MEDIEKRITIK // KOMMENTAR – For kvinden, der overlever sin mands drabsforsøg, kan mediernes dækning blive næste del af mareridtet. Det var tilfældet for en kvinde, der i juli blev beskrevet i Helsingør Dagblad, nærmest som om hun selv bar skylden. Journalist Dorte Toft har talt med kvinden, som avisen aldrig tog kontakt til. Toft giver også et indblik i, hvordan JydskeVestkysten og andre medier svigtede ofre og deres pårørende. Fandtes der en årlig pris for dårligste journalistik, ville nogle af sådanne sager kvalificere sig dertil, mener hun.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter pres udefra måtte JydskeVestkysten den 13. oktober ændre en overskrift om et drabsforsøg fra følgende: ”Ankesag: Frustreret 74-årig mand ville give sin kone en lærestreg, men blev dømt for drabsforsøg efter 50 slag med en hammer” til ”Ankesag: 74-årig dømt for drabsforsøg på sin kone efter 50 slag med hammer”.
Avisens brøde var, at der ikke var sat citattegn om de farvede udsagn fra manden. De fremstod som avisens vurdering.
I retten afgav den tiltalte en lang række forklaringer, der tegnede hustruen som ulidelig, og journalisten fra Helsingør Dagblad refererede detaljeret. Hustruen havde blandt andet ”kritiseret og nedværdiget” sin mand og irettesat hans påklædning
Kvindens brøde var, at hun ville skilles. Hun blev bragt på hospitalet med læsioner efter hammeren i ansigtet, nakken og på hovedet.
Tre måneder tidligere havde Helsingør Dagblad begået samme fejl: ”Ægtemand fik nok af fornedrelsen i Hellebæk-hjemmet: Pludselig stod han i stuen med et ladt jagtgevær”.
Der var tale om et referat fra byretten, hvor den tiltalte var en mand i 70’erne.
Han havde i januar 2021 truet sin jævnaldrende hustru med et ladt, dobbeltløbet jagtgevær og bebudet, at den ene kugle var til hende, den anden til ham selv.
I retten afgav den tiltalte en lang række forklaringer, der tegnede hustruen som ulidelig, og journalisten fra Helsingør Dagblad refererede detaljeret.
Hustruen havde blandt andet ”kritiseret og nedværdiget” sin mand og irettesat hans påklædning. Så ”ægtemand fik nok af fornedrelsen” og hentede sit jagtgevær.
Journalisten begrunder sin én-kilde-artikel med, at ”hustruen ikke fik lejlighed til at give sin version af sagen i retssalen.”
Jeg har mange gange overvejet at skrive til journalisten om de usandheder, som min mand fortalte i retten, og som journalisten ukritisk viderebragte, men jeg magter det ikke, da jeg stadig kæmper med PTSD efter kampen for at redde livet
Forklaringen blev ikke givet, men den er således: Tiltalen var ændret undervejs. Det var ikke længere drabsforsøg, som anklageren skulle bevise, men som manden havde erklæret sig uskyldig i. Den nye tiltale var “forsætlig fareforvoldelse og trusler”.
Manden ville erklære sig skyldig i den tiltale, og sagen blev derfor kørt som en ren tilståelsessag, hvilket betød, at drabsudredningen blev standset.
Men skulle manden ændre holdning undervejs i retslokalet og undlade at tilstå, måtte hustruen ikke på forhånd kende til, hvad han havde sagt, da hun i givet fald skulle føres som vidne jf. Retsplejelovens paragraf 182.
Journalisten tog aldrig kontakt
Journalisten tog imidlertid aldrig kontakt med hustruen, hverken umiddelbart efter dommen eller efter artiklen med den tiltaltes hårde kritik af hende. Hun stod ellers uden for retslokalet i lang tid efter dommen i chok sammen med sin lige så chokerede 40-årige søn.
Hendes mand kunne forlade retssalen som en fri mand. Dommen blev kun på 10 måneders ubetinget fængsel, og straffen var ”overstået” takket være blot seks måneders varetægtsfængsling siden udåden, der skete den 10. januar 2021.
Nu, tre måneder senere, kommer kvinden til orde. Hun har imidlertid valgt at fremstå anonymt, især af hensyn til børn og børnebørn, men også af frygten for mediemøllen – hvad der kan ske, hvis hun nu selv står frem med navns nævnelse.
