KULTURHISTORIE // ESSAY – I et udstillingslokale på Museum Sønderjylland på Sønderborg Slot står en statue af Kejser Wilhelm I. Statuen erindrer og påminder os i sin nuværende museumskontekst om en smertelig historie, som nu er fortid. Jørgen Aabenhus tager os med på statuens rejse og beretter fra historiens grænseland både om krige, folkestemninger og mysteriet om en forsvunden portepée.
En sommerdag i begyndelsen af 1960erne var min svigerfar og hans familie en tur på Haderslev Museum. I museets have er der nogle gamle bygninger som man kan gå ind i. Et frilandsmuseum en miniature, en bullade og andre landbrugsbygninger fra gamle dage.
Nu skal det siges at min svigerfar blev født i Sønderjylland året efter Genforeningen. Hans far havde været tvunget med som soldat på tysk side i Første Verdenskrig og overlevede, mens hans morbror døde af giftgas i en skyttegrav i Nordfrankrig.
Bag et arbejdsskur på Haderslev Museum, bag de gamle træhuse der udstilledes, lå en bronzestatue, pakket ind i græs og brændenælder, tilsyneladende skrottet, parat til omsmeltning
Det danske sindelag lå som et væg-til-væg-tæppe under familiens liv, og det var noget helt andet end i dag hvor nationalisme er abstrakt og ideologisk. Her i det sønderjyske var det baseret på konkrete erfaringer fra voksne vidner og ofre for ”udlændigheden” efter 1864 og ikke mindst for en helt meningsløs krig i 1914-18.
For min svigerfar, der også som meget ung havde været med til jernbanesabotage mod den tyske besættelsesmagt, var det en ideologisk ballast helt op i 1960erne og senere at der aldrig nogensinde mere skulle være tysk overherredømme i Danmark.
Ikke fordi han havde noget imod Tyskland som sådan. Han og hans kone kørte i bil til Harzen, til Rothenburg ob der Tauber, til Berlin – og med jævne mellemrum kørte han over grænsen og købte øl og sodavand i Flensburg. Tysk var det fremmedsprog han kunne begå sig på.
Engang på en biltur i Frankrig blev han så glad for at møde en anden tysktalende turist at han fik sagt at han også selv var tysk. Kun i en historiebevidsthed der indbefatter 1848-51, 1864, 1914-18, Genforeningen 1920, 1940-45, i en sønderjysk kontekst, giver det mening, når fortællingen igen føres op til en søndag i begyndelsen af 1960erne.
Bag et arbejdsskur på Haderslev Museum, bag de gamle træhuse der udstilledes, lå en bronzestatue, pakket ind i græs og brændenælder, tilsyneladende skrottet, parat til omsmeltning. Min svigerfar genkendte figuren: Den forestillede Kejser Wilhelm I, der havde regeret fra 1861 til sin død i 1888. Først som prøjsisk konge og efter oprettelsen af det store tyske kejserrige 1871 som tysk kejser, assisteret af arkitekten bag Tysklands samling til ét rige, den nok så berømte Otto von Bismarck.
I Haderslev kom 720 kg Kejser Wilhelm I op på soklen, hvor den skulle minde de nordslesvigske undersåtter om de politiske realiteter.
Statuen, der er 2.60 m høj, havde stået på en sokkel på Søndertorv i Haderslev. 12. september 1890, dengang Hadersleben var den tredjenordligste købstad i kejserriget, var det byens tyske borgerskab der havde taget initiativ til at rejse statuen ved indkørslen i byen sydfra.
Det skulle ske under pomp og pragt: En festdag var forberedt, skolebørn var udkommanderet – men de tysksindede var trods alt et mindretal i byen, og ingen af de danske byboere havde tænkt sig at fylde siddepladserne, så det blev en noget slukøret affære.
Men altså – i Haderslev kom 720 kg Kejser Wilhelm I op på soklen, hvor den skulle minde de nordslesvigske undersåtter om de politiske realiteter.
Det er skæbnens ironi at det tyske kejserrige hen mod slutningen af den langtrukne 1. verdenskrig manglede metal til krigsindustrien, således at også fædrelandets stolte mindesmærker måtte yde deres bidrag. Symbolværdi blev til metalværdi. Men det blev 11. november 1918 kl. 11 inden det kom så vidt i Haderslev; freden blev erklæret, og byens kejserstatue overlevede. Men til hvilken nytte?
