SOMMERSERIE – film der ændrede historien: Drop ikke lederjobbet for “a little Spaniard!”

i Featured/Kultur & Medier af


FILM – Greta Garbo er overlegen i rollen som dronning Christina af Sverige i filmen “Queen Christina” fra 1933, skriver Maria Helleberg, som i dette essay går i dybden med de to kvinder, der på hver sin måde var usædvanlige for den tid de levede i: “Garbo var rent faktisk rygende uenig med filmens portræt af den kontroversielle svenske regent fra 1600-tallet –’just imagine Queen Christina giving up her throne for a little Spaniard’, sagde hun hånligt om Christinas beslutning om at abdicere og forlade Sverige.” 

Metro-Goldwyn-Meyer havde ægte stjerner i trediverne – verdens smukkeste kvinder, som skulle fremstille fatale kvindeskikkelser fra fortiden. Greta Garbo havde gjort karriere som sjælfuld femme fatale i stumfilmperioden og viste sig at besidde en dyb, smoky talestemme, som havde bevaret en yndig lille dansende svensk accent. Så talefilmen tog imod hende, og hun mod den med begejstring.

Hun var virkelig allerede en myte. Offentlighedens billede af hende afveg en del fra virkelighedens Garbo. Hun giftede sig ikke, og hun havde forhold til en mængde mænd (og en del kvinder). Stjernerne kunne faktisk skabe deres helt egen private verden, som medierne respekterede.

Garbo ønskede at medvirke i en film, der rent faktisk spillede på hendes personlighed – og på hendes nationalitet. Svaret blev Queen Christina.

Hun var rent faktisk rygende uenig med filmens portræt af den kontroversielle svenske regent fra 1600-tallet – ”just imagine Queen Christina giving up her throne for a little Spaniard,” sagde hun hånligt om Christinas beslutning om at abdicere og forlade Sverige. Hun ville have været tryggere ved den historiske Christina. Hende, der ikke ville giftes, men foretrak filosoffer og kunstnere frem for generaler. Som var datter af en rabiat protestant, men blev praktiserende katolik, abdicerede, slog sig ned i Rom og startede et nyt liv i Italien – der bl.a. inkluderede et sent og sært kærlighedsforhold til en kardinal.

Men i sin tid i Sverige havde Christina øjensynlig forelsket sig voldsomt i en svensk adelsdame. Christinas ”biseksualitet”, hvis man kan kalde det sådan i 1600-tallet, lignede Garbos egen komplekse seksualitet. Men filmens Christina blev, selvfølgelig, en selvstændig figur, og hende fremstillede Garbo med varme og entusiasme.

De fleste film fra 1933 er svære at se for deres egen skyld. Queen Christina har stadig en oprindelig varme, som bærer den enkle historie hjem.

Der er ingen grund til at rynke på næsen ad dramaet.

Dobbeltkønnet dronning

Queen Christina er typisk for sin tid, og alligevel rækker filmen ud over både ambitionsniveau og samtid. Vi står med noget så sjældent som en historisk film med humor, hvor hovedpersonen er transvestit, og hvor et magtmenneske afstår fra magten for at blive et helt menneske. Som regel sker det modsatte…

Instruktøren Robert Mamoulian havde et ret enkelt syn på svensk barok i Queen Christina– han skildrer en fjern og eksotisk, ekstremt fotogen verden med smukke detaljer, herlige kostumer og store lidenskaber. Og sne. Ingen, der skabte filmen, havde i forvejen en præcis visuel holdning til Sverige. Garbo, derimod, var vokset op i Stockholm, på og i Söder(malm). Hun kendte også historien og myterne om dronning Christina.

Og sådan præsenterede hun sig på sine mønter – en lille fin barokdame.

