KYS HISTORIEN FRA MIG – Hvad skete der egentlig efter Struensees fald fra magten? I denne uges indlæg i forfatter Maria Hellebergs serie af nedslag i Danmarkshistorien, fortæller hun om den drabelige udgang på den kongelige affære og kuppet i 1772 – om enkedronningen Juliane Marie og hendes uformelle udøvelse magt i tiden efter Struensee.
Struensee blev styrtet som landets diktator i 1772. Men kupmagerne havde intet fælles program. De var ikke bundet sammen af politisk enighed, men af afsky og frygt for diktatoren Struensee. Eftertiden har tvivlet på enkedronningens rolle i sammensværgelsen, men samtiden tvivlede ikke. Den så og hørte og vidste, at Juliane Marie var den tunge kraft bag hammerens fald.
Juliane Marie havde alle mulige grunde til at fjerne diktatoren. Hun delte absolut ikke Struensees synspunkter. Hun mente at Christian den Syvende og hans kone Caroline Mathilde var en vildfarelse i kongerækken.
Juliane Maries store held var egentlig, at hun som kvinde og enkedronning ikke havde sæde i statsrådet. Hun kunne udøve magt uden at blive direkte politisk ansvarlig. Hun kunne forblive både synlig – og urørlig
Kongens psykiske sygdom gjorde hans regering ustabil. Han var tilbøjelig til at give personer som Enevold Brandt og Struensee magt. Hendes søn derimod, Arveprins Frederik, var hverken begavet, køn eller evnerig. Til gengæld kunne han anvendes som marionet og styres gelinde.
Synlig og urørlig
Juliane Maries store held var egentlig, at hun som kvinde og enkedronning ikke havde sæde i statsrådet. Hun kunne udøve magt uden at blive direkte politisk ansvarlig. Hun kunne forblive både synlig – og urørlig. Uden at påtage sig den formelle magt. På en måde gentog hun Struensees magtovertagelse, men langt bedre beskyttet bag kongemagt, autoritet, hær og kirke.
Og så var hun formentlig, hvad en senere tid kaldte legitimist. Derfor fjernede hun ikke formelt Christian den Syvende. Hun isolerede ham og holdt ham væk fra det egentlige regeringsarbejde. Han måtte hjertens gerne gøre, hvad der passede ham og hans væsen, når bare han forholdt sig rolig og forblev magtesløs.
Den psykisk uhyre sårbare monark gik åbenbart nærmest frivilligt ind i mørket. Måske gik det op for ham, at enevælden ikke længere gjaldt ham den morgen, han forsøgte at få forspændt en vogn med heste, så han kunne køre op til Kronborg, hvor hans hustru, dronningen, blev holdt indespærret. Ikke engang det kunne en enevoldskonge opnå under det nye regime.
Enkedronningen medvirkede til et statskup
I øvrigt virker det, som om Juliane Marie kun greb ind i regeringsarbejdet i de store, overordnede linjer – og i spørgsmål, der havde at gøre med kongefamilien. Men hun genoprettede det traditionelle enevoldshof, og hun indrettede og udstyrede slotte uden hensyn til omkostningerne. Fredensborg Slots udstyr og interiør er i høj grad hendes skabning (især kirken), og taler om en kvinde med udpræget god, men stram smag.
Hun ønskede at leve i et hus, som fortalte sandheden om hende, ganske som den samtidige Gustav den Tredje i Sverige skabte sit Drottningholm. To meget forskellige regenter. Gustav elskede kunst og betingelsesløs skønhed. Han var æstet og uegnet som konge, men god til at bygge, skabe grobund, og bedst til at sørge for, at andre skabte.
Hun havde haft en hård tid som ung, uønsket dronning nr. 2, gift med en alkoholiker og sadist. Hun havde givet denne mand en søn, og hun havde lært sig dansk og forsøgt at skabe en plads i kaos. Da kongen døde, var det meningen, at hun skulle trække sig tilbage og drive godser og være det, eftertiden kaldte driftig. I stedet besluttede hun sig til at medvirke til et statskup.