Han fiskede et par haglpatroner op af tasken og satte dem i geværet og gik nedenunder til hustruen igen. Han stod omkring tre meter afstand og pegede på hende med jagtgeværet
I dette indlæg vil hun blive kaldt Kirsten, men hendes fulde navn er redaktionen bekendt.
”Jeg har mange gange overvejet at skrive til journalisten om de usandheder, som min mand fortalte i retten, og som journalisten ukritisk viderebragte, men jeg magter det ikke, da jeg stadig kæmper med PTSD efter hændelsen,” siger hun.
Kender til skudskader
“Jeg har set mennesker maltrakteret af skudskader tæt på, så jeg vidste alt for vel, at det var en kamp for livet,” forklarer Kirsten, der i årtier har bistået ved akutoperationer, herunder af skudramte.
I det følgende bringes nogle sammendrag fra artiklen i Helsingør Dagblad, men også længere citater af artiklen, da det er afgørende for den mediekritiske belysning.
Ifølge Helsingør Dagblad var hendes ”kritik” og ”fornedring” af manden begyndt om aftenen efter en 70-års fødselsdagsvisit i Kokkedal. Ifølge artiklen sagde hun blandt andet, at hun ikke kunne holde ud at se på manden, at han måtte klæde sig ordentligt, og at hun ville skilles.
”Det er sandt, at der var dårlig stemning den aften i januar, men det skyldtes diskussion om, hvem der skulle lave aftensmaden.”
“Beklædningen? Det er sandt, at jeg en gang i mellem har bedt ham om at udskifte joggingbukser med andre bukser, når vi skulle ud, men det var ikke noget, vi snakkede om den aften,” siger Kirsten.
Løgn, at jeg ville skilles
”Men det er løgn, at jeg havde sagt, jeg ville skilles. Vi har haft nogle dårlige år, og min mands helbred kan have spillet ind – han oplyste jo selv i retten, at han var nede med dårlige nerver og stress.”‘
“Men vi har været enige om ikke at ville skilles i vores høje alder. Huset med sine mange værelser gjorde, at vi stort set kunne leve hvert vores liv, og økonomisk ville det ikke være fornuftigt.”
Hendes mand holdt ofte til i soveværelset, da det var det eneste sted i huset, der var tv, og han så meget tv. Men ved 20-tiden den aften kom han ned fra soveværelset.
”Han stod bare i døren til stuen, hvor jeg sad og læste en bog, og jeg spurgte ham, om der var noget, han ville spørge om.”
Han sagde til Kirsten, at han havde en løsning på ”deres fælles problem”. En kugle til hende, en kugle til ham
”Han svarede, ”Jeg synes, du eskalerer situationen”, men jeg ville ikke til at diskutere igen. Jeg anbefalede ham at få professionel hjælp. Så gik han.”
Helsingør Dagblad fortsætter: ”Manden gik ovenpå igen, og denne gang fandt han sit dobbeltløbede jagtgevær frem. Han fiskede et par haglpatroner op af tasken og satte dem i geværet og gik nedenunder til hustruen igen. Han stod omkring tre meter afstand og pegede på hende med jagtgeværet.”
Jagtgeværet i skjorteskabet i soveværelset
”Omkring 14 dage før jul – en lille månedstid, før han bebudede, at han ville dræbe mig – så jeg, at han havde flyttet jagtgeværet frem i soveværelsesskabet, og det stod op ad skabets side.”
“Jeg blev nervøs, for vi har mange børnebørn i vores sammenbragte familie, og de render over hele huset. Derfor bad jeg ham enten forære geværet til en ven, da han selv for længst er stoppet med at gå på jagt, eller i det mindste lægge det op på loftet, men han afslog begge ting,” fortæller Kirsten.
Da han den januaraften kom ned i stuen igen efter få minutter, var det med det ladte, men sikrede, knækkede jagtgevær. Han sagde til Kirsten, at han havde en løsning på ”deres fælles problem”. En kugle til hende, en kugle til ham.
Kirsten bad ham flere gange om at lægge geværet på gulvet, så de kunne få snakket roligt sammen, men det lykkedes ikke at overtale ham, og hun endte med at råbe ad ham. Så lukkede han jagtgeværet og rettede mundingen direkte mod hende.
Kirsten kastede sig hen mod ham og fik skubbet geværet til side. I artiklen i Helsingør Dagblad refereres det således: “Hustruen fik fat i geværet og parret tumlede om på gulvet.”
Det ene skud ramte loftet, det andet ramte sofabordet med en kraft, der fik en stor bog på bordet til at flytte sig
“Under tumulten gik ét måske to skud af. Det har dog ikke været muligt at bevise, om det var den tiltaltes finger, der trykkede på aftrækkeren, eller om det var et hændeligt uheld. Haglene gik op i stueloftet.”
