De pavlovske reaktioner på Forbrændingens prioriteringer af kvinder

i Kultur & Medier/Kvinder/Liv & Mennesker af

ESSAY – Om kvinder i musik, inspireret af balladen om spillestedet Forbrændingens prioritering af kvinder i 2019, men ikke blot. Kvinders værker betvivles, idet kvalitet på det nærmeste fremstilles som et medfødt vedhæng til penis. Men folk i musikbranchen, der ikke lider af holdningsfornævring, giver via journalist Dorte Toft gode råd til unge kvinder, der inderligt gerne vil musikken, for der er brug for flere kvinder.

I den moderne variant af ”Hvornår holdt du op med at slå din kone?” rettes følgende spørgsmål til kvinder: ”Hvad siger du til at få muligheden, bare fordi du er kvinde?” Den adspurgte er slået tilbage på brættet, uanset hvad svaret end er.

Senest tonser spørgsmålet til kvinder afsted, fordi et spillested i Albertslund, Forbrændingen, har meddelt, at i 2019 satses udelukkende på kvinder som frontperson (mænd er velkomne i bandet), men spørgsmålet er blevet en klassiker på ethvert mandsdomineret område.

Kilde: Fra IFPI’s 20017-rapport gældende tracks (singler). For albums var danske kvinders andel på 2 %.

I kulturverdenen, i erhvervslivet og i universitetsverdenen antydes hver gang, der iværksættes særlige initiativer for at få øget kvinderepræsentationen, at kvaliteten vil falde. Jeg får næsten indtryk af at ”kvalitet” er et medfødt vedhæng til penis – som et par fine guldkvaster. Den kan i øvrigt også pynte, skulle herren ønske at demonstrere helikopteren.

Forhørene

”Ville du ikke foretrække at blive valgt, fordi du er bedst?” ”Hvad siger du til, at nogle, der måske er bedre end dig, udelukkes, fordi de er mænd?” ”Hvordan har du det med at blive taget som gidsel for en feministisk dagsorden?” ”Nok blev kvinder en gang diskrimineret, men du synes vel ikke, at det berettiger at diskriminere mænd nu?”

Intet under, at så mange kvinder bukker og siger, at de slet ikke bryder sig om at blive valgt som led i en kvindesatsning, for så vil der være nogen, der betvivler kvaliteten af, hvad de laver.

Amen og skål i brakvand. Sådan bevares business as usual.

”Bliv væk fra dette spillested,” skrev rigmandsfiluren Lars Seier Christensen på sin Facebook-profil

Fra borgerlig side i Albertslund arbejdes nu på at få slettet den økonomiske støtte fra kommunen til Forbrændingen fra budgettet, og Dansk Folkeparti vil have stoppet støtten fra Statens Kunstfond. Så kan spillestedet måske lære, at den ekstremt skæve fordeling mellem optrædende mænd og kvinder på musikscenen er naturgiven, for det handler jo alene om kvalitet.

Der er også kendte mænd, der fraråder kønsfæller at deltage i 2019-arrangementerne. ”Bliv væk fra dette spillested,” skrev for eksempel rigmandsfiluren Lars Seier Christensen på sin Facebook-profil. Endnu en bestræbelse, der går på at ramme spillestedet på økonomien.

Harmen over Forbrændingens dogme for 2019 overrasker ikke. Selvfølgelig kritiseres spillestedet for diskrimination af mænd, ligesom da 20 af 812 værelser på Bella Sky var reserveret til kvinder.

Hokus, pokus, penis i fokus

Og selvfølgelig betvivles kvinders værk. Det er altid sket, det sker i dag, og vil ske i al evighed. Ikke engang de ganske enestående kvinder i kulturens verden slipper for at blive betvivlet og formindsket – tjek blot kønsfordelingen i Nobelpriser i litteratur. Ikke en gang ganske enestående kvinder i naturvidenskabens verden slap for, at mændene fik æren.

”Hokus, pokus, penis i fokus”, tjener simpelthen for mange, ikke blot de middelmådige mænd. Også de bedste mænd, plus de kvinder, der ikke har meget til overs for eget køn.

Øksen, der svinges mod kvinder, har et skaft, hvori er snittet ordene biologi, kvalitet og meritokrati

Burde jeg alene tale med fakta i Forbrændings-sagen i stedet for med ironi og sarkasme? Nej. Det ville være omsonst at resumere al forskning, og alle de hændelser, der dokumenterer, at blandt andet stærke ubevidste fordomme spænder ben for lige muligheder.

