EIK SKALØE // ESSAY – HIP Hurra! Pinsedag kunne Eik Skaløe – manden bag de banebrydende danske sangtekster på HIP-pladen – være fyldt firs. Hans Henrik Schwab siger “HIP hurra” og mindes en vaskeægte litterær legende, hvis tekster han med stolthed har været med til at udgive i to omgange.
Som mange andre i generationer før og efter mig opdagede jeg som teenager Steppeulvenes HIP-plade og blev væltet omkuld af teksterne, der ikke lød som noget andet sunget på dansk (med Eiks helt særlige diktion).
For at forstå, hvor originale Eiks sangtekster var, skal man forsøge at rekonstruere den historiske kontekst anno 1967 og høre dem på baggrund af datidens forventningshorisont, der var defineret af generiske engelske beattekster og – i det omfang, der overhovedet blev sunget på modersmålet – klichefyldte dansktop-tekster.
Eiks dansksprogede sangtekster, derimod, lød til forveksling som litteratur og lyrik. I 1967 var der langt fra Eik til Heick: Itsi-Bitsis Nepal lå 2000 lysår fra landsbyens gadekær, og det var nok lidt mere spændende at give et ”lotus læbekys” end at kysse i en gadedør – selvom ”ham der det lange orangeaderør” (Dirch Passer i Cirkusrevyen, red.) var iklædt stribede hippiebukser i tidens Carnaby Street-mode (dette sagt med behørig respekt for de nævnte kunstnere).
Denne graphic novel kom i øvrigt timet med Ole Christian Madsens biopic om Eik og Iben, Steppeulv – en film, der bestemt har sine øjeblikke, om end der indimellem går ”Steppeulv på sengekanten” i den
Ja, selv i 1978, hvor jeg hørte Eiks tekster første gang – midt i en punk-tid og efter både Skousen & Ingeman, Gasolin’ / Mogens Mogensen og C.V. m.fl. – lød de ikke som noget andet. Det gør de for så vidt stadig ikke.
Det er billedrigt associerende og fabulerende tekster i et poetisk, let surrealistisk univers, men alligevel forankret i en genkendelig københavnsk virkelighed, ”hvor tiden er inde og ingen forstår det”: Dylan på dansk. Halfdan Rasmussen i en lykkelig hashrus!
Eiks humoristiske nonsens-poesi er således – trods den åbenlyse Dylan-inspiration – både meget dansk og “half-dansk”. Den halfdanske humor og livsglæde (”Livet er en herlig gave”, som det hedder i et af Halfdans “Noget om”-digte) er overalt til stede i Eiks tekster – han tilhørte årgangen, der med generationsfællen Hans-Jørgen Nielsens udtryk ”jublede i starten” – men tag ikke fejl: Den eksistentielle alvor, døden og selvmordet er også skrevet ind sangteksterne – og ikke blot i slutnummerets Hermann Hesse-parafrase.
Eik Skaløes Halfdan-inspiration
I nummeret med den betegnende titel ”0-0-0” hedder det således: ”Den gamle dame ovenpå har taget gas/djævlen har stemplet i hendes pas/undskyld hvis jeg er lidt bleg i løden/det skyldes ikkun stor respekt for døden.”
Halfdan-inspirationen er ikke tilfældig: Eik kom som bekendt sammen med Halfdans datter, Iben Nagel Rasmussen, der har lagt navn til hele to sange på HIP-albummet: ”Itsi-Bitsi” (= Iben) og ”Til Nashet” (= Nagel). Mange år senere skulle jeg komme til at udgive Ibens Nagels erindringsbog Den blinde hest (1997), der primært handlede om hendes liv som skuespiller på den italienske instruktør Eugenio Barbas eksperimenterende Odin Teater i Holstebro.
Bogen handlede meget lidt om Eik, men nogle år før, i 1993, havde hun udgivet hans breve under titlen Breve til en veninde (med slet skjult reference til det litterære idol Morten Nielsens Breve til en ven), der udkom i forlængelse af Ibens forestilling om Eik, Itsi-Bitsi, på Odin Teatret. Bogen er fyldt med Eiks ord – ”De ord der var så vigtige i mit forhold til Eik, og som til tider var hele forholdet” – og indledes med meddelelsen om Eiks død: ”Jeg fik det at vide en nytårsaften i Saunte. Nytårsaftensdag gik jeg en tur ved havet med Torgeir. Hånd i hånd. Det havde sneet. Himlen var hvid og stille. Uden Eik og uden ord.”
