EU // KOMMENTAR – Det er et beklageligt faktum, at den folkelige EU-debat med rod i civilsamfundet er blegnet. Hvem orker i dag at diskutere EU, spørger Drude Dahlerup, der var medstifter af JuniBevægelsen. Hun ser tilbage på sine egne 25 år gamle forbehold imod en europæisk stormagt:”Vi mangler stadig principielle diskussioner om EU’s institutioners indbyrdes forhold og mellem EU, medlemsstaterne og befolkningerne”, siger hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1988 udkom en lille bog med titlen Borger i Det Indre Marked. Den handlede om at være ”EF-borger”. I dag kan den titel lyde selvklar, men dengang var det for os EF-kritikere en grænseoverskridende titel.
Man sagde og siger fortsat heller ikke ”NATO-borger” eller ”Vi bor i NATO”. Hvorfor denne sproglige forskel? Fordi NATO er en international sammenslutning af lande, og man bor ikke i en international organisation!
Europabevægelsens idé med bogen var formentlig netop at vende de modstræbende danskere til tanken om, at EF var ved at udvikle sig til en egentlig offentlig institution, en del af alle medlemslandes konstitutionelle patchwork.
Først og fremmest mangler vi principielle diskussioner om EU’s institutioners indbyrdes forhold og mellem EU, medlemsstaterne og befolkningerne
I modsætning til de fleste andre medlemslande er EU stadig ikke indskrevet i den danske forfatning.
Trods den massive tilslutning til EU-medlemskabet i dag vil de skrappe krav ved en grundlovsændring (støtte fra mindst 40 % af de stemmeberettigede) gøre udfaldet af en sådan grundlovsændring uforudsigeligt – og det ved de danske politikere.
Jeg har netop genlæst, hvad jeg skrev for 25 år siden i den lille bog Hvad er meningen!? om den manglende fælles europæiske identitet og risikoen for en fremtidig ’kontinentalisering’ af verden.[1]
Jeg skrev det i året for afstemningen om Amsterdam-traktaten, som en af lederne af datidens største EU-kritiske bevægelse, centrum-venstrebevægelsen JuniBevægelsen (1992-2009). Dette er mit gensyn med teksten og EU-debatten set gennem mine nutidsbriller.
En europæisk identitet?
“Åh Europa”, kaldte den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger sin bog med glimt fra Europas lande på godt og ondt. De to ord dækker også mine blandede følelser overfor dette kontinent. Efter at have rejst over det meste af verden og efter at have boet en tid i USA er jeg ikke i tvivl om, at det er her i Europa, nok specielt i Norden, jeg hører hjemme. Men jeg identificerer mig med et Europa i en mangfoldighed af forskelligartede lande, ikke med en ny europæisk stormagt.
I historiebøgerne vil man formentlig i fremtiden beskrive 1990’erne som en periode, hvor man med alle mulige midler, indbefattet symboler som flag og hymner samt masser af rare projektpenge, forsøgte at genopruste den europæiske identitet og overbevise de europæiske befolkninger om, at de europæiske lande bør slutte sig sammen for at skabe en stormagt, der kan matche USA og Japan og holde Rusland stangen. Den idealistiske begrundelse er den europæiske kulturs historiske værdier. Den mindre idealistiske er ren magtpolitik og egoistisk europæisk varetagelse af egne interesser.
Jeg identificerer mig med et Europa i en mangfoldighed af forskelligartede lande, ikke med en ny europæisk stormagt
Det er her, jeg får min stærke tvivl. Der findes jo gamle betydningsfulde civilisationer overalt på kloden, ikke kun i Europa. Samtidig råber nøden og håbløsheden i så mange af verdens lande på en indsats, som kan udligne de afgrundsdybe – og voksende – forskelle mellem de rige og de fattige lande.
Rejserne rundt om i verden minder mig også konstant om, at det er mit Europa, som startede to verdenskrige, og som koloniserede det meste af verden og næsten udryddede de oprindelige folkeslag i Amerika og Australien. Det er Europa, som stadig opretholder formel eller reel kontrol over en række tidligere kolonier, og som tillader sig (Frankrig) at lave atomprøvesprængninger dér, mens man ikke ville drømme om at gøre det i eget land. Det var Europa, der ekspanderede til andre lande, da vi fik det for trangt og fattigt før og efter sidste århundredskifte. Det er (Vest)Europa, som nu – hvor det er de andre, som banker på vores døre – er i færd med at skabe et Fort Europa.
Drude Dahlerup: Hvad er meningen!? Et kontant svar om EU, Lindhardt og Ringhof, 1998
Tabet af den folkelige EU-debat
I dag kan de fleste formentlig uden at blinke sige ’Jeg bor i EU’.
