MEDIER & JOURNALISTIK // INTERVIEW – Søndag den 21. november går DR’s mediemagasin på P1, ‘Tabloid’ i luften for første gang. Programmet har Marie Louise Toksvig som vært, og hun har et klart budskab: ”Det absolutte fokus bliver journalistikken som produkt og dette produkts kvalitet, ikke studieværtens holdninger”, siger hun. Hun vil stille skarpt på de ”redigerede medier, der skal kunne holde til et kritisk serviceeftersyn”, men rollen som overdommer ligger hende fjernt. Den tjans overlader hun trygt til lytterne, siger Toksvig, der som forfatter og årelang kriminalreporter, er kendt for at være en grundig og fordomsfri journalist. Annegrethe Rasmussen har interviewet den nye medievært.
Det er torsdag aften, og der er tre dage til premieren på DR’s nye mediemagasin ”Tabloid”, da Marie Louise Toksvig toner frem på min computerskærm.
POV har sat den nye medievært stævne via Messenger Video for at høre mere om tankerne bag det nye mediemagasin, som kom til verden under en vis bevågenhed – ikke mindst fordi Kurt Strand, den afgående vært for forgængeren, ‘Mennesker og Medier’, ikke just gik stille med dørene over sin utilfredshed med at stoppe.
Du bliver nødt til at stole på, at journalisten kan sit håndværk og magter at tage vare på den historie, du fortæller
Toksvig sidder i sit køkken med et gyldent glas hvidvin. Det er sent, men hun ”sover alligevel altid elendigt før store arbejdsopgaver,” og ser da også absolut lysvågen ud – hun tænder først en smøg senere, efter samtalen bevæger sig foruroligende tæt på midnat.
Glæder du dig eller er du nervøs?
”Ved du hvad jeg har tænkt mest på. I morgen (fredag, red.) er det den 19. november, og det er 3-årsdagen for den dag, min ven Nedim Yasar blev skudt Han startede med at være gæst i mit radioprogram, ’Politiradio’, så blev han medvært, og jeg skrev en bog om ham, der bl.a. handlede om hans vej væk fra bandemiljøet. Han blev skudt samme aften, som vi havde holdt bogreception, og han døde dagen efter.”
”Han døde med andre ord for tre år siden denne lørdag, dagen før ‘Tabloid’ får premiere, og det er derfor tre år siden, jeg havde en maratondag, hvor jeg blev interviewet non stop. Jeg var på alle kanaler og i alle medier fra kl. 8 om morgenen frem til tæt på midnat.”
”Og her tænkte jeg, ’hvordan klarer politikere det der… at blive interviewet på den måde’… det var faktisk første gang, jeg selv kunne føle, hvor meget det betyder, hvor journalisterne lægger vinklen i et interview, hvordan det, man siger, bliver bearbejdet, hvor tungt konteksten vejer”, siger hun og fortsætter:
”Jeg kunne mærke på mig selv, hvordan nogle journalister er gode til at gøre dem, de taler med, trygge. Jeg opdagede, hvor forskelligt journalister arbejder, og det med, at du bliver spurgt om noget, hvor du skal svare, betyder samtidig, at du mister kontrollen lidt over det, du vil sige. Du bliver nødt til at stole på, at journalisten kan sit håndværk og magter at tage vare på den historie, du fortæller.”
Magtbalancen
”Jeg læste et fabelagtigt essay, langt og begavet, efter jeg havde dækket hele ubådssagen om Kim Waals død. Det var hendes kæreste, der havde skrevet det, og det var i Weekendavisen. Han påpegede blandt andet den magtbalance, der gælder i forholdet mellem journalisterne og de mennesker, vi fortæller om.
“Der er på den ene side den hvis liv, historien handler om – og så er der journalisten, der har magten til at fortælle historien. Det er meget vigtigt at have for øje, når arbejder som journalist – at man har blik for den balance”.