En af de mest sejlivede var, at hun havde været dobbeltkønnet. En myte, som også den danske amatørhistoriker Palle Lauring ivrigt forfægtede. Undersøgelser af Christinas lig, gravlagt ved Peterskirken, har dog vist, at hun var en ganske normal kvinde rent biologisk. Myten om manglende biologisk femininitet er fremsat igen og igen over for kvindelige magtudøvere. Man kan faktisk risikere at få myten serveret frisk fra fad selv i vore dage… en slags primærshaming, Magtfulde kvinder er selvfølgelig ikke engang kvinder, for magt kan selvfølgelig kun udøves af mænd.

I Queen Christina er titelfiguren en underskøn, sval og tillige magtfuld kvinde, der kan optræde som begge køn – i sit private liv er hun kvinde, i det offentlige liv pendler hun mellem rollerne. Og filmen fortæller en fuldkommen fiktiv historie om den svenske dronnings private og offentlige liv op til abdikationen i 1654. En slags gen-feminisering af Christina. For der er tale om en utraditionel kærlighedshistorie.

Det kan godt være, at skuespillerne skal svinge lidt med fjerbuskede hatte og foretage sig andre lettere grinagtige ting, men i bund og grund gebærder folk sig som i 30ernes andre film. I alt fald i det intime rum. Så figurernes to liv, som offentlige og private personer, får hver sin gestiske dragt, denne skelnen fungerer fint. Om det er tilsigtet, står hen i det uvisse.

Queen Christina er typisk for sin tid, og alligevel rækker filmen ud over både ambitionsniveau og samtid. Vi står med noget så sjældent som en historisk film med humor, hvor hovedpersonen er transvestit, og hvor et magtmenneske afstår fra magten for at blive et helt menneske

Vi befinder os under alle omstændigheder meget tydeligt i kulisser. Teatrets enorme, loftsløse rum med gode spilleflader blev overtaget af filmen og overlevede her i årtier, derfor er alle rum så højt (og mangler loft). Rå stenmure er papmache, og alle dørene florlette at åbne, selv om de ser ud til at veje en ton. Det er helt betryggende, en slags Verfremdungseffekt. Vi ved godt, at dette er fiktion. Nu vil vi så nyde den, med production value(et mørkt, oversneet Stockholm, sælsomme kroer og enorme, dystre slotte)og øm sød kærlighed.

Den uforlignelige Greta Garbo

Queen Christina var utænkelig uden Garbo.

Hendes maskuline udstråling, forklædt i ekstrem feminin skønhed, fascinerede samtiden, eller rettere sagt: havde fascineret de vilde 20eres internationale biografpublikum, og med talefilmen åbnede der sig helt nye muligheder. Garbo var især populær i Europa, og hendes kostumefilm udspiller sig da også i Europa (Anna Karenina, Mata Hari, Maria Walewska, Kameliadamen). Hendes sexede, lettere læspende svenske accent egnede sig til eksotisme, også selv om de skuespillere, som omgav hende, talte rent amerikansk (f.eks. hendes polske bror og polske ægtemand i Conquest).

Mens f.eks. Marlene Dietrich blev bedt om at spille ”sig selv” hele vejen gennem sin amerikanske karriere, lykkedes det MGM at variere Greta Garbos typer – en anelse. Hun måtte jo være femme fatale, siden hun var så overjordisk smuk. Men hendes fatale kvinder fik forskelligt mæle op gennem karrieren. Ingen vovede at sætte Garbo ind i en western, som man gjorde med Marlene D. Men publikum var parat til at godtage, at Garbos figurer red som en djævel, drak som en havnearbejder – og elskede som en forelsket kurtisane. Denne blanding forløstes flottest i Queen Christina. Hun er elegant og moody som Anna Karenina, sød som Maria Walewska, overlegent ironisk, overbærende og skarp som Kameliadamen. Alle hendes typer mødes  i denne svenske Vasa-dronning.

Greta Garbo. Foto: Wikipedia.