Men det slår mig, når jeg genser min tekst fra 1998, hvor begrænset EU-debatten om unionens udvikling, magt og globale placering er i dag, ja, har været det de sidste to årtier. Dette er ikke bare et det-var-bedre-før argument.
Det er et beklageligt faktum, at den folkelige EU-debat med rod i civilsamfundet er blegnet. Hvem orker i dag at diskutere EU? Denne EU-fatigue gælder med skam at melde også undertegnede, som dog gennem 90’erne brugte det meste af min fritid på EU-kampagner.
De store EU-debatter i 1970-, 80- og 90’erne om EF/EU’s demokratiske underskud, de manglende godkendelser af regnskaberne, de ekstraordinært høje lønninger i Bruxelles, de professionelle lobbyisters styrke og græsrodsbevægelsernes mindskede indflydelse er stadig aktuelle problemer i dag, selv om nogle mangler er delvis udbedret, bl.a. omkring aktindsigt og åbenhed.
Men først og fremmest mangler vi principielle diskussioner om EU’s institutioners indbyrdes forhold og mellem EU, medlemsstaterne og befolkningerne. Og ikke mindst om, hvilken rolle EU skal spille i en verden i hastig forandring.
Folkeafstemninger og EU-debatter på godt og ondt
Folkeafstemninger er efter min mening et glimrende supplement til det repræsentative demokrati, specielt i principielle sager, som ikke har været centrale, ja, måske slet ikke diskuteret ved folketingsvalgene. Mellem 1972 og 2022 har vi i alt haft 10 folkeafstemninger om EF/EU, vist nok rekord i EU.
Vælgerne er hoppet af diskussionen, og i Folketingets EU-nævn sidder MF’erne med næsen nede i store stabler af alt for sent fremsendte bilag
Det er rigtigt, som jeg skrev for 25 år siden, at mere konstitutionel magt til EU aldrig har været et folkekrav i Danmark.
Den gradvise udvidelse af EU’s beføjelser er sket med eller uden traktatændringer, jf. det nye ’fælleslån’ til en genoprettelsesfond efter pandemien og den økonomiske krise på intet mindre end 5.580 mia. kr.
I dag er EU en hybrid mellem en føderal statsdannelse, et overnationalt, bindende samarbejde og på nogle områder blot et samarbejde mellem suveræne stater. Vælgerne er hoppet af diskussionen, og i Folketingets EU-nævn sidder MF’erne med næsen nede i store stabler af alt for sent fremsendte bilag.
Hvad mener jeg med en folkelig EU-debat? 1972 og 1992 afstemningerne var nok de bedste eksempler på et stort folkeligt engagement med masser af nydannede store og små grupper for eller imod over hele landet.
Ved Maastricht-afstemningen hentede 400.000 danskere en nærmest uforståelig traktattekst på posthuset.
Enhver organisation med respekt for sig selv måtte arrangere deres eget EF-debatmøde, og der kom masser af folk.
’Merci Danemark’ stod der på forsiden af den franske avis Liberation den 3. juni 1992.
Som bekendt bidrog det danske nej til omfattende folkelige debatter i andre lande, og der kom folkeafstemninger i bl.a. Frankrig, Holland og Irland.
Man kan spørge, hvorfor de allerseneste års folkeafstemninger om Patentdomstolen 2014 (ja), retsforbeholdet 2015 (nej) og forsvarsforbeholdet 2022 (ja) ikke førte til samme folkelige mobilisering som tidligere?
Jovist, tidsånden er en anden, men der må også peges på begrænsede muligheder for at deltage i debatten, ikke mindst op til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.
I 1998-teksten skrev jeg, at der ’måske’ kommer en militær oprustning i EU. Dog var den gradvise inkorporering af en militær dimension i EU-samarbejdet allerede i gang, men har accelereret på det seneste, også inden Ukraine-krigen, både i omfang og penge.[3]
Gang på gang har man i Danmark lidt mystisk bedyret, at det ene eller det andet nye skridt til militarisering af EU-samarbejdet ikke er, ej heller leder til ”en EU-hær”, uden at definere, hvad en ’rigtig hær’ er i det 21. århundrede.[4]
Desværre handlede debatten ved folkeafstemningen den 1. november 2022 hovedsageligt om Danmarks eventuelle deltagelse i mindre militære operationer i Afrika og på Balkan, og man forholdt sig stort set ikke til spørgsmålet om EU som militærmagt.
Er det et farvel til EU som en såkaldt ’normativ stormagt’?