Jeg står helt ved, at jeg sidder i mit køkken og ryger en smøg og drikker et glas vin. Hvis jeg har ét motto, så er det: Stå ved det! Jeg har det hængende på min opslagstavle. Jeg hader forstillelse, og jeg er, som jeg er
Sidste år lavede jeg en serie til Discovery om mennesker, der havde mistet deres barn eller børn, fordi den anden forælder havde slået barnet ihjel. De fleste af de mennesker jeg mødte, havde haft oplevelsen af i en eller anden grad at miste magten over deres egen historie. Og jeg ved jo også, at inde på redaktionen taler vi journalister netop om ”min historie”, altså som om vi ejer den.”
“Men det er de mennesker, det handler om, det er jo deres historie”.
“Det betyder ikke, at de skal have redigeringsretten, men det handler om at være sig magten bevidst. Og om en vis journalistisk beskedenhed.”
”Når man fortæller sådanne historier, så handler det ikke om mig og mine knivskarpe spørgsmål, men om dem og deres historie. Sådan håber jeg også, at ’Tabloid’ bliver. At programmet kommer til at handle om journalistikken, vi diskuterer i programmet, ikke om værten, altså mig”.
”Jeg tror, at lytterne tænder for radioen, for at høre hvad gæsten siger. Opgaven er at få den historie frem.”
”Jeg var inviteret ind i LOUD forleden af en ung reporter. Hun ville gerne have gode råd om, hvad en god debatvært skal i radioen. Der sagde jeg også til hende, at opskriften er simpel, men svær: Det handler om de gæster, du har inviteret.”
“Det handler ikke om, at du ikke må være kritisk, men du skal være ægte interesseret i det, dine gæster siger. For hvis de ikke er interessante, hvorfor så overhovedet invitere dem i radioen og spilde din og lytternes tid”.
– Det lyder rigtigt. Har du andre succeskriterier?
”Sådan tænker jeg ikke over det – som succeskriterium. Jeg vil sige, at jeg har nogle pejlemærker, og den vigtigste er, at programmet skal handle om de produkter, de professionelle medier leverer.”
Du kan hive din telefon frem, hvor alt tilflyder dig fra alle mulige sider, og det er stort set umuligt for den enkelte at finde ud af, om det er et stykke journalistisk arbejde, du står med, eller om det er nogen, der mener noget på Twitter eller Facebook
“Hvis du går ned i supermarkedet og køber hakket kød – ja, det er vi stadig nogle, der gør – så kan du både læse varedeklarationen og faktisk se kødet gennem plastikken, og når du kommer hjem, kan du lugte til det og finde ud af, om det er dårligt”, indleder hun og uddyber:
”Men med medieverdenen i dag, ja, så kan du hive din telefon frem, hvor alt tilflyder dig fra alle mulige sider, og det er stort set umuligt for den enkelte at finde ud af, om det er et stykke journalistisk arbejde, du står med, eller om det er nogen, der mener noget på Twitter eller Facebook.”
‘Tabloids fokus er den redigerede journalistik
– De sociale medier bliver jo tit brugt nu om dage som afsæt for historier i de ’rigtige medier’. Så kan de vel blive interessante for dit program? Ligesom rammerne for disse medier og grænserne også kan være det?
”Der findes allerede et udmærket program på P1, der hver uge ser på, hvordan sociale medier påvirker vores demokrati. Jeg vil ikke udelukke, at Tabloid beskæftiger sig med historier på sociale medier, men det er ikke mit udgangspunkt ligesom ‘Tabloids fokus ikke handler om strukturer, mediepolitik eller Big Tech og data. Det er alt sammen interessant og kan være relevant, men det er ikke der, jeg starter”.
”Det er vigtigt for mig, at ’Tabloid” beskæftiger sig med journalistikken som fag. Det må godt blive lidt nørdet og gå i dybden, det gør ikke noget, og jeg vil i øvrigt gerne som hovedregel beskæftige mig med de professionelle medier – altså de redigerede medier – og ikke de sociale medier.”
