Overalt i Europa og i USA gør prekariatet – de udsatte, truede grupper – oprør. I går med en smal sejr til dem, der har talt for Brexit. Oprørerne findes både til højre og venstre, som man tydeligt ser det i USA med den helt uventet store støtte til såvel højrenationalisten Donald Trump som venstresocialdemokraten Bernie Sanders. Det er helt uforudsigelige kræfter, der er sat i bevægelse. Og falder EU fra hinanden, truer ragnarok.
”De lytter ikke til os.”
”Jeg er bange for fremtiden.”
”Hvis du ikke har penge, er de ligeglade med dig.”
Det var de samme sætninger, der gik igen, da John Harris fra The Guardian rejste Storbritannien tyndt og rapporterede om stemningen op til Brexit.
Og det er det samme, man hører ved Donald Trumps og Bernie Sanders’ valgmøder, ved Pegida- og Alternative für Deutschland-demonstrationer, hos tilhængerne af det nye oprørsparti Podemos i Spanien og hos såvel det højrenationalistiske Gyldent Daggry som det stærkt venstreorienterede Syriza i Grækenland.
Selvfølgelig vil mange blive bekymrede for, hvor den massive indvandring fører hen. Alt andet ville være virkelig mærkeligt.
I de fleste østeuropæiske lande har lignende bevægelser og partier vind i sejlene. Wir sind das Volk råber demonstranterne i de tyske byer, når de protesterer mod indvandringen og de mange flygtninge. Men politikerne lytter ikke til dette folk, lyder beklagelsen fra land til land.
Prekariatet går både til højre og venstre
Det forekommer mig ikke svært at forstå bekymringen. De seneste 20 år har globaliseringen flyttet millioner af jobs fra Europa og USA til Asien, Sydamerika og efterhånden også Afrika. Skabelsen af EU’s indre marked med arbejdskraftens frie bevægelighed har fået andre millioner af især østeuropæere til at rejse til Vesteuropa i jagten på lykke og et bedre liv. En folketælling i 2011 nåede frem til, at der i UK er 654.000 indvandrere alene fra Polen, og mellem 2004 og 2012 kom der 170.000 personer til UK fra andre EU-lande. Hvert år.
Det er mange. Rigtig mange. Og glem så ikke de mange indvandrere fra Mellemøsten og de tidligere britiske kolonier. Selvfølgelig vil mange blive bekymrede for, hvor det fører hen. Alt andet ville være virkelig mærkeligt.
Læg hertil udviklingen på arbejdsmarkedet, der har skabt et enormt prekariat af såvel traditionelle arbejdere som unge akademikere, hvor lønningerne trykkes, og hvor løse ansættelser bliver mere og mere almindelige. (Prekariatet er betegnelsen for en social gruppering, der på grund af svære livsforhold er truet af social nedstigning og en usikker fremtid). I USA er det meget tydeligt at se, at det er prekariatet, der står bag den uventede store opbakning til såvel Donald Trump (den traditionelle, hvide arbejderklasse) som Bernie Sanders (de unge akademikere). Det samme skel (om end ikke med så rent et snit) kan ses i Grækenland, hvor en del af den traditionelle arbejderklasse især i begyndelsen støttede det nyfascistiske Gyldent Daggry, mens de unge veluddannede støttede Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien.
Selvfølgelig vil mange blive bekymrede for, hvor den massive indvandring fører hen. Alt andet ville være virkelig mærkeligt. Det er forkert at afskrive disse oprør i befolkningen som fascistiske, naive, populistiske og hvad der ellers bliver brugt af etiketter.
Og så må vi endelig ikke glemme den katastrofale, neoliberalistiske krisepolitik, der blev ført i kølvandet på finanskrisen, og som har fået arbejdsløsheden til at vokse eksplosivt i flere sydeuropæiske lande og velfærden og BNP til at falde lige så dramatisk. Uligheden er vokset kraftigt i det ene land efter det andet, hvor den øverste, superrige del af befolkningen har ubegribeligt mange penge mellem hænderne, mens prekariatet ikke har oplevet sin velstand stige de seneste mange år.
