Det her er en sag, som Forsvarsministeriet på alle mulige måder har forsøgt at undgå skulle blive realitetsbehandlet ved en dansk domstol. Såvel økonomiske som juridiske stopklodser er blevet forsøgt opstillet, og Forsvarsministeriet har heller ikke holdt sig tilbage fra at ty til løgnagtige påstande.
Som formand for Støtteforeningen for Irakiske Torturofre overværede jeg det forberedende retsmøde i Østre Landsret den 9. november sidste år. Her skulle det afgøres, hvordan den erstatningssag, som 23 irakiske torturofre havde anlagt mod den danske stat, skulle afvikles. Jeg fulgte også afviklingen af dele af selve retssagen i juni måned 2016. Med Irak-Afghanistan-kommissionens nedlæggelse er denne erstatningssag sidste mulighed for at få afdækket, om Danmark har et medansvar for tortur under vores deltagelse i Irak-krigen. Hvordan sagen afgøres vil blive en afgørende test på, hvordan retsstatsprincipper i Danmark håndhæves.
Forsvarsministeriet krævede, at de irakiske torturofre skulle stille sikkerhed for modpartens advokatomkostninger, det vil sige for Kammeradvokatens omkostninger. Østre Landsret tilsluttede sig dette i en række kendelser i 2012-13 og pålagde hvert torturoffer at stille 40.000 kr. som sikkerhed. Og hvis kendelserne ikke var blevet omstødt, var erstatningssagerne givetvis stoppet alene af økonomiske årsager, da torturofrene, som var almindelige irakere, ikke havde den slags penge. Mange af torturofrene har i øvrigt mistet enhver arbejdsevne som følge af den behandling og tortur, de var udsat for, da de blev overgivet fra dansk militær til Basra shia-militsen i forbindelse med Green Desert-operationen 25. november 2004. Flere lider af PTSD – posttraumatisk stresstilstand.
Det her er en sag, som Forsvarsministeriet på alle mulige måder har forsøgt at undgå skulle blive realitetsbehandlet ved en dansk domstol. Både økonomiske og juridiske stopklodser er blevet forsøgt opstillet, og Forsvarsministeriet har heller ikke holdt sig tilbage fra at ty til løgnagtige påstande.
Østre Landsrets kendelse blev dog også indbragt for Højesteret, efter en lille omvej, hvor torturofrenes advokat, Christian Harlang, først måtte ansøge Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse. Højesteret fastslog i sin kendelse af 17. september 2013: ”Sagernes helt særlige karakter og omstændigheder – den danske stats mulige ansvar for militær magtudøvelse i udlandet og de angiveligt ressourcesvage ofre for tortur i udlandet sammenholdt med statens begrænsede interesse i sikkerhedsstillelsen for sagsomkostninger – indebærer efter Højesterets opfattelse, at det vil være urimeligt at imødekomme Forsvarsministeriets anmodning om sikkerhedsstillelse”. Højesterets afgørelse kan vel kun opfattes som en klar lussing til Forsvarsministeriet og Kammeradvokatens procesførelse.
Et uværdigt sagsforløb
Forsvarsministeriet har benyttet sig af decideret løgnagtige påstande undervejs. Ministeriet har f.eks. benægtet, at fangeoverdragelsen den 25. november 2004 under Green Desert-operationen blev filmet. Kun ved en modig indsats fra en tidligere næstkommanderende i den bataljon, der var involveret i operationen, oberstløjtnant Anders Kærgaard, er det via en videooptagelse fra fangeoverdragelsen kommet frem, at Forsvarsministeriet talte usandt. Den videooptagelse viste i øvrigt, at der også var et andet kamera involveret. Men indholdet af optagelser fra dette kamera er endnu ukendt for offentligheden. Eksistensen af optagelser fra kamera nummer to undlod Forsvarsministeriet også i første omgang at gøre opmærksom på.