”Lad mig bruge politikerne som eksempel. De vil jo rigtig gerne selv redigere og bestemme, og de vil rigtig gerne sige noget på deres Instagram-profil. Men det er ikke anderledes, end når du eller jeg mener noget på Twitter. Det er først når politikernes udsagn bliver redigeret af andre – af journalister, at det bliver interessant for programmet.”
– Kan du give et helt konkret eksempel på din tilgang i det nye program?
”Ha, ja, det spørgsmål, har jeg fået nogle gange, fordi ’Tabloid’ ikke findes endnu”. Jeg har skullet forklare, hvad det egentlig er for noget.”
De fleste journalister ér jo rent faktisk interesserede i etik, de er interesserede i kontekst og i, hvad de producerer
“For mig er journalistik et håndværk, og derfor kan det også blive lidt nørdet som sagt. Men hvis vi fx skal tale om fænomenet at ”liveblogge” f.eks. fra minkkomissionen, der pågår lige nu – og det skal vi denne søndag, så kunne det være interessant at tale med en reporter, der rent faktisk gør det – hellere end med en chefredaktør eller en ekspert.”
“Jeg vil gerne tale med dem, der står med kameraet, sidder ved tasterne eller laver lyden”, svarer hun og fortsætter:
”De fleste journalister ér jo rent faktisk interesserede i etik, de er interesserede i kontekst og i, hvad de producerer. Så man kan sagtens diskutere vilkårene for journalistikken, hvordan bliver den til og under hvilke omstændigheder, skal man fx liveblogge”
– Det er en sjælden pointe. Ofte er journalister ret uglesete og bliver ikke sjældent fremstillet som enten sensationssøgende eller forfladigende og ensidige, synes jeg ..
”Ja, jeg elsker faget, og det er rigtigt, at mange tror, at journalisterne kommer med en vinkel, hvor vi selv har en historie, eller at vi har ’noget i ærmet’, men hvis det er sådan, er det en dårlig journalist. Og lige dét vil kunne være en historie i sig selv til ’Tabloid’. En dygtig reporter skal kunne forstå andre mennesker og være åben og nysgerrig.”
”For mig at se, er det fuldstændig afgørende, hvis vi ikke skal have et korrumperet samfund, at folk har tryghed til at stille sig frem uden repressalier – der i øvrigt lige så godt kan komme fra familie, arbejdspladser eller ens omgangskreds eller miljø”.
“Jeg bliver ikke smagsdommer”
Marie Louise Toksvig tænder sin cigaret og griner med sin karakteristiske lettere hæse men behagelige stemme, da jeg spørger, om hun vil nævnes som ryger.
”Jeg står helt ved, at jeg sidder i mit køkken og ryger en smøg og drikker et glas vin. Hvis jeg har ét motto, så er det: Stå ved det! Jeg har det hængende på min opslagstavle.”
“Jeg hader forstillelse, og jeg er, som jeg er. Men jeg har en vigtig tilføjelse til det, jeg lige har sagt. For det med, at vi skal lave kritisk forbrugerjournalistik betyder ikke, at det bliver ”Detektor”. Jeg sidder ikke som en anden smagsdommer over journalistikken eller etikken.”
Ting skal handle om noget. Så vi skal tale om noget alvorligt, men det må gerne være underholdende samtidig
”Jeg vil være åben overfor at høre dem, der står med det. Det er i sidste ende lytterne, det fælder en eventuel dom over det journalistiske håndværk.”
“Jeg har også lært noget af at lave debatprogrammer i P1. Gæsterne, der er inviteret ind, skal diskutere, og så må lytterne tage stilling. Og i øvrigt er formatet frit – jeg kan lave alle slags interviews, have gæster eller tale i telefon, men det bliver et live-format, fordi det både giver mere nerve og mulighed for at være helt aktuel.
“Det giver også en bedre lyd, så der bliver ikke nogen monterede samtaler, der er forudoptagne.”
