Eddie Michel: Da jeg mødte verdensstjernen Lionel Richie i London

Eddie Michel og Lionel Richie i London. Privatfoto.

Eddie Michel 20.06.2024

FØDSELSDAGSPORTRÆT // INTERVIEW – Trods en meget funky baggrund med gruppen The Commodores regnes Lionel Richie for en af USA’s førende komponister og sangere med speciale i romantiske kærlighedsballader. Hans musik har for mennesker over hele kloden i årtier været bagtæppet for deres stævnemøder, bryllupper, sengekantseventyr og for forladte parter i forliste parforhold. Han kunne trække sig tilbage i morgen og leve resten af livet af sine royalties alene, men han er stadig i gang. I dag fylder han 75 år. I den anledning ser Eddie Michel tilbage på dengang, han i år 2000 tilbragte en eftermiddag med verdensstjernen i London.

”Jeg har sådan et barometer for, om jeg har lavet en god plade eller ej. Da discomusikken rasede og var på sit højeste, dukkede jeg op på mit pladeselskab med sangen Three Times a Lady, som jeg havde skrevet, og de kiggede på mig og sagde: ’Hvad fanden har du gang i?’ Da jeg kom til dem med All Night Long, sagde de: ’Hvad skal dét forestille?’ Og da jeg for nylig spillede et par house-numre fra min nye plade for dem, så kiggede de åndssvagt på mig og sagde: ’Er du blevet sindssyg?’ ’Aha,’ tænkte jeg så, ’jeg er på rette spor!’”

Det sagde den dengang 51-årige Lionel Richie storgrinende, da jeg mødte ham på Londons fashionable The Chelsea Harbour Hotel. Jeg var 30 år og sad ansigt til ansigt med superstjernen, bare ham og jeg, i anledning af hans udgivelse af pladen Renaissance.

Dengang, som nu, var det sjældent, at Lionel Richie indspillede sange, han ikke selv havde skrevet – sådan var det også med Renaissance, hans sjette soloplade. Og der er godt nok heller ingen åbenlys grund til, at han skulle synge andres kompositioner, for han har i dén grad stået bag nogle af 80’ernes største hits.

Siden 1968, hvor han var saxofonist og frontmand i funkgruppen The Commodores, har hans evner som enten sanger eller sangskriver indbragt ham omkring 50 af USA’s betydeligste musikpriser. Sammenlagt har han solgt over 100 millioner plader … og det var altså over HUNDREDE MILLIONER plader!

Lige præcis i dag har Lionel Richie været i verden i 75 år … Gid han må blive mindst 100, for han har kun gjort den bedre

Efter Lionel forlod The Commodores i 1981, blev han en af de mest succesfulde solister i første halvdel af 80’erne. Alene hans to første album, Truly og Can’t Slow Down, solgte næsten 20 millioner eksemplarer tilsammen. Med den kolossale succes i ryggen drog han på en lang USA-turné, og selvom det ikke var en 100 % udsolgt turné, understøttede det alligevel hans status som solist. Det var dog tæt på, at touren var blevet indstillet, for i november 1983 undslap han med nød og næppe døden, da det fly, han rejste med, styrtede ned i Arizona. Han og hans følge var på vej til en koncert i Tucson, da flyets landingsstel kollapsede.

De første medierapporter buldrede løs med, at han var omkommet. ”Jeg er ti gange mere berømt, efter jeg er blevet konstateret død,” lød det hurtigt fra den meget livlige sangstjerne fra hospitalssengen.

Efter en velfortjent rekreation på Hawaii blev singlen ”Hello” nummer et i 24 lande verden over … og det var altså FIREOGTYVE lande! Richie-boy var så stor en stjerne, at Pepsi i 1984 indgik en sponsoraftale med både ham og Michael Jackson, der hver især fik de største honorarer, der indtil da var indgået mellem et læskedrikfirma og musikstjerner.

Hvert år, i tolv sammenhængende år, lå mindst én Lionel Richie-komposition nummer et på de amerikanske hitlister …

Samme år, i 1984, var det også Lionel Richie, man bad om at lukke og slukke OL i Los Angeles. Foran 2,3 milliarder mennesker sang han ”All Night Long”. Derudover modtog han i 1985, sammen med Michael Jackson, to Grammy’er for sangen ”We Are The World”, som de sammen havde skrevet – se for øvrigt den helt igennem enestående musikdokumentar The Greatest Night in Pop, der fik premiere på Netflix tidligere i år, og som viser Lionels rolle og hele processen med at indspille den monumentale sang.

Sidste gang Lionel blev set offentligt i det årti var, da han i marts 1987 forlod scenen ved årets Oscar-uddeling. Under armen bar han verdens mest eftertragtede kaminhyldefigur for nummeret ”Say You, Say Me” fra filmen White Nights. Guldfiguren skulle hjem og holde fem Grammy’er, 13 American Music Awards og en Golden Globe selskab.