Den næste økonomiske forhindring, der skulle overvindes, var at opnå ret til fri proces, da de irakiske torturofre naturligvis heller ikke kunne afholde de omkostninger, der er forbundet med en så omfattende retssag i Danmark, som det i givet fald ville ende med at blive. Efter fem afslag (tre gange ved Civilstyrelsen og to gange ved Procesbevillingsnævnet) bevilligede Procesbevillingsnævnet den 17. september 2015 endelig fri proces.
Med Irak-Afghanistan-kommissionens nedlæggelse er denne erstatningssag sidste mulighed for at få afdækket, om Danmark har et medansvar for tortur under vores deltagelse i Irak-krigen. Hvordan sagen afgøres vil blive en afgørende test på, hvordan retsstatsprincipper i Danmark håndhæves.
Statens forsøg på at hindre, at dets eventuelle medansvar for tortur bliver forsøgt afklaret, har jeg i øvrigt selv oplevet. I tilknytning til, at torturofrenes advokat i relation til retssagen havde et møde med et af torturofrene, arrangerede Støtteforeningen for Irakiske Torturofre en høring om Danmarks eventuelle medansvar for tortur, hvor den pågældende havde indvilliget i at deltage på trods af de ar på sjælen, som han har efter mishandlingen. Når den pågældende, som er fra Sunni-mindretallet i Irak, overhovedet havde mulighed for at deltage, skyldtes det – selv om det må have krævet en betydelig overvindelse – ikke mindst, at han efterfølgende var flygtet til et andet land i Mellemøsten, så han ikke var i risiko for repressalier i det nu shia-styrede Irak.
Selv om det egentlige formål med hans rejse til Danmark var et møde med sin advokat, blev hans visumansøgning alligevel i første omgang afvist af Udlændingestyrelsen. Denne absurde afgørelse blev dog efterfølgende omstødt af Udlændinge- Integrations- og Boligministeriet. Meddelelsen om omstødelsen blev imidlertid trukket så tilpas længe, at hans deltagelse i høringen den 2. oktober 2015 ikke var mulig. Støtteforeningen besluttede i konsekvens heraf at afholde en supplerende høring, der fandt sted en måned senere. Det er meget svært at have respekt for en så uværdig og fej beslutning i en sag om tortur.
Erstatningssagen – hvad der er på spil
Det helt afgørende juridiske spørgsmål i denne sag er, om Danmark har et medansvar for tortur. Det spørgsmål har Forsvarsministeriet forsøgt at feje ind under gulvtæppet ved at påberåbe sig forældelse. Efter nedlæggelsen af Irak-kommissionen, som Venstre-regeringen begrundede med, at vores krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan samt tilfangetagelse af civile var tilstrækkeligt oplyst, er tortur-retssagen indtil videre den eneste mulighed for at få afklaret, om Danmark har et medansvar for tortur. Påstanden fra regeringen om, at vores krigsdeltagelse i Irak m.m. er tilstrækkeligt oplyst står i øvrigt i klar modstrid med, hvad f.eks. Institut for Menneskerettigheder gav udtryk for i rapporten ”Væbnet Konflikt, status 2014-15”. Her slår man fast, hvor vigtigt det er, at en række afgørende og uklare spørgsmål afklares af Irak-kommissionen. Og denne rapport blev vel at mærke skrevet, før Irak-kommissionen blev nedlagt. Og i henhold til et af kommissionens medlemmer, juraprofessor Jørgen Albæk Jensen, vil der dukke interessante ting op, hvis offentligheden altså kunne få adgang til kommissionens dokumenter, jf. DR´s hjemmeside den 18. december 2015.
| Irak-krigen: Begik Højesteret Statskup? |
| Det vigtigste spørgsmål, som Irak-kommissionen kunne undersøge, var dog, om vor deltagelse i Irak-krigen var lovlig. Gennem en mere end 50-årig forståelse af Grundlovens § 19, stk. 2 i sammenhæng med vor tiltrædelse af FN-pagten var det en grundfæstet fortolkning, at Danmark – som mange andre lande i FN-pagten som f.eks. Norge, Sverige og Tyskland – kun kan anvende væbnet magt mod andre stater som forsvar mod angreb eller ved deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten.