Christina kan lege mand, kvinde, dronning og elskerinde. Men kun som elskende er hun helt sig selv, totalt uerfaren – og farligt ægte. Derfor må hun abdicere, ifølge filmens logik. Her er ikke plads til nogen svinkeærinder om den virkelige Christinas betagelse af katolicismen. Eller til et oprør mod den far, som faldt i kampen mod katolicismen i Trediveårskrigen, og efterlod sin elskede hustru og datter ensomme og fornemme og ulykkelige.

Som i så mange andre historiske film har vores hovedperson Christina ikke megen forhistorie. Jo, som lille pige accepteres hun som dronning, hvad vi ser i en kort prolog. Men hendes døde far og sindssyge, forviste mor er borte og omtales aldrig. Hun “passes” også kun af  tjeneren Åke (“Ake”), hun har egentlig intet fungerende hof og ingen hofstab.

Dog er hun flankeret af den historiske Axel Oxenstierna som “stor ældre statsmand”. Hans type går igen i skildringer af kvindelige regenters problemer. Her er han mest den sunde fornufts stemme. Den nødvendige korrektion.

Og så er der lige hendes hofdame/veninde og venindens frier, der opfatter sig selv som Christinas mest logiske frier. Ja, de eksisterede begge to, Ebba Sparre og Magnus de la Gardie. Ebba var åbenbart Christinas første store kærlighed.  Selvfølgelig kunne der ikke komme nogen form for samliv ud af forelskelsen. Det var ikke et “lesbisk forhold”. Sådan opfattede Christina og Ebba ikke sig selv end sige hinanden, Begrebet eksisterede ikke. Rollen eksisterede ikke. Men følelserne gjorde. Egentlig er det lige meget, om de “tilfredsstillede” hinanden på nogen som helst måde. Der var varme følelser og ømhed.

Mellemkrigstidens talefilm

Filmen kan i 1933 selvfølgelig ikke skildre et homoerotisk forhold mellem to kvinder. Affæren var heller ikke “offentligt kendt” end sige behandlet seriøst af forskere. Ebba er symbolet på den normale kvindeverden, Christina kun lige rører – i sit illegale forhold til en katolsk mand. Det er helt typisk for genren, at Christina ufrivilligt kommer til at overhøre Ebbas beklagelser over dronningens adfærd.

Christinas “naturlige” handling ville være at gifte sig med fætteren, overdrage magten og føde nogle børn. Filmen kender ikke meget til hendes intellektuelle liv. Eller til hendes frustration over at være havnet et så fjernt, fattigt og forunderligt sted som Sverige. Hun hørte, mente hun selv, hjemme i Paris eller Rom. Ikke af erotiske årsager.

Queen Christina er en af de mest åbent erotiske skildringer af Garbo som attråværdig kvinde. I stumfilmstiden havde Garbos skikkelser virket direkte, ligefrem offensivt erotiske – hendes stumme Anna Karenina gennemspiller en kogende scene i den ortodokse kirke, hvor trekanten Anna/Karenin/Vronsky demonstreres.

Queen Christina har en bagvedliggende historie, som piner filmen. I film efter film havde Garbo og John Gilbert spillet elskende par. Det var de også i virkeligheden – de gik endda og planlagde bryllup. Normalisering. Filmselskaberne ville gerne have, at de kvindelige stjerner giftede sig, mens de mandlige gerne måtte være ugifte og uopnåelige. Kvinder var gode kunder

1920erne var en energisk periode i USA. Ingen havde endnu tænkt på at censurere filmen, den unge kunstart. Jazz var på vej ind i varmen, med en strøm af afroamerikanske kunstnere, kvinder fik stemmeret i 1920, radioen blev hvermandseje, skilsmisse mere acceptabel (allerede i 1915 blev hvert syvende amerikanske ægteskab opløst), kjolesømmen kom op til knæet, og litteraturen lyttede til og kopierede det talte ord.

1930erne kom med sit backlash . Fra at være et erotisk eventyr blev Anna Karenina til en tragisk historie om, at sex kun betaler sig, hvis man gifter sig opad – og holder sig til den træmand, man er blevet smedet sammen med.