Efter Versaillestraktaten 10. januar 1920 tog krigens sejrherrer kontrol over de tyske randområder, dér hvor der skulle være folkeafstemning om det fremtidige tilhørsforhold. I Haderslev var det franske alpejægere der fik opgaven at holde konflikter mellem tysk- og dansksindede i skak.
Man mente i byen at franskmændene efter den fransk-tyske krig 1870-71 og nederlaget til Kejser Wilhelm 1’s tropper måtte have et traumatisk forhold til statuen, så den blev – dog ikke uden kontroverser – snøret ind i sækkelærred og dermed usynliggjort for alpejægerne.
Omkring 30.000 danske mænd blev tvangsmæssigt indkaldt som tyske soldater i 1. verdenskrig. I omtrentlige tal døde 5.300 af dem i skyttegravskrigen
At folkeafstemningen 1920 skulle gå det danske flertals vej, og Hadersleben igen blive Haderslev, var ingen i tvivl om. Så statuen skulle fjernes, og det skulle ske på den dag der siden Kejser Wilhelm I’s død i 1888 var blevet fejret overalt i det ganske tyske rige, nemlig på efterfølgerens, den første Wilhelms sønnesøn, Wilhelm II’s fødselsdag den 27. januar. Dagen blev valgt som et (forsinket) svar på det der, set med danske øjne, var en tvangshandling. Symbolpolitikken var stadig levende.
I perioden 1864-1920 var sønderjyderne, de danske nordslesvigere, ikke direkte slavegjorte, og de var ikke som et lille mindretal i det store tyske rige truet af etnisk udrensning, om end mange følte sig chikanerede af de tyske magthavere og tysksindede medborgere.
Men omkring 30.000 danske mænd blev tvangsmæssigt indkaldt som tyske soldater i 1. verdenskrig. I omtrentlige tal døde 5.300 af dem i skyttegravskrigen, 1.500 danske kvinder blev enker, 5.000 danske børn mistede deres fædre, og 7.000 danske mænd levede videre med fysiske skader – og uden tvivl endnu flere med PTSD og andre traumatiske lidelser.
Så de danske sønderjyder havde al mulig grund til at hade kejserstatuen og alt det den symboliserede. Alligevel var konflikterne mellem dem og deres tyske medborgere i Haderslev ikke større end at man fandt et kompromis.
Den forhadte kejserstatue på Søndertorv blev ikke dematerialiseret eller destrueret; omhyggeligt og varsomt blev statuen, der var og stadig er Haderslev kommunes ejendom, løsnet fra sin sokkel og kørt væk. Fjernet fra den centrale placering i det offentlige rum havde den jo mistet sin betydning.
Under spredte danske hurraråb blev den kørt på en vogn til det tyske forsamlingshus Bürgerverein zu Hadersleben for enden af Slotsgade, hvor den siden befandt sig i al ubemærkethed i et kælderlokale helt frem til 1945. Så ubemærket at den endnu engang overlevede en tysk krigsindustris metalbehov.
Efter 1945 flyttedes statuen til Haderslev Museum, som ikke stillede den op, men lod den ligge skjult der bag bulhuset – hvor min svigerfar pludselig bemærkede den en sommerdag i begyndelsen af 1960erne.
Aldrig i livet havde han kunnet forestille sig at nogen igen ville kunne finde på at stille en statue af en tysk kejser op i det offentlige rum i Danmark
Han blev født året efter at statuen blev pillet ned på Søndertorv; men han har selvfølgelig hørt om den fra sine forældre og store søskende, så han var ikke et øjeblik i tvivl om hvad det var for en statue. Ligesom han heller ikke et øjeblik var i tvivl om at statuen lå her for at gå i glemmebogen, for at skulle skrottes.
Aldrig i livet havde han kunnet forestille sig at nogen igen ville kunne finde på at stille en statue af en tysk kejser op i det offentlige rum i Danmark.