Denne mere end 50-årige og meget enstemmige fortolkning tilsidesatte Højesteret den 17. marts 2010 i kendelsen i den sag om grundlovsbrud, som Grundlovskomitéen 2003 vedr. Irak-krigen havde anlagt. I denne kendelse afviste Højesteret ikke alene sagsøgernes søgsmålskompetence, men påstod også – selv om det var uopfordret – at den hidtil gældende lange og grundfæstede fortolkning af Grundlovens § 19, stk. 2 var forkert. Højesteret tilkendegav højst overraskende i kendelsen, at et folketingsflertal kunne beslutte, at Danmark skulle kunne starte en krig mod en anden stat! Det overraskende skal dels ses i sammenhæng med, at Højesteret hermed i virkeligheden tiltog sig lovgivende kompetence, ligesom kendelsen også var i direkte modstrid med den øverste juridiske fortolkning i bl.a. Norge, Sverige og Tyskland! Derfor kan det med rette spørges: begik Højesteret statskup med denne kendelse? Denne problemstilling er nærmere undersøgt af Bent Sørensen i publikationerne: Begik Højesteret Statskup? (2012) og Tavshedens Mur (2013). |
Engang var Danmark et foregangsland i kampen mod tortur
I relation til tortursagen skal man huske på, at Danmark i hvert fald indtil relativt for nylig har været foregangsland i torturbekæmpelse. De to vigtigste og største civile organisationer til bekæmpelse af tortur, RCT (stiftet i 1981) og IRCT (stiftet i 1985) med over 150 medlemsorganisationer over hele verden, har danske rødder med Inge Genefke som den helt centrale person. Derfor er det nærliggende at tro, at der er meget snavs, der ønskes fejet ind under gulvtæppet med forældelsespåstanden.
På det forberedende retsmøde kom spørgsmålet om Danmarks eventuelle medansvar for tortur i forbindelse med anholdelsen og udleveringen af de 23 sunnier også frem. Selv om der foreligger omfattende vidnesbyrd herom fra retsmedicinere og psykologer, benægter Forsvarsministeriet stadig at have et medansvar, som det også blev fremført under det forberedende retsmøde. Og uanset om det skulle blive lagt til grund, om der var tortur eller ej, ville Forsvarsministeriet, som Kammeradvokaten oplyste, procedere på forældelse. Kammeradvokaten fremførte desuden, at han på Forsvarsministeriets vegne i denne sammenhæng ikke ville undlade at sætte alle økonomiske og juridiske kræfter ind på at afvise torturpåstanden. Derfor kunne der forudses en meget langstrakt og omfattende bevisførelse med indkaldelse af bl.a. de 23 irakiske torturofre.
I denne sammenhæng valgte dommeren fra Østre Landsret en meget usædvanlig fremgangsmåde for – i hvert fald i første omgang – at reducere domstolsbehandlingen til fire dage. Dommeren besluttede nemlig, at det hypotetisk skulle lægges til grund, at de 23 irakere havde været udsat for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf – altså at FN’s torturkonvention hypotetisk var overtrådt. Med denne beslutning – og i tilknytning til, at Forsvarsministeriet, som Kammeradvokaten jo havde tilkendegivet, også i tilfælde af tortur ville nedlægge forældelsespåstand – bliver det helt afgørende spørgsmål i første omgang, om civile erstatningskrav, der bygger på tortur, forældes i Danmark, og subsidiært om forældelse i den konkrete sammenhæng må suspenderes.
Det er vigtigt at forstå, at såfremt forældelsespåstanden afvises, vil der i anden omgang stadig skulle føres bevis for, at der foregik reelt tortur, da første omgang jo kun foregår under en hypotese om tortur.
Retssagen med det hypotetiske udgangspunkt
Som anført er det meget usædvanligt, at en dommer beslutter, at en retssag skal ske med udgangspunkt i en hypotese. Dommerens beslutning hænger utvivlsomt sammen med, at det drastisk vil kunne reducere parternes og domstolens ressourceindsats. Men der er også andre og vigtigere konsekvenser. Hvis forældelsespåstanden følges, vil det ikke ved en domstol blive afgjort, om Danmark har medvirket til tortur – dette spørgsmål vil blive fejet ind under gulvtæppet, hvilket i øvrigt skal ses i lyset af, at Irak-kommissionen som anført er blevet nedlagt. Hermed vil de personer, der i givet fald var ansvarlige herfor, gå fri ganske uden forsøg på opklaring.