Marie Louise Toksvig forlader en stilling som vært på P1 Debat og fortæller videre, at formatet i ’Tabloid’ også tillader en slags med-vært, hvor hun planlægger at invitere en ny hver uge, ”enten fordi de har været i mediernes søgelys, eller fordi de selv har arbejdet som journalister, kommunikationsfolk eller pressefolk”.
Ved denne uges premiere søndag er det Ekstra Bladets Joachim B. Olsen, som er medvært. Han har prøvet at være både foran og bagved mikrofonen, som hun siger.
Adspurgt om, hvad programmet vil handle om, svarer hun, at det bliver ”lidt om kommunalvalget og så afhøringerne i minkkomissionen, hvor Barbara Bertelsen har været afhørt i dag (torsdag, red.) og så selve beslutningen, som granskningskommissionen undersøger, om at aflive minken og så den sag, B.T. især har gravet frem, om de slettede SMS’er”.
“Tabloid skal være behageligt og oplysende selskab”
– Hvis jeg nu siger ”underholdning eller oplysning”, hvor kommer tyngden i programmet så til at ligge?
”Ting skal handle om noget. Så vi skal tale om noget alvorligt, men det må gerne være underholdende samtidig.”
“Nogle kolleger skulle en gang lave et tv- portrætprogram om og med Ulla Terkelsen og fortalte, at noget af det helt særlige ved at være sammen med hende en hel dag var oplevelsen af, at hun aldrig smalltalker – eller rettere; når hun smalltalker over frokosten er det om den politiske situation i Polen eller den seneste udvikling i en eller anden sag. Altid om noget, der faktisk er vigtigt.”
“Men man kan jo godt tale om noget vigtigt på en måde, der også er underholdende eller bare godt selskab.”
Det lejrede sig dybt i mig, da jeg som hjerteskærende ung 22-årig startede som journalistpraktikant på Ekstra Bladet, og min chefredaktør, Bent Falbert sagde, ’hvis du ikke tør stille et kritisk spørgsmål til din chef, hvordan vil du så kunne stille et spørgsmål til landets statsminister’
”Vi kan sagtens lave noget i udsendelsen, hvor vi griner, men jeg laver ikke satire. Hvis man skal bruge 45 minutter med mig hver søndag, eller når man lytter til en podcast, så skal man også føle, at man er i behageligt og oplysende selskab. ”
– Da DR udsendte en pressemeddelelse om ’Tabloid’ og om dig som vært, sagde din daværende chef Nikolai Thyssen, at du var så velegnet, fordi du ikke var bange for noget, men var ’iskold’ og gik i flæsket på alle. Og at du ikke var bange for at kritisere din egen chef. Det lød meget frygtløst, nærmest bidsk… skal dine gæster være lidt nervøse for at komme ind i studiet?
”Jeg tror, han mente det som en kompliment, også det med at gå i flæsket på folk, at være antiautoritær, men jeg er altså kun iskold, hvis jeg er udenfor i kulden uden frakke, og jeg fryser. Og der er også stor forskel på at være frygtløs og at være u-bange.”
“Jeg er ikke frygtløs, men jeg er heller ikke bange for at henvende mig til mennesker med magt, eller forbrydere for den sags skyld, som jeg har talt meget med som kriminalreporter – og nu er det også svært at blive bange for Nikolai Thyssen”, griner hun, inden hun svarer mere alvorligt:
”Jeg tror så også, han ønskede at understrege, at jeg kan og skal være kritisk – også overfor DR. ”Mennesker og Medier” blev produceret eksternt, så det lå i et produktionsselskab, og nu bliver det mig, der laver det, og jeg er jo ansat i DR, så det var måske også en reference til det”.
”Men det er rigtigt, at jeg ikke mener, at positioner på nogen måde bør være intimiderende. Det lejrede sig dybt i mig, da jeg som hjerteskærende ung 22-årig startede som journalistpraktikant på Ekstra Bladet, og min chefredaktør, Bent Falbert sagde, ’hvis du ikke tør stille et kritisk spørgsmål til din chef, hvordan vil du så kunne stille et spørgsmål til landets statsminister’. Det er vores arbejde at stille spørgsmål kritisk.”
