Fredagsklumme: Kunsten at leve med afbrydelserne

i Digitalt/Featured/Liv & Mennesker af

FREDAGSKLUMME – Hvorfor er det, vi bliver afbrudt hele tiden i alt, hvad vi foretager os? Når vi sidder med computeren, og når vi bevæger os i det offentlige rum? Jakob Brønnum vakler mellem konspirationsteorien og adfærdspsykologien. Men kun et kort øjeblik. Så står alting klart.

Da jeg logger på mandag morgen, afbryder Windows min bevægelse hen mod det arbejde, jeg har fokuseret på at skulle i gang med siden sidst på dagen i går. Der står et billede af Microsoft-browseren Explorer og en masse bevægelse i form af flimrende spil og sikkert andre ting også.

Jeg trykkede da ikke på det dér, tænker jeg. Jeg opdager, at der oppe i hjørnet er et tilbud om et eller andet, jeg i mellemtiden har glemt. Jeg afviser tilbuddet. Jeg bruger ikke Explorer som browser. Indtil for nylig har jeg udelukkende brugt Google Chrome pga. dens fine mulighed for at synkronisere bogmærker. De seneste dage er jeg begyndt at bruge Opera, der påstår den kan stoppe annoncer.

Hvad var det, Microsoft var ude på den mandag morgen? Bruge deres browser. Det var det, de ville have mig til. De bremsede mig i en vigtig bevægelse for at plage mig om det på en underspillet måde – det nærmeste at love gratis slik, de kunne finde på. De havde regnet med, at jeg gik i gang med at spille med det samme, jeg så et spil, netop mandag morgen. Men jeg spiller ikke computerspil.

For snart 20 år siden spillede jeg lidt SimCity og andet, fordi jeg tænkte, at jeg måtte vide, hvad det handlede om, eftersom jeg var på den ydre grænse til computerspillealderen, og det gik ikke, at jeg i dag ikke ville ane, hvilket rush, unge mennesker får af det og hvor det fører en hen, bevidsthedsmæssigt. Så vidste jeg, hvad det drejede sig om, da min søn senere spillede, og jeg fulgte FIFA-kampene og Need for speed i herlige timer og dage.

Den strenghed, man er nødt til at opbygge

I mellemtiden har jeg med den strenghed, man er nødt til at opbygge, hvis man skal opnå sine mål her i livet, med held forklaret mig selv, at jeg kan spille computerspil, når der ikke er en vigtig bog, jeg burde læse, men ikke har læst. Jeg anvender den samme strategi overfor kommercielle film, der kun er skabt for at tale til mig som filmforbruger, chipsforbruger og forbruger af masseproducerede drikkevarer i plasticflasker. Det øjeblik findes naturligvis ikke.

Hvis man var en lille smule mere interesseret i konspirationsteorier, ville man kunne få en masse ud af det, at ligegyldigt, hvad man foretager sig, bliver man hele tiden afbrudt. På alle niveauer. Alle arbejder for at komme til at afbryde dig gennem apps, meddelelser, skærm pop-ups og flere andre ting.

Det er første gang, jeg er blevet tiltalt ved mit Matrix-navn: Welcome 6e:da:62:85:9d:f3 (not you?)

Nogle gange er det faktisk veldædige afbrydelser. Man går ind på Amazon for at finde en vigtig fagbog: Pick a charity, råber de så efter en og så kan man sidde og dyrke lidt selvgodhed ved at give 25 kr. til det, der i en tidligere berømt, men nu længst glemt fortalelse i radioen hed,”fattige børns fodbespisning”. Altså det, vi før 1980 mente, velfærdssamfundet skulle bruges til.

Og så alle undersøgelserne, selvfølgelig. Hele tiden skal man anmelde og være panel og deltage i undersøgelser, fordi ”vi prøver hele tiden at blive bedre til at betjene kunderne.” Underforstået: “Vi prøver hele tiden at se, hvor vi kan forenkle vores produkter, så de kan leveres med færrest mulige ressourcer og til det brug vil vi stjæle lidt af din tid, og vi er faktisk ret ligeglade med, om du er i gang med noget andet og formentlig vigtigere.”