I henhold til artikel 12 i FN’s torturkonvention er en stat forpligtiget til straks og med upartiske instanser at undersøge, om der kan være udøvet tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, når der er rimelige indicier for det. Og som det fremgår af Højesterets kendelse af den 17. september 2013, foreligger sådanne indicier. Det eneste, efter Irak-kommissionens nedlæggelse, som staten selv har foretaget sig efterforskningsmæssigt, har været at sætte Forsvarets eget Auditørkorps på sagen. Dette korps er imidlertid underlagt forsvarsministeren, hvorfor det ikke opfylder torturkonventionens krav om anvendelse af en upartisk instans i sådanne undersøgelser. Det er derfor måske heller ikke overraskende, at Auditørkorpset kom frem til, at sagen var forældet efter dansk ret, hvorefter yderligere undersøgelser blev opgivet, jf. notat af den 28. februar 2011 fra Auditørkorpset. Men i henhold til FN’s torturkonvention forældes tortur ikke.
Hvis forældelsespåstanden følges, vil det ikke ved en domstol blive afgjort, om Danmark har medvirket til tortur – dette spørgsmål vil blive fejet ind under gulvtæppet, hvilket i øvrigt skal ses i lyset af, at Irak-kommissionen som anført er blevet nedlagt. Hermed vil de personer, der i givet fald var ansvarlige herfor, gå fri ganske uden forsøg på opklaring.
Da videoen med fangeoverdragelsen kom frem takket være Anders Kærgaard, blev Forsvarets Auditørkorps igen sat på sagen – denne gang dog med fokus på, at det nu stod klart, at fangeoverdragelsen ved Green Desert-operationen faktisk var blevet filmet. Da Anders Kærgaard ikke kunne eller ville oplyse, hvordan han havde fået overdraget videoen eller af hvem eller til hvem, endte Auditørkorpsets undersøgelse endnu engang. Men Auditørkorpsets undersøgelse fik en grotesk udgang ved, at Kærgaard af Østre Landsret blev idømt dagbøder, da han ikke kunne eller ville oplyse fra hvem videoen hidrørte fra eller til hvem videoen var videreformidlet.
Hvem er de ansvarlige – og hvorfor må det ikke komme frem?
For mig i hvert fald er det uklart, hvem de ansvarlige for fangeoverdragelsen i realiteten var. Var det kun ledelsen af den danske bataljon, der først tilbageholdt og derefter besluttede at udlevere de 23 sunniirakere til den lokale shiamilits i Basraområdet? Eller tog ledelsen af bataljonen forinden udleveringen kontakt til den militære ledelse i Danmark, altså Forsvarskommandoen, for at få instrukser eller lignende? For en udenforstående er det heller ikke muligt at vide, om Forsvarskommandoen søgte instruktion/vejledning fra den øverste politiske ledelse, dvs. måske ligefrem den daværende forsvarsminister, Søren Gade. Dette spørgsmål måtte Irak-kommissionen have behandlet.
Det fremgår eksplicit af FN’s torturkonvention, i artikel 3, at ingen stat må overgive en person eller personer til en anden stat, hvor der er risiko for torturudøvelse. Og det var det helt oplagt i Irak, især når sunnier blev udleveret til shia-militser, der var berygtede for torturudøvelse.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg desværre tror, at Danmark via udleveringen af de 23 irakiske sunnier til den lokale shia-milits i Basra har et klart medansvar for tortur. Derfor er det – også i lyset af nedlæggelsen af Irak-kommissionen – ansvarsforflygtigende og fejt, at en opklaring heraf søges undgået ved at påkalde sig forældelse. Hvis vi deltager i krigshandlinger, må vi også være voksne nok til at kunne vedstå følger heraf. Og begås der fejl, må vi også have modet og viljen til at vedstå dette og tage de heraf følgende konsekvenser.