Serien om “de fremmede” vakte et ramaskrig
At det også kan give en skrammer i lakken at udfordre tabuer indenfor medieverdenen, har Marie Louise Toksvig en anden historie om fra sit arbejdsliv:
”Jeg havde en fantastisk kollega på udlændingeområdet, der havde været på Grønland i mange år, og ham lærte jeg virkelig meget af. Han interesserede sig for også for integrationsdebatten, og vi lavede en serie om tvangsægteskaber og social kontrol, bl.a. en serie om et ungt par, der døde. Og det var simpelthen ikke noget, man skrev om i 1990’erne.”
”Jeg interviewede engang Ole Hasselbalch (daværende formand for Den Danske Forening, red), da jeg var på Journalisthøjskolen, og han sagde: ’Vi har allerede vundet diskussionen om udlændingene, og det kan vi takke de københavnske redaktører for’. Det var der noget om.”‘
“Vi fik flere hundrede læserbreve om måneden på Ekstrabladet, der var meget kritiske og negative om indvandrerne, og de blev simpelthen ikke bragt – ikke et eneste af dem.”
Vi brugte megen tid på at tilbagevise læsernes fordomme. Der kunne være et læserbrev om, at de ’fremmede ikke gider arbejde’, og så fandt vi en masse indvandrere, der arbejdede på livet løs og besøgte dem
”Men så sagde Sven Ove Gade (daværende chefredaktør, red): ’Det duer jo ikke, at vi ikke kan skrive om et helt område, som læserne interesserer sig for’. Så vi tog simpelthen flere hundrede læserbreve og vi lavede serien ”De fremmede”, der var akkompagneret af en stor reklamekampagne, der fremprovokerede et ramaskrig”.
”Der kunne være et læserbrev om, at de ’fremmede ikke gider arbejde eller lære dansk’. Mit lille bidrag til den store serie var at interviewe læserbrevsskribenterne og så ved siden af lave en reportage fra et amu-kursussted med nogle, der kæmpede for at få arbejde eller lære dansk på en sprogsskole”.
”Hele serien skabte mega-ballade. Politiken skrev en leder om, hvordan Ekstra Bladet ”luftede svinehunden”, der var demonstrationer på Rådhuspladsen, og den daværende chefredaktør på Weekendavisen deltog vist, så vidt jeg husker. Jeg blev også selv skældt ud.”
“Men den subkultur, der kan være i etniske eller religiøse minoritetsmiljøer, har interesseret mig. Det er interessant journalistisk at fortælle historier om miljøer eller hjørner i det danske samfund, som kun få ved noget om.”
”Og her er mit udgangspunkt enkelt: Man bliver journalist, fordi man gerne vil fortælle historier om noget, som man ikke ved noget om.”
“Jeg vil hellere vide noget end mene noget”
– OK, nu har vi talt en del om journalistik og om det nye program, men hvor kommer Marie Louise Toksvig fra. Hvad har ført dig frem til stillingen som debatvært på P1 og nu som ny medievært for Tabloid?
”Jeg har stort set aldrig ment noget selv i mit journalistiske liv, og det kendetegner nok min karriere. Jeg vil hellere vide noget end mene noget. Jeg er heller ikke god til sociale medier af samme grund – før jeg har undersøgt noget og fundet ud af, hvad der er ret og vrang, er debatten for længst kørt videre.”
”Men jeg havde ikke troet, at jeg skulle være praktikant på Ekstrabladet. Jeg er vokset op nord for KBH, og hjemme hos os blev der læst Politiken og Børsen. Jeg tror, jeg havde en forventning om ”noget med uland og noget med politik”, men så havnede jeg altså på Ekstrabladet, hvor jeg opdagede, at jeg var god til kriminalstoffet”.
