TEATER – To mænd venter på at komme – til. Hele forestillingen Kom du? foregår i venteværelset på et bordel i en samtale mellem to mænd, to kunder. Og som altid, når Teater Rio Rose går på scenen, forvandles det også til dans i form af en elegant og nogle gange overraskende morsom pas de deux, skriver Steen Blendstrup, der giver fire stjerner ud af seks for et underholdende og tankevækkende kig på prostitutionskunden – og prostitutionens væsen.
At forestillingen Kom du foregår i Husets Teater på Halmtorvet i København lægger en ekstra dimension til oplevelsen. For lige her og i de omkringliggende gader foregår prostitutionen daglig, primært med østeuropæiske og afrikanske kvinder som udbydere.
Alle kvinder kan købes
Kunderne er der hverken noget eksotisk eller udenlandsk over. De er danske mænd. Statistikken viser, at hver syvende danske mand har været hos en prostitueret. Unge mænd, gamle mænd. Tykke og tynde. Undseelige mænd, der ikke kan få sex andre steder. Kendte mænd, der muligvis eller sandsynligvis kan vise et andet ansigt på bordellet.
Han har en lille gave med, en bog om en kvinde, der er sluppet ud af prostitutionen og lever et almindeligt liv med en kæreste
Og så er der mænd med magt – for de ved jo, at alle kvinder kan købes. Hvis ikke for 500 kroner, så for en weekendtur til Paris. Eller til London, hvis du hellere vil det …
Den ene kunde stiller faktisk spørgsmålet: synes du egentlig det er okay?
Men han skynder sig at forklare, at sådan er det ikke, for han synes jo om hende … Han har en lille gave med, en bog om en kvinde, der er sluppet ud af prostitutionen og lever et helt almindeligt liv med en kæreste. Problemstillingen om, hvorvidt et ægteskab kan sammenlignes med – blot bedre betalt – prostitution er klassisk; det samme er den nedsættende betegnelse “en holdt kvinde”.
De tre kunder
I sin beskrivelse af prostitutionskunderne tegner Kom du? et billede af tre forskellige kunder: Redderen, krænkeren og offeret.
Han er den eneste af hendes kunder, der giver hende orgasmer
Redderen (som ovennævnte) er der for at ”frelse” den faldne kvinde. Han giver hende ægte kærlighed, og han drømmer måske om, at hun vil blive hans. Han er den eneste af hendes kunder, der giver hende orgasmer.
Krænkeren udøser sin vrede over kvindekønnet over den prostituerede. Han tager, hvad han vil have, fornedrer hende verbalt og måske fysisk. Alt det, han ikke kan gøre mod de tørre snerper, der ikke vil have ham, og de feminister, der truer hans status. Lur mig, om ikke også hun godt kan lide det
Offeret kan måske ikke engang få den op at stå, men den prostituerede forstår ham og ser ham som den fantastiske mand, han er. Og hun giver ham den sex, han altid har drømt om uden fordømmelse af hans brister eller særlige lyster. Og hun får de herligste orgasmer sammen med ham …
Den fraværende luder
Det er et smukt valg, at den prostituerede kvinde selv er fraværende i Kom du? En Barbiedukke i lingeri, en kæmpe dildo og andre rekvisitter, men først og fremmest Peter Flyvholm og Folmer Kristensen i skiftevis sensuel og komisk dans fortæller alt, der er behov for.
For hun er en rekvisit!
Ofte indgår misbrug i barndommen i de prostitueredes historie og – alle historier om ”den lykkelige luder” til trods – er billedet ret entydigt af psykiske og fysiske skader efter år i prostitutionen
Hvis prostitution bare handlede om mænds udløsning, om at få lettet trykket, så ville de prostituerede hurtigt tabe til højre hånd og det bugnende udbud af porno. Men i prostitutionskundens verden spiller hun en rolle. Hun er den kvinde, han ikke kan få i virkeligheden.
Want to Buy Some Illusions?
Så ja, prostitution er skuespil. I musikvalget, der spænder fra chansons til Rammstein-rock, savner man måske Marlene Dietrichs spørgsmål Want to Buy Some Illusions?
Det er selvsagt også et skuespil med nogle frygtelig høje omkostninger. For kvinderne.
Ofte indgår misbrug i barndommen i de prostitueredes historie og – alle historier om ”den lykkelige luder” til trods – er billedet ret entydigt af psykiske og fysiske skader efter år i prostitutionen.
Og for hvad? For at mænd har ret til at tømme sig i kvinder for penge? Teknisk set ja – men måske først og fremmest for at mænd har ret til at købe illusioner.
Når det er forbudt at slå ihjel, forbudt at slå børn, forbudt at køre bil i beruset tilstand, forbudt at ryge (de fleste steder), påbudt at køre med sikkerhedssele … hvorfor er det så tilladt, at kvinder lider overlast? Ikke at forbud og påbud forhindrer nogen af delene. Men hvorfor er lige præcis dette overgreb undtaget lovgivningen?
Instruktørens mening med Kom du?
Instruktør Tove Bornhøft har taget stilling. Og giver svaret. Men måske svækker det budskabet i Kom du? om, at prostitutionen bygger på en illusion.
Spørgsmålet der nemlig står tilbage er, om der fortsat levnes frihed for publikum til selv at gøre det etiske regnestykke op, når facit er givet eller måske endda påtvungent at instruktøren?
Jeg giver skuespillet fire stjerner ud af seks grundet det underholdende og tankevækkende kig på prostitutionskunden og prostitutionens væsen.
Foto: Bjarne Stæhr
Kom du? spiller på Husets Teater indtil 2. juni. Man.-fre. kl. 20, lør. kl. 17. Idé, instruktør, scenograf: Tove Bornhøft. Koreograf: Julie Anne Stanzak (Tanztheater Wuppertal). Skuespillere: Folmer Kristensen, Peter Flyvholm. Manuskript, dramaturgi: Holdet
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her