Hvert år, i tolv sammenhængende år, lå mindst én Lionel Richie-komposition nummer et på de amerikanske hitlister … og det var altså i TOLV SAMMENHÆNGENDE år. Det var, som det skulle vise sig, en af 1980’ernes længste og mest psykisk udmattende succeser.

”At se tilbage på det er egentlig ret interessant, for jeg havde uafbrudt i sytten år vekslet mellem at indspille en plade, turnere, være sammen med The Commodores, indspille plade, synge ved de olympiske lege, turnere igen, gå solo, indspille plader, turnere, synge ved American Music Awards, synge solo … der var massivt mange ting hele tiden,” forklarer Lionel Richie og tager en dyb indånding, inden han fortsætter: ”Og på et tidspunkt stod jeg over for at skulle indspille en soloplade og fik midt i det hele at vide, min far var syg. Efter at være rejst hjem for at besøge ham på hospitalet, havde jeg valget mellem enten at skynde mig tilbage og indspille pladen, hvilket efterfølgende ville betyde endnu en ny turné, eller … at jeg lige satte tempoet ned og kom til bunds i, hvad min far fejlede, og hvor alvorligt det var. Jeg tænkte, ’Okay, om seks måneder er han nok rask igen, og så kan jeg genoptage mit arbejde.’ Men … han var så syg, at der kun gik lidt over to år, fra den dag han blev syg, til han døde! Det var … et massivt reality check,” erkender han lavmælt og stopper igen op. Hele farens sygdomsforløb slog ham så meget ud, at han dengang måtte trække stikket.

Lionel Richie, Sydney. Wikimedia Commons.

”Midt i al sorgen over min fars sygdom viste det sig at være en mulighed for at få mit liv i balance,” husker Lionel Richie, som drog i selvvalgt eksil og ikke skrev musik i de næste ni år. Først i 1996 dukkede han op til overfladen. Men årene var ikke blevet brugt ved kanten af en swimmingpool.

”Jeg ville ønske, jeg havde. Men jeg havde brugt det meste af min tid på at køre frem og tilbage til hospitalet, som min far lå på. Og indimellem brugte jeg også tid på at besøge mine venner, som jeg i alle de hektiske år op gennem 80’erne havde negligeret. Jeg kan huske, at jeg besøgte en af dem, hvis bryllup jeg ikke var nået med til. Men jeg havde dengang fået købt deres gave og ville være sikker på, de fik den, så jeg afleverede den selv. Da jeg stak ham gaven i hånden med en undskyldning om, at jeg ikke havde kunnet være med, svarede han: ’Hvad snakker du om? Jeg har været skilt i tre år!’ De havde kun været gift et år og fik umiddelbart derefter en skilsmisse. Men for mig virkede det, som om det kun var fire-fem-seks måneder siden, de var blevet gift! Sådan var det … hele vejen igennem. Jeg havde arbejdet så meget, at tiden bare var løbet ud mellem fingrene på mig. Jeg var nødsaget til at veje for og imod. På den ene side havde jeg den totale fremgang med hits, berømmelse og penge. På den anden side gik jeg glip af familiesammenkomsterne – juleaftener, Thanksgiving, grillfester …”

Lionel Richie gør for tredje gang et ophold og ser fjern ud.

”Der var,” begynder han, men holder så igen-igen en sekundlang tænkepause. ”Der var en periode, hvor jeg må indrømme, at jeg havde en nedtur. Der var faktisk et helt år, hvor …”

Stilheden indfinder sig igen, og jeg får det nærmest dårligt over at have sporet ham ind på den mest smertefulde periode i hans liv. Mens en engel stille går igennem den ekstravagante hotelsuite, hvor en mild brise fra de åbne glasdøre til en enorm balkon afkøler sommereftermiddagen, begynder Richie at skære et nærmest fortvivlet ansigt.

“Jeg … jeg følte overhovedet ikke den mindste trang til at skulle tilbage i det ræs. Jeg var deprimeret og desillusioneret. Men jeg kan huske, at på den absolut værste dag i mit liv – dagen min far døde – der sad jeg og gjorde status. Mit ægteskab var faldet fra hinanden. Min far var død. Jeg havde fået alvorlige problemer med min hals, så alvorlige, at lægerne mente, det var uvist, om jeg nogensinde ville komme til at synge igen, og min aller-allerbedste ven var også død … af AIDS. At miste var noget nyt for mig,” erkendte Lionel Richie, der siden ungdomsårene i hjemstaten Alabama, hvor han var med til at danne Commodores med sine studiekammerater, kun havde oplevet fremgang og succes.