I årevis har jeg set, at selv folketingsmedlemmer, der burde orientere sig, bare ikke gider. De messer i stedet: ”Der er juridisk ligestilling, så det er bare op til kvinderne at tage sig sammen,” på trods af, at også det er modbevist. Juraen batter slet ikke.

Øksen, der svinges mod kvinder, har et skaft, hvori er snittet ordene biologi, kvalitet og meritokrati – det sidste et akademia-begreb, der ellers er godt gennemhullet.

Stråmænd kommer vrimlende

De, der tror, at toppen domineres udelukkende af de allerbedste, er i bedste fald naive, uden kendskab til betydningen af netværk, albuer, højde, udseende, køn, etnicitet, styrken i psykopatiske træk og meget andet.

Men det er imponerende, hvor lidt der skal siges om underrepræsentation af kvinder i Danmark, før en hær ophidsede sjæle affyrer stråmænd om faldende kvalitet ledsaget af påstande om krav om kvotering, selv om ingen har nævnt kvoter, og selv om omstændigheder måtte gøre sådanne til fuldemandssnak.

Dernæst følger hæren op med påstande om krav 50/50 procents fordeling, selvom sådanne tal aldrig er nævnt, og det sluttes typisk af ”det næste bliver vel, at der også bliver kvoter for rødhåredes repræsentation.”

Jovist. Stråmændene trænges også i sagen om spillestedet Forbrændingen, og Pavlov havde nikket tilfreds. Øjeblikkelig mentalt savl på signalet ”underpræsentation af kvinder.”

En ode til farmand

Køn i relation til musik fik jeg selv ved et tilfælde fokus på i år. En af mine månedlige klummer i Politiken handlede om, hvor stor en betydning fædre har for deres døtres selvtillid, og den udløste en invitation til at debattere kvinder og musik. Klummen blev indledt således:

”Her en ode til alle de fædre, der indprenter deres døtre, at de kan række efter månen. At de kan alt, de vil, og fejler de, vil de stadig være lige elskede. Fatter I mænd, hvor afgørende I er for jeres døtre og deres fremtid?”

Oden var inspireret af fortællinger fra en række kvinder, jeg havde interviewet. Kvinder, der var gået mod strømmen og havde fravalgt kvindestereotypiske uddannelser.

“De er ’fars døtre’, typisk velsignet af en så solid selvtillid, at det meste bliver lettere. De lader sig ikke kue, de overfortolker ikke det usikre. De møder verden med nysgerrighed, er modige og udholdende. Og fars datter føler sig også godt tilpas blandt gutterne, og trivslen er ofte gensidig.”

Jeg skrev klummen på baggrund af research ind i en anden mandedomineret verden, teknologiens verden – en verden, som danske kvinder i ekstrem grad fravælger.

Det hjælper gevaldigt med stor selvtillid, også i musikkens verden, ligesom det hjælper at kunne falde ind som one of the guys. Men det er slet, slet ikke nok, og ikke alle aspirerende musikkvinder har været så heldige at have en far helt uden forstokkede holdninger til kønsroller.

Heartland-festivalen

Invitationen, som klummen udløste, gjaldt en paneldebat på Heartland-festivalen på Egeskov Slots jord. De øvrige deltagere var Lasse Lindholm, kommunikationschef for IFPI Danmark (musikselskabernes brancheorganisation) og den erfarne svenske singer-songwriter Jenny Wilson.

Jeg havde betænkninger à la hvad ved bønder om agurkesalat, men sagde ja alligevel, for kulturlivets og mediers prioriteringer ”af mænd, for mænd, om mænd” havde jeg længe noteret mig.

I musikverdenens ”agurkesalat” stikker de ubevidste fordomme jo også hovedet frem – hos pigen selv, hos forældrene, i uddannelsessystemet og i branchen – ligesom i teknologibranchen.

Fuckability

Forskellen skal dog råbes højt. Piger og kvinder siger nemlig JA til musikken, og sikkert i samme omfang som drenge og mænd, hvis ikke endnu højere grad. Alligevel er der for få af dem, det lykkes for.

I sorteringen af, hvilke kvinder der har en chance, ligger endnu en forskel, nemlig ”fuckability”.

Udseende betyder alt for meget, når det gælder kvinder i musik i dag. En Ella Fitzgerald havde næppe haft en chance for at blive en stor stjerne, medmindre hun havde optrådt i America’s Got Talent, apropos Susan Boyle i Britain’s Got Talent.