Talefilmenes Garbo voksede ud af den oversexede vamp fra rollen som spion i Mata Hari og ind i en helt ny, kompliceret form for femme fatale. Hun var nok filmens midtpunkt, men ikke længere nødvendigvis dens styringspunkt. Den nye Garbo var mere passiv, et offer, selv om hun i Anna Karenina er en utro hustru, der ofrer sit barn for sin nye kærlighed, i Conquest bedrager sin ægtemand og føder en gift mands barn, og i Camille spiller yderst succesfuld prostitueret.

Socialt steg hun også, fra den første lydfilms Anna Chistie, hvor hun var svensk-amerikansk prostitueret.

I Ninotschka fra 1939 – instrueret af Ernst Lubitsch – virkede hun mere aristokratisk end selv i Queen Christina– som kommunistisk kommissær!

Hendes ranke, spændstige skikkelse med brede skuldre og fladt bryst fik den enkle ”sovjetiske” kjole til at ligne haute couture, hvad den også var. Hun bar den med statuarisk stolthed, og virkede mere overbevist om sin egen styrke selv nogensinde i Queen Christina. Og det er en pointe. For Queen Christina er intet heltekvad. Det er en sørgelig historie om at miste alt, netop som man troede, man havde fundet det vigtigste i livet.

Det klassiske lange sidste skud i filmen – Christina i mandetøj, men med vajende kvindehår. Uden hverken Sverige eller Antonio. Foto: Wikimedia Commons.

Da Garbo i 1941 (efter at Lubitsch havde fået hende til at le i Ninotschka) forsøgte sig med endnu en komedie, som Kay Hepburn kunne have hevet i land, i Two-Faced Woman, gik det uopretteligt galt. Garbo var ikke og kunne ikke sælges som en normal nutidig kvinde, der bare så h…… godt ud. Hun kunne sagtens spille screwball-comedy, men kunne hun ikke samtidig lide overbevisende!

Hele ideen bag de fleste af Garbos talefilm var at udsætte denne flegmatiske, utroligt fotogene kvinde for erotiske udfordringer. Hun måtte gerne lide og dø, bare hun også gennemlevede stor kærlighed.

Christina elsker at stikke af fra dronningelivet som mand. Hun rider væk fra Stockholm og møder “folket”. Her ude i den uforudsigelige virkelighed træffer hun så den spanske ambassadør, Don Antonio de Pimentel, og de to må deles om kroens sidste værelse. Der er en klar, men sær tilotrækning mellem de to, som omsider forløses, da han opdager, at hun er – en hun. En meget blufærdig, yndefuld og feminin hun. Filmen gider ikke spinde en sædelig historie, de to tilbringer døgn efter døgn i sengen. Og skilles, for at gense hinanden på Stockholm Slot, hvor hans forbløffelse er noget af det mest kiksede skuespil, jeg har set på film.

Samspillet mellem Garbo og John Gilberts

Queen Christina har en bagvedliggende historie, som piner filmen. I film efter film havde Garbo og John Gilbert spillet elskende par. Det var de også i virkeligheden – de gik endda og planlagde bryllup. Normalisering. Filmselskaberne ville gerne have, at de kvindelige stjerner giftede sig, mens de mandlige gerne måtte være ugifte og uopnåelige. Kvinder var gode kunder.

Stumme og hvidsminkede havde de indspillet stumfilmens mest sexede og langtrukne kys – med åben mund – i Flesh and the devil i 1926. De lignede hinanden, de passede sammen, og Gilbert kunne spille blød, liderlig mand, så heden knitrede fra lærredet. Bare han holdt kaje.

Men så kom talefilmen. Gilberts kvækkende stemme var en katastrofe. Hans spil forfaldt under indflydelse af alkoholisme. Garbo lod ham spille elskerrollen i Queen Christina, men det var ikke hendes bedste ide. Han er og bliver – en uværdig partner. Det er ikke meningen, men han forvandler historien til en tragedie. Hvordan kan verdens skønneste kvinde, der tilmed har et helt land at styre, dog være tilfreds med, ja, vildt forelsket i denne lille nar ?

