KUNST // ESSAY – Når midsommeraften nærmer sig, og solhvervet fejres med bål og halmhekse, vækkes gamle ritualer til live. Det er tiden til at fordrive uheld og påkalde forvandling. Kunsthistoriker Marieke Burgers kaster et blik på kvinder og deres sorte katte i kunsten, hvor magiske, kloge og ofte misforståede figurer træder frem i flammernes skær.
I dette maleri ser vi en troldkvinde i en udsmykket guldkjole, vist i profil foran et åbent vindue. Omgivet af læderindbundne bøger koncentrerer hun sig om at hælde en væske i den guld- og safirkalk, som hun holder. Et stykke hvidt stof ligger ved siden af hende – måske en del af den hvide kjole, som tilhører kvinden, vi gennem vinduet kan se kysse en ridder i rustning. Ved troldkvindens fødder stirrer en sort kat med runde, gulgrønne øjne på os – på beskueren.
Evelyn De Morgan (1855-1919) var en engelsk maler, der arbejdede med mytologiske, allegoriske og spirituelle temaer. Hun var forbundet med det prærafaelitiske broderskab – en gruppe britiske kunstnere, digtere og kritikere, der afviste Rafaels og Michelangelos strenge kompositioner og klassiske manerer, og som ønskede at vende tilbage til de overdådige detaljer, intense farver og komplekse kompositioner i den sene middelalderlige italienske kunst, Quattrocento.
Et anderledes syn på kvinder
Modellen er Jane Morris (født Burden), som selv var kunstner. Fordi hun var legemliggørelsen af det prærafaelitiske skønhedsideal, var hun en eftertragtet model – ikke kun for sin mand William Morris, men også for Dante Gabriel Rossetti, nok den mest berømte prærafaelit.
Ved første øjekast ser det ud, som om De Morgan præsenterer os for en traditionel heks, komplet med eliksir og kat. I overensstemmelse hermed blev maleriet tidligere beskrevet som: “En heks i lys gult med et ufølsomt, grusomt ansigt, der blander en eliksir for at skade de elskende.”
Evelyn malede mange magiske kvinder i løbet af sin karriere og vendte ofte tilbage til temaet om kvinder, der er blevet fejlfortolket som onde eller beregnende
Men ved nærmere eftersyn kan vi se, at kvinden er afbildet som en lærd forsker, omgivet af bøger om emner spændende fra farvelære til klassikere og endda kemi. For De Morgan, der ofte malede metaforisk, symboliserer kjolen troldkvindens evner og beherskelse af alkymi, og hendes røde sko er tegn på uafhængighed.
Evelyn malede mange magiske kvinder i løbet af sin karriere og vendte ofte tilbage til temaet om kvinder, der er blevet fejlfortolket som onde eller beregnende.
Selvom Evelyn De Morgan var den primære forsørger derhjemme og støttede sin mands forretning økonomisk, mærkede hun tydeligt de utallige restriktioner, som samfundet pålagde kvinder. Mange af hendes værker behandler netop patriarkatet, manglende kvindelig selvbestemmelse og fraværet af stemmeret.
Evelyn De Morgan udstillede vidt omkring – regelmæssigt i Liverpool, Manchester og Birmingham – og med en soloudstilling på Wolverhampton Art Gallery i 1907. Hun fandt købere og mæcener rundt om i Storbritannien, herunder Liverpool-skibsrederen William Imrie, ejer af White Star Line.
For tiden udstilles: Evelyn De Morgan: Modern Artist in Victorian London i Guildhall Art Gallery i London.
Den sorte kat hos Beaux
Maleriet “Sita og Sarita” portrætterer kunstnerens kusine, Sarah Allibone Leavitt, klædt i hvidt med sin sorte kat på skulderen. Modellen kærtegner katten med sin venstre hånd, mens hendes beringede højre hånd hviler i skødet.