Hvis vi deltager i krigshandlinger, må vi også være voksne nok til at kunne vedstå følger heraf. Og begås der fejl, må vi også have modet og viljen til at vedstå dette og tage de heraf følgende konsekvenser.
I den sammenhæng vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg har forståelse for, at danske tropper i felten i en meget tilspidset og akut situation kunne begå fejl, som det var at udlevere fanger til en milits med torturtilbøjeligheder. Dette gælder så meget desto mere, som Forsvaret ikke forinden udsendelsen til Irak havde udformet en militærmanual, der redegør for de regler – danske som internationale – der gælder i krige. Ved forsvarsaftalen for 2012-15 blev forsvaret direkte pålagt at udforme en sådan manual, der senest skulle foreligge i oktober 2015. Men manglen af denne manual friholder jo ikke Danmark for ansvar, og derfor heller ikke for det erstatningsansvar der følger af militær-indgriben.
Danmark opfylder ikke FN’s torturkonvention fuldt ud
Denne mangel på en manual er desværre blot endnu et tegn på, at Danmark ikke opfylder artikel 10 i FN’s torturkonvention. I henhold til artikel 10 skal en stat sikre, at der gives information og uddannelse om forbuddet mod tortur til de civile grupper (bl.a. politi, dommere, læger og embedsmænd) og militære grupper, der kan blive involveret i forvaring, forhør og anden behandling af personer, der bliver udsat for arrest, tilbageholdelse eller fængsling.
Anvendelsen af forældelsespåstanden i erstatningssager er i øvrigt blevet kritiseret af FN’s Komité for Tortur. Kritikken er en naturlig følge af, at tortur i henhold til FN’s torturkonvention ikke forældes. Dette fremgår af konventionens artikel 14 og den uddybende fortolkning, som FN’s Komité for Tortur afgav den 19. november 2012 i General Comment No. 3 under pkt. 40. I tilknytning til komitéens eksamination af Danmark 16. og 17. november 2015 anbefalede komitéen da også med direkte henvisning til Irakinterventionen, at det eksplicit lovfæstes i Danmark, at det ikke kun er i straffesager, at tortur ikke forældes. Komitéen anbefaler i øvrigt atter, at FN’s torturkonvention inkorporeres i dansk lovgivning og udbeder sig i tilknytning hertil en rapport herom senest den 9. december i år.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg har forståelse for, at danske tropper i felten i en meget tilspidset og akut situation kunne begå fejl, som det var at udlevere fanger til en milits med torturtilbøjeligheder.
Det er på mange måder absurd, at Danmark, som har været og fortsæt hævder gerne at ville være foregangsland i indsatsen mod tortur, tillader, at Forsvarsministeriet forsøger at unddrage sig ansvaret for evt. medvirken til tortur ved at påberåbe sig forældelse i tortursager. Det er utroligt, at vore politikere tillader dette.
Selv i lande, hvor FN’s torturkonvention som i Danmark ikke har været inkorporeret i landenes lovgivning, er forældelse af tortur blevet afvist af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i erstatningssager. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i 2014 i sagen Mocanu m.fl. versus Rumænien fastslået dette i et tilfælde, hvor overgrebene blev begået i 1990 og først blev indbragt i 2008 – altså i det konkrete tilfælde efter 18 år. Kammeradvokaten forsøgte under sagens behandling i juni i Østre Landsret ligefrem at vildlede dommerne om denne for Forsvarsministeriet/Staten så ubekvemme sag ved at betegne denne som en straffesag!
Skal Danmark have en ny Hamsun-sag?
Vi ved endnu ikke, hvad Østre Landsret kommer frem til, da dommen først offentliggøres den 22. august. Derfor skal perspektiver i denne sag afslutningsvis skitseres – her i tilknytning til Hamsun-sagen.
