BØGER // ANMELDELSE – Hvordan bevarer man sin identitet som menneske, når krigstraumer æder lidt af én hver dag, og hvad sker der, når man forsvinder ind i traumernes ingenmandsland? Georgisk-britiske Leo Vardiashvili debuterer med benhård fortælling og roadtrip-roman om at miste alt og samle stumperne op igen. Som læser holder man vejret, når romanens sorte Volga kører os helt ind i hjertet af Georgien og mod traumernes ophav.
Gud kan godt lide det grimme. Sådan præsenterer taxachaufføren Nodar sin halvtreds år gamle mudderplettede GAZ Volga – et levn fra Sovjettiden – inden han beder den unge mand Saba, hvis familiefortælling vi følger i romanen, om at træde op i skrotkassen foran Tbilisis lufthavn:
”Bagdøren er i stykker. Sæt dig op foran.”
Og så er rejsen i gang. Et overraskende venskab spirer.
Romanen Ved udkanten af en stor skov af debutforfatteren Leo Vardiashvili, der selv kom til London fra Georgien som 12-årig flygtning, er en fortælling om at søge tilbage mod de traumer, der formede én som menneske og gav ens liv den retning, det fik.
Mest af alt læser jeg romanen som et indblik i, hvordan krige fortsat raser inde i mennesker, selv når den faktiske krig er overstået. Og hvorfor mennesker, der har haft krigen helt tæt inde på livet, ikke bare kan ”komme videre”
Og så er den fuld af den slags hændelser, som Carl Jung nok ville have beskrevet som ”synkronicitet”. Hændelser, der ikke er kausalt forbundne, men som opfattes som meningsfulde og ikke-tilfældige for den enkelte – og dermed forbundne på ”et andet plan”.
I romanen her sker det, når vi præsenteres for usandsynlige venner, der dukker op, når nøden er størst og tilbyder lift og husly. Eller en blaffer, der tages med op med fatale konsekvenser. Ungdomsflammer, der pludselig viser sig i gadebilledet.
Og stemmerne fra afdøde familiemedlemmer og venner, der ikke vil holde kæft, og bliver ved med at rable både hjælpsomme råd og sarkastiske kommentarer af sig. De usandsynlige sammentræf og meningsfulde møder er ofte det, der bringer handlingen videre i klassiske roadtrip-fortællinger, og det samme er tilfældet i denne roman.
Leo Vardiashvili har blik for det tragikomiske
Vi følger førnævnte Saba, en ung mand i tyverne, der i 1992 flygtede til England med sin far og ældre bror fra borgerkrigen i hjemlandet Georgien. Efter landets uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991 opstår der kaos, og landet er en kampzone. Moderen Eka bliver tilbage i Georgien, da hun ikke ejer et pas, og da der ikke er penge nok til at hele familien kan flygte sammen. Mindet om Eka og håbet om en dag at genforene familien tvinger faderen Irakli til at pukle for småpenge i londonske varehuse og fabrikker. Det beskrives i bogen, hvordan det hårde fysiske arbejde tærer på Irakli:
”Vi så ham erodere. Engang faldt han i søvn ved middagsbordet med skeen halvvejs på vej op til munden. Vi lo og lo. Nogle gange må man grine af noget for at tage brodden af det.”
Det tragikomiske blik på situationen er gennemgående i romanen. Mange af os kender det nok (også fra mindre traumatiske oplevelser): følelsen af, at når tingene ser allermest håbløse ud, kan de få et komisk skær. Det er forfatteren eminent til at vise os litterært. Han har blik for, hvornår det sørgelige kammer over og bliver først absurd, dernæst morsomt. I hvert fald er der masser af humor i romanen på trods af, eller måske til dels på grund af det voldsomme stof, der er omdrejningspunktet.
Det er alt for nemt at blive hård, langt sværere at forblive åben og tillidsfuld
Da faderen en dag tager ud i lufthavnen og sætter sig på et fly til Georgiens hovedstad, Tbilisi, for at søge efter svar i fortiden og hjemlandet, vender han ikke tilbage. Storebroren indleder en intens eftersøgning fra London og får sat efterlysningsplakater op i Tbilisi. ”Eftersøgningsplakater har en vis aura af at græde over spildt mælk”, bemærker Saba tørt. Da også storebroren tager til Tbilisi for at lede efter deres far og al kontakt ophører efter en mystisk e-mail, sætter Saba sig på et fly og vender tilbage til sin hjemby for at finde ud af, hvad der er sket.