Da Cecilia Beaux bruger de spanske diminutiver – Sarita for sin kusine Sara og Sita, “den lille”, for sin kat – nikker Beaux til den spanske maleris popularitet i det 19. århundrede, sådan som den blev dyrket af Manet
Den amerikanske kunstner Cecilia Beaux (1855-1942) studerede i Paris i slutningen af 1880’erne og blev stærkt påvirket af sin umiddelbare kontakt med fransk impressionisme. Hendes dristige, lysende stil og lette palet kan nemt måle sig med samtidige kunstnere som James McNeill Whistler, John Singer Sargent og Mary Cassatt, hvis værker hun kendte og nogle gange henviste til i sine egne malerier. Hendes models hvide kjole citerer for eksempel Whistlers Symfoni i hvidt, nr. 1: Den hvide pige (1862), mens den måde, katten sidder på, og dens blik refererer til Édouard Manets maleri Olympia (1865), hvor en sort kat sidder ved foden af Olympias seng.
Maleriets titel kan også være udtryk for Manets indflydelse. Da Cecilia Beaux bruger de spanske diminutiver – Sarita for sin kusine Sara og Sita, “den lille”, for sin kat – nikker Beaux til den spanske maleris popularitet i det 19. århundrede, sådan som den blev dyrket af Manet.
En af sin tids fineste portrætmalere
Cecilia Beaux var en af de førende amerikanske portrætmalere i slutningen af det 19. århundrede, anerkendt for sin tekniske kunnen og sin følsomme observation af mennesker – især kvinder. Hun var i stand til at gengive sine kvindelige portrætter med vid og intelligens – mere end blot som skønhedsobjekter. Dette værk er en kopi af det, der blev malet i 1893.
Før Beaux donerede originalen til Musée de Luxembourg i Paris – nu på Musée d’Orsay – malede hun det andet maleri “til sin egen tilfredsstillelse”.
I 1895 blev Cecilia Beaux den første kvinde, der fik en fast lærerstilling ved Pennsylvania Academy of Fine Arts, og hun blev medlem af det mandsdominerede National Academy. Hun blev tildelt en guldmedalje for livstidspræstation af National Institute of Arts and Letters og blev i øvrigt hædret af Eleanor Roosevelt som “den amerikanske kvinde, der havde ydet det største bidrag til verdens kultur”.
Stormfulde forhold, subtil kolorit og spiritualitet
Gwendolen Mary John (1876–1939) var en walisisk kunstner, der arbejdede i Frankrig det meste af sin karriere. Hun malede hovedsageligt portrætter af anonyme kvindelige modeller, ofte i næsten monokrome toner. Hendes liv og arbejde er blevet overskygget af hendes berømte bror Augustus John og en af hendes berømte elskere, Auguste Rodin, men hun er nu anerkendt i sin egen ret.
Gwen John lavede adskillige versioner af dette maleri – nogle næsten identiske og andre med forskellige poseringer eller kostumer. Modellen var en nabo til John i Meudon, nær Paris.
Gwen John havde et til tider turbulent liv, og vanskelighederne begyndte, da hendes mor døde, da Gwen var otte år gammel. Hun studerede kunst på Slade School of Art i London under James McNeill Whistler. Johns voldsomme og obsessive kærlighed til både mænd og kvinder forstyrrede eller foruroligede nogle af hendes elskere.
Efter at forholdet til Rodin sluttede, og hendes liv igen var i kaos, vendte hun sig mod katolicismen og til et tilbagetrukket og spirituelt liv – omgivet af sine katte
I 1904 tog hun til Paris og begyndte at arbejde som model – primært for kvindelige kunstnere, men også for billedhuggeren Auguste Rodin. Selvom Rodin var 35 år ældre end Gwen John, blev han hendes elsker i mere end 10 år i et passioneret forhold, hvor hun sendte ham tusindvis af lidenskabelige breve. Deres stormfulde affære ændrede både deres liv og deres kunst.
I løbet af sine år i Paris mødte hun mange af sin tids andre førende kunstpersonligheder – herunder Picasso, Matisse og Brancusi – men hun ignorerede de nye udviklinger inden for sin tids kunst og foretrak at finde sin egen vej.
