BILLEDKUNST // PORTRÆT – Emil Nolde er en betydningsfuld ekspressionistisk maler. Men Emil Nolde er også en myte.
Og det er myten, der er temaet i Hans Christian Davidsens gennemresearchede og rigt illustrerede bog med titlen Nolde – maleren, der trådte ved siden af. Den handler om opbygningen af Nolde-myten og punkteringen af den.
For kort at repetere denne myte kan vi tage udgangspunkt i et fotografi fra en stor udstilling i Berlin i februar 1937 af Entartete Kunst (”degenereret kunst”). En delegation af betydningsfulde mænd skridter kunstfronten af under ledelse af propagandaminister Joseph Goebbels (med hvid frakke og blød hat). Den berygtede udstilling, én af mange i Det Tyske Riges store byer, skulle give folket lejlighed til at se kunstværker, som blev beslaglagt af nazisterne, fordi de i deres dekadente formsprog nedgjorde tyske værdier.
På fotoet ses to af Emil Noldes malerier: Det øverste af dem er Christus und die Sünderin, ofte blot kaldet Die Sünderin, malet 1926 – et af de ”entartede” malerier, der overlevede udrensningen, og som nu kan ses på Neue Nationalgalerie i Berlin.
Sådan et foto er godt for myten: Nazisterne kunne ikke lide Emil Nolde, de betragtede ham som en degenereret maler!
I 1937 åbnede det store kunstmuseum Haus der Deutschen Kunst i München, selveste Adolf Hitler holdt åbningstalen. Bl.a. sagde han – og jeg skal på forhånd undskylde for den lange vej til pointen:
”Af de billeder, der er sendt ind til udstilling, fremgår det tydeligt, at nogle menneskers øjne ser ting anderledes, end de er, at der virkelig er mennesker, som af princip opfatter enge som blå, himlen som grøn, skyer som svovlgule, eller, som de måske vil foretrække at sige det, ”oplever” dem sådan. Jeg behøver ikke at beskæftige mig med, om de virkelig ser eller opfatter ting på den måde; men på det tyske folks vegne er det min pligt at forhindre disse elendige stakler, som tydeligvis lider af synsforstyrrelser, fra med vold og magt at overtale deres samtidige med deres snak om, at disse synsbedrag er virkelige, eller fra at fremstille dem som kunst. Der er kun to muligheder. Enten ser disse ”kunstnere” virkelig tingene på denne måde og tror på det, de fremstiller. Så behøver man kun at undersøge, hvorledes synsforstyrrelserne opstod, og hvis de er arvelige, må indenrigsministeren drage omsorg for, at en så alvorlig øjendefekt ikke får lov til at nedarves. Eller også tror de ikke på, at deres synsindtryk er sande, men søger af andre grunde at belaste nationen med deres humbug, og så er det en sag for domstolene. Der vil ikke være plads til den slags arbejder i denne bygning.”
Et maleri som fx Emil Noldes Brecher, 1936, udtrykker intet som helst politisk, endsige anti-nazistisk budskab – faktisk intet ”budskab” overhovedet
Til forståelse af entartete Kunst i almindelighed og Nolde-myten i særdeleshed er dette Hitler-citat et godt udgangspunkt: Det er fordi visse kunstnere udtrykker et perverteret virkelighedssyn, at deres værker må holdes ude fra det offentlige rum; de spreder sygdom i det velordnede samfund. Umiddelbart betragtet er Hitlers ”kunstsyn” et krav om realisme i banal forstand:
Et kunstværk skal afspejle virkeligheden, som den er – 1:1. Sådan et krav til kunsten var – og er – Hitler jo langtfra alene om. Det giftige er blot, at han havde uindskrænket magt til at definere, hvad ”sand” virkelighedsgengivelse er – og magt til straffe dem, der definerede anderledes.
Et maleri som f.eks Emil Noldes Brecher, 1936, udtrykker intet som helst politisk, endsige anti-nazistisk budskab – faktisk intet ”budskab” overhovedet. Det refererer ikke til en anden virkelighed end den, vi ser på lærredet: Kraftige mørkegrønne bølger brækker i brændingen og slås til skum, der changerer mellem hvidt, blåt og grønt – og med enkelte svage afspejlinger af de dybt orangerøde skymasser, der maser sig hen mod beskueren ligesom bølgerne. Et dramatisk, koloristisk natursceneri – hvem vil ikke gerne have det hængende på væggen på sit kontor?