Kirstens erindring er følgende: ”Det ene skud ramte loftet, det andet ramte sofabordet med en kraft, der fik en stor bog på bordet til at flytte sig. Og det var helt sikkert ikke min finger på aftrækkeren. Jeg knapt ved, hvor aftrækkeren sidder, og jeg skulle bare have geværet revet væk fra ham.”
Skreg af rædsel
I avisen fortsætter beretningen således: “Du er jo sindssyg, skreg hustruen” – som havde journalisten selv været til stede.
Kirsten fortæller, at naboer på aftentur havde hørt hende skrige og snakkede om, hvorvidt de skulle banke på, netop da hun flygtede ud ad døren med geværet i hånden.
”Jeg aner ikke, hvad jeg skreg, men skreg, det gjorde jeg, af rædsel,” siger Kirsten.
Politiet gennemsøgte forgæves huset efter ammunition og tilhørende emballage. Efterfølgende bad politiet hende om også at gennemsøge, men det var ligeså forgæves.
Polititilhold
I retten fortalte manden, der ifølge journalisten fremstod ”afpillet og svækket”, at hans gerning på en eller anden måde var et råb om hjælp, og han håbede på tilgivelse.
Kirsten fik efter retssagen sikret, at manden fik polititilhold, men det tog lang tid. Parret er nu i skilsmisse, deres hus er sat til salg, men hver gang hun googler om noget i den forbindelse, dukker artiklerne fra Helsingør Dagblad op tidligt i søgeresultatet.
Det kom helt bag på mig, hvor lav straffen var. Kun 10 måneder. Det forstår jeg ikke
”Det er ikke rart. Hvor længe bliver det mon ved?”, spørger hun.
Hun forsøgte aldrig at få anklagemyndigheden til at appellere den lave straf. ”Det havde jo ikke gjort mig lykkeligere eller mindsket min PTSD. Men det kom helt bag på mig, hvor lav straffen var. Kun 10 måneder. Det forstår jeg ikke.”
Var han blevet dømt for drabsforsøg havde straffen været på omkring fire-fem år. Med den ændrede tiltale havde anklageren ifølge Helsingør Dagblad dog krævet mindst halvandet år, men dommeren valgte otte måneder mindre, så det blev til de 10 måneder.
Bizar oplevelse for sønnen
For Kirstens 40-årige søn var rettergangen tæt på bizar at opleve.
”Der var gennemgående en frisk og munter tone, med friskfyragtige udvekslinger mellem dommer og tiltalte, og der var også sådanne ordvekslinger mellem dommer og journalisten.”
”At det så også senere skinnede fuldstændigt igennem i Helsingør Dagblads dækning af sagen, gjorde det endnu værre,” lyder det fra sønnen i en mail, og han fortsætter:
”Vurderingen af ægteskabets karakter skal jeg ikke vurdere. Jeg kan bare ikke se, hvorfor det skal være både det primære og næsten det eneste, der fylder i mediets dækning.”
”Jeg har lidt indsigt i begge parters syn på sagen, da jeg har fulgt dem i 25 år sammen, men jeg kan ikke se, hvorfor det kun skal være den ene part, der gengives i medierne. Især når vedkommende medbragte et ladt jagtgevær til en samtale.”
POV bringer ikke navnet på sønnen efter ønske fra ham, men vi kender hans fulde navn og identitet.
Forsøget på at skabe forståelse for mænds drab og drabsforsøg skete selv, da en far i Ulstrup i januar 2017 myrdede sin kone og sine fire børn fulgt af et selvmord. Af en psykolog blev han beskrevet som en slags offer for indre smerter, og vi burde føle medlidenhed med ham
Sagen fra Hellebæk er ikke enestående. Koner fremstilles jævnligt som urimelige, de kræver skilsmisser, og så slår det bare klik for manden, som naboer ellers kan fortælle er en flink mand.
I sagen fra JydskeVestkysten, der blev nævnt indledningsvis om drabsforsøget med en hammer, fandt retten det bevist, at han havde planlagt ugerningen, og at det ikke bare slog klik. Ifølge et britisk studie er mænds mord på hustruer og ex-hustruer da også ofte nøje planlagt.
Den gang da manden, der brugte en hammer som våben, i januar fik sin dom i byretten, forærede avisen ham overskriften til sit udsagn: ”- Dommen er en parodi”, men der blev dog brugt en talestreg.