Jeg har nu udviklet et standardsvar. Jeg giver laveste karakter, og på spørgsmålet om, jeg har noget at sige: “Jeg finder produktet udmærket, men I forstyrer mig hele tiden. Hold op med det.” Jeg ved godt det ikke hjælper.

En morgen logger jeg på wifi’en 7-Eleven på Hovedbanen (der er et lille hjørne i den 7-Eleven, der vender ud mod Tivoli, hvor man kan sidde og nyde en kop filterkaffe og et rundstykke, mens man får nogle ting fra hånden). Pludselig føler jeg mig som en figur i William Gibsons Neuromancer (1984), hvor begrebet cyberspace opstod. Det er første gang jeg er blevet tiltalt ved mit Matrix-navn: Welcome 6e:da:62:85:9d:f3 (not you?)

Den anden høflighed: At tilvejebringe stilhed

Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, det hele var en konspiration om at vænne sig til Matrixtilstanden. Systemet forbereder os til en matrixtilværelse og skal vænne os til pludselige linage-skift og afbrydelser når styresystemet rebootes.

Men det er det ikke. Det eneste, der er rigtigt er det med at systemet vænner os. Spørgsmålet er bare til hvad og hvad ”systemet” er. Da statsradiofonien blev til, var man stadig tidsmæssigt så tæt på den europæiske dannelses urgrund, at afbrydelser af reklamer var utænkelig. Den danske lovgivning holder nogenlunde fanen højt og har ikke tilladt disse afbrydelser af menneskers tankegang på nøje udregnede tidspunkter, hvor de er mest åbne for forbrugsbudskaber.

Den anden høflighed overfor menneskesjælen, man derimod for længst har forladt, det er det med, at man får lov at tænke lidt mellem hvert tv-program, summe på det, glæde sig over det eller tænke over et eller andet, man ikke var blevet færdig med under udsendelsen og vide, at dem, der leverer det, respekterer en så meget og deres eget produkt ved, at de netop lader sådanne øjeblikke være åbne. Stilhed til at være til.

De fleste har i dag glemt den elegance, hvormed programmerne skiftede, introduceret af et menneske i en stol og uden alle mulige trailere for andre programmer, der skulle forhindre os i at gå over til en anden kanal. Der var nemlig ikke andre (mente de. Men de fleste kunne tage enten svensk, norsk eller tysk tv).

Johan Wolfgang von Goethe, 1828, malet af Karl Joseph Stieler. Wikimedia Commons. 

Den slags respekt for det levede liv, der ligger i at forstå at holde bøtte på det rigtige tidspunkt, så kunderne kan koncenterere sig, er en essentiel del af opdragelsen i den europæiske dannelsestradition, der varede fra ca. renæssancens begyndelse til 1. verdenskrigs afslutning,  og som på en eller anden måde har Goethe som omdrejningspunkt, hvis man bare må nævne et punkt. Det er ham, der lader sin hovedperson i romanen Valgslægtskaber (1809) sige til sin far, at han hellere vil arbejde i teatret end med sin fars købmandsforretning, for i teatret er livet mere virkeligt.

Selv P1 opererer i dag med reklamesprogets og forbrugerpsykologiens semantiske adfærd, når man hver ottende minut minder folk om, hvad det er de sidder og hører. Det signalerer uden nogen som helst svinkeærinder direkte og umisforståeligt, at man interesserer sig mere for strøgkunder og dem, der ikke er lyttere endnu end for dem, der allerede er inde i varmen. En grænseløs mangel på respekt for sit publikum og ikke mindst for indholdet sit eget fag.

Når afbrydelsen også findes i den rent menneske-bårede formidling og ikke kun i de computerstyrede sammenhænge, bliver det klart, at der må være noget dybereliggende menneskeligt på færde.

