PORTRÆT – ”Kæmpestort tillykke med de 75, hvor end du er, Bunden”, skriver Eddie Michel om Michael Bundesen, der søndag ville være fyldt trekvart århundrede. Michel fotograferede ham flere gange og tog også sangerens sidste portræt. Men før de satte teknikken op, talte de.
For seks år siden tog jeg nedenstående farveportræt – det, der skulle vise sig at blive det sidste officielle billede af Michael Bundesen. Et billede, der hverken er læsset til med effekter og iscenesættelse, eller som på nogen måde er kunstnerisk i sit udtryk. Tværtimod. Det er et helt ukompliceret og enkelt portræt, uden de store dikkedarer.
Det var sådan, Michael helst ville have det. Fordi det var sådan han var! Som menneske og som vores allesammens, Bunden fra Shubberne. Derfor blev portrættet vigtigst af alt ærligt – og dét er jeg sgu stolt over!
Billedet tog jeg hjemme i hans hus i Gentofte, og selvom det skulle være så enkelt som muligt, var jeg ikke ligefrem afslappet. Hverken før, under eller efter. For at sige det som det er, så var jeg anspændt. Ad helvede til! På trods af det ikke engang var første gang, jeg besøgte ham, og at vi før havde hygget os og talt om alt muligt, og at han var det mest imødekommende menneske. Min nervøsitet skyldtes, at billedet skulle være forsideportrættet til Alting har en ende, hans dengang kommende erindringer – om et langt liv i den musik, der betyder så meget for stort set os alle. Den musik som forfatteren, skribenten og samfundsdebattøren Claes Kastholm Hansen engang beskrev som ”Frugten af et profitabelt samleje mellem Jens August Schades Sjov i Danmark og Magasins julekatalog”.
Danmark ér et dejligt land. Michael Bundesen gjorde kun det hele endnu dejligere
Det var dén Michael Bundesen og dét Shu-bi-dua, hvis styrke ”næsten fra første færd – men i stadig stigende grad – har været, at de henvendte sig til hele familien, til og med bedstemor, sure Onkel Henry og efternøleren, 5-årige kusine Nete”, som Dan Turèll (et andet nationalikon) skrev for mere end 30 år siden i ”Ti år med Shu-bi-dua – En festtale i (stor)familien”.
Det føltes næsten for stort for mig at stå med dét ansvar. At skulle levere billedet til det, der blev nationalikonet Michael Bundesens erindringer. At det så ydermere var Michael, der specifikt selv havde ønsket og bestemt, det skulle være mig og ingen andre, der skulle tage billedet, var eddermame også noget, der varmede ørerne – og æblekinderne! Noget som heller ikke ligefrem gjorde min overvældelse mindre.
Bundesen havde været rigtig glad for en billedserie, jeg året forinden havde lavet af ham og hans gamle ven, Dan Rachlin, som også er min mangeårige ven – og ham, der bragte Michael og jeg sammen. Billederne var til den serie af fem bevægende udsendelser, som Dan lavede med Bunden til Danmarks Radio, hvor de gennemgik hans liv og karriere med Shubberne.
Udover et par sort/hvid-portrætter som jeg tog (bl.a. coverbilledet i toppen) viste billederne ham og Dan, mens de sad og optog en af deres samtaler til den blændende udsendelsesrække.
Vi talte først
Hvis en højre magt med indsigt i fremtiden havde sagt til mit 12-årige jeg (dengang i 1982, med Shu-bi-dua 8 på pladetallerkenen), hvor jeg drømte om ta’ til Costa Kalundborg, der hvor de slanke palmer står og svajer blidt for brisen … eller senere samme år med Shu-bi-dua 9 i højtalerne, hvor jeg iført min Lacoste-polo var så meget med på en lille og krukket dille, en modegrøn mani, der kunne fås i large og lille…
Hvis denne højere magt dengang havde fortalt, at jeg 35 år senere ville stå HJEMME HOS BUNDEN I HANS STUE, så… var jeg sgu besvimet! Hvis jeg så oveni havde fået at vide, at var mig, der skulle ta’ et portræt af ham til hanserindringer, så … skulle jeg nok ha’ været en tur forbi skadestuen for at få ilt.
Er du svedt, hvor var Bunden stolt over Turèlls ode, og at jeg bragte det på bane. Selv så mange årtier efter, var han stolt over, at Turèll formåede at se Shu-bi-dua
Set i dét lys, og særligt i dag, hvor han ville være fyldt 75 beskedne år, så sidder jeg tilbage med en sær blanding af melankoli og smilende stor taknemmelighed. Også over, at de gange jeg besøgte ham, så handlede det ikke kun om at få taget nogle billeder og så ud af vagten. Vi talte først, inden vi gik i gang. Om en hel masse. Bl.a. om to vidt forskellige personer som det viste sig, vi begge var fascinerede af. Den ene var Elvis Presley – den musiker, der ifølge Bunden mere end nogen anden havde sat det hele i gang for ham. Faktisk havde han ægte julelys i øjnene, når han talte om Elvis – og hans ansigt blev nærmest teenagedrenget.