”I musikbranchen er der nogle indbyggede forventninger om, at man ser ud som Selena Gomez eller Ariana Grande,” sagde Mø

Den danske supersucces, Mø, har i et interview i Børsen udtalt sig lidt om det samme: ”I musikbranchen er der nogle indbyggede forventninger om, at man ser ud som Selena Gomez eller Ariana Grande,” sagde Mø, og fortsatte:

“Og så kan jeg stå uden makeup og føle mig helt malplaceret og ikke lige vide, hvad jeg skal gøre. Selvom det er gammeldags, og vi bevæger os i nye retninger, så er det en forventning, der ligger og spøger, og jeg har helt sikkert følt stress over det. Der er et stort management omkring mig i mit liv som Mø, og ingen af dem prøver at ændre mig.”

Har man som kvinde ikke fået et supergodt udseende i dåbsgave, skal man være endnu dygtigere til alt, og selv med et supergodt udseende skal man være dygtigere for at overleve i længden, for også barsler og rynker slukker stjerner.

Ingen danske kvinder på topliste

I forberedelsen til Heartland-debatten tjekkede jeg IFPI’s danske liste over musikersucceser i 2017. Listen viste, at der ingen dansk kvinde var på Top-50 hitlisten over tracks – singler. Ud af Top-50 hitlisten for albums var de danske kvinders andel på to procent. Kønsbalancen var skævere end nogensinde før.

Der var heller ingen priser til kvinder, da Danish Music Awards, arrangeret af musikbranchen, blev uddelt. På selve scenen var det desuden magert med kvinder. Der optrådte fem kvinder, hvor af de tre sang mænds sange – sange fra Sort Sol, som DMA hyldede det år.

Tilbage i 2008 var 42 procent af de nominerede ved DMA imidlertid kvinder. Det udløste, så vidt jeg har hørt, påstande om, at kvinder nu satte sig på alt, og det blev ikke betragtet som noget positivt. Men kritikerne havde ikke behøvet bekymre sig. Ikke én kvinde gik hjem med en pris.

Mindst lige så vigtigt er det imidlertid at få flere skabende væsener, flere originale synspunkter

Selvfølgelig skal vi have flere kvinder i musikken. De kan måske give noget genkendeligt for eget køn – en kvindes syn på mænd og på andre kvinder. De kan give mænd en bedre indsigt i kvinders verden. De kan give det kvindelige blik på det nære samfund og den komplekse store verden. Mindst lige så vigtigt er det imidlertid at få flere skabende væsener, flere originale synspunkter. Jo bredere rekruttering, jo bedre, men udviklingen kan synes at gå i retning af mere af samme grød.

Branchens mandlige dørvogtere

At få de allerbedste frem, om med eller uden peniskvaster, må være målet, men det er ikke helt enkelt, da mænd er overrepræsenteret blandt branchens dørvogtere – de ”gatekeepers”, der beslutter hos musikselskaberne, dem, der booker, dem, der anmelder, og musikværterne i radio og tv. Og mænd har det typisk bedst med mænd, også i ørene.

Tina Dickow kommer ind på dørvogterne i et interview i mediet Gaffa om sin bog, Tæl til Tina. Hun spørges, om det er irriterende, at anmeldere er så entydig en størrelse.

Tina Dickow. Fra Wikipedia.

”Det har i hvert fald alle dage været et faktum, at jeg har skullet igennem en mur af lidt selvhøjtidelige, mandlige, vinylsamlende Nick Cave-fans for at nå ud til dem, jeg betragter som mit publikum. Og uden at der skal gå kønspolitik i den er det jo sådan, at alle piger, der bevæger sig ind i musikbranchen fra starten møder en ret bestemt type mand, som mener, at han ved, hvad han snakker om … selv på GAFFA. De (kvinderne) skal nok få at vide, hvis de er for følsomme, for kringlede eller for poesibogsagtige. Man skal være stærk, for det er en branche, der er fuld af arrogance – også fra de der skrivende mænd, så man skal virkelig tro på, at det, man laver, er i orden, selv om granvoksne mænd fortæller én, at ens musik er kedelig og ligegyldig. Men det er vilkårene.”

Splitter kvinderne

En anden kvinde i branchen, Fallulah, udtalte sig også om konsekvenserne af de mandlige dørvogtere i artikel i Jyllands-Posten for nylig.

Ifølge hende vil man aldrig blive afvist, fordi man er en mand, men man kan fint blive afvist, fordi man er en kvinde, for eksempel med en kommentar som ”Vi har allerede en kvinde på plakaten.”

»Og det er jo et problem, som samtidig gør det svært for os kvindelige musikere at støtte hinanden og bakke hinanden op, fordi der kun er plads til nogle få af os,« siger hun.