Det begyndte med Pavlov

Det begyndte med Pavlov. Den russiske psykolog Ivan Pavlov opdagede i slutningen af 1800-tallet, at man kunne styre hundes adfærd “udefra”, på en ganske bestemt måde. Det var en gruppe amerikanske psykologer meget optaget af og rejste over for at studere nærmere. Nogle af dem grundlagde den amerikanske adfærdspsykologi og dem, der ikke var dygtige nok til at få universitetsansættelse, grundlagde noget andet, der har fået om muligt større udbredelse og indflydelse på forståelsen (og impulsstyringen) af menneskets psyke, nemlig reklamebranchen.

Den amerikanske adfærdspsykologi, der i dag griber ind i alle momenter i samfundet, fra skolebørns målstyringspædagogik til personlighedstest på arbejdspladsen, afløser den psykologi, der kom af den europæiske dannelsestanke, hvorefter det gjaldt om at opdrage mennesket til at tage egne, individuelle, moralsk gennemreflekterede beslutninger på baggrund af refleksion og erkendelse.

Det er nu engang billigst i produktions- og distributionsleddet, for slet ikke at tale om logistikken på formidlingsniveau, hvis man ikke skal have for mange forskellige varer på hylderne

Den slags er alt for besværligt at have med at gøre i det praktiske liv. Desuden er der denne indre samklang mellem erhvervslivets konsumsprog og vores adfærd. Mennesket bliver ikke betragtet som et væsen, der skal stimuleres til at føle og leve i frihed. Det koster alt for mange penge. Mennesket betragtes som en funktionsstyret enhed, der skal føle, det har frihed, men så vidt muligt følge kendte baner, have kendte vaner og vænne sig til at forbruge nogenlunde det samme som alle de andre.

Det er nu engang billigst i produktions- og distributionsleddet, for slet ikke at tale om logistikken på formidlingsniveau, hvis man ikke skal have for mange forskellige varer på hylderne, som skal lagerføres, fotograferes til katalog, serviceres, have manualer and all that jazz.

Det er derfor, vi bliver forstyrret hele tiden. Computerteknologien fungerer fortrinligt, hvis den kan servicere funktionsstyrede enheder, og mindre godt, hvis den skal kommunikere for og med mennesker i den klassiske, uforudsigelige, vildtvoksende, flammende, humanitære, kompromisløse, hengivne og selvoptagede europæiske dannelsestradition. Den er også god til at være med til at bilde folk ind, at de har alle disse friheder.

Vi bliver ikke afbrudt af bevidst respektløshed, men fordi vi inderst inde af systemet, dvs. konglomeratet af kommunikative sfærer i adfærdsstyringen: psykologien, reklamebranchen og computersproget, bliver betragtet som funktionsstyrede enheder. Altså en slags Matrix-tilstand alligevel.

Reklamens livstolkning

Der er computerteknologien meget god og hjælper adfærdspsykologien og reklamens livstolkning med at erodere stort set hele den europæiske dannelsestanke og lære os at begære alt det, der skal til, for at vi kan være smarte, smukke og unge enkeltindivider uden ansvar for andet end vores egen lyst.

Derfor vil vi blive afbrudt igen og igen. Vi opfattes ikke af hverken logaritmerne eller algoritmerne som mennesker, men som funktioner. Lige meget hvor gode de bliver til at forudse vore vaner og nuancere det hele i retning af kunstig intelligens, kan de kun opfatte os som funktionsstyrede enheder.

Hvad skal vi så gøre? Hvis I ikke har hørt mere fra mig i løbet af et par måneder, er det fordi, jeg er taget ud i vores lille soldatertorp fra 1800-tallet i de store svenske skove. Der sidder jeg og hører kammermusik. Og tænker over det. Uden kunstige afbrydelser.

Topbillede: Pressefoto The Matrix.

Var du glad for at læse klummen? Støt gerne dens forfatter Jakob Brønnum på mobile pay 53 60 84 96 eller tegn abonnement på POV. POV’s skribenter arbejder gratis. 

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Digitalt