Ved omtalen af hans appelsag fremturede avisen med en overskrift, der første gang var brugt ved foromtalen af byretssagen. Den med “frustreret ægtemand” og “lærestreg”.
Mord og selvmord
Forsøget på at skabe forståelse for mænds drab og drabsforsøg skete selv, da en far i Ulstrup i januar 2017 myrdede sin kone og sine fire børn fulgt af et selvmord.
Af en psykolog blev han beskrevet som en slags offer for indre smerter, og vi burde føle medlidenhed med ham. Drabsmanden blev omtalt som en sympatisk familiefar, det var slået klik for. I for eksempel BT kunne man også læse, at han var en flink og rar fyr.
De fleste kriminaljournalister varer sig dog for at lave utidig sympati-vask af gerningsmændene ledsaget af den klandring af ofrene, som det skete i de to omtalte drabsforsøg.
Ikke at mændene bør fremstilles som monstre, for som den tidligere leder af rejseholdet Bent Isager-Nielsen har udtrykt det: ”Man jager et bæst og fanger et menneske”. Der er også psykologer, der fortæller os, at enhver kan ende med at blive morder.
Hensyn til ofre allervigtigst
Men hensynet til ofrene og deres pårørende skal stå stærkere for kriminalreportere end hensynet til gerningspersonen, uanset hvor fristende det end kan være blot at holde mikrofonen for gerningsmandens forklaringer, bortforklaringer og løgne.
Et af de værste eksempler på omvendt prioritering i danske medier var, da Information bragte en kronik fra en far, der år tidligere havde kvalt sin 5-årige datter. Overskriften var: ”Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals og kyssede hendes lyse hår farvel”.
Det var ikke det eneste kvalmende litterære greb i teksten. Information udstillede en total mangel på kritisk sans og etisk kompas, ikke mindst i relation til pigens mor og andre pårørende. (Link undladt af hensyn til familien).
Travlt ved håndvasken på Information
Efterfølgende bragte avisen en langsnakkende begrundelse for at have bragt kronikken, men figenbladet udtrykkes især her:
”Når vi taler om voldsforbrydelser, er der typisk fokus på at hjælpe og beskytte ofrene. Der er ganske få tilbud om behandling målrettet dem, der begår volden, eller som måske er i fare for at begå den.
Det er naturligvis vigtigt at tage hånd om ofrene, men tænk, hvis vi kunne blive bedre til at forhindre volden, inden den finder sted. Det kræver, at vi forsøger at forebygge, at nogle bliver voldsudøvere. Og skal vi kunne det, må vi også forsøge at forstå, hvad der driver et menneske til at begå en voldsforbrydelse.”
Manden havde i øvrigt selv udgivet en bog om drabet, sine motiver og sin efterrationalisering. Oveni kom så Information.
Kronikkens eftertekst hørte også håndvasken til: ”Information har været i kontakt med moderen til den dræbte inden publiceringen af kronikken.”
Stakkels mor.
At forstå hvad der driver et menneske til det mest uhyrlige, det er, hvad sober journalistik er til for. Avisens kronikdisposition er ekstra grotesk, fordi netop Information på forbilledlig vis dækker de allersværeste problemstillinger med vold, drab og voldtægt.
En pris for dårligst journalistik vil dog aldrig blive indstiftet, da pressen er skallesmækkende mimoser, der altid hytter sine egne
Der findes ikke mange muligheder for at holde medier ansvarlige, når de har overskredet de presseetiske regler, og det får sjældent konsekvenser.
Pressenævnet kan alene give en næse med krav om en berigtigelse, og den placeres typisk alt for diskret og måneder efter det presseetiske overgreb skete.
Måske burde der tænkes i nye baner. Hvert år uddeles jo adskillige priser i Danmark for bedste journalistik, men hvad hvis man lod sig inspirere af filmbranchen?
Der uddeles i filmverdenen mange priser til de bedste i forskellige kategorier, men derudover findes der årlige priser, uddelt af fagfolk, for den værste film, værste manuskript, værste skuespillere m.v., og de priser får omtale i medierne.
Fandtes en årlig pris for dårlig journalistik, vil jeg tro, at visse af de mordsager og mordforsøg, som politi og medier desværre stadig ynder at kalde familietragedier, havde gode chancer for en nominering i år.
En pris for dårligst journalistik vil dog aldrig blive indstiftet, da den danske presse er en flok skallesmækkende mimoser, der altid hytter deres egne.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