Det er nærliggende at antage, at hun følte et vist slægtskab med andre af tidens regenter, Marie-Theresia i Østrig, Katarina i Rusland og Frederik af Preussen, som hun alle brevvekslede med. Til Katarina af Rusland sendte hun et monumentalt fyrsteportræt af sig selv, klassisk renfærdigt og i skarpe linjer, malet af Katarinas (danske) hofmaler Vigilius Erichsen og betalt med en svimlende sum. Billedet viser hende netop som enkedronning, henvisende til den afdøde Frederik den Femte som sin baggrund og begrundelse for regeringen. En stor, skøn og strid høne på små beskoede fødder.
De facto regeringsførelse
Kabinetsstyret indførte i 1776 Indfødsretten, d.v.s. fortrinsret til ”indfødte” danskere ved besættelse af offentlige embeder. Det handlede nok oprindelig om usurpatoren Struensee. Tilsvarende personer skulle holdes væk fra magten.
Men samme administration kunne ikke klare sig uden udlændinge.
Danskheden var ellers, om man så må sige, på fremmarch. De kongelige børn lærte dansk før noget andet sprog. Danske kunstnere blev foretrukket, når kongehuset udvalgte portrætmalere. Samtidens patriotiske ideer voksede også i Danmark. Men centralstyret måtte stadig hente personale fra Hertugdømmerne, eller endnu længere borte.
Det siger noget om, at kuppet ikke var særlig vel forberedt – der lå ikke en kontant politik og ventede på at blive implementeret
Regeringen blev de facto ført af Arveprinsens fhv. lærer, Ove Høegh-Guldberg, der ikke havde mange praktiske erfaringer med stats- og finansstyring. Perioden kendetegnedes da også af visse økonomiske mærkværdigheder. Man lod jævnligt seddelpressen løbe løbsk, og tildelte venner og støtter afdragsfri lån.
Men intet kunne standse den velstandsstigning, som landet var på vej til at opleve. Kompagnier, kolonier, driftighed og social mobilitet skabte et solidt opsving, som blev brugt bl.a. på forbrugsgoder til overklassen, der igen skabte velstand hos leverandører og borgere, især i København. Og så var der fred. Langtrukken fred.
Kabinetsstyret under Ove Høegh-Guldbergs lederskab er ofte set som et tolvårigt dødvande, der gudskelov for landet blev afbrudt af kuppets unge, nye kræfter i 1784. Det er ikke helt retfærdigt. Der var tale om et massivt ønske om at vende tilbage til ”gode gamle dage” med orden og ro og stabilitet, og dette ønske førte til udbredt apati.
Ligesom den lille kronprins med sit viltre kasserolle-klippede hår blev iført hofdragt og paryk og forsøgt dresseret. Men verden sov ikke, og 1772 var ikke 1752, ligesom Guldberg absolut ikke var en dynamisk Adam Gottlob Moltke, der havde varetaget statsstyret for Frederik den Femte.
Man indførte ikke øjeblikkelig love, der erstattede alle Struensees initiativer. Det siger noget om, at kuppet ikke var særlig vel forberedt – der lå ikke en kontant politik og ventede på at blive implementeret. Snarere end at føre aktiv politik ønskede man at afskaffe det politiske liv ved hoffet og afmontere risikoen for endnu en Struensee, endnu en favorit.
Lagde grunden til nyt kup
Efter de første års følen sig frem i det politiske liv, tog man i 1780 skridtet og udelukkede den sidste store politiker A. P. Bernstorff fra alle hans poster. Ikke alene påbegyndte man herefter en veritabel slingrekurs. Man lagde også grunden til kuppet i 1784.
Guldberg-styret og enkedronningen havde ikke brug for den generation af veluddannede, progressive yngre mennesker, som udgjorde den absolutte danske elite fra 1775 og frem. Den var i forvejen stemplet, fordi den nægtede at opfatte Struensee-episoden som en djævelsk afvigelse fra normen.