”Det var svært at komme videre. Jeg kan huske, at jeg sidst på eftermiddagen gik ud til min bil for bare at køre en tur gennem byen og lade tankerne vandre. Som jeg skal til at sætte mig ind, er der en mand, der kommer hen og siger til mig, ’Hej Lionel, jeg elsker din musik. Bliv ved med at gøre det, du gør!’ Jeg kørte lidt og stoppede op ved en kiosk. Kvinden bag skranken siger: ’Åh Gud, du er Lionel Richie! Jeg elsker dig. Jeg elsker din musik, hvornår kommer der en ny plade fra dig?’ Jeg går så ud af kiosken og kommer udenfor, og … det er så dét, der topper det hele … en hjemløs mand kommer gående, skubbende med en indkøbsvogn foran sig, hvor alle hans ting er i – han stopper op, kigger på mig og siger: ’Nå. Ja, jeg tænkte nok, det var dig. Jeg har været fan af dig igennem hele din karriere, og jeg er vild med din musik. Det er godt at se dig! Pas nu på dig selv og Gud velsigne dig.’ Rådvild satte jeg mig ind i bilen og tænkte: ’Var der en hjemløs, der lige sagde: ’Gud velsigne mig?’ Det burde sgu da have været mig, der havde velsignet ham!’ Der gik det op for mig, at jeg egentlig havde så meget, at mit liv var godt … og at det vist var på tide at tage tilbage på arbejde.”

Det gjorde han så og udsendte derefter det, han selv kaldte to ”terapiplader”. Den ene var Time fra 1998. Her kredsede han omkring begrebet tid – hvor hurtigt den går, og får vi nok ud af den? Titelsangen handler bl.a. om at forlige sig med sin dødelighed.

Her var det oplagt at spørge, om han selv havde gjort det?

”Ja, det har jeg, for jeg har indset, at vi bare er på gennemrejse. Og alt, hvad vi i virkeligheden gør, er at leje lidt plads i livet, mens det står på. ’Det her er min plads og min tid,’ siger vi, men det, som det drejer sig om, er, hvordan vi bruger den tid, og hvad vi gør med den. Vi gør, hvad vi kan, ud fra den tid, vi får stillet til rådighed, men den værste synd består i ikke at udnytte den tid.”

Er du bange for at dø, spørger jeg?

”Nej. Det er jo uundgåeligt. Som min far sagde …” Lionel Richie læner sig frem i den meget bløde sofa, vi sidder i, mens han laver sin stemme om og autoritativt siger: ”Sønnike – ingen af os slipper ud af det her med livet i behold.” Richie griner højt, mens en pladeselskabsrepræsentant har sneget sig ind i suiten og giver mig tegn til, at min tid med verdensstjernen er ved at rinde ud.

Jeg når dog lige at berøre nummeret ”Time” endnu en gang. Den handler nemlig også om, hvad der er vigtigt i vores liv, ”har jeg gjort noget godt?” og ”har jeg lært noget, mens jeg var her?” ”Hver gang jeg går ned fra en scene, så er der ansigter, der smiler op til mig. Hver gang jeg går igennem en lufthavn, er der nogen, som smiler til mig. Der er folk, som kommer hen til mig og siger: ’Lionel, du var med til vores bryllup.’ Jeg var naturligvis ikke med, men en af mine sange blev sunget eller spillet ved brylluppet. Er du klar over, hvor mange bryllupper jeg har været med til, uden at være der?” spørger Lionel Richie og slår sig på låret af grin.

Set i lyset af det, han har fortalt, virker det også oplagt at høre ham, om det har været en kamp for ham at nå dertil, hvor han er nået?

”Og stævnemøder! Er du klar over, hvor mange børn jeg har,” fortsætter han klukkende og refererer naturligvis til de mange, der har gjort mere end at kysse til tonerne af hans musik. ”Der er også dem, der har fortalt mig, at de har fundet trøst ved at have lyttet til min musik efter forliste parforhold. Pointen er, at dét er mit bidrag til livet. Jeg optræder i byer og lande, jeg aldrig har været i før, men alligevel kommer folk hen: ’Velkommen til Pakistan, Lionel. Jeg ved, hvem du er, og din musik er fantastisk.’”

Vi når bl.a. også at tale om tiden på pladeselskabet Motown, hvor The Commodores begyndte karrieren og blev opvarmningsband for The Jackson Five, og om hans venskab med Michael Jackson. Men … set i lyset af det, han har fortalt, virker det også oplagt at høre ham, om det har været en kamp for ham at nå dertil, hvor han er nået?

”Åh ja. Bestemt! Alt, der er noget værd, kræver hårdt arbejde. Mange dage er gået på landevejene med The Commodores. Mange dage er brugt på scener over hele verden, hvor jeg nærmest har svedt mig til døde. Mange dage er gået med tv-optrædener af alle mulige slags. Hårdt arbejde er forudsætningen for succes. Det er sådan, det er. Ingen kommer og giver dig verden.”

Han har for få dage siden afsluttet en turné i USA sekunderet af Earth, Wind & Fire, og lige præcis i dag har Lionel Richie været i verden i 75 år … Gid han må blive mindst 100, for han har kun gjort den bedre.

Eddie Michel Azoulay var i næsten 20 år kulturskribent for bl.a. Politiken, Eurowoman og Berlingske, indtil han i 2011 besluttede sig for at forfølge sin gamle drøm om at fotografere. En sjælden gang imellem griber han dog den gamle pen.