Metro-Goldwyn-Meyer havde ægte stjerner i trediverne – verdens smukkeste kvinder, som skulle fremstille fatale kvindeskikkelser fra fortiden. Greta Garbo havde gjort karriere som sjælfuld femme fatale i stumfilmperioden og viste sig at besidde en dyb, smoky talestemme, som havde bevaret en yndig lille dansende svensk accent. Så talefilmen tog imod hende, og hun mod den med begejstring

Garbo bliver endnu mere ensom og udsat, fordi hendes “partner” fungerer så dårligt. Egentlig er han kun helt til stede i den sensuelle scene i kroen, hvor han opdager hendes køn – og hvor hun, døsig af forelskelse og seksuel tilfredshed, går rundt og berører hver en ting i rummet for at indprente sig dem, så hun kan genkalde sig alt. Den scene er filmens hjerte.

Jo mindre, John Gilbert har at sige og gøre, jo bedre er han. Man sidder tilbage med følelsen af, at filmen også handler om kvindelig overlegenhed – og kærlighedens kraft til at overse fejl og mangler. Han er da en sød fyr med glitrende mørke øjne, men ikke værd at ofre Sverige for. A little Spaniard, som Garbo selv bemærkede.

Hendes form for skuespil kunne han umuligt matche. Hendes ansigt syntes konstant at udtrykke en række dybe, uimodsigelige følelser. De fleste metastjerner spiller jo ikke forskellige roller, men fremstiller sin egen type i rolle efter rolle. Garbo fremstillede den drøm, som to forskellige årtier fik ved at iagttage hendes skønhed.

Hun skulle i Queen Christina hverken være skøge eller madonna. Hendes forkærlighed for maskulinitet og mandstøj blev skildret som en genvej til frihed, ikke som en erotisk rolle. Publikum elskede at gyse over biseksualitet, som når Dietrich i  kjole & hvidt kyssede en smuk pige. Eller når Garbo i barokkens mandsdragt, som hun bar med en slags brysk maskulin elegance, gled ind  og ud af roller og køn.

De fleste film fra 1933 er svære at se for deres egen skyld. Queen Christina har stadig en oprindelig varme, som bærer den enkle historie hjem

Mænd legede også, pirater og kavalerer dukkede op i filmene. Mænd i kniplinger, med elegante, feminine manerer, fjerprydede hatte og langt hår indebar en vidunderlig virkelighedsflugt. Det var en af grundene til, at Erroll Flynn på samme tid kunne fejre sejre som meget maskulin kriger i sjove kostumer, som mænd ellers kun bar i sport og cirkus. Eller til karneval.  Men Garbos og Dietrichs drag var langt mere udfordrende. I Queen Christina formåede hun at skildre ufrivillig, ikke-dyrisk erotisk udstråling. Uden at have en særlig blød, feminin eller sexet kropsudstråling.

Selvfølgelig ender filmen som tragedie. Den spanske ambassadør er ikke populær i Sverige. Christinas forelskelse kan åbenbart ikke forløses i ægteskab. Hun abdicerer i en lang teaterscene, hvor værdighed og maskulinitet næsten deformerer både ansigt og spillestil. Og så skulle hun jo kunne rejse sydpå med sin mand. Men nej, han bliver dræbt i en duel af Christinas gamle tilbeder. Det er en påklistret, men dramaturgisk nødvendig slutning. En stivnet Christina kan nu rejse – efter at have opgivet både sit officielle og sit private liv.

Dronningen abdicerer

I en række kommende film skulle Garbos roller komme til at gentage amoralen. I Conquest om den polske Maria Walewskas forhold til kejser Napoleon nævnes det ikke, at han var gift, da de to indledte deres forhold, eller at hun måtte skilles fra sin mand. Problemerne mellem Napoleon og Maria opstår først, da han vil gifte sig igen – med den østrigske kejsers datter. I Anna Karenina er hun sin mand utro, i Camilleer hun kurtisane. Men godt nok den mest ærbare kurtisane man har set. Ingen af filmene formåede at give hende en rolle, der forløste de dybere lag i Garbo selv.