I 2019 ville Angela Merkel, daværende forbundskansler i Tyskland, ikke længere.
Bagsiden af Nolde-myten
Og så er vi fremme ved den anden side af myten – bagsiden: Emil Nolde var nazist, antisemit, medlem af Nationalsozialistische Arbeitsgemeinschaft Nordschleswig fra 1934 til 1945.
I sin bog dokumenterer Hans Christian Davidsen dette ”sindelag” med talrige citater fra Noldes og hans kone Adas breve. Men kan det ses i hans malerier og akvareller?
I et maleri som Die Sünderin, 1926, det maleri Goebbels vender skulderen til på fotoet, og i de mange andre malerier med nytestamentlige motiver, som Nolde malede i første tredjedel af 1900-tallet, kan man måske se et vist præg af karikerede jødiske ansigtstræk. Men karikatur, forvrængning af kroppes og ansigters proportioner er generelt et karakteristikum ved den ekspressionistiske malemåde. Og på den anden side: Det kunne næppe være et nazistisk argument at fordømme Die Sünderin med den begrundelse, at det gav udtryk for et forvrænget syn på jøder…
Antisemitismen er ikke et malerisk tema hos Nolde. Men i private og offentlige breve er den et element i hans usmagelige bestræbelser på først at blive anerkendt som kunstner i, hvad han selv – og andre – betragtede som en jødisk domineret kunstverden i de første årtier af 1900-tallet, og siden efter Hitlers magtovertagelse at blive anerkendt som en maler, der levede op til Det Tyske Riges æstetiske idealer.
Allerede i 1933 var Emil Nolde inviteret som SS-chefen Heinrich Himmlers æresgæst ved en stor nazistisk festlighed i München
Emil Nolde var faktisk en respekteret maler i 1930’ernes Tyskland; fx havde Joseph Goebbels flere af Noldes akvareller hængende i sit arbejdsværelse, og Nolde tjente mange penge på sine malerier og akvareller – i de bedste år, 1937 og 1941, 40 gange gennemsnitsindkomsten i Det Tyske Rige, understreger Davidsen.
Allerede i 1933 var Emil Nolde inviteret som SS-chefen Heinrich Himmlers æresgæst ved en stor nazistisk festlighed i München, og han kom til at sidde et par meter fra Adolf Hitler selv. Nolde skrev bagefter: ”Føreren er stor og ædel i sine bestræbelser og et genialt handlingsmenneske. Blot er han stadig omgivet af en hel sværm af mørke skikkelser i en kunstigt skabt kulturtåge. Det ser ud til, at denne sol vil bryde igennem her og sprede tågen.”
Emil Nolde var åbenlyst interesseret i at gøre Føreren interesseret i sine malerier, som han selv opfattede som ærketyske. Og derfor kunne han ikke forstå, at hans værker kom på den sorte liste. Efter at den organiserede kampagne mod Entartete Kunst havde taget fart i 1937-38, skrev den da 61-årige Nolde til Rigspressechefen:
”Når jeg i mit liv, så længe jeg har været kunstner, har været ude i en åben kamp mod den fremmede indflydelse på den tyske kunst, mod den urene kunsthandel og mod den overdimensionerede jødiske overvægt inden for alle kunstneriske områder og nu i flere år er blevet angrebet og forfulgt fra den side, jeg har kæmpet på, så må der foreligge misforståelser, som kræver en afklaring.”
Men med den tidligere citerede Hitler-tale in mente burde det være indlysende, at Emil Noldes ekspressionistiske penselstrøg aldrig ville falde i Førerens smag; og det skyldtes ikke ”mørke skikkelsers” vildledning. Nej, Hitler betragtede Emil Noldes malerier som noget svineri – som entartet, degenereret, dekadent.
Kernen i Nolde Museum
Det var meget store mængder af malerier, der ifølge en lov af 31. maj 1938 blev beslaglagt, destrueret, brændt eller solgt, alene Emil Nolde fik beslaglagt 1.052 værker. Men han kunne nyde fordel af, at det tyske bureaukrati fungerede som altid:
Fordi han var dansk statsborger (født i det tyskbesatte Sønderjylland), kunne han – i øvrigt ved Joseph Goebbels’ mellemkomst – gøre krav på at få de malerier tilbageleveret, som var hans personlige ejendom. De værker er kernen i Nolde Museum i Seeböll lige syd for den dansk-tyske grænse.
