
TEATER // ANMELDELSE – Queer har altid eksisteret. Måske med andre navne. Nogle gange åbenlyst, andre gange i skjul. Garbo’s Cuban Lover – the abridged version udspiller sig på farverig baggrund i Hollywood før 2. Verdenskrig. Her var alt tilladt i stjernernes sexliv, så længe det ikke var offentligt kendt, hvilket giver en vild og underholdende historie, som kan nydes uanset seksuel orientering, skriver teateranmelder Steen Blendstrup.
Garbo er svenskfødte Greta Garbo, the Great Garbo, som hun blev kaldt. Hun var stjerne i stort anlagte og succesfulde melodramaer som Anna Karenina, Kameliadamen og Mata Hari (og den uforlignelige komedie Ninotchka) – og blev omgivet af en aura af mystik.
I Garbo’s Cuban Lover er hun imidlertid – som titlen angiver – en biperson. Fortælleren er forfatteren, digteren og manuskriptforfatteren Mercedes De Acosta (Gina Mob), hvis bog Here Lies the Heart ligger til grund for Odalys Nanins drama, der spilles på engelsk på H2O-scenen i Hørsholmgade.
Men den, der lever skjult, lever godt, så Mercedes kan tillade sig en mere åbenlyst queer fremtræden end filmstjernerne
Foruden at være Garbos Cuban Lover er De Acosta også blevet sat i forbindelse med Isadora Duncan, Marlene Dietrich, Tallulah Bankhead og adskillige andre berømte kvindeskikkelser. De er alle med i historien. Og selv om den præcise natur af hendes affærer blev holdt skjult, så var hun en prominent fortaler for ligestilling og førte sig gerne frem i bukser – hvilket igen påvirkede filmstjernernes påklædning og dermed moden. Og så kan vi følge tråden frem til i dag.
Hvem var Garbo’s Cuban Lover?
Selv om mange i dag ikke forbinder ret meget ved de ovennævnte stjernenavne, så er de dog – uden for queerkredse – mere kendte end Mercedes De Acosta selv. Dermed illustrerer titlen Garbo’s Cuban Lover i sig selv forholdet mellem stjerner og vandbærere.

Men den, der lever skjult, lever godt, så Mercedes kan tillade sig en mere åbenlyst queer fremtræden end filmstjernerne. Den virker som et lys på natsværmere. Og dermed er der åbnet for en underholdende historie fra det gamle Hollywood med filmmoguler, kontraktskuespillere, stjerner, der blev betragtet som investeringsobjekter, og forfattere, der blev fyret og hyret for et godt ord. Samt glamourøse fester.
Heller ikke hun kan stå for Hollywoods store femme fatale
På scenen i H2O er de ganske vist kun fire skuespillere om at illudere det hele. Ikke mindst Tina Robinson løber hurtigt for at spille alt fra MGM-produceren Irving Thalberg til Marlene Dietrich. Mængden af champagnedrikkende gæster må vi forestille os – når vi da ikke bliver inddraget i at skåle med skuespillerne. Det hele foregår nemlig i en manege med publikum på alle fire sider.

Midt i denne tummel står Mercedes De Acosta som en kvinde, der ved, hvad hun vil. Hun lader sig ikke tromle, selv om hun da også – for et syns skyld – har en ægtemand et sted. Hun er sit eget værd bevidst. Hun har blot én svaghed. Heller ikke hun kan stå for Hollywoods store femme fatale.
En kærlighedstragedie
Garbo’s Cuban Lover kunne sagtens omformes til en dampende hot tv-serie om intriger, sladder, afpresning og mangfoldig erotik. En Game of Thrones uden drager. Det skulle da lige være Salka Viertel. Hun skrev faktisk mange af Garbos store film, men fremstår i Tina Robinsons skikkelse (der var hun igen) som en vidunderlig, manipulerende skurk.

I et serieformat ville der være mere plads til lidt forklaring om, hvem der er hvem. Hvis man ikke kan sin filmhistorie, kan det nemlig være svært helt at følge med og forstå referencerne. Når Dina Rosenmeier som Garbo udbryder, ”I want to be left alone”, er det for eksempel et berømt citat fra hendes Grand Hotel. Så ved du det.
Som handlingen udspiller sig på scenen, fremstår Garbo’s Cuban Lover som en kærlighedstragedie. Som så mange helte og heltinder i den genre genkender De Acosta de røde flag, men står magtesløs, når den smukke Garbo knipser med fingrene og vil have hende, forkaster hende, vil have hende tilbage. Den smertelige erfaring har mange givetvis gjort sig. Uanset køn og seksuel orientering.
Efterskrift
Man kan også sige, at Garbo’s Cuban Lover vil for meget. Med en handling, der spænder over små 30 år, får vi den tragiske kærlighed, en masse sjove episoder, måske mere namedropping end godt er, Hollywood-historien. Og queer-historien. For Mercedes De Acosta, der i Here Lies the Heart (1960) er mere åben om sit liv, end livet i Hollywood tillod, har selvfølgelig sin plads her.

I sin dramatiske form er Garbo’s Cuban Lover fiktion, men den er også et vildt og underholdende ridt gennem den virkelige historie om Hollywoods storhedstid, hvor der i kulissen herskede et frisind, som hverken filmene eller pr-maskinen tillod at komme frem. Ja, før nu om dage, naturligvis, med film som Babylon.
Og så virker finten i titlen. Når aftenen er omme, ved vi faktisk noget mere om Mercedes De Acosta, som jeg personligt ikke havde noget kendskab til på forhånd. Hun har ingen stjerne i fortovet på Hollywood Boulevard, men har alligevel sat sig spor. Så kan vi jo hver især vurdere, om vi vil tage noget af den filosofi til os, som kommer til udtryk i Garbo’s Cuban Lover. Woke eller ej.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og