
POV SPORT // ANALYSE – De danske håndboldherrer vandt bronze ved EM efter et sandt drama og forlænget spilletid mod Frankrig. En bronzekamp, der førte bevis for, at Danmark råder over en utrolig bredde i truppen. Sverige europamester.
Sikke et punktum. 1-2-3. Guld, sølv og bronze. Facit på en dansk landsholdssæson for håndboldherrerne. Verdensmestre for et år siden, sølv ved OL i sommer og bronze ved europamesterskaberne søndag eftermiddag. Vi finder stemplet med ”mere end godkendt” frem. Man skulle tro, de var på et eller andet – Karat-kaffe måske.
Det kan godt være, danskerne på forhånd var storfavoritter til EM-titlen, det kan godt være, at de blev endnu større favoritter, fordi de ikke som så mange hold blev ramt af håndfulde af corona-isolerede spillere undervejs. Alligevel blev de taktisk outsmarted af Spanien i semifinalen på en dag, hvor det danske spil ikke kom op i gear, og den slags sker nu engang for selv de bedste i en tæt verdenstop.
Undertippede
Men til gengæld var de undertippede i en grad i kampen om bronze mod deres franske overmænd fra OL-finalen for et halvt år siden. Således var venstre back, Mikkel Hansen, sendt op på tribunen med en fodskade, og Mathias Gidsel på højre back slog sit knæ i stykker i et solouheld efter blot ét minut. Danmarks to bedste spillere ude, de var endda begge med på turneringens allstar-hold, men der var ikke andet for Nikolaj Jacobsen at gøre end at gøre brug af den kompetente bredde, han råder over. Og det gjorde han i den grad.
Måske endda en af flotteste danske landsholdspræstationer omstændighederne taget i betragtning, men på den historiske filmrulle lander den måske nok et stykke længere nede med så mange titelkampe at vælge imellem.
Ikke mindst imponerede Niklas Kirkeløkke på højre back, ikke blot med fem scoringer, men hele 11 assists, så det var helt på Gidsel-niveau. Jacob Holm greb også chancen fra start og hamrede igennem som dansk topscorer, mens den før så stabile verdensklassespiller Rasmus Lauge har haft svært ved at finde sit niveau efter sin korsbåndsskade, men det kan det da nok være, han gjorde alligevel, da Nikolaj Jacobsen overraskende sendte ham på banen fra begyndelsen af den forlængede spilletid, som dramaet endte i.
Man sad som tilskuer med en lille grundangst, da franskmændene lagde hårdt ud med 4-2, 6-4 og 8-5, men danskerne formåede hele tiden at hænge på og var blot bagud med en enkelt, 14-13, ved pausen.
Fem minutter før ordinær tid fik Frankrig to mand vist ud, Danmark var nede med én og ellers træfsikre Emil Jakobsen brændte et straffekast
Ti minutter inde i anden halvleg var danskerne pludselig oppe med tre mål på tre i rap fra stregspiller Magnus Saugstrup. Var det et varsel? Ikke helt, for franskmændene fik hurtigt udlignet til 22-22, og så måtte danskerne slide med det resten af vejen. Havde det ikke været for Niklas Landin på kassen, havde de givetvis også tabt. Verdens bedste målmand stod med en redningsprocent oppe omkring de 40, og da hele ballet var forbi med 18 af de store redninger.
Fem minutter før ordinær tid fik Frankrig to mand vist ud, Danmark var nede med én, og ellers træfsikre Emil Jakobsen brændte et straffekast, og danskerne formåede ikke at udnytte det dobbelt overtal. Til gengæld gik der gummiarm i de franske afslutninger, og på to assists fra Kirkeløkke bragt Lasse Svan Danmark på 29-28.
Faktisk stod Lasse Svan for de sidste tre danske scoringer, og det var så tæt på at blive den helt perfekte og symbolske Svan(e)sang i den 38-årige Flensburg-fløjs allersidste landskamp, men franske Dika Mem ville det lige anderledes og bragte kampen i forlænget spilletid, da danskerne med 13 sekunder igen efter en timeout ikke formåede at score i det sidste angreb. 29-29.
Forlænget spilletid og tid til det store Rasmus Lauge og Jacob Holm-show. Og som den tidligere landsholdsspiller og TV2-ekspert Claus Møller Jakobsen konstaterede umiddelbart efter bronzemedaljerne var i hus:
”Det er heldigvis ham, der er landstræner og ikke mig” med reference til, at han i studiet i pausen havde frarådet Nikolaj Jacobsen at gøre brug af Rasmus Lauge, der havde været ved siden af sig selv det meste af kampen, i den forlængede spilletid.
Den smukkeste EM-afslutning
Lauge hakkede tre kasser ind, Jacob Holm to, og franskmændene halsede de fleste af de sidste to gange fem minutter efter en dansk tremålsføring, som de bare ikke kunne indhente, og Magnus Landin kunne cementere til sidst med målet til det endelige resultat, 35-32 i dansk favør.
Og så blev det alligevel den smukkeste danske Svan(e)sang, for naturligvis var det Lasse Svan, der fik lufttur i guldstolen i den trods alt ekstatiske danske jubel over bronzemedaljerne. 1-2-3. Sikke et punktum…
UPDATE
I en lige så tæt afslutning på i finalen, trak Sverige med hiv og sving det længste strå over de forsvarende europmestre fra Spanien. Med en straffekastscoring til 27-26 efter slutsignalet kunne blå-gule tage guldet med hjem til Sverige.
Følg resultater og stillinger fra EM her.
Og husk at like og følge POV Sports nye Facebookside
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.