Hun tilføjer, at der er en tendens til, at både journalister, bookere og radioværter spiller de kvindelige musikere ud mod hinanden. At man træder på andre kvinder for at ophøje én bestemt, der netop nu klarer sig godt.

Fallulah stiller spørgsmålet: ”Er der mest status i at arbejde med mænd?”

»Den tankegang har gjort, at der er rigtig meget konkurrence blandt kvinder, og at der ikke er særlig meget kærlighed. Man kan være nervøs for at stole på andre kvinder og hjælpe og løfte andre kvinder, fordi det kan betyde, at der ikke er noget tilbage til en selv.«

Fallulah stiller spørgsmålet: ”Er der mest status i at arbejde med mænd?”

Svaret giver vel sig selv. Ja. Er der mest status for mænd i at samarbejde med kvinder? Nej.

Adeles ”fuck”

Men danske kvinder er bare for sarte, ikke? Næh. Tjek blot på nettet hvad kvinder som Björk og Madonna har sagt. Adele lægger heller ikke fingrene imellem i et interview med Rolling Stones:

Adele har også mærket forskelsbehandlingen. Her foto fra Live Tour 2016

She describes being in business meetings “full of men” and not having her thoughts and views taken seriously. “It’s like, ‘Well, I’m the fucking artist,'” she told Rolling Stone of what she felt in those moments. “So I fucking know everything, actually! Like, don’t fucking talk down to me!” lød det fra Adele.

I samme artikel kan man også læse, hvad Nicki Minaj, Alicia Keys og Grimes siger om forskelsbehandlingen.

Værre end i filmbranchen

Den er et generelt problem i musikbranchen, og New York Times antyder, at skævdelingen i køn i musikbranchen er endnu større end i den Hollywoodske filmbranche. Tallene for musikken ser således ud:

In an analysis of the top 600 songs from 2012 to 2017 — defined by Billboard’s year-end Hot 100 chart for each of those six years — the study found that of 1,239 performing artists, 22.4 percent of them were women.

The numbers are much lower among people behind the scenes. Of the 2,767 songwriters credited on those songs, 12.3 percent were women. Female producers — the people most responsible for the sound of pop music — are even rarer, at just 2 percent in a subset of 300 songs across this same period, the study found.”

Jeg tror bare, at tallene er endnu mere skæve i Danmark, men kender ikke statistikken helt tilbage til 2012.

Spirerne på vej

Det meste af, hvad der står i dette indlæg, fortalte jeg godt en snes piger og unge kvinder, der var samlet på Samsø første weekend i november som led i projektet SheCanPlay.

Projektet, der også stod for Heartland-debatten, er finansieret af blandt andre musikfestivaler, der som bekendt også har meget få kvinder på plakaten, samt IFPI, og det er anført af to garvede kvinder fra musikindustrien, Sarah Sølvsteen og Karen Vincent. Formålet er at få næret underskoven af kvindelige musikere, gøre dem klogere på, hvad der kan kaldes ”the name of the game” – hvad der skal til for at lykkes.

Her kom jeg også ind på det ekstreme fravær af kvinder på producersiden. Det som også fremhæves hos New York Times.

Den unge svenske producer

Jeg nævnte dog en svensk producer og DJ med kunstnernavnet Toxe, der vist er ved at melde sig ind i sværvægtsklassen, selv om hun kun er de 18 og først fik et musikprogram på computeren, da hun var 15. Hun er en smuk blond pige, og man kunne tro, at det kunne give hende fordele, men her er, hvad hun sagde i et interview hos mediet Fader:

”Når jeg kun befinder mig med mænd, føler jeg mig meget lille – det er ligesom, jeg ikke kan stole på dem fuldt ud.” Hun fortæller, hvorledes nogle kalder hende Babe, slet ikke kan tage hendes arbejde alvorligt, og hvordan mænd chikanerer hende på nettet. Og så siger hun følgende:

”Jeg blev klar over, at det at have kvinder omkring mig var meget vigtigt, hvis jeg skulle føle mig sikker.”

Indspark til peptalk

Men det var først og fremmest en pep-talk, jeg skulle give de unge piger og kvinder, samlet på Samsø, og så fulde af virkelyst, så der blev komponeret til ud på natten.

SheCanPlay-initiativet samlede godt 20 unge, der inderligt gerne vil musikken.

Til den peptalk havde jeg indhentet råd fra nogle af musikbranchens aktører.