Hun forsvarede sin egen dobbelthed ved at bryde 30ernes fordomme og regler. Det lykkedes overdådigt. For Queen Christina blev ikke en typisk 30ér film om domesticering af vilde, magtfulde kvinder. Christina normaliseres ikke gennem kærlighed. Hun forledes tvært imod til at gøre totalt oprør mod sit liv og sin medfødte rolle.

Queen Christina fortæller enkelt og logisk om Christinas skred fra at være ung, vild jomfrudronning til elskende kvinde – og resigneret ex-dronning.

Virkelighedens Christina var ikke så yndig som Garbo! Hun var seksuelt retningsløs; en overbegavet, sær kvinde, der gjorde oprør mod sin overbevist lutheranske far ved at blive katolik. Virkelighedens Christina overvejede vist aldrig at ofre noget som helst for kærligheden. Slet ikke tronen. Men hun opfattede sin abdikation som en frigørelse fra troens åg og Sveriges tilbagestående kulturelle stade. Italien var hendes sjæls hjem. Her kom hun til at leve lige så retningsløst som i Sverige, men uden protestantismens krav om nytte. Hun kunne fylde sit hus med kunstnere, filosoffer, lykkejægere og smukke kvinder.

Der kom aldrig en spansk ambassadør. Ham har manuskriptforfatterne hugget fra – Gustav Vasas vildeste datter, Cecilia, der indledte sin erotiske løbebane med en skandale uden sidestykke. Hun inviterede sin søsters svoger op i sin seng – under ophold i Vadstena kloster. Det opdagede hendes bror, som ikke gjorde, hvad kong Gustav ønskede, og skjulte forholdet, men straffede manden og skandaliserede søsteren. Derefter kom ægteskab og en række mænd, blandt dem en spanier, som hun fik en datter med. Ceili Vasa ville have været alt for krads kost for en film i 1933. Og da film jo stadig skrives og instrueres af mænd, er der åbenbart ingen, som finder denne type kvinde interessant nok til hverken film eller tv-serie.

Kvinder får egentlig kun plads, hvis de er sexede ofre – eller en Jeanne d’Arc, som spillede mandsrollen bedre end de fleste mænd.

Hvis man spørger, hvad filmens morale er, kommer jeg i tvivl. Hold fast i din professionelle karriere, for du ved aldrig, hvor ham den der specielle mand i dit liv bevæger sig hen. Især hvis du er så heldig at have et udfordrende, spændende lederjob.

Det er nok mit bedste bud.

Topbillede: Wikimedia Commons

Maria Helleberg, født 1956, er først og fremmest kendt som forfatter, men har egentlig en uddannelse som teater- og mediehistoriker. Og tog engang bifag i dansk. Fuldtids skriver siden 1987. Kærlighedsbarn, Engelshjerte, Seersken, Valeria, Thomasines Frihed, Alberto. Oversat til mere end ti sprog. Har levet i USA og Italien og er aldrig rigtig kommet over det. Interesserne spænder over modsætninger: skønne automobiler, grøn omstilling, gender politics, skønne mænd. Horses & hounds. Mad fra alle verdenshjørner. Kulturpolitik og deslige. Men er egentlig mest af alt politisk amatør og tror fuldt og fast på regering by the people, for the people. Bor lidt uden for Fredensborg i rækkehus fra 80erne, med jordens dejligste mand & jordens frækkeste lille gamlingehund. Bruger Zalando, størrelse 38 1/2 i sko, ingen briller (endnu) og RaiUno, NDR3 og Netflix, men kan stadig huske Netscape og Yahoo.

Seneste artikler om Featured

Diagnosens Dag

ESSAY – ”Da du kom her første gang med din mor, spurgte