FILM // ANMELDELSE – Jacques Audiards Emilia Pérez er blevet en kæmpe succes og har blandt andet som første ikke-engelsksprogede film vundet en Golden Globe for bedste Komedie/Musical. Det er dog netop musical-delen, som halter, for ikke en eneste sang er værd at lytte til, og så bliver det en lang film.
I gamle dage var alle teaterstykker musicals. I den græske tragedie var alle replikker afsungne, alt var tilsat rytmik og melodi, og det såkaldte ‘græske kor’ dansede rundt og kommenterede handlingen.
Når Jacques Audiards Emilia Pérez er bedst, fungerer den på samme måde. Karakterernes personlighed kan aflæses af den rytmiske måde, de fremfører deres replikker på, og hele verden omkring karaktererne fungerer som et græsk kor: fra rengøringsarbejdere, der gør nar af hovedpersonen, til gadelys og flysignaler, der også rytmisk synes at danse rundt til handlingens rytmik.
På den måde fungerer Emilia Pérez’ musical-elementer som en videreførsel af den meget stil-bevidste instruktør Jacques Audiards tidligere film. Han har altid brugt stiliserede omgivelser og overdrevne elementer til at bringe sine karakterer og plot tydeligere i fokus.
Så filmen fungerer ret godt som en Audiard-film. Desværre fungerer den rigtig dårligt som en musical, i og med at samtlige dens sange ligger et sted mellem middelmådige og tåkrummende ringe. Og som fortælling om en transkvinde, der er tidligere kartelboss i Mexico, er den også tom og overfladisk. Men nu er det jo også en Audiard-film, og på de præmisser hører den alligevel til blandt instruktørens bedre.
Rigtig meget plot
Advokaten Rita Mora Castro (Zoe Saldaña, der leverer filmens bedste præstation) er virkelig god til at få rige mænd frikendt for vold mod kvinder, men er også ved at køre træt i sit liv.
Hun bortføres af den mystiske kartelboss Manitas (Karla Sofía Gascón, der spiller karakteren både før og efter kønsskiftet, noget bedre i anden halvdel af filmen), der vil have hjælp til at få foretaget en kønsskifteoperation, for derefter under et nyt navn, Emilia Pérez, at kunne stikke af fra livet som narkogangster og få sin kone Jessi (Selena Gomez, virkelig ringe) og deres to børn i sikkerhed andetsteds.
Fire år senere vender den genkendelige Emilia tilbage til advokaten Ritas liv, med ønsket om at få sin familie tilbage igen. Så Jessi og de to børn flytter ind hos ‘tante’ Emilia, der også sammen med Rita laver en organisation, der skal hjælpe den mexicanske befolkning med at finde nogle af de titusindvis af ‘forsvundne’, som for de flestes vedkommende er myrdet af kartellerne.
Men konen Jessi ønsker også at komme videre med sit liv, hvilket på sigt vil medføre, at hun rejser med børnene, og snart begynder fortidens mørke at vende tilbage.
Problemet med musikken
Det er rigtig meget plot, og det hjælper ikke på filmen, at meget af plottet leveres i sange, så de forskellige pointer gentages. Det får plottet til at fylde så meget, at der næsten ikke er plads til andet i filmen.
Det er, som om Audiard har dækket sig ind bag musical-genrens koder, for at få lov til at bruge de æstetiske idéer han brænder for, uden at gide at få sang- og danse-delene til at fungere
Det er egentlig lidt mærkeligt, for traditionelt har musicals haft utrolig simple handlinger, så der var plads til at folde følelserne ud i sang. Men i stil med en anden nylig fransk musical, Leos Carax’ Annette fra 2021, er det her i høj grad plot-scenerne, der sættes musik til.
Det gør sangene mekaniske og uvedkommende, og bortset fra at de giver Zoe Saldaña mulighed for at levere nogle eksplosive dansetrin, gør sangdelen nærmest intet godt for filmen.
Der er dog også i nogle scener en musikalitet over filmen – en rytmik og bevægende plasticitet, som er ret fed. Men man kunne også bare have lavet en stiliseret film fyldt med rytmisk bevægelighed uden at spilde halvdelen af filmen på at folk for eksempel messer “Vaginoplasty / Rhinoplasty / Laryngoplasty / Mammoplasty.”
Det er, som om Audiard har dækket sig ind bag musical-genrens koder, for at få lov til at bruge de æstetiske idéer han brænder for, uden at gide at få sang- og danse-delene til at fungere.
Masser af genre-logik, masser af ikoniske billeder
Det har nok været mit sædvanlige problem med Jacques Audiard. Han er måske den mest amerikanske af de store europæiske instruktører, og han arbejder med genre-logik fra Hollywood, men blander det op med europæiske arthouse-troper.
For eksempel er Profeten (2009) en enormt konventionel fængselsfortælling, men dens inddragen af islamisk ikonografi, hvor hovedpersonens fortælling synes inspireret af Muhammeds liv, var ret beåndet. Dheepan (2015) var en af de mest æstetisk opfindsomme film om flygtningeskæbner i nutidens Europa, indtil den kollapsede i forvirrende og kedelige actionscener.
En musical med så ringe sange kan simpelthen aldrig rigtig komme op at flyve.
Audiard dyrker det ikoniske, dels fra filmhistoriens største klichéer, dels fra outsiderne og samfundets undertrykte. Så det er ikke overraskende, at hans Mexico virker som en eksotisk filmkulisse snarere end et virkeligt land, og at han forfalder til klichéer om transpersoner, samtidig med at han lader Karla Sofía Gascón stråle i al sin kratfulde eksistens.
I sidste ende er Emilia Pérez dog et skuffende skridt tilbage mod den mudrede Audiard’ske blanding af genre og arthouse, efter at han med The Sisters Brothers (2018) lavede en vidunderligt ren western, hvorefter han med Lev, elsk, Paris (2021) lavede en film om ung kærlighed helt uden genre-elementer.
Der gemmer sig en god film i Emilia Pérez, en af de bedste af Audiard, men en musical med så ringe sange kan simpelthen aldrig rigtig komme op at flyve.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