Fra P7-radioværten, DJ’eren Sandie Westh, lød det bedste råd således: ”Pigerne/kvinderne skal huske, at de ikke er konkurrenter, men holdspillere. Gutterne i musikbranchen har hele den her bro-kultur, hvor de agerer som et hold. Vi har brug for, at pigerne skaber den samme kultur med hinanden, for hvis vi skal ændre noget som helst, så kræver det at vi rykker fremad, som et hold.”

Henrik Marstal, der er musiker og producer har følgende råd: ”Omgiv dig med ja-mennesker, ikke nej-mennesker. Og det gør du ved at udsøge dig et netværk af andre kvinder og holde dig til dem. Arbejd med kvindelig producer, få en kvindelig manager, få kvinder i dit band, og find kvindelige rollemodeller – som du måske tilmed kan vælge at opsøge og anmode om et mentorforløb.”

Vær fanden i voldsk. Der er brug for forandring, og den får man ikke ved hele tiden at tage farve af den eksisterende verden

Fra Lasse Lindholm, kommunikationschef for IFPI Danmark, musikselskabernes brancheorganisation, lød rådet således:

”Vær fanden i voldsk. Der er brug for forandring, og den får man ikke ved hele tiden at tage farve af den eksisterende verden. Stå ved dig selv, men vil du leve af det, så vær også vidende om, at du er i en kommerciel kontekst, og folk kan godt lide et refrain, og at et 10 minutters langt nummer har såre små chancer. Sørg så også for at få samarbejdspartnere, der vil netop dig, og hvis du får en fornemmelse af, at det ikke holder, så søg efter andre.”

Han mener, at der er en ændret holdning i musiksselskaberne – de er begyndt at fatte, at der er fordel ved diversitet – også for bundlinjen.

Støttekronerne

For den svenske musiker, Jenny Wilson, som jeg debatterede med i sommer på Heartland, pressede ét budskab sig allermest på: Kvinder skal kunne computeren – kunne producere selv. Ifølge Wilson giver det både flere muligheder og mere magt.

”I skal ikke ud at lede efter en mand, der kan det, om en fremmed eller ens bedste ven. I skal kunne det selv,” sagde hun.

Men Wilson nævnte også økonomi – at der i prioritering af støttemidler også skal tænkes fordelene ved øget kvindelig repræsentation ind. Det sker i vist omfang i Sverige, men det vil hverken de borgerlige politikere i Albertslund eller Dansk Folkeparti være enig i. ”Svenske tilstande!” Man kan næste høre gyset.

Og hvorfor dog lære af en nation som Sverige som markerer sig så flot på musikområdet, også eksportmæssigt.

Jeg kan så undre mig over, at Forbrændingens kunstneriske leder, Jeppe Skjold, går så bombastisk ud med dogmet i pressen. Show It, Don’t Tell It. Ikke mindst, når kønsdiskussioner i Danmark lynhurtigt ender dybt betændte. Skjold kunne desuden let have afmonteret “bomben” ved at proppe en mand ind som rosinen i pølseenden.


PS: Fik du udbytte artiklen, og har du lyst til at give en 5’er eller mere for arbejdet, så brug min MobilePay 31 21 07 30. POV har ikke mulighed for at lønne skribenter.


Foto i top: Pixabay


 

Dorte Toft er journalist, forfatter og halvpensionist. Hun kan ikke helt slippe arbejdet, men fik et puf i sommeren 2016, da Berlingske Business som led i sidste sparerunde opsagde det ti år lange samarbejdet om bloggen Bizzen (it og business). Berlingske holder dog Bizzen-bloggen søgbar, hvilket ikke kun skyldes dækningen af teknologiudvikling og it-politik, men også afdækningen af flere erhvervshistorier. Nogle erindrer måske , at bloggen var et væsentligt redskab, da Dorte Toft pustede Stein Bagger i nakken, men han er langt fra alene om den uønskede opmærksomhed. Dorte Toft begyndte sit arbejdsliv som programmør, men efter godt syv år tog hun journalistuddannelsen i Århus, hvilket hun kun sjældent fortryder. På hendes CV står bl.a. Berlingske, DR, Udenrigsministeriet, KMD, Computerworld og Dagbladet Børsen. Hun er medforfatter til bøgerne ”Bedrag – IT Factory, grådighed og magtsyge” og ”Lykkelig i Nørdland – Hvem bygger fremtiden?”. Begge udkom på Gyldendal i 2009. En lille bog med titlen Magtkampens A-Z, skrevet under pseudonym, er det også blevet til. Del gerne, hvis du finder det interessant nok. Og bidrag gerne via MobilePay på +45 31 21 07 30, hvis du finder det væsentligt nok.

Seneste artikler om Kultur & Medier