Museet og den styrende stiftelse bag det har, som Davidsen gør grundigt rede for, i den grad bakket op om Nolde-ægteparrets selv-renvaskning, lagt låg på efterladenskaberne og været med til at styre opbygningen af myten, dvs. at skabe en spiselig afbalancering af, at Nolde på den ene side helhjertet bakkede op om det nazistiske tankegods, og at han på den anden side blev udrenset som en unazistisk kunstner.
Hans Christian Davidsen: Nolde – maleren, der trådte ved siden af. Politikens Forlag. 256 sider, udkom 2021, 299,95 kr.
Det gælder f.eks. den store samling af ”Ungemalte Bilder”. I 1941 var Emil Nolde en af de mange kunstnere, som blev ekskluderet af Rigskunstkammeret. Blot for at skaffe sig lærred og pensler og farver skulle man kunne fremvise et bevis på, at man var medlem af kammeret. Nolde begyndte så, i sit hus i Seeböll fjernt fra Berlin, at male akvareller – de der har fået samlebetegnelsen ”umalede billeder”.
Det blev en sejlivet del af myten, men det burde det ikke ifølge Davidsens research: For det første er mange af disse ”umalede billeder” blot akvarelskitser til fremtidige oliemalerier, for det andet stammer mange af dem fra årene før 1941, og for det tredje havde Nolde faktisk ikke i praksis forbud mod at male, kun forbud mod at udstille.
Først i 2013, da en ny direktør, Christian Ring, trådte til, åbnedes arkiverne, og alle nuancer i forholdet mellem maleren og nazisterne begyndte at se dagens lys.
Uden nogen specifik begrundelse meddelte Merkel, at hun ikke ønskede at få malerierne tilbage, når udstillingen var slut
Det foreløbige højdepunkt i den proces var den store udstilling Emil Nolde. Eine deutsche Legende. Der Künstler im Nationalsozialismus på kunstmuseet Hamburger Bahnhof i Berlin i 2019. Det var ikke bare en retrospektiv udstilling af en malers livsværk, cirka 100 billeder i alt. Det var også en dokumentation af de kendsgerninger, som de seneste års forskning havde gravet frem om hans holdninger og gerninger, og som Hans Christian Davidsen nu har bidraget til med sin interessante bog.
Det er så her, Angela Merkel kommer ind i billedet.
Hun havde to Nolde-malerier hængende på sit kontor, udlånt af Stiftung Preußischer Kulturbesitz, der har hånd i hanke med alle de statslige museers samlinger i Berlin. Det ene maleri var som nævnt bølgebilledet Brecher, og det skulle med på den store udstilling i 2019. Uden nogen specifik begrundelse meddelte Merkel, at hun ikke ønskede at få malerierne tilbage, når udstillingen var slut.
Dermed fik Nolde-debatten endnu en spids.
I 2019 kunne ingen velorienteret borger være i tvivl om malerens brune sindelag. Spørgsmålet er nu hvad denne viden skal bruges til i forhold til oplevelsen af hans mange malerier og akvareller: ”Kan vi tillade os at værdsætte fantastiske billeder begået af en kunstner med usympatiske synspunkter?” spørger Davidsen i bogens sidste kapitel.
Bortset fra at en sådan diskussion altid har en særlig tyngde i Tyskland, kan den jo også ses som et led i den aktuelle, bredere identitetspolitiske debat med dens mange forskellige aspekter.
Dokumentation hører til på museum. Men der er jo noget særligt ved kunstmuseer. Et maleri som f.eks. Emil Noldes Brecher er ikke i sig selv et dokument; det er ikke i sig selv en del af en musealt formidlet historiefortælling. Det er i sig selv et æstetisk objekt, en ca. 0,6 m2 stor farvelagt flade, hvis formål er at blive set, at blive perciperet.
Maleriet er skabt i det yderste nordvestlige hjørne af Tyskland i 1936, og det forholder sig overhovedet ikke til noget som helst i nærheden af dets historiske kontekst. Vi kan ikke læse nogen som helst ideologi eller nogen som helst stillingtagen ind i det. Det er sig selv – i sin egen ret.
Og vi kan lide det som maleri, eller vi kan ikke lide det.
Men hvad stiller vi så op med det, når vi møder det på museet? Kan vi skelne mellem vores viden om manden, der malede det, og vores umiddelbare oplevelse af det? Skal vi skelne?
Eller skal vi se nazisten Emil Noldes malerier som entartete Kunst – nu blot med modsat fortegn?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
