Du har kun ét liv – erkendelsen i indisk trafik

i Featured af

REJSEBREV – Jeg kører langs den bengalske havbugt. Der, hvor peberet gror. Nærmere bestemt 12 grader nord og 80 grader øst – eller knap og nap. Jeg kører ‘two-wheeler‘ og jeg kører selv. Når man gør det, skal man være vågen. Den indiske trafik er nemlig ikke for hvem som helst. Claus Ankersen, rejsende i ordets tjeneste, skriver fra East Coast Road i Tamil Nadu.

Vinden er varm og solen bager på mine allerede let solskoldede underarme. Mine hænder holder godt fast. Jeg kører en 150 ccm Bajaj Pulsar. En af det store lands egenproducerede motorcykelmærker. I Danmark, en stor knallert. Her, i Indien, en fuldblods væddeløbshest. En Ferrari på to hjul. Naturligvis er jeg i shorts og badesandaler. Uden styrthjelm som de lokale. Two-wheel-walla er jeg. En motorcykelfyr.

Adrenalinen bruser gennem kroppen, mens jeg gør mit bedste for at følge med trafikstrømmens konstante strømskift. Jeg flyder med floden. Hele tiden, må jeg afpasse fart og retning. Konstant hyper-opmærksom på alle omkringkørende, gående, brægende, gøende – og først og fremmest dyttende medtrafikanter.

Det indiske dyt er en servicemeddelelse, et personligt fyrtårn, en rullende GPS-position, en hensigtserklæring. Et alt-i-et-dyt-båt. Og der er meget af det

For her dyttes. Og så dyttes der noget mere. Og ligesom der er forskel på lande, kulturer, sæder og skikke, er der forskel på dyt. Dansk dytten er aggressiv. Voldelig. Truende. Forbudt. Vi snerrer, gør og bider af hinanden med hornene. I Indien er det anderledes. Her dytter man for at signalere sin tilstedeværelse i trafikken, sin position, intention, hastighed og retning. Dyttets egenart er også et vidnesbyrd om ens placering i det trafikale hierarki. Er man flertornshornet ekspresbus eller trehjulet Piaggio auto-rickshaw.

Det indiske dyt er en servicemeddelelse, et personligt fyrtårn, en rullende GPS-position, en hensigtserklæring. Et alt-i-et-dyt-båt. Og der er meget af det. Pudsigt nok generer det langt mindre end et hjemligt dyt. Måske fordi det netop ikke er reaktivt, som herhjemme, men derimod en aktiv og integreret del af god trafikskik. Også selvom der overalt er skilte med ’No honking’. I Indien gøres dyd af at bøje reglerne. At menneskeliggøre dem, så at sige. Tilpasse dem. Igen noget som til en vis grad virker som en diametral modsætning til vores egen prøjsiske trafikkultur.

Begge dele fungerer hver for sig, men mixet er livsfarligt. Kørte man på indisk i Danmark, ville der ikke gå længe før man ville komme ud for et alvorligt trafikuheld og vice versa. Så jeg må aflære mig mine danske reaktionsmønstre og handle anderledes i trafikken.

Foto: Claus Ankersen.

Hver vejfugl båtter med sit næb

Jeg kan ikke lade være med at more mig med at sætte tegneseriestemmer til dyttene.

MAAAAAP brøler en grøn regeringsdrevet bus, idet den maser sig forbi min højre side. Jeg ligger helt ude i venstre side af vejbanen. To fimrehår fra rabattens røde sandjord. ‘Her kommer jeeeg’, dytter den med sin massive bas. Så gælder det om at være vár.

Trafikkultur er et af vores grundlæggende adfærdsmønstre. Tillært og vedligeholdt fra tidlig barndom er vores samfærdsel i trafikken en integreret del af vores kultur

Og vi svarer, alle vi andre trafikanter: Pib, dyt, båt, bræge-bræge. Pip, pib, jeg kører her og er på vej væk skingrer en lille gul auto-rickshaw propfuld af skolepiger i blå uniformer og med jasminer i deres perfekt opsatte blanke, sorte hår. Truuttelium-truuut svarer en hvid Mahindra. Dyt, honk, naaart, båååt-båååt.

Der er en række paralleller mellem indisk trafik og digtningens litterære praksis. Navigationen gennem det tilsyneladende kaotiske, fordrer klar tilstedeværelse, hypersensitivitet, opmærksomhedsevne, fleksibilitet, empati og evne til at skifte position konstant. Begge dele kræver bevidsthed om egne greb og fordrer mindfulness og intuition såvel som akkuratesse og klart sigte.

Trafikkultur er et af vores grundlæggende adfærdsmønstre. Tillært og vedligeholdt fra tidlig barndom er vores samfærdsel i trafikken en integreret del af vores kultur.

Erkendelsesskabende

At færdes i den indiske trafik kræver konstant mobilitet, man må konstant tilpasse sig, observere og tage hensyn til sine medtrafikanter, afveje muligheder, holde sit flow og være konstant tilstede.

At bevæge sig ud i den indiske trafik på egen hånd, som dansker, er skelsættende som en nedstigning i selve det liminale.

Den indiske trafik er berygtet viden om. Og med god grund. Men efter fire længerevarende ophold i landet, og tilsvarende observation og undersøgelse af dette tilsyneladende kaos, er jeg efterhånden i stand til at navigere i det tilstrækkeligt til at kunne gennemføre denne monumentale tur på ‘to-hjuler’ som er betegnelsen for scooter eller motorcykel.

Man må overgive sig til det ukendtes meget reelle faremoment. Og idet man begiver sig ud på egen hånd, indtræder man i et sensorisk hyperrum. Millimeter skiller katastrofe fra eksotisk linedans. Trafikken er som en balancegang. En linedans. Man kan sige, at det indiske vejnet er et eneste gigantisk rebtrick.

Foto: Claus Ankersen.

Trafikken er som vand

Den indiske trafik er som vand. Vejene er brusende strømfald, floder, klukkende bække, forgreninger. Alt findes konstant. Overalt. Selv om der er regler, er den bagvedliggende hovedregel at man ikke overholder reglerne. Spøgelsesbilisme er normalt og foretages med største selvfølgelighed. Vejbanevalg er frit. Enhver slags trafikanter samfærdes. Fodgængere, cyklister, lastvogne, busser, okse-trukne kærrer, hellige køer, heste, elefanter, forskellige dyreflokke, og alle slags knallerter, scootere og motorcykler, strømmer sammen i vejnettets trafik.

For den førstegangs-besøgende fra vesten, giver disse brusende floder af kød og metal indtryk af kaotiske malstrømme. Men alt foregår imidlertid i et fuldkommen regulært mønster, som blot er omvendt proportionelt med vores hjemlige.

Ligesom vand søger alle konstant den mindste modstands vej. Man kører med det tredje øje, så at sige. Det er det, som gør den indiske trafik så fascinerende, og så dødsensfarlig, når der fejlvurderes

For at manøvrere i den indiske trafik, må man – som inderne siger – køre med det tredje øje. Man må være som vand, og konstant fokusere på det totale bevægelsesmønster. Man må svøbe sin indre kappe af dansk protestantisk trafikmoral af sig og omfavne total nu-bevidsthed.

Man kan ikke længere stole på regler, men udelukkende på sin fornemmelse og vurdering og dennes stadige afstemning med handling – den rigtige handling – i dette polyfone virvar af masse, interesse, hastighed, retning og alle mulige og umulige faktorer.

Du har kun ét liv

Bytrafikken glider med mellem 5 og 25 kilometer i timen. Nærmest i cykeltempo. Faktisk i cykeltempo. Og jeg glider med. Fuld kontrol over den lille motorcykel. Fuld opmærksomhed udenfor hjelmens osteklokke. Nu kan jeg sanse de andre trafikanter, bilerne, scooterne, cyklerne, fodgængerne, gederne og elefanterne, de legende børn. Hjelmen må reserveres til hovedveje og længere ture. Man må brøle som de tamiler, man er iblandt. Og det går trods alt ikke hurtigere end cykeltempo.