Han fingererede lidt ved figuren, fejede græs, blade og brændenælder væk med hånden for at vise sin kone og to døtre den forsmåede monark. Tilfældigt strejfede hans hånd det sted på sablen hvor sabelkvasten, portepéen, sad – og den lod sig let dreje af, da den var sat fast ved et gevind.
Hans kone protesterede, de to piger var forbløffede – men portepéen landede ubemærket i min svigerfars jakkelomme. Dermed fik han et håndgribeligt minde om det overherredømme der havde sendt hans far og hans morbror ud i krigens skyttegrave mod deres vilje – og når nu statuen alligevel bare lå og ventede på at blive skåret op til metalskrot…?
Faktisk var Kejser Wilhelm I’s statue så glemt at det nærmest var en tilfældighed at museets folk selv blev opmærksom på den i 1980erne. Det var blevet nye tider, og endelig i 1989 blev statuen rejst i Haderslev Museums gård, dog uden sokkel. Og så var der pludselig rift om bronzestatuen, for så mange andre af kejserstatuerne i Tyskland var jo blevet smeltet om under en af de to verdenskrige. Den blev en seværdighed, og når statuen stod oprejst spekulerede ingen over at der engang havde siddet en cirka 15 centimer lang portepée under en af kejserens bronzehænder.
Fra at have været et magtsymbol på en sokkel i det offentlige rum var statuen blevet en museumsgenstand. Dens kontekst var nu en ganske anden. Fra at den i sin tid på Søndertorv havde signaleret magt og underkastelse, var den nu en erindring om en svunden storheds nederlag.
Og det er vel sådan magtsymboler i det offentlige rum skal behandles: I stedet for at dematerialisere, molestere eller destruere dem skal vi rykke dem ind i en museal kontekst. Sådan var det engang. Intet varer evigt – og som Bertolt Brecht skrev i digtet Lob der Dialektik, 1934: ”Wenn die Herrschenden gesprochen haben, / Werden die Beherrschten sprechen.”
I den standende og nødvendige diskussion om statuariske symboler i det offentlige rum handler det om hvordan de førhen beherskede nu skal svare: Med vold og magt eller med dialektisk forståelse af den historiske proces som såvel die Herschenden som die Beherrschten er en del af? Kejser Wilhelm I’s statue eksemplificerer et muligt og værdigt svar.
Efter en administrativ sammenlægning af de sønderjyske museer, hvor den politiske historie fik hjemsted på Sønderborg Slot, blev kejserstatuen flyttet endnu en gang: Fra og med 13. november 2012 står statuen i den permanente udstilling om Sønderjylland i perioden 1864-1920. Det er en helt anden kontekst end at stå på en sokkel på et torv eller som et enkeltstående klenodie i et museums gård. Og konteksten er det centrale i dette spørgsmål – magtsymbol, kuriosum eller historisk dokumentation?
En statue der i sin nuværende museumskontekst erindrer og påminder os om en smertelig historie som nu er fortid. Det er i den kontekst at et symbol på et historisk traume har sin betydning
For konteksten er jo ikke kun det fysiske rum statuen befinder sig i; det er også den bevidsthed hvormed den ses. Historisk bevidsthed er (heldigvis) en foranderlig størrelse, men dens grundlag bør altid være den videnskabeligt funderede dialektik der jævnligt kræver omfortolkninger af eksempelvis symbolske statuer. Hvis det blot gøres til spørgsmål om hensyn til aktuelle flertals eller mindretals viljer eller modviljer, så risikerer vi at komme tilbage til noget der ligner en symbolpolitik som historien burde have lært os at frygte.
Og hvad med portepéen? Jo, min svigerfar, der altså blev født i 1921 og voksede op som dansk sønderjyde i årene efter genforeningen, beholdt sabelkvasten og brugte den som brevpresser lige til han døde i foråret 2020. Nu har hans datter overleveret kvasten til museumsinspektør René Rasmussen på Sønderborg Slot.
Heller ikke han havde tænkt over at der manglede sådan en lille dims på den store statue. Men glad blev han, da han uden problemer kunne skrue den på og dermed tilføje statuen af Kejser Wilhelm I endnu et magtsymbol. En statue der i sin nuværende museumskontekst erindrer og påminder os om en smertelig historie som nu er fortid. Det er i den kontekst at et symbol på et historisk traume har sin betydning.
Fotos: Creative Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