Behov for en debat om EU i verden
“Samarbejde over landegrænserne er efter min opfattelse vigtigt og nødvendigt – og utroligt spændende og udfordrende. Men de nuværende forsøg på at ”opruste” Europa moralsk, økonomisk og måske endog også militært i verden er en forkert og også farlig idé. En ny form for ”europæisk nationalisme” er i færd med at stikke hovedet op igen. Den er styret af Vesteuropa, der helt dikterer betingelserne for det europæiske samarbejde. Og det er en del og hersk politik, der kun lukker nogle ind, men udelukker andre, og åbenbart skal forbeholdes de kristne, se for eksempel den reelle udelukkelse af Tyrkiet. En verden opdelt i modstående religiøse blokke er dog det værste, man kan tænke sig.“
Drude Dahlerup: Hvad er meningen!? Et kontant svar om EU,
Lindhardt og Ringhof, 1998
I 2004 besøgte jeg og min svenske partner, miljøpartisten Per Gahrton, den danske leder af EU’s mission i Georgien på hans kontor i Tbilisi.
Han harcelerede over, at den daværende georgiske præsident Mihail Saakasjvili var rejst afsted for at deltage i et møde af CIS-landene, den russisk-ledede sammenslutning af en række tidligere lande i Sovjetunionen.
’Når Georgien ønsker EU-medlemskab, burde de ikke samtidig gå til CIS-møder’. Denne ’enten er du med os, eller også er du imod os’ har været en farlig og urimelig politik over for lande, som handelsmæssigt, kulturelt og sprogligt har stærke bånd til Rusland, men gerne vil være med i EU.
Ruslands kyniske invasion i Ukraine gør samme enten-eller-politik nærmest uundgåelig i dag, og et nyt jerntæppe bliver nu opbygget i Europa, denne gang længere mod øst.
I 1998-teksten advares mod ”europæisk nationalisme”. Vi tog afstand fra det nye begreb ”europæiske værdier”, som om Europa med sin koloniale fortid skulle stå for særligt gode værdier.
Jeg var vist en af de få, der i den debat brugte begrebet ’kontinentalisering’ som en advarsel mod en udvikling, hvor hvert kontinent ’opruster’ moralsk, økonomisk og militært og danner front mod hinanden, set i modsætning til en ægte globalisering.
Bertel Haarders nyeste udspil om Norden som samlet magtfaktor er et spændende og velkomment initiativ, efter at drømmen om en nordisk samling som alternativ til EU-medlemskab faldt
Drømmen om et neutralt bælte ned gennem Europa, startende med Finland, var stærk lige efter Murens fald i 1989, men faldt med Natos gradvise udvidelser mod øst, Trumps America First m.m.
Denne drøm var specielt stærk i de EF/EU-kritiske centrum-venstre bevægelser i Europa.
Da jeg læste statskundskab på Aarhus Universitet, havde vi et fag, der hed ’småstatspolitik’, dvs. teorier om, på hvilke vilkår små, respektable stater kunne spille en vigtig, om end begrænset rolle i verdenssamfundet. Disse teorier forsvandt senere fra pensum.
Idéen om Norden som egen og alternativ kraft har altid været stærk i de EF/EU-kritiske bevægelser, men har lidt en krank skæbne på det politiske niveau, alt imens samfølelsen mellem de nordiske folk er forblevet stærk, og det nordiske samarbejde på virksomhedsniveau stadigt udvikles.
Bertel Haarders nyeste udspil om Norden som samlet magtfaktor er et spændende og velkomment initiativ, efter at drømmen om en nordisk samling som alternativ til EU-medlemskab faldt.
Haarder taler om Norden som magtfaktor i Europa (EU?), men vi kan i min optik gerne udvide perspektivet til hele verden, jf. de nordiske landes tidligere mere fremtrædende rolle i FN og inden for bistandspolitikken.
NOTER
[1] Drude Dahlerup: Hvad er meningen!? Et kontant svar om EU. Forlaget Vinrose 1998.
[2] Om de udenlandske reaktioner på det danske nej 1992, se Jens-Peter Bondes erindringer. Fra EU-modstander til demokratisk reformator. 2021.
[3] Deborah Eade (ed.), Fanning the flames: How the European Union is fueling a new arms race. Published by European Network Against Arms Trade. Amsterdam, March 2022.
[4] Christine Nissen fra DIIS talte uden blusel om folkeafstemningens ”Myte 1: EU-hæren kommer!” Fordi hun definerer en EU-hær som en ’overstatslig EU-hær’, så bliver i hendes referat den franske præsidents og den tyske kanslers udtalte ønsker om en ”sand europæisk hær” pr. definition ikke en hær (Mandag Morgen 18.maj 2022).
[5] Drude Dahlerup (red.), Udfordring Europa. JuniBevægelsen 10 år. Forlaget Politisk Revy, 2002.
Læs mere om i POV om EU her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