Gennemsnitshastigheden er mellem 15-20 kilometer i timen, og hjemme, kører jeg jo heller ikke med cykelhjelm.

Trafikken er monadisk. Alle passer sit. Alle er på sin vis sin egen gud. Enhver trafikant, fra fodgængeren til cementblanderen, skærer sin egen bane gennem trafikkens firmament. En bane som konstant er til forhandling, og som til enhver tid kan ændres med små eller store justeringer i hastighed og retning alt efter medtrafikanter og modkørende. Alle spejler sig konstant i hinanden og afstemmer løbende. Ligesom vand søger alle konstant den mindste modstands vej. Man kører med det tredje øje, så at sige. Det er det, som gør den indiske trafik så fascinerende, og så dødsensfarlig, når der fejlvurderes.

Langt de fleste ulykker sker på grund af for høj hastighed og alkohol. Man må køre efter forholdende. Og forholdende er som et videospil. Jeg husker stadig første gang jeg skulle leje en scooter, og udlejeren, Raj Kumar, betydede mig hemmeligheden: Indisk trafik er som et videospil. Hvad som helst kan komme ud foran dig, når som helst og hvor som helst. Du har bare kun et liv.

Trafikken afslører en masse om kulturen. Og kan man manøvrere på vejen, kan man formentlig også manøvrere mellemmenneskeligt.

Når talen falder på trafik, plejer jeg at fortælle mine indiske og danske venner, at trafik er det perfekte spejl. Her kan vi lære af hinanden, som på så mange andre områder. Vi kan lære at være mindre rigide. At stå mindre fast på vores ret, bare fordi. At give køb, tilpasse os, ændre retning og hele tiden afpasse hastighed efter forholdene. Og under det hele. At tage tingene med et smil og holde det tredje øje åbent. Vi kan blive mere dynamiske og mindre abrubte i vores reaktionsmønstre.

Regler for regelbruddet

Jeg har flere kasketter på samtidig. Jeg er antropolog. Digter. Tilrejsende. Turist.

Jeg flyder i floden, som strømmer nordpå langs den bengalske havbugt. Jeg er drivtømmer af kød og blod på en motoriseret jernhest i en flod af mennesker, dyr, glas, træ og metal.

Floden, i dette tilfælde East Coast Road, er bogstavelig talt et virvar af drivtømmer af samme slags som jeg. Drivtømmer som dytter ivrigt, hver med sit eget sprog og sin egen stemme. Busser, lastbiler, hestevogne, landbrugsmaskiner, kærrer, cykler, fodgængere, heste, elefanter, geder. Hunde og hellige køer, og først og fremmest two-wheelers; knallerter, scootere og små motorcykler.

Den indiske og den danske trafik er som sol og måne, nat og dag. Hinandens trafikale Omvendtslev. Det er derfor det er sjovt. Og fuck, det er sjovt. Ligeså sjovt som det er farligt

Alt i tilsyneladende kakafonisk kaos. Tilsyneladende, skriver jeg. Og det er der væsentlige årsager til.

Også her skal man vare sig for at skue hunden på hårene. Indisk trafik er nemlig betydelig mere samfærdsel end det er kaos. Måske endda den ultimative samfærdsel. Der er regler i det regelløse. Mønstre i det dissipative. Måder man gør tingene på. Regler for regelbruddet.

Den indiske og den danske trafik er som sol og måne, nat og dag. Hinandens trafikale Omvendtslev. Det er derfor det er sjovt. Og fuck, det er sjovt. Ligeså sjovt som det er farligt. For farligt, det er det også. Dødsens farligt.

Men det er også en indvielse, en rite de passage, en overgangsrite som markerer, at man har afkodet kaos og fundet ordenen som er skjult mellem linjerne. At man mestrer noget, man på sin vis ikke burde mestre. Så jeg er også stolt. Som et barn, der har lært noget nyt.

Claus Ankersen er i Indien med støtte fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.

Fotos: skribenten.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,