MUSIK // ANMELDELSE – Benjamin Britten hører til i toppen af de ’store’ komponister fra det 20. århundrede. Især hans operaer og den gigantiske rekviem-messe har bidraget til hans status, men alle store begynder som små. Nyt glimrende album udgivet af Orfeo Music lægger snittet netop der.
Benjamin Britten (1913-1976) er en af de store komponister fra forrige århundrede, og det er der mange gode grunde til. De 16 operaer, han skriver fra begyndelsen af 1940’erne og frem til sin død, er for en god håndfulds vedkommende hovedværker inden for genren. Og hans mange andre vokalværker af alle typer, der spænder fra lieder til den enorme rekviem-messe War Requiem (1961), har stadig et stort publikum.
Derudover har han skrevet musik i praktisk talt alle kategorier. Det værk, de fleste kender ham for i dag, er orkestervariationerne over et tema af Henry Purcell (1659-1695), The Young Person’s Guide to the Orchestra (1945), som blev brugt i filmen Moonrise Kingdom og som signaturmusik til den sidste omgang af den ægte musikquiz Kontrapunkt, som Danmark aldrig prøvede at vinde.
Måske alene af den grund burde man arbejde for at genskabe tv-programmet. Gennem hele livet skrev Britten også adskillige koncerter for forskellige soloinstrumenter, og det er to af disse, der er omdrejningspunktet for denne anmeldelse.
Benjamin Brittens tid var en anden
26 år gammel skrev Britten sin violinkoncert. Det var i 1939 op mod en usikker og truende europæisk konflikt. Det var dog ikke det, der hovedsageligt var udslagsgivende for koncertens udtryk. Han var erklæret pacifist og havde forladt sit elskede England, men ikke først og fremmest af den grund. Britten havde et livslangt forhold til sangeren Peter Pears, og det havde bragt dem begge i problemer i deres hjemland. For at få lov til at leve sammen, havde de forladt England til fordel for Den Nye Verden, hvor der var et mere liberalt blik på homoseksualitet.
Violinkoncerten
Koncerten var blevet påbegyndt allerede i 1936, efter Britten under en turne til Barcelona havde overværet en opførelse af Alban Bergs violinkoncert Dem Andenken eines Engels fra 1935, Bergs sidste komposition, med solisten Antonio Brosa. Britten havde allerede arbejdet sammen med Brosa. Hans Suite for violin og klaver Op. 6 var netop skrevet til denne violinist, og nu inspireret af Bergs musik ville Britten prøve kræfter med en violinkoncert.
Violinkoncerten blev øjeblikkeligt en stor succes. Ikke desto mindre arbejdede Britten videre på koncerten og især på violinstemmen
Strukturelt ligner de to koncerter, Bergs og Brittens, hinanden. Begge er opbygget modsat den form, romantikkens store koncerter traditionelt benyttede. Brittens førstesats indleder helt afdæmpet og lyrisk, men bygger også et udfordret musikalsk rum op, hvor kontrasterne mellem slagtøj og violinstemme konstant ramler sammen. I mellemsatsens turbulente opbygning kan man ud over Berg også høre påvirkning fra fx Bartóks og Prokofjevs violinkoncerter, men det er mest af alt Brittens egen stemme, der er ved at finde sig selv – uhyre fint illustreret ved solistens Cadenza og overgangen til sidstesatsens suveræne Passacaglia. En sats, jeg aldrig bliver træt af at forsvinde ind i.
Førsteopførelsen af Brittens violinkoncert fandt sted i New York i 1940 med Brosa som solist og New York Philharmonic dirigeret af John Barbirolli, og den blev øjeblikkeligt en stor succes. Ikke desto mindre arbejdede Britten videre på koncerten og især på violinstemmen, og den version, vi oftest hører, og som er indspillet her, er den endelige version fra 1965.
Man fornemmer dog også fremtidens Britten, for den unge mand markerede fra begyndelsen en fantasifuldhed og en begejstring
Portræt af komponisten som ung mand
Andet værk på albummet er Brittens sjældent opførte Dobbeltkoncert for violin, bratsch og orkester i h-mol fra 1932. Sjældent opført, især fordi værket ikke har været offentligt tilgængeligt før tyve år efter komponistens død i 1976. Dette ungdomsværk blev genopdaget i 1997 og bearbejdet til koncertopførelse af den engelske musikblæksprutte og komponist Colin Matthews samme år.
Dobbeltkoncerten er et ungdomsværk, javel, men det sprudler af skønt overmod og skarpe spejlinger af forbilledernes toneverdner. Man fornemmer dog også fremtidens Britten, for den unge mand markerede fra begyndelsen en fantasifuldhed og en begejstring, den samme som også gennemsyrer hans Op. 1 fx, og dette rige, opfindsomme lydunivers følger ham gennem hele livet.
Første sats lyder nærmest som en engelsk splejsning af Stravinskij og Berg, med et strejf af Walton i ascendanten, og alligevel er der allerede denne umiskendelige brittenske tone. Den ligger i svøb, er ikke udfoldet helt, men samtidig er man ikke i tvivl, når man lytter til overgangen mellem første- og andensatsen. Det er sådan, Britten griber transformationer an, og det kommer allerede til udtryk i dette ungdomsværk.
De to solostemmer begynder en helt anderledes alvorlig samtale, så nænsomt og forfinet fremstillet, som var det en samtale mellem to gode venner, der taler om svære ting
Vi går fra det lyst dramatiske til det mørkt intime og inderlige udtryk, og de to solostemmer begynder en helt anderledes alvorlig samtale, så nænsomt og forfinet fremstillet, som var det en samtale mellem to gode venner, der taler om svære ting.
Sidstesatsen vender tilbage til det Stravinskij-inspirerede rytmiske sprog, en strøm af crescendo og diminuendo, figurer, der opløses og genopstår, inden det hele – uendelig smukt udtænkt af en 18-årig knøs – ender i den fineste sammenføjning af de to forrige satser. Det er ambitiøst og modigt skrevet af en ung mand, knap nok færdiguddannet fra Royal College of Music i London.
Baiba Skride giver virkelig meget til solistens parti, og Marin Alsop (som jeg betragter som en af tidens mest interessante dirigenter) får det østrigske symfoniorkester ORF fra Wien til åbne sig som en gave til øret!
Den nye indspilning
Brittens violinkoncert har siden førsteopførelsen i 1940 været en del af standardrepertoiret i alverdens koncertsale, og der findes mindst 30 indspilninger af værket, blandet andet én med Copenhagen Phil og solisten Sergej Azizian, men det skal selvfølgelig ikke afholde nogen fra at indspille værket på ny, og når det gøres på det aktuelle niveau, så giver det mening, at nogle værker indspilles mange gange, for Baiba Skride giver virkelig meget til solistens parti, og Marin Alsop (som jeg betragter som en af tidens mest interessante dirigenter) får det østrigske symfoniorkester ORF fra Wien til åbne sig som en gave til øret!
Især er jeg begejstret for Baiba Skrides spil i den smukke Passacaglia, hvor intimiteten er afgørende for formidlingen af værkets idé. Den underliggende ostinatofigur løfter solisten op til en frihed, der ligger et sted mellem samspil og solistkadence, og det er præcis hér, det er så vigtigt, at soloviolinen kan gå frem og tilbage, ind og ud af disse roller, og der er Skride en utrolig kompetent fortolker. Vekselspillet findes ikke bedre i andre optagelser af værket.
I dobbeltkoncerten fornemmer man også denne særlige kvalitet i Baibas spil, hvor hun ikke alene skal spille med orkestret, men også med den ligeværdige stemme for bratsch, som udføres eminent af Ivan Vukčević. Jeg troede ikke, jeg kendte noget til Vukčević før dette album, men han er en del af Quartetto Energie Nove, som jeg holder meget af, og han er en værdig med- og modstemme til Baiba. Deres samspil i den langsomme sats bærer kammermusikkens DNA i sig, og det er netop en af Vukčevićs kvaliteter, som han henter fra sit virke i Quartetto Energie Nove. De har indspillet en fabelagtig god version af Prokofjevs strygekvartetter, som jeg varmt anbefaler alle at lægge ører til.
Jeg tror, du vil blive overrasket over at finde ud af, at du i virkeligheden også er Britten-fan
Er du Britten-fan?
Hvis du allerede er Britten-fan, må der ikke være nogen betænkelighed; denne indspilning af violinkoncerten er blandt de bedste. Alt fungerer forbilledligt på albummet, og som bonus får du den sjældne dobbeltkoncert med i handlen, for selvfølgelig køber du albummet, så vi også har en musikkultur i fremtiden. Hvis Britten er ny for dig, så prøv at lytte til Passacaglia-satsen fra violinkoncerten og krydr det med andensatsen fra dobbeltkoncerten på din streamingtjeneste. Jeg tror, du vil blive overrasket over at finde ud af, at du i virkeligheden også er Britten-fan – blot uden at vide det!
Kan du lide, hvad du læser? Så læs mere af Jens Carl Sanderhoff her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