”Jeg blev uddannet der og blev faktisk fastansat bagefter – uddannet i 1995 og ansat der frem til 1997/98. Og med det stofområde sætter du ikke fingrene til tastaturet uden at nogen er ulykkelige – enten fordi de er ofre, pårørende til ofre – eller gerningsmænd eller pårørende til gerningsmænd i en frygtelig situation.
På statusstigen i faget lå vi kriminalreportere nok og rodede sammen med sportsjournalisterne. Det var ikke så fancy
”Og det var også lidt lavstatus – det politiske var altid fint. Og så var de lyserøde sider på JP også meget fint dengang. På statusstigen i faget lå vi kriminalreportere nok og rodede sammen med sportsjournalisterne. Det var ikke så fancy.”
”Men jeg har lært virkelig meget af at være kriminalreporter. Det er godt at have prøvet, og det giver en helt anden erfaring end at have været Christiansborgreporter hele dit liv. Det er jo bare en anden slags beskyttet værksted”, bemærker hun med et stort smil.
”Det handler om at forstå dem, man taler med”, forklarer hun ”og du skal kunne se deres mor i øjnene også. Også næste dag, når du har været i retten. Man skal bestræbe sig desto mere på at forstå, når man netop ikke fatter dem, og man skal blive ved, indtil man forstår, hvad de siger.”
Marie Louise Toksvig havde imidlertid lovet sig selv, fortæller hun, at hun ikke skulle være på Ekstrabladet mere end 3 år, så hun skiftede stilling til Skandinavisk Filmkompagni i 1998. Og så gik det tjept. Hun skiftede jobs med lynets hast i de næste 4 år, hvor hun arbejdede i flere produktionsselskaber bl.a. med Ole Stephensen, Michael Meyerheim og Jarl Friis Mikkelsen:
”Det var dygtige mennesker og dygtige værter. Der lærte jeg virkelig noget om at være vært og lærte noget i det hele taget”.
Hun nåede også at være rundt om både TV2 og DR. Som hun bramfrit siger: ” Hvis jeg havde haft lige så mange mænd, som jobs, ved jeg godt, hvad man ville sige …”
I 2004 vendte hun imidlertid tilbage til Ekstra Bladet først til kriminalredaktionen og så som nyhedsredaktør, hvor man både er med om morgenen, hvor man beslutter, hvad man skal, og hvor man også ’lægger avisen i seng’.
De største forandringer i mit liv og i min karriere er kommet udefra
”Jeg jeg var faktisk den første på den avis, der både havde det i min jobbeskrivelse, at jeg var på net-redaktionen og på avisen på papir,” fortæller hun,” der også var med til at udvikle og lave ’Nationen’ på avisen. ”Det var så noget andet dengang”, tilføjer hun og fortæller videre ”vi havde lige åbnet sitet, men så måtte jeg stoppe, fordi min daværende kæreste blev chef”:
”Da det blev kendt, at Poul (Madsen, red) og jeg var blevet kærester, blev der sendt en e-mail ud til alle fra den daværende chefredaktør Hans Engell om vores forhold, hvilket udløste overskriften ”Kærligheden koster karrieren” i fagbladet ”Journalisten. Men det var faktisk Poul, der flyttede til den gratisavis, som Politiken-JP åbnede, så det var ham, der flyttede”, beretter hun.
Poul Madsen vendte dog efter relativt kort tid tilbage til Ekstra Bladet, nu som chefredaktør, og så stoppede Marie Louise Toksvig på avisen i 2007:
”De største forandringer i mit liv og i min karriere er kommet udefra. Pludselig sad jeg derhjemme med 3 sammenbragte børn og måtte finde ud af, hvad jeg så skulle lave”.
”Jeg skrev en bog og var i gang med den næste, da Skattesagskommissionen blev nedsat, så jeg besluttede mig for at følge den. Mest fordi det at overvære alle afhøringerne jo var en mulighed for at kigge ind i centraladministrationen og få indblik i, hvordan den fungerer og hvordan miljøet, sproget og arbejdsgangene er.”
”Jeg prøvede at sælge mig som freelancer til et par medier, men de fleste ville dække sagen selv. I stedet skrev jeg en blog for avisen.dk. Jeg endte med at være den eneste journalist i Danmark, der var til samtlige afhøringer i skattekommissionen og følge den juridiske proces. Det gjorde jeg ikke som politisk reporter men som retsreporter.”
Det job søger jeg ikke, for jeg bliver alt for ked af at få et standardafslag på netop det job … det var virkelig et drømmejob for mig
”Men så ville skæbnen, at Christoffer Guldbrandsen blev ansat som vært i Radio 24syv for at lave programmet ”Regnskabets Time” om skattesagen, og han manglede virkelig folk til at optræde. Der var jo ikke fordi det vrimlede med vidner eller folk, der ville være med, og det er også svært at komme ind i en så kompliceret sag. “
Og så sagde han, ”kan du ikke komme ind i programmet og fortælle, hvad du har hørt i løbet af dagen”. Så sad jeg i en time, og så endte det med, at jeg sad der hver uge og talte i en time i radioen. Det var sjovt at finde ud af, at medlemmerne af kommissionen og bisidderne lyttede til programmet”.
Og da så Guldbrandsen stoppede, lukkede programmet desværre. Men i stedet kom jeg så til at lave kriminalmagasinet Politiradio for kanalen, der blev lavet, frem til radio 24Syv lukkede.”
“Det fik mig i den grad tilbage i rollen som retsreporter også. Så det fik mig tilbage i det der krimispor. Jeg skrev også bogen ”Rødder” som nævnt, der handlede om Nedim, og som udkom i 2018. Jeg skrev også en bog – en single om skattesagskomissionen, som Ekstrabladet udgav i 2013”.
“Det job søger jeg ikke – jeg bliver for ked af et nej”
– Da så 24Syv lukkede, hvad så?
”Ja, så var jeg lidt på Herrens Mark, og jeg var også blevet skilt i 2018, så jeg var på bar bund. Jeg tænkte lidt ’hvad fa’en gør jeg nu’. Jeg lavede TV for Discovery og lavede noget for Podimo – vi var mange, der var lidt kuldslåede. Det var nogle hårde måneder.”
Men da jeg så opslaget som debatvært i P1 i 2020 tænkte jeg, ”det job søger jeg ikke, for jeg bliver alt for ked af at få et standardafslag på netop det job. Jeg tror, jeg søgte et job på P1 Debat første gang i 00’erne – det var virkelig et drømmejob for mig.”
”Der var deadline midnat, og så kl 23:00 tænkte jeg, ’jeg må søge, for det eneste, der er værre end ikke at søge er da, at en anden får jobbet, og at jeg så ikke kan tillade mig at bitche, fordi jeg ikke har søgt. Så det gik vildt hurtigt, jeg skrev og skrev og uploadede min ansøgning, der gik igennem 23:59:30”.
Jeg siger ikke, at Mads Brüggers vrede er totalt uberettiget, og det kunne man da godt have lyst til at beskæftige sig med, men det er så mange diskussioner og så mange processer, der er sammenfiltrede
Marie Louise Toksvig fik jobbet som ny debatvært i P1, 50 år gammel, hvilket blev bemærket i medieverdenen, hvor det er sjældent at få så markant et job i den alder. Men også her var omstændighederne – som ofte i hendes arbejdsliv – turbulente:
”Jeg startede mandag den 2. marts 2020, hvor jeg lige skulle på kursus. Min første dag som vært var sat til 12. marts. Den 11. om aftenen, da jeg sad og forberedte det sidste og skrev manuskript til programmet, talte jeg med en kilde, der sagde, ‘ja, jeg vil gerne tale med dig, men jeg skal lige se statsministerens pressemøde først’. Og så lukkede Mette Frederiksen hele landet ned.”
“Så alle var sendt hjem, og jeg blev bedt om at hjælpe indenfor mit speciale om grænselukninger, jura, