Emilie Kellberg: Hvorfor ser vi Game of Thrones?

Emilie Kellberg 01.09.2017

INDSIGT – Som fænomen kan Game of Thrones være svært at forstå, ikke mindst for dem, der endnu ikke har ladet sig betage historien om middelalderlig stoledans på liv og død. Igennem syv sæsoner har HBO’s hitserie insisteret på at give os alt det, vi normalt nødigt vil konfronteres med af vores fiktion: Incest, tortur, kastration, barnemord og voldtægt i rigelige mængder. Så hvorfor i alverden ser vi det? Lektor ved Aarhus Universitet Lis Møller har et bud. Det er nemlig langt fra første gang, vi lader os dybt betage af middelalderens brutalitet og mørke kulisser.

Det bliver næppe større end Game of Thrones. Sommerens premiere på syvende og næstsidste sæson af David Benioffs og Dan Weiss’ fantasyserie var HBO’s mest sete sæsonpremiere nogensinde, i USA såvel som i Skandinavien. Og modsat de fleste andre serier er Game of Thrones’ seertal steget sæson for sæson.

Mens forfatter George R.R. Martins lige dele dystre og fantasifulde gengivelse af middelalderen fylder vores skærme, dominerer serien samtidig den populærkulturelle bevidsthed og samtale. Den skaber et internetmiljø præget af angst og paranoia hos de seere, som frygter spoilers, og en nærmest demonstrativ atmosfære af ligegyldighed hos dem, der ikke følger med.

Måske er der alligevel noget ud over de blottede kønsdele og ildsprudlende fabeldyr, som taler til vores kollektive (under)bevidsthed

Det er en besættelse, der sidste år fik skuespiller Ian McShane til at bede folk om at få et ”fucking life”. ”It’s only tits and dragons,” lød hans dom i et interview med The Telegraph, og det er også svært at argumentere imod mængden af begge i Game of Thrones.

Men måske er der alligevel noget ud over de blottede kønsdele og ildsprudlende fabeldyr, som taler til vores kollektive (under)bevidsthed. Det mener i hvert fald Lis Møller, romantikforsker og lektor i Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet. Og hun har god grund til at vide det. Hun har for nylig fået tildelt knap seks millioner kroner af Det Frie Forskningsråd til sit forskningsprojekt i ”middelalderisme” – et begreb, de fleste nok ikke har hørt om, men faktisk er udmærket bekendt med.

Futuristiske robotmonstre

Middelalderisme er ifølge Lis Møller nutidens genbrug og genfortolkning af middelalderen i alt fra litteratur, kunst og arkitektur til film, musik og endda middelaldermarkeder. Det er det, vi for eksempel kender fra populærkulturelle fænomener som Ringenes Herre og Harry Potter, hvor middelalderen eller middelalderlige elementer spiller en rolle i fortællingen.

Det kan være fortællinger mere eller mindre funderet i den faktiske, historiske middelalder eller – som er tilfældet med Game of Thrones og meget andet fantasy – være en fri opfindelse af historier, som foregår i en fiktiv middelalder huseret af drager og troldmænd.

”På den måde er der et virkeligt stort spænd,” forklarer Lis Møller. ”På den ene side har vi det, som åbenlyst og helt eksplicit tilhører en anden tid end middelalderen. Et eksempel er Transformers-filmene, der bygger på legenden om Kong Arthur og hans riddere, men som jo samtidig kobler det med futuristiske robotmonstre. Det er udtalt middelalderisme.”

”På den anden side har vi en meget flydende grænse mellem, hvad man kan kalde historiske eller filologiske middelalderstudier og middelalderisme,” siger Lis Møller og fremhæver den irske biskop Thomas Percy, der i midten af 1700-tallet udgav en samling middelalderballader baseret på et gammelt manuskript, han havde fundet.

Et eksempel er Transformers-filmene, der bygger på legenden om Kong Arthur og hans riddere, men som jo samtidig kobler det med futuristiske robotmonstre. Det er udtalt middelalderisme

Havde Percy udgivet dem i sin rene form, havde der været tale om et middelalderstudie, men biskoppen ville gerne appellere til et samtidigt publikum og til det, syntes han, at balladerne var for uslebne, forklarer Lis Møller.

“Så han polerede dem, og i de tilfælde, hvor de også var lidt fragmentariske, fyldte han selv hullerne ud. På den måde lavede han egentlig et kunstprodukt, og så er der tale om middelalderisme,” siger Lis Møller.

Rødder tilbage til Frankenstein

Svaret på, hvad Game of Thrones har til fælles med en biskops udgivelse af middelalderballader i 1700-tallet, er altså den kreative fortolkning af middelalderen. Det er ifølge Lis Møller et fænomen, som man kan spore helt tilbage til den tid, hvor middelalderen slutter.

”Aldrig så snart er middelalderen forbi, før renæssancedigterne tager middelalderismetemaer op. Det kan for eksempel være Shakespeare, der skriver Hamlet, som jo oprindeligt kommer fra middelalderhistorikeren Saxo,” siger Lis Møller.

Med den gotiske roman er der tale om et populærkulturelt fænomen, hvor historiens handling henlægges til middelalderen, der jo er en fantastisk kulisse. Det bliver et rigtigt bestsellerfænomen

Vi skal dog helt frem til slutningen af 1700-tallet og den gotiske roman, før middelaldertolkninger for alvor bryder igennem. Her dannede middelalderlige elementer som dystre og skyggefulde slotte rammerne for nogle af tidens og eftertidens mest populære romaner. Tænk Horace Walpoles Slottet i Otranto og Mary Shelleys Frankenstein, hvor middelalderen viser sig fra sin mørkeste side. Det blev en kæmpe succes, forklarer Lis Møller.

”Med den gotiske roman er der tale om et populærkulturelt fænomen, hvor historiens handling henlægges til middelalderen, der jo er en fantastisk kulisse. Det bliver et rigtigt bestsellerfænomen.”

Et tegn på krise

Set i det lys er Game of Thrones’ nuværende succes måske mindre enestående. Samtidig peger det på et fællestræk mellem de perioder, hvor middelalderen flytter ind i vores mainstreamkultur, mener Lis Møller.

”Det er tankevækkende, at det første middelalderistiske gennembrud kommer på et tidspunkt, hvor Europa virkelig står over for nogle hidtil usete omvæltninger med den franske revolution og et truende sammenbrud af alt, hvad man har kendt. Og i England, hvor middelalderismen kommer til at stå stærkt i begyndelsen af 1800-tallet, er der jo også en industriel revolution, som forandrer landet og den måde, man er og bor på. På den måde kan man se den her tilbagevenden til middelalderen som et krisetegn og et udtryk for en rådvildhed og rodløshed, der breder sig i perioden.”

Det mønster gentager sig selv ved middelalderens næste store gennembrud, som indtræffer i årene omkring årtusindskiftet og ikke mindst 9/11.

”Alle former for århundredeskifter er knyttet til en eller anden fornemmelse af krise, men årtusindskiftet var især. Her var der mange undergangsfantasier, og så kom 9/11, som lavede fuldstændig om på rigtig mange ting,” siger Lis Møller.

På den måde kan man se den her tilbagevenden til middelalderen som et krisetegn og et udtryk for en rådvildhed og rodløshed, der breder sig

Det kriseperspektiv bakker ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Berit Kjærullf op om. Hun arbejder på sin ph.d. i dansk litterær middelalderisme og ser ligesom Lis Møller en klar dominans af middelalderen i den politiske diskurs i tiden omkring og efter 9/11.

”Tilbage i 2001 udlægger Bush sin krig mod terrorisme som et middelalderligt korstog. Samtidig ser man tit i dag folk i medierne, som kritiserer forskellige folkeslag for at lave i middelalderen,” siger Berit Kjærulff.

Manglende tro på fremtiden

Det er en meget mørk fortolkning af middelalderen, er begge forskere enige om, og den står i skarp kontrast til 1800-tallets brug af perioden. Her var udlægningerne ofte langt mere idealiserede og utopiske med det formål at kritisere blandt andet det industrielle samfund. Lis Møller fremhæver den engelske arkitekt August Pugin, som dyrkede middelalderen i nostalgiske før- og efterbilleder. Et kendt eksempel er hans ”Kontrasterede hjem for fattige”, der skildrer middelalderens fattiggårde som åbne og idylliske modsat samtidens fængselslignende bygninger.