Efter at forholdet til Rodin sluttede, og hendes liv igen var i kaos, vendte hun sig mod katolicismen og til et tilbagetrukket og spirituelt liv – omgivet af sine katte.
Hendes portrætter er for det meste af anonyme kvindelige figurer, der sidder i trekvartformat med hænderne i skødet. Hun skabte tusindvis af tegninger. Ud over atelierarbejde lavede hun mange skitser og akvareller af kvinder og børn i kirken.
Den 10. september 1939 skrev hun sit testamente og rejste derefter til Dieppe, hvor hun kollapsede, blev indlagt på hospitalet og døde den 18. september – “og det så ud til, at hun havde sultet sig ihjel”.
Gwen Johns billeder findes i mange offentlige samlinger, bl.a. National Museum i Cardiff, Metropolitan Museum of Art i Washington og Tate Britain i London.
Hendes kunst lyser stadig i sin stille ro og diskrete kolorit.
En sort kat og kvindelig patronage
Det er ikke en troldkvinde, der poserer med en kat i dette maleri, men en hypnotiserende kat, som er malet for en meget indflydelsesrig kvinde, filantrop og kunstsamler.
Bart van der Leck (1876-1958) var en hollandsk maler, designer og nøglefigur i udviklingen af moderne kunst i begyndelsen af det 20. århundrede, kendt som medstifter af De Stijl-bevægelsen. I 1916 valgte han, ligesom Piet Mondriaan, en radikal abstraktion i sit arbejde og brugen af primærfarverne rød, gul og blå.
Under et besøg på Louvre i Paris blev Van der Leck imponeret af den klassiske egyptiske kunst. Han blev inspireret af de stærkt forenklede former, de sobre farver og måden at skildre motivet på – både fra siden og i profil
Dette valg er et resultat af en søgen efter et nyt visuelt udtryk, som De Kat er et godt eksempel på. Dyret er placeret centralt i et skarpt og minimalistisk design, der kun er gengivet i farverne sort, hvid, rød og orange.
Under et besøg på Louvre i Paris blev Van der Leck imponeret af den klassiske egyptiske kunst. Han blev inspireret af de stærkt forenklede former, de sobre farver og måden at skildre motivet på – både fra siden og i profil. Han donerede De Kat til Helene Kröller-Müller, en ivrig kunstsamler – og hans velhavende mæcen.
Uophørligt selskab for en kræsen kunstsamler
Helene Emma Laura Juliane Kröller-Müller (1869-1939) var en tysk kunstsamler, en af de første europæiske kvinder, der etablerede en større kunstsamling. Født ind i en velhavende industrifamilie studerede Helene under den hollandske maler Henk Bremmer (1871-1956). Da hun blev en af de rigeste kvinder i Holland, anbefalede Bremmer, at hun oprettede en kunstsamling.
Som en af de første samlere, der anerkendte Vincent van Goghs geni, samlede hun i alt mere end 90 Van Gogh-malerier og 185 tegninger, men hun samlede også værker af Picasso, Georges Braque, Piet Mondriaan og andre moderne kunstnere; af Bart van der Leck købte hun mere end 400 værker.
Hele hendes samling blev til sidst solgt til den hollandske regering sammen med hendes og hendes mand, Anton Kröllers, landsted; museet åbnede i 1938. Det kendte Kröller-Müller Museum og skulpturhaven ligger i en af de største nationalparker i Holland – Hoge Veluwe Nationalpark – nær byen Otterlo og Arnhem.
Helene Kröller-Müller var “fascineret” af De Kat, som hun skriver til Van der Leck: “Jeg kalder hende altid ‘min samvittighed’, fordi hendes gennemtrængende øjne følger dig overalt, og nogle gange har vi været nødt til at stille hende væk for at være uden hendes ubarmhjertige selskab i et stykke tid.”
Held og lykke til jer alle, der får lov til at nyde kunstværkerne.
Med tak til Peter Ludvigsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og