Du kan aldrig vende hjem
Eftersøgningen former sig som et uforudsigeligt roadtrip gennem et Georgien, der beskrives som vildt, mystisk og farligt men også fuld af varme og hjælpsomhed. Talemåden ”En gæst er en gave fra Gud” nævnes flere gange af personer i romanen som udtryk for den særlige georgiske gæstfrihed.
På grund af en oversvømmelse driver vilde dyr fra Zoologisk Have rundt i Tbilisis gader. Samtidig har Saba sine egne rovdyr at kæmpe med. Han plages af rædselsvækkende minder (særligt ét) fra det krigsplagede Georgien. Han fører i tankerne lange samtaler med afdøde familiemedlemmer og venner. Stemmerne er ikke altid søde ved ham, men de giver ham ledetråde og bringer ham videre. Han følger kryptiske spor som storebroren har lagt ud til ham, og som han kun kan afkode, hvis han formår at huske deres barndoms fælles og selvopfundne sprog – de delte en passion for Bukowski og Troldmanden fra Oz.
Han oplever et voldsomt forræderi, men besidder de træk som skaber en ægte helt: Et stort hjerte, mod, og måske vigtigst, evnen til at tilgive. Det redder ham ud af mange situationer.
Men det Tbilisi, han forlod, er ikke længere den by, han husker, og han er heller ikke selv det samme menneske, som det barn der flygtede i 1992. Man kan som bekendt ikke træde to gange ned i den samme flod. Og du kan aldrig vende hjem igen (som Thomas Wolfe skrev).
Hvis du prøver, vil alting være forandret til uigenkendelighed, fordi du selv er forandret, og de mennesker du kendte er døde, blevet ældre, måske lidt sære, eller måske bare anderledes end som du huskede dem. Et meget bogstaveligt eksempel fra bogen er da Saba besøger den lejlighed, han voksede op i, som på det tidspunkt er blevet til en skobutik under ombygning.
”Hvis de banker hul i den mur, vil det her sted aldrig blive mit hjem igen. Hvis muren bliver stående, kan jeg stadig ordne det her. Jeg kan frembringe minderne om de detaljer, der er falmet. Der må være noget, jeg kan gøre for at standse dem. Jeg ser på manden med forhammeren, men det eneste jeg ser er, er gråblå ligegyldighed, der stirrer igen.”
Den indre krig
Leo Vardiashvilis romandebut har med et fortærsket udtryk meget ”på hjerte”. Romanen viser os, hvad krig gør ved mennesker, og hvorfor de mest prøvede hjerter ofte griber til humor for at overleve. Ved at gøre rejsen tilbage til ”ondets rod” til en fysisk rejse, som fortælleren foretager som passager i en sort Volga med en tvivlsom chauffør, får fortællingen drivkraft og energi. Der er bare noget med transportmidler i litteratur – de kan have en næsten magisk kraft.
Romanen synes at sige: ”Hey, det er forståeligt at hænge fast i fortiden, når det allermest dyrebare er blevet taget fra dig, men det er også nødvendigt på et tidspunkt at lægge fortiden bag dig og vende blikket mod fremtiden.”
For så på næste side at trække i land og gøre det klart, hvorfor det langt fra er alle krigstraumatiserede mennesker, der magter denne opgave.
Mest af alt læser jeg romanen som et indblik i, hvordan krige fortsat raser inde i mennesker, selv når den faktiske krig er overstået. Og hvorfor mennesker, der har haft krigen helt tæt inde på livet, ikke bare kan ”komme videre”, når de først er nået i sikker havn i et andet land. Som Saba beskriver det på et tidspunkt efter et forræderi, der stikker dybt:
”Mit hjerte er blevet hærdet på få timer, som hjerter kan.”
Det er alt for nemt at blive hård, langt sværere at forblive åben og tillidsfuld. I den tid vi lever i netop nu, er det værd at minde sig selv om. Netop dette at holde hjertet åbent i en hård tid gør denne meget læseværdige roman højaktuel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og