Det, der udefra kunne ligne elegant orden, var i virkeligheden tre kup efter hinanden. Hvor kabinetsstyret efter Struensees fald i lange perioder gik ud på at indføre stabilitet gennem så få begivenheder og beslutninger som muligt, så skulle kuppet i april 1784 medføre hektisk aktivitet og en af de voldsomste ændringer af landets udseende, man havde oplevet
Finansministerens sværmeriske søn Ernst Schimmelmann var i 1774 dybt involveret i en plan om at skaffe Caroline Mathilde tilbage til Danmark – som formynder for sin søn.
Hun døde og planen med hende, men der var ikke alene tale om en sentimental medlidenhed med en stakkels kvinde. De sammensvorne regnede med, at den fordrevne dronning ville være i stand til at regere landet i Struensees ånd.
Juliane Marie nærede en tilsvarende frygt for den fordrevne. I den nye generations opfattelse var Caroline Mathildes forbrydelse og eksil ikke vanærende for andre end den danske og engelske statsmagt. I de få år, som gik inden hun døde i Celle, voksede hun til en mytisk figur – og til en reel trussel. Hun havde om nogen noget at hævne, en elsket mands omdømme at rense, en elsket søn at genopdrage.
Hendes død i 1775 gjorde magthaverne trygge, omsider. Uden hende at samle sig om var oprøret dødfødt. Men de unge privilegerede menneskers sværmeri for Caroline Mathilde medvirkede til, at regeringen forbigik dem ved udnævnelser til nøgleposter i regeringsapparatet.
Slotsparken vidner om orden
Juliane Marie yndede orden og forudsigelighed. Hvis man vil lære hende at kende, kan man opsøge Fredensborg Slotspark og gå rundt i Nordmandsdalen. Her møder man det norske folk i statueform. Nydelige jævne folk. Sådan nogen, som man får lyst til at kalde min gode mand. Alt er passet ind i et fint havesystem. Hver har fået tildelt sin plads, og enkedronningen kan med gæster hvile omgivet af et ømt elskende folk. I sten.
Eller man kan opsøge den oldtidshøj, som hendes søn, Arveprinsen, lod ombygge til en slags monument for verdens bedste mor. Det var åbenbart sådan, hun så sig selv. Julianehøj minder mest af alt om maoistiske monumenter. Personkulten ligner også. Hun forsøgte endda at opdrætte den lille kommende Frederik den Sjette til et beundrende barnebarn. Han havde engelsk syge og han var åbenbart ordblind.
Men han skulle lære hyldesttaler til enkedronningen udenad og oplæse dem for hende på hendes fødselsdag. På Fredensborg drillede hun ham, fordi han ikke kunne tåle at se jagthundene sønderrive jagtbyttet. Brutaliteten var en del af hendes norm. Hun drømte ikke om at mildne Struensees straf: halshugning, afhugning af hånd og køn, partering og opstilling på hjul og stejle. Brutalitet giver frygt og respekt. Hun havde brug for begge dele. Ingen havde bedt hende gribe magten, endsige om at regere. Så hun skjulte sig på den ene måde, og drev ellers propaganda for landets moder.
Det, der udefra kunne ligne elegant orden, var i virkeligheden tre kup efter hinanden. Hvor kabinetsstyret efter Struensees fald i lange perioder gik ud på at indføre stabilitet gennem så få begivenheder og beslutninger som muligt, så skulle kuppet i april 1784 medføre hektisk aktivitet og en af de voldsomste ændringer af landets udseende, man havde oplevet.
Alle de nye love havde dog udspring et andet sted end Struensees reformer. Han tænkte urbaniseret, mens de nye magthavere havde førstehåndskedskab til livet på landet. Så det, man fik, var bondereformer. Det var slut med spøgelses-diktatorer og diktatorinder. Fra nu af skulle der regeres synligt. Den opinionsstyrede enevælde var født.
Topfoto: Buste i biscuit af Juliane Marie, udført på Den Kongelige Porcelainsfabrik 1781 og signeret Luplau fec. Kongernes samling.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
