Efter 36 års pause: Ny fænomenal plade fra De Må Være Belgiere

i Kultur/Musik af

MUSIK // ANMELDELSE — Postpunkbandet De Må Være Belgiere er pladeaktuel efter 36 (!) års fravær. Tiden bøjer af, der er titlen på den nye skive, har ingen eftersmag af friværdismagelighed eller F1-lånstristesse, tværtimod: De Må Være Belgiere sætter sig selv på spil og spiller en dybt vedrørende postpunk.

Det er 36 år siden, postpunkbandet De Må Være Belgiere udgav noget sidst. Bandet havde ellers forsvoret, at de aldrig ville gendanne sig. Det ændrede et rygestop på.

Egentlig ville forsanger og guitarist Jesper Hede købe en motorcykel som belønning for at have kvittet cigaretterne, men det var for dyrt og farligt. Derfor var det nærliggende at gøre noget, der … også er farligt: Købe en guitar og tage ungdomslivets metier op: At spille i et rockband. Fandeme en god beslutning.

Sangene er kommet i en lind strøm og er gjort af samme stof som i 1980’erne – dengang Kliché var Danmarks bedste band og turkis øjenskygge ikke var at kimse ad.”

Det har betydet et par år i øveren og et halvt år i studiet. Sangene er kommet i en lind strøm og er gjort af samme stof som i 1980’erne – dengang Kliché var Danmarks bedste band og turkis øjenskygge ikke var at kimse ad. Lyden er stadig støjet. Et inferno af guitarer, tænk My Bloody Valentine, der krydser klinger og en potent, melodisk bas, tænk Joy Division, der spiller op ad et trommesæt, der med lige dele breaks, dynamik og sprudlende energi fuldender De Må Være Belgieres stramme samspil – pladen er stort set optaget live, og det kan man høre. Her er en voldsom energi og skaberkraft. De mange års pause har gjort dem sultne.

Hedes minimalistiske tekster, der i verslinjerne har mange udeladte sætningsled, minder om den kommunistiske digter Rudolf Broby Johansens effektfulde og provokerende poesi, der med digtsamlingen BLOD blev hevet i retten for usædelighed i et konservativt Danmark i 1920’erne. Hede skriver i så mange tostavelsesord som muligt og alt overflødigt er skåret fra. Kun simple pointer står tilbage, som her på åbneren Tiden bøjer af: Går bort igen // tiden bøjer af // falder itu // sænker et flag.

Tiden har stået stille, for lyden er umiskendeligt den samme, som den der blæste ørene af i startfirserne på spillestedet Saltlageret.”

De korte verslinjer er gennemgående for pladen og ses således også på singlen Amnesi, der er en kraftpræstation af en sang. Bandet har en god fornemmelse for den gode melodi. Byen er sat // vejen kendt // tiden er tømt // dagen vendt.

Hvor Brobys modernistiske ekspressionisme slog knuder på sig selv, og er svær umiddelbart at forstå, følger Hedes tekster en mere realistisk og episk form. På den stærke Skygge og duft, der har melodiske baslinjer a la Joy Division, synger Hede om, hvad den fattige kvinde skal iføre sig som svar på Velvet Underground-klassikeren All tomorrows parties fra den legendariske bananplade. Og svaret er, at hun kun skal iføre sig skygge og duft – hun skal være nøgen. Det synes at være en vild fest, hun er til: Rummet summer // ingen vil væk // ingen mærker // hvor vi går hen.

Store orkestres gendannelser har der været mange af – og flere pinlige. Men De Må Være Belgieres renæssance bliver på ingen måde en fuser. Tiden bøjer af er en nærværende skive med noget på hjerte. Forsanger Hedes vokal er blevet en anelse mørkere siden startfirserne og er typisk for genren. Den er ikke teknisk ekvilibristisk, men vinder på sit konsistente udtryk. Her er tydelige forbindelser til Ian Curtis fra Joy Division og gudskelov for det.

Hvor andre bandmedlemmer har spillet i andre projekter, har Hede har haft en lang pause fra musikken i det hele taget, hvilket ifølge ham selv gør, at han ikke har forholdt sig til den musik, der er udkommet de sidste mange år. Det kan tydeligt høres. Tiden har stået stille, for lyden er umiskendeligt den samme, som den der blæste ørene af i startfirserne på spillestedet Saltlageret.

Her er ingen eftersmag af friværdi eller F1-lånsmagelighed, tværtimod: De Må Være Belgiere beviser, at man sagtens kan sætte sig selv på spil, stikke næsen frem og stå ved sit støjrockede, postpunkede udtryk.


De Må Være Belgiere  – Tiden bøjer af. Udkom d. 13. september 2019 på Black Pilot.


Foto: Clara Prats

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lauritz Korfix Schultz, født 1989. Er cand.mag. i dansk og historie og arbejder som gymnasielærer og freelancejournalist.
Kan du lide hvad du læser? Så støt Lauritz' skrivekløe på Mobile Pay 60691117.

Kontakt: lauritzkorfix snabela gmail.com