Eik var i eksistentialisternes Paris, i et kunstnermiljø på en græsk ø samtidig med Leonard Cohen (som han må have mødt, selvom det ikke er dokumenteret)
Flere år senere fortalte Iben sin historie i Sille Jensens ”grafiske biografi” Hvid som Jasmin (2015), i hvilken Eik spiller en stor rolle.
Denne graphic novel kom i øvrigt timet med Ole Christian Madsens biopic om Eik og Iben, Steppeulv – en film, der bestemt har sine øjeblikke, om end der indimellem går ”Steppeulv på sengekanten” i den (OCM havde allerede instrueret en dokumentarfilm om Steppeulvene tilbage i 1988, hvor de overlevende steppeulve – Møller, Seirup og Devantier – som trio var på comeback-turné og sågar indspillede et album med Eiks efterladte digte: De glemte sange).
Filmen havde et kongenialt manuskript af en af ’mine gamle Borgen-lyrikere ’, Bo hr. Hansen, der også har udgivet en digtsamling om Eik: Knæk. Idiot. Eik (2000). En anden måde at stifte bekendtskab med historien om Steppeulvene på er de relevante kapitler i Peder Bundgaards rockkrønike, der sågar bærer titlen Lykkens Pamfil (1998), og hvis forside er prydet af det ikoniske foto af Eik, der iført høj hat er hoppet i Christianshavns Kanal – ”ud hvor du ikke kan bunde”.
Samme Bundgaard har udgivet romanen Dødens stille (2004), hvis hovedperson tydeligvis er en Eik Skaløe-karakter. For nu at komme hele vejen rundt om de Eik-relaterede udgivelser …
Vejen af rågummisåler
Det var dog en anden Iben, Eiks søster Iben, jeg skulle komme til at samarbejde med om at udgive Eiks litterære værk i bogform. Det blev et mangeårigt og givende samarbejde, der startede med, at jeg i 2012 blev introduceret til Iben Lassesen, som hun hedder, af vores fælles ven Jan Poulsen, der netop havde udgivet den definitive Eik-biografi Spejderdreng og steppeulv, som siden er kommet i adskillige oplag og udgaver.
Selv havde Iben tilbage i 2002 udgivet det første udvalg af Eiks skrevne lyrik, Ønsker om ordliv, der for første gang åbnede lemmen ned til det aladdinske skatkammer med upublicerede Eik-digte, og hvor yngre sangere som Blomqvist og Eik Skibdal siden er gået på opdagelse med henblik på pladeindspilninger.
Men nu skulle det handle om noget ganske andet: Eiks breve hjem til familien i det københavnske nordvestkvarter fra et liv som sin generations globetrotter, der befandt sig i alle brændpunkter:
Eik var i eksistentialisternes Paris, i et kunstnermiljø på en græsk ø samtidig med Leonard Cohen (som han må have mødt, selvom det ikke er dokumenteret) og i Indien, da The Beatles ankom (”hyggeligt”, at Beatles også er her, skrev Eik hjem fra Indien).
Brevene blev til bogen Breve fra vejen af rågummisåler, der selvsagt refererer til Eiks verslinjer: ”Vejen er lavet af rågummisåler/ta’ dine sko af for asfalten tåler/kun dine bare tæer”. Indimellem tog Eik dog skoene på: Sjælland var en ”dejlig varm ø at bo på”, når man vel at mærke havde sine ”violette snabeltyrkersko på”. I modsætning til Kipling insisterede han således på et møde mellem øst og vest.
Bogens breve beskriver levende denne rejse fra Occidenten til Orienten, en tour de force gennem tressernes indre og ydre univers: fra beatnik i London og Paris til hippie i Indien og det elskede Nepal. Med Eiks egne ord: ”et vanvittigt trip til det mellemste Østen”.
Djævelen stemplet i hans pas
Iben har selv fortalt om, hvordan hun på loftet fandt kasserne med alle Eiks breve, som moderen omhyggeligt havde samlet – breve, som nu for første gang i et halvt århundrede blev trukket ud af de brogede luftpostkuverter, og op steg en duft af Østen: en duft af røgelse og det, der var stærkere!
