KONCERT // ANMELDELSE – Den canadiske mesterpianist Jan Lisiecki gav i sin konceptkoncert en generøst sammensat suite af præludier fra for- og nutid, der udførtes uden ophold og med en mageløs koncentration, storladen spilleteknik og sjælden hørt musikalsk indsigtsdynamik.
Ikke hver aften får man en servering af en sådan klasse i et gennemført klaverkoncertkoncept, som udelukkende bestod af præludier fra nogle af de største klaverkomponister i musikhistorien. Og endnu sjældnere får man en hovedret af præludier strøet ud i løs vægt med et sådant overskud og musikalsk koncentration som fra den 29-årige canadiske stjernepianist, Jan Lisiecki.
Han indledte sit dybt personlige koncertkoncept lige på og hårdt med Rakhmaninovs storladne cis-mol-præludium, der ellers oftest gives som ekstranummer efter de helt store klaverkoncertaftener. Pianisten havde her ikke brug for først at spille sig op, men gik sikkert lige til stålet – eller malmklangen skulle man måske rettere sige – idet man i netop dette præludium ligesom fornemmer den rungende malm fra de tre gigantiske katedralklokker i Kreml, der som et manende ledemotiv bærer dette pompøse tonedigt. Præludiet blev da også foredraget af Lisiecki med både voldsomt klangoverskud og tyste mellemspilspassager, som satte hele det store koncertflygels eminente klangdynamik i et endog meget stærkt relief.
Man bemærkede her straks, hvordan netop denne pianist formår at amalgamere de storladne akkorder med et koncentreret klangligt fokus, hvor der altid gives tid til at lade hver enkelt frase klinge fuldtonet ud, før den smelter sammen med det efterfølgende. Koncertens åbning fik dermed sit eget dybe musikalske åndedræt, hvor Lisiecki samtidig var sin egen tilhører par excellence.
Personligt har jeg nok aldrig tidligere fornemmet en musiker, der er mere lyttende overfor sit eget solospil end netop ham.
Med disse overraskende udtyndinger når han ind til musikkens højdepunkter på helt andre præmisser end dem, noderne faktuelt foreskriver og får dermed tilhøreren til at lytte endnu mere koncentreret
Efter Góreckis fyrige og meget toccata-lignende præludier fra op. 1, nr. 1 & 4 (1955) bevægede vi os med overraskende naturlig virkning videre ind i Bachs univers og hans stærkt motoriske præludium i c-mol – for derfra igen at vende tilbage til Rakhmaninovs meget rapsodiske præludium i g-mol, hvor den smidige musik smyger sig lystent som en sabeltiger med hvæssede klør i et adræt og eksplosivt spil, inden vi nåede frem til finalen over dem alle i præludiernes verden: Chopins suite i samtlige 24 tonearter komponeret i årene 1836 til 1839.
I denne samling af både ultrakorte, små og store fuldbyrdede tekniske udladninger i form af præludieforspil føres vi gennem konkrete stemningsbilleder til noget, som blot kan anes og antydes, for til slut at erkende helheden som en serie selvstændige tonemalerier, der afspejler en stor musikers dramatiske og kontrastfyldte livscyklus.
Man kan overfor denne suite med rette stille spørgsmålet om, hvad disse vildt forskelligartede præludier reelt er forspil til? Svaret svæver frit i selve noderne, der med deres spektrum fra utæmmet vildskab til blidhed af kontrasterende stemninger, udtryksformer og rytmisk vekslen præger hele komponistens udtryksverden. Den enestående spændvidde han lægger frem i disse 24 satser får øjeblikkets inspiration til at smelte sammen med hans kunstnerisk fantasi, intelligens og sikre fornemmelse for den musikalske form. At præludierne i modsætning til Chopins to store samlinger af etuder vitterlig er åndelige udtryk, bliver her indlysende for den, som virkelig lytter – og lytter med sindet.
Lisiecki selv lytter om nogen med sindet til sit eget spil, og det som kun få pianister.
Lige fra den allerførste korte C-dur-sats overrasker han med sin lyttende tilgang, hvor han bestandig omveksler nodedynamikken på netop de steder, der ellers står noteret med et fortissimo til et sart pianissimo. På samme vis ombytter han crescendo-passagerne med en udtynding af deres klangintensitet til tonerækker, der nu i stedet ligesom glider både ham selv og tilhørerne af hænde og forsvinder væk i atmosfæren. Dette pianistiske greb er rent ud mesterligt og gør kun præludiernes uudgrundelige verden endnu mere multifacetterede at lytte til. Med disse overraskende udtyndinger når han ind til musikkens højdepunkter på helt andre præmisser end dem, noderne faktuelt foreskriver og får dermed tilhøreren til at lytte endnu mere koncentreret og intenst til musikkens budskaber.
I værkets afsluttende sats formåede Lisiecki ikke blot at forplante og sende musikkens dynamiske kræfter ud af egen krop, men tilføjede tillige undertegnede en sitrende kropsfornemmelse overfor det vilde raseri, som ligger i disse koncentrerede præludieekplosioner.
Med sit afsluttende ekstranummer – Schumanns Romance, op. 28, nr. 2 – fik vi til slut derfor et velfortjent hvil at falde ned på efter en mere end opløftende pianistisk aften båret af Lisieckis sikre hænder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og