INNOVATIONSMILJØ // POV BUSINESS – DTU Skylab og Industriens Fond inviterer små og mellemstore virksomheder til at blive en del af et nyt innovationsmiljø med teknologibaserede startups. Skylab Pilots hedder projektet, hvis formål dels er at øge konkurrenceevnen hos danske virksomheder gennem tættere samarbejde med vidensmiljøer som DTU, og dels at teknologiske startup-virksomheder hurtigere får adgang til markedet, skriver DTU’s kommunikationsteam.
Små og mellemstore virksomheder og startups får de kommende tre år tilbud om at blive en del af samarbejdsprojektet Skylab Pilots, som er et nyt og hurtigt arbejdende innovationsmiljø på DTU Skylab. Projektet har fået 10 mio. kr. i støtte fra Industriens Fond og skal understøtte teknologi-partnerskaber og accelerere den teknologiske udvikling i 30 virksomheder.
”Samarbejdet mellem etablerede virksomheder og iværksættere fra universiteterne kan løfte konkurrenceevnen hos begge parter. Iværksætterne får konkret viden om forretningsudvikling, drift og produktion, mens de etablerede virksomheder får adgang til unik, forskningsbaseret viden og avanceret teknologi,” siger Thomas Hofman-Bang, som er administrerende direktør i Industriens Fond.
Startup og virksomhed matches
Skylab Pilots er bygget op i forløb, hvor et startup-projekt matches med en etableret virksomhed. Efter matchet får iværksætterne hjælp til at udvikle deres teknologier i Skylabs udviklingsrum, Developer Hall. Her kan de trække på alt, fra hjælp til fremstilling af prototyper til business-coaching, og gøre brug af DTU Skylabs laboratorier og auditorier.
Skylab Pilots giver startups fra universiteternes innovations- og vidensmiljø mulighed for hurtigere at udvikle deres teknologier og produkter til et stade, hvor de kan demonstreres for kunder, mens de små og mellemstore virksomheder kan få styrket deres innovationskraft og konkurrenceevne ved at kunne integrere den seneste teknologiske viden i deres produkter.
Gennem projektperioden vil forskere fra DTU følge projektet og opsamle erfaringerne i en generisk model for fremtidige partnerskaber, som også kan benyttes i andre innovationsmiljøer.
Innovation og forretningsudvikling
Direktør for DTU Skylab Mikkel Sørensen ser gode muligheder for at udvikle nye teknologier og samarbejder i projektet.
”Skylab Pilots-projektet repræsenterer en fantastisk mulighed for at udvikle nye teknologier gennem samarbejder mellem virksomheder, forskere, startups og studerende. Det er vi eksperter i at understøtte, og vi ser meget frem til at hjælpe både det etablerede erhvervsliv og de spirende iværksættere med at udvikle forretningen,” siger Mikkel Sørensen.
Thomas Hofman-Bang fremhæver, at Skylab Pilots bygger bro mellem universiteterne og den del af dansk erhvervsliv, som ofte har svært ved at finde ressourcer til teknologiudvikling.
”Det har stor betydning, hvis vi kan hjælpe virksomhederne med adgang til ny teknologi. Her er tech-iværksætterne gode medspillere, som har fingeren på pulsen, og deres input kan være afgørende for, at en virksomhed udvikler sit produkt og fastholder konkurrenceevnen,” siger han.
Over de tre år vil Skylab Pilots skabe 15 skræddersyede samarbejder mellem teknologiske startup-virksomheder fra DTU, og små og mellemstore virksomheder.
LÆS MERE I POV OM INNOVATIONSMILJØ HER
Topillustration: Daniel Nebreda, Pixabay
Denne artikel er en redigeret version af originalen, som findes på DTU’s hjemmeside her. DTU og POV er samarbejdspartnere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her