Under arbejdet med at gøre disse breve klar til udgivelse blev det til flere hyggelige eftermiddage i Ibens hjem, hvor jeg med en vis ærefrygt spottede den gamle arabers klokke, der i ”Lykkens pamfil” siger ding-dang: Eiks egen tempelklokke, som vennen Christian Arnø hjembragte fra Indien og en dag overrakte Eiks familie, da han besøgte dem for at bekende og beklage, at det var ham, der havde lokket Eik til at tage de helt hårde stoffer, der til slut tog livet af ham.
En række af bogens afsluttende breve fra Nepal i sommeren 1968 har nærmest dagbogskarakter og viser en glad, stoffri Eik, der lever under Guds fri himmel som ”Mother Nature’s Son” (en af de samtidige Beatles-sange fra Indien) og som en spejderdreng bygger bivuakker – her kom steppeulvens fortid som ulveunge ham virkelig til gode. Det tragiske endeligt er ikke til at ane i disse sidste breve hjem til familien. Det sidste – fra oktober 1968 – lyder således: ”Bedst af alt, jeg har det ret så godt og er glad for at være hvor jeg er.” Men mørket kom listende: Få dage efter havde ”Djævelen stemplet i hans pas”.
HIP-teksterne er lyriske ”lotus læbekys”, der som alle originale digte transcenderer deres tid – ganske som Beatles’ farverige, psykedeliske tekster på Sgt. Pepper
Jeg vil her ikke komme mere ind på Eiks død som blot 25-årig og de mange rygter og myter herom, men henviser til Susanne Johanssons artikel ”På udflugt med døden” (B.T. 15.2 2015), der på basis af grundig research, herunder læsning af bogens breve, forsøger at rekonstruere Eiks sidste dage – og den skæbne, der overgik andre medlemmer af vennegruppen med ”den bestjernede fod”: et ’pagtstegn’ i form af en stjerne-tatovering på foden.
Breve fra vejen af rågummisåler (2013) blev lanceret ved en reception – et musikalsk og litterært ”lama-bal” – hvor Eiks gamle ven Stig Møller, der som bekendt satte musik og strøm til Skaløes tekster (”Den elektriske guitar er vor tids skrivemaskine” udtalte Eik ifølge Carsten Grolins cover-noter til HIP), spillede kvit og frit: Det var rørende, at makkeren og ungdomsvennen Stig her så mange år efter sang Eiks tekster til ære for lillesøsteren.
Og et andet sted i byen samme aften gav Dylan koncert: ”Det flyvende tæppe går klokken otte/Bob Dylan har ringet og sagt vi ka’ nå det”. Selv nåede Eik aldrig at opleve Dylan: Da guruen første gang gav koncert i København 1966, sad Eik i arresten i Helsingør – ikke langt fra Kronborg, som Dylan samtidig aflagde visit.
Møller kunne dog ikke skjule en let undren over, at hans gamle ven posthumt havde opnået denne nærmest mytologiske status. På et tidspunkt under receptionen bemærkede han med mild ironi: ”Nu har jeg læst en bog om Eik. Måske kan dét også blive til en bog!” Bortset fra det kunne Stig Møller da i den grad fortjene sin egen biografi.
Summer of Love
Fire år efter brevbogen genoptog Iben og jeg samarbejdet om udgivelsen af Eiks tekster. Det blev til antologien Trip – tekster fra tresserne (2017), som er den til dato mest omfattende præsentation af Eik som forfatter. (TRIP var den oprindelige arbejdstitel på HIP-albummet, og på bogens forside er titlen da også udformet som en art nouveau-pastiche på pladecoverets ikoniske HIP-symbol med de smeltende bogstaver i jugendstil – på bogomslaget endda trykt med reliefpræg).
I antologien følger vi Eik fra de allertidligste ungdomsdigte. Det skal i den forbindelse nævnes, at Eik på Holbæk Kunsthøjskole havde haft litterære lærere som Poul Borum og Johannes Møllehave. Jeg har talt med begge om Eik: Borum huskede ham tydeligt fra højskolen, hvilket Møllehave – der ellers var nær ven med Halfdan og selv inkarneret rimsmed – underligt nok ikke gjorde.