Det er forkert at afskrive disse oprør i befolkningen som fascistiske, naive, populistiske og hvad der ellers bliver brugt af etiketter. Men det kan hurtigt udvikle sig rigtig grimt, hvis de ansvarlige politikere i nationalstaterne og i EU ikke tager oprøret alvorligt og reagerer.
Vil EU endelig erkende behovet for reformer?
Det er altså helt uforudsigelige og uoverskuelige kræfter, der er sat i bevægelse overalt i den vestlige verden. Og hertil kan man lægge de enorme udenrigspolitiske udfordringer, som det, man vel på en måde kan kalde den islamiske verdenskrig i Mellemøsten, og et uberegneligt Rusland med en stadig mere despotisk Putin i spidsen, stiller EU og USA over for.
Derfor er det da også på det værst tænkelige tidspunkt, den britiske udtræden af EU kommer. Og meget afhænger nu af, hvordan EU reagerer. Lægger man armene over kors og nægter at forhandle rimelige ordninger på plads med briterne for at straffe dem og afskrække andre lande fra at følge trop, eller erkender man endelig, at der er et enormt behov for at reformere EU?
At det er ved at udvikle sig til en katastrofe, at man indførte euroen uden at have en fælles finanspolitik og at man lod en række lande, hvis økonomier ikke var stærke nok, komme med? At der er behov for at se på arbejdskraftens frie bevægelighed og de ydelser, man kan sende hjem.
At der er behov for at tage det subsidaritetsprincip, man har snakket om i årtier, men aldrig efterlevet, alvorligt (et princip, der i sin essens går ud på, at et problem skal løses så tæt på borgeren som muligt).
At der er behov for at give EU en helt anden demokratisk legitimitet, og at der er behov for, at politikere i alle medlemslandene holder op med at tale EU ned og tørre alle ubehagelige beslutninger af på EU-bureaukratiet.
At der er behov for at blive bedre til at tale om og anerkende de mange goder, der er kommet ud af EU-samarbejdet.
At flygtningekrisen skal håndteres helt anderledes.
De første udmeldinger fra EU er på den baggrund dybt bekymrende. EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, siger således i en erklæring, at han bare vil have Storbritannien ud af EU hurtigst muligt:
”Vi forventer nu, at Storbritanniens regering vil udmønte det britiske folks beslutning hurtigst muligt, uanset hvor smertefuld en proces, det måtte blive. Enhver forsinkelse vil forlænge usikkerheden unødigt.”
Lars Løkke uden en EU-krisestrategi
Hvis EU svækkes alvorligt i kølvandet på Brexit – eventuelt falder helt eller næsten helt fra hinanden – er ragnarok løs.
På den baggrund kan man ikke andet end blive dybt bekymret, når man hører statsminister Lars Løkke Rasmussens tale fredag formiddag.
Med andre ord har den danske regering reelt ingen vision for EU. Og det var så den sørgelige nyhed. Ja, måske var det ikke nogen nyhed. Journalist Uffe Gardel.
Som journalist Uffe Gardel skrev på Facebook: ”Med andre ord har den danske regering reelt ingen vision for EU. Og det var så den sørgelige nyhed. Ja, måske var det ikke nogen nyhed.”
Det skete som en kommentar til, at Løkke i sin tale sagde, at vi skal have “et slankere EU”. Som Gardel tørt bemærkede: ”Det er så Løkkes bud på en reform, som kan gøre EU mindre uelsket blandt borgerne. Som eksempel nævnte Løkke, at EU ikke skal beskæftige sig med … kvindekvoter.”
Det bliver en lang sommer.
Foto: Politiet angriber demonstranter i Athen, der protesterer mod EUs krisepolitik. Fra Wikimedia Commons.
Hvis du kan lide det, jeg skriver, kan du støtte det ved at donere et beløb. Stort eller lille, det bestemmer du. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 2074 6844.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