Omvendt strålede hans ansigt af stolthed, da jeg kom ind på, hvor stor fan jeg er af Dan Turèll. Bl.a. fordi Onkel Danny, trods sit kæmpemæssige intellekt, sin dybsindige intellektualitet og sit overlegne forfatterskab, aldrig blev fin på den. Tværtimod. Han favnede det folkelige og kronede det nærmest med det føromtalte hyldestskrift til Shubberne:
”Når Shu-bi-dua er bedst, er de hele Den Danske Sangskat i ét, ekkoer, halvglemte erindringer fra morgensangen, Grundtvig-biklange, Tivoligarde, spejdersang”.
Jeg så også håbefuldhed i Bundens ansigt. Når han talte om, at han var sikker på, han en dag ville få trænet sin stemme så meget op, at han igen kunne synge
Turèll bemærkede også, at selvom Shubberne aldrig havde udtalt sig om deres stilling til Fællesmarkedet (EU), så var ”deres sange mere danske end noget andet. Der er både Svante og Grundtvig i dem”. Er du svedt, hvor var Bunden stolt over Turèlls ode, og at jeg bragte det på bane. Selv så mange årtier efter, var han stolt over, at Turèll formåede at se Shu-bi-dua. At Turèll gjorde det, vi alle drømmer om. At blive set og elsket. For dem vi er. For det de var. Det de og deres musik gik ud på:
”Shu-bi-duas erklærede mål er morskab. Glæde. I tider som disse er det så klart, de får at vide, de repræsenterer anti-bevidsthed, forstået: lal. Og det gør de også. Lal er vigtig, også som befrielsesvåben – og ikke kun i en skolegård. Men der er mere i det, min dreng. Det er dét der er det allervigtigste”.
Jeg så også håbefuldhed i Bundens ansigt. Når han talte om, at han var sikker på, han en dag ville få trænet sin stemme så meget op, at han igen kunne synge. Drømmen så jeg også i ham, når han bl.a. talte om Royal Arena, hvor han kort forinden havde været til koncert og var blevet dybt imponeret over, hvor enormt stedet og scenen var. Derfor var drømmen, mere end noget andet, igen at stå med Shubberne på en scene – dén scene.
”Men … jeg har været heldig”, sagde han nærmest resignerende hurtigt bagefter. Som om, han inderst inde godt vidste, at det aldrig ville ske på grund af de to blodpropper, der i 2011 satte en stopper for det meste og bandt ham til en kørestol.
Drømmen var mere end noget andet igen at stå med Shubberne på en scene – dén scene
Alligevel nægtede han at være pessimist eller negativ, hvilket man bl.a. også kunne høre i udsendelserne med Dan Rachlin (som DR af uransagelige årsager ikke har gjort tilgængelige)! I det hele taget talte Bunden om, at han altid havde været en heldig mand. Det gør han også i sin erindringsbog. Her fortæller han også kærligt og glad om dem, han elskede – koner, kærester, børn, bandkolleger – men han lægger samtidig heller ikke skjul på, at han også har været fortvivlet, nede, ulykkelig og (for) dominerende, og at han og de andre medlemmer af Shu-bi-dua gennem tiden har råbt og skreget af hinanden.
Det var ikke altid skideskægt at være Michael Bundesen, og slet ikke i de første år efter blodpropperne, men, som han stilfærdigt og smukt formulerer det til sidst i sin bog: ”… det er helt okay”.
”Nå men, alting har en ende”, som han engang sang. Intet forbliver som det er. Foranderlighed er det eneste, man helt sikkert kan regne med. Alt er i stadig bevægelse. Alt levende flytter sig. Enten af sig selv, eller fordi det bliver skubbet. Det gælder både hvalen Hvalborg, dig, mig og i 2020 tilsyneladende også Michael Bundesen … hvilket jeg nærmest ikke havde regnet med.
Lige med ham virkede det næsten naturstridigt. Fordi han for de fleste af os altid havde været der. Og med os. I henved 50 år. År ud og år ind. Hvad enten du kom fra Costa Kalundborg eller stod på en alpetop, havde knald i låget, hed Hvalborg, eller der var en dogshit in your garden, så havde Michael Bundesen og Shubberne i alle årene givet os en tilsyneladende endeløs stribe af elskede sange, vi kunne, og stadig kan, synge med på.
Som vi hver især forbinder med alle mulige tider, perioder, steder, fester, situationer og helt særlige og kærlige mennesker i vores liv.
Musik, der med Turèlls ord var og er morskab og glæde, og som i det mindste for en stund gav og stadig giver dig følelsen af at have fundet den røde tråd – og visheden om, at de varme lande er noget lort, og Danmark ér et dejligt land.
Michael Bundesen gjorde kun det hele endnu dejligere… Kæmpestort tillykke med de 75, hvor end du er, Bunden…
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
