Farvelton – klogt at stoppe inden stearinlyset brænder ud

af i Musik

KONCERT // ANMELDELSE – Elton John er cirka en tredjedel inde i en tre år lang afskedsturne, Farewell Yellow Brick Road Tour. Få kulturelle fænomener har som Elton sat lyd til menneskers liv gennem de seneste 50 år, men efter lørdagens koncert i Royal Arena virker det som det rette tidspunkt at sige Farvelton: Det er svært at se, hvad han efterhånden skulle kunne tilføre sig selv, sine sange og sit publikum, som vi ikke allerede har hørt.

Efter en koncert, der vekslede mellem hjertegribende højdepunkter, opulent ekstravaganza og lovlig unuancerede arrangementer af visse af de klassiske sange, virker det  som en klog beslutning at stoppe, inden stearinlyset brænder ud – længe inden legenden vil gøre det.

Ikke fordi den 72-årige kunstner virker udbrændt, næh han håndterer stadig tangenterne på sit piano, som var han lige begyndt.

Med den slitage, der nødvendigvis må være på stemmen, synger han sine sange, der ofte ligger i et højt pitch, rationelt og økonomisk – uden at det bliver pinligt som nogle gange under Paul McCartneys koncert i november.

Få kulturelle fænomener har som Elton sat lyd til menneskers liv gennem de seneste 50 år. Som hyldest og fejring af dette kapitel i musikhistorien kunne der snildt gives seks stjerner. Musikalsk set tre. Det bliver i alt fire

Men bedømt ud fra de 12 Elton John-koncerter, jeg har set siden 1982, virker det som et godt tidspunkt at stoppe. Det er svært at se, hvad han efterhånden skulle kunne tilføre sig selv, sine sange og sit publikum, som vi ikke allerede har hørt.

Set gennem de brillantbesatte briller

Man tilgiver gerne en mand som Elton John at benytte den højtidelige stund til solid selvfejring. Manglede da bare.

Mere end én gang viste den enorme videoskærm billeder af Elton i alle mulige situationer – især under ”I’m Still Standing”. Sågar et billede fra da, han blev slået til Commander of the British Empire af hendes majestæt dronning Elizabeth. En broche på den pailetbesatte jakke var da vist også en slags kopi af Eltons orden.

Men der var også mange billeder af ham som velgører. Det er en væsentlig del af det testamente, han efterlader sig: manden der gjorde en forskel.

Der har altid været en tendens til en vis musikalsk-muskuløs oppustethed, grænsende til det bombastiske, når Elton John har haft sit band med på scenen. Måske fordi hans boogierock-piano er det naturlige centrum for alt andet

Set gennem de brillantbesatte briller blev koncerten lige præcis den hyldest, Elton og hans publikum kunne have forventet.

Men musikalsk set skulle vi langt ind i den to timer og tre kvarter lange koncert, før det virkede bevægende.

Der har altid været en tendens til en vis musikalsk-muskuløs oppustethed, grænsende til det bombastiske, når Elton John har haft sit band med på scenen. Måske fordi hans boogierock-piano er det naturlige centrum for alt andet.

Det begyndte i Royal Arena med et kraftigt anslag på kendte akkorder fra Eltons grand piano. “Bennie and the Jets” – denne herligt kriblende standard fra Goodbye Yellow Brick Road.

Men med hele tre trommeslagere/percussionister (bl.a. Nigel Olsson, der har været med siden 1969) på scenen lød det mere som et tordenekko fra de efterhånden tomme lægter på Wembley, hvor Eltons fodboldklub Watford netop havde tabt den engelske pokalfinale.

Det burde ikke være Rocketman-videnskab, men under alt for mange koncerter skal lydmanden/kvinden bruge halve og hele timer på at finde en sonisk balance.

Ikke at lyden denne aften i Københavns bedste koncertarena var specielt skidt. Den var bare for høj. Allerede i det andet nummer var det muligt at skelne vikaren John Jorgensens guitar – Eltons faste sideman Davey Johnstone er åbenbart nede med dårlig ryg – fra keys og bas.

Men arrangementerne af blandt andre ”I Guess that’s Why They Call it the Blues” og ”Tiny Dancer” – med en flot USA-fra-vrangen-video (vistnok instrueret af Eltons gemal David Furnish) i baggrunden – var underligt ferske. Helt galt var det i en bastant version af det ellers Philly-swingende ”Philadelphia Freedom”.

Der skete noget rigtigt under “Indian Summer” – en af Bernie Taupins mange USA-kritiske tekster. Her var Elton og hans gamle ven og partner in crime, percussionisten Ray Cooper alene på scenen. Selvom der stadig var lovlig meget tryk på lyden, var det som elefanten blev taget ud af rummet, efterladende sig Eltons medlevende komposition.

“Rocketman (I Think It’s Gonna Be a Long. Long Time)” og “Take Me to the Pilot” skulle vise sig at blive koncertens første egentlige mindeværdige momenter, hvor arrangementet tillod både dynamik og nuancer især i førstnævnte, gamle progrock-agtige komposition.

Ellers var det op og ned frem mod den sidste lille halve time. Der gik Liberace og lounge “I Sorry Seems to Be the Hardest Word”. Skriver jeg velvidende, at dét nu altså også er en (smådekadent) del af Elton.

Først og sidste handler det om følelser

Så var der betydelig mere sjæl og hjerte i “Don’t Let the Sun Go Down on Me” og “Someone Saved My Life Tonight” fra Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, som Elton udnævnte til at være et at sine bedre album.

Både “Daniel”, som aldrig bliver min kop Earl Grey, og “Candle in the Wind” lød egentlig mest som noget, der skulle overstås. Til gengæld var en finish med “Sad Songs (Say So Much)”, “The Bitch is Back”, “I’m Still Standing” og “Saturday’s Alright for Fighting” aggressivt rock’n’rollet. Der sad man tilbage med indtrykket af et sammenspillet band, der selv i karrierens aftensol spillede, fordi det gjorde dem glade.

Mens, der blev gjort klar til ekstranumre, gik jeg ned og stillede mig ved en udgang, og kom derfor til at se og høre “Your Song” og “Goodbye Yellow Brick Road” omgivet af stærkt bevægede danske og svenske Elton-fans. En grædende kvinde, en mor og datter i omfavnelse, to helt unge kvinder i en tilstand af noget, der set udefra må have været tæt på nirvana. Tre kvinder, der agerede det kor, som Elton mærkeligt nok ikke har haft med på scenen i årevis.

Hvad betyder det ud fra et kritikersynspunkt? I momentet alt. Musik handler først og sidst om følelse. Passion. Liv. Minder. Refleksion.

Få kulturelle fænomener har som Elton sat lyd til menneskers liv gennem de seneste 50 år. Som hyldest og fejring af dette kapitel i musikhistorien kunne der snildt gives seks stjerner. Musikalsk set tre. Det bliver i alt fire.

NB: Elton er ikke mere færdig med Danmark, end at han vender tilbage til Royal Arena til en ekstrakoncert 6. juni. Og så er der jo i øvrigt et par år til Farewell Yellow Brick Road Tour slutter.


Elton John, Farewell Yellow Brick Road Tour, Royal Arena, lørdag 18. maj 2019.


Fotos: Eddie Michel.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Musik