Disse tidlige digte er epigonale og tydeligt inspireret af konfrontationslyrikken hos andenfase-modernister som Rifbjerg, hos hvem Iben Nagel var i huset – Rifbjerg, som der stadig i Eiks senere sangtekster er flere referencer til – og Ivan Malinovski, som Eik kendte fra tidsskriftet Alternativ, men efterhånden finder Eik sin egen lyriske stemme og – med sangteksterne – sin helt egen form og stil: En ’Syre-realisme’, der er sjovere end systemdigtningen hos samtidens tredjefase-modernister.
I Kuwait, hvor jeg var lige ved at begå selvmord, skrev jeg en aftenhistorie. Den reddede mig vistnok fra at gøre det. Jeg bringer den her, så I kan se, jeg kan skrive om andet end meget af det forvirrede mit liv består af
En alternativ sentresser-modernisme ladet med metaforer og metonymier (eksempel: Vejen af rågummisåler). HIP-teksterne er lyriske ”lotus læbekys”, der som alle originale digte transcenderer deres tid – ganske som Beatles’ farverige, psykedeliske tekster på Sgt. Pepper, et andet epokeskabende album, der ved et besynderligt tilfælde af synkronicitet udkommer præcis samme dag som HIP: 1. juni 1967. Så var ’Summer of Love’ skudt i gang! Tiden var inde, og nogle forstod det.
I TRIP-antologien er teksterne fra HIP-albummet for første gang – i 50-året for pladeudgivelsen – trykt in extenso (naturligvis på gråt papir ligesom ”Kun for forrykte”-afsnittet i den Hermann Hesse-roman, der gav navn til Eiks gruppe) – og i modsætning til tidligere antologiseringer i hhv. Hej Du! (1975) og Vinyllyrik (1982) – helt korrekt gengivet, idet Eiks ovennævnte biograf, Jan Poulsen, har transskriberet dem med stor akkuratesse og omhu. Der har dog – apropos den ovennævnte klokke – aldrig været tvivl om ordlyden af det onomatopoietiske omkvæd i ”Lykkens pamfil”:
Lyt til en gammel arabers sang
Og hans klokke der si’r ding-dang
Ding-dang, ding-dang, ding-dang
Afsked med Eik
TRIP rundes af med ”En hipsters dagbog”, der ifølge Politikens anmelder Henrik Palle er intet mindre end et scoop. Det er nærmest Eiks selvbiografi fra hippietidens heydays i årene 1966-68.
TRIP, ikke mindst ”En hipsters dagbog”, burde være pensum i gymnasiernes danskundervisning. Den er noget så sjældent som genuin hippie-litteratur skrevet af en hippie midt i ungdomsoprørets tid: oplyst af alle regnbuens psykedeliske farver – og ikke bare erindret i tilbageblik i nostalgiens gustne, gullige skær.
”En hipsters dagbog” afsluttes – efter et vanvittigt trip gennem tressernes topografi, geografisk og mentalt – med en ’blød nødlanding’ (som en af hans efterladte sangtekster hedder) i form af den buddhistiske myte ”Chelas aftenhistorie”. Eik skriver: ”I Kuwait, hvor jeg var lige ved at begå selvmord, skrev jeg en aftenhistorie. Den reddede mig vistnok fra at gøre det. Jeg bringer den her, så I kan se, jeg kan skrive om andet end meget af det forvirrede mit liv består af.” Ja: ”At skrive eller dø”, som Henrik Stangerup senere formulerede det.
Aftenhistorien, der bærer undertitlen ”en takkelegende om pottemagerens evigt blomstrende have”, er Eiks ’mesternovelle’ og blev i sin tid – kort efter Eiks død – gengivet i Karl Eskelunds Midt i en hashtid (1969), men i TRIP er den takket være Iben Lassesen for første gang trykt i den originale version med den nævnte undertitel og en langt mere poetisk slutning. “Ja, vi ta’r nu afsked med Eik/og lader ham gå sin vej alene/var han allerede hos de udødelige/var han allerede der/hvor hans tunge vej syntes at føre.”
Med hans egen afslutning på aftenhistorien:
”kun evindeligt flammende lys kan afdække de smægtende farver og kun duften af sandhedens krydrede mark vil kunne mætte buddhas lunger så lifligt, at han en morgen hidkaldes og skænker sit smils velsignede hvile.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