Det kan ikke ske i Danmark. Sådan tænkte nok de fleste dengang – og i hvert fald jeg – ved læsningen af Thorkild Hansens bog om Hamsun-sagen, der udkom i 1978. Rystende var Norges store søn, nobelpristageren Knut Hamsuns, betagelse af Hitler, selv efter Nazi-Tysklands besættelse af Norge i 1940. Endnu mere rystende var dog det sammenbrud for retsstaten, som de norske myndigheder iværksatte for at skjule omfanget og dybden af Hamsuns svig og landsforræderi. Det skete ved at undvige en straffesag mod Hamsun, der ville have dokumenteret hans svig. Straffesagen blev undgået ved, at Hamsun blev erklæret dement og indespærret på Gamlehjemmet i Oslo. Her skrev Hamsun bogen På gjengrodde stier, der med al tydelighed dokumenterede, at Hamsun i hvert fald ikke var dement. Bogen udstillede dermed de norske myndigheders svigt og fejhed med retsstatens sammenbrud som følge.
I maj blev der anlagt yderligere tortursager ved Østre Landsret mod Forsvarsministeriet, hvor danske soldater ikke blot skulle have medvirket til tortur ved passivitet, men ligefrem selv have udført tortur. Dokumentationen herfor er efter min opfattelse desværre ret så overbevisende. Så nu burde det være nok. Fejhedsstrategien må ophøre, og sandheden må frem. Driften mod en dansk Hamsun-tragedie kan Østre Landsret stoppe den 22. august.
Vi oplever måske nu et tilsvarende sammenbrud i Danmark. Irak-Afghanistan-kommissionen er nedlagt. Forsvarsministeriet bruger kneb på kneb iblandet løgn med bistand af Kammeradvokaten til at undgå, at Danmarks mulige medvirken til tortur under Irak-operationer bliver undersøgt. Der synes næsten ikke at være grænser for, hvad myndigheder vil forsøge for at sikre, at negative konsekvenser af vor krigsdeltagelse ikke kommer frem.
Det bliver som anført Østre Landsret, der i første omgang den 22. august skal afgøre, om mørklægning og krumspring med tilhørende ansvarsforflygtigelse og underkuelse af retsstatsprincipper skal stoppes i Danmark. Undlader Østre Landsret dette, bliver det i næste omgang Højesterets tur og herefter i givet fald Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Men ikke nok med det. I maj blev der anlagt yderligere tortursager ved Østre Landsret mod Forsvarsministeriet, hvor danske soldater ikke blot skulle have medvirket til tortur ved passivitet, men ligefrem selv have udført tortur. Dokumentationen herfor er efter min opfattelse desværre ret så overbevisende. Så nu burde det være nok. Fejhedsstrategien må ophøre, og sandheden må frem. Driften mod en dansk Hamsun-tragedie kan Østre Landsret stoppe den 22. august.
Retsstatsprincipper består først deres prøve, hvis de også respekteres i meget alvorlige situationer som under krigsudøvelse. Det viste Hamsun-sagen også.
Christen Sørensen er fhv. overvismand og formand for Støtteforeningen for Irakiske Torturofre
Topfoto: http://www.humanrights.cn/html/2016/2_0214/14285.html
Kilder:
Forsvarets Auditørkorps 2011. Afslutning af auditørundersøgelse – henvendelse til Forsvarsministeriet fra TV2 med oplysninger om et muligt dansk vidne til mishandling af tilbageholdt iraker begået af irakiske sikkerhedsstyrker i november 2004. Notat af 28. feb. 2010.
Institut for Menneskerettigheder 2015. Væbnet konflikt. Status 2014-15. København.
Justitsministeriet 2012. Kommissorium for en undersøgelseskommission om den danske krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan. København. (også benævnt Irak-kommissionen).
Sørensen, B. 2012. Begik Højesteret Statskup? København.
Sørensen, B. 2013. Tavshedens Mur. København.
Sørensen, C. 2013. Når magten skjuler sig bag tavshed. Information 1. feb. 2013.
United Nations. Convention against Torture and Other Cruel, Inhuman or Degrading Treatment or Punishment.
United Nations 2012. General Comment No. 3 of the Committee against Torture.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