I Danmark blev middelalderismen hurtigt et nationalistisk projekt, også motiveret af en akut krisetilstand.

”I begyndelsen af 1800-tallet er den danske nation jo i knæ, og den nationale selvfølelse har lidt et alvorligt knæk med bombardementet af København, tabet af flåden og Norge, statsbankerot og økonomisk krise. Her var middelalderfortællingerne en påmindelse om både de kriser, vi som nation tidligere havde gennemlevet, men også om tidligere storhed,” forklarer Lis Møller.

Vi gennemlever lige nu på mange måder en mørk tid med et Europa og Vesten i forandring – måske endda i afvikling, vil nogle mene. Vi er rådvilde og tror ikke på fremtiden

I dag tjener brugen af middelalderen atter et andet formål. Men diagnosen er den samme som i 1700- og 1800-tallet.

”Vi gennemlever lige nu på mange måder en mørk tid med et Europa og Vesten i forandring – måske endda i afvikling, vil nogle mene. Vi er rådvilde og tror ikke på fremtiden. Man taler generelt om en generation, der ikke føler sig sikker på, at livet bliver bedre for deres børn, end det var for dem, måske tværtimod,” fortæller Lis Møller.

”Hvis man ser tilbage på 1980’erne og afviklingen af den kolde krig, så var der en kæmpe optimisme, og man håndterede middelalderen på en meget mere humoristisk måde. I dag har vi mistet troen på, at fremtiden bliver bedre. Det er nogle meget mørke toner, som vi dyrker og bearbejder i fortællinger som Game of Thrones.”

Mørk og feministisk middelalder

Nutidens genbrug af middelalderen er med andre ord meget langt fra den ofte optimistiske og nationalistiske fortælling, vi så tilbage i 1700- og 1800-tallet. Ifølge Berit Kjærulff peger det på middelalderen som et unikt rum, hvori man kan projicere samtidige problemstillinger og diskutere dem på en måde, som man ikke kan med andre historiske perioder. Det skyldes ikke mindst periodens dunkelhed, mener Lis Møller.

”Der er så meget, vi ikke ved om middelalderen. Det er en periode på tusind år, og der er meget – især den allerførste del af middelalderen – som stadig er gådefuldt og ubeskrevet. Der er virkelig rum for at man kan komme med sine egne fortolkninger,” siger Lis Møller.

Heri ligger måske selve nøglen til middelalderens vedblivende popularitet.

Selv samme gådefuldhed skaber også plads til, at perioderne kan sætte deres eget præg på middelalderen. I et samfund, hvor for eksempel feministiske bølger har skyllet forældede samfundsstrukturer væk (sådan da), må middelalderen finpudses en smule for at passe ind.

”Noget nyt er den rolle, som kvinder og kvindefigurer får i middelalderhistorierne i dag. Vores opfattelse af, hvad kvinder kan, har jo ændret sig markant siden 1800-tallet. Vi ser derfor kvinder i første række i kampsituationer og stærke, handlekraftige kvinder, der udøver magt. Det har vi ikke set tidligere,” forklarer Lis Møller.

Heri ligger måske selve nøglen til middelalderens vedblivende popularitet. Som periode er den tilpas mystisk til at kunne indeholde drager og kvinder, der får lov til at spille en afgørende rolle på skærmen. Det betyder, at vi til enhver tid vil kunne identificere os med middelalderen, for middelalderen er, hvad vi har brug for, at den er. Lige nu er den mørk og feministisk, men det vil formentligt ændre sig igen.

”Det kommer an på, hvordan verden udvikler sig,” vurderer Lis Møller. ”Forhåbentlig bliver vi igen fulde af fortrøstning, og så bliver fortællingen om middelalderen måske en anden. På den måde er der intet, der varer ved.”

Fotos: HBO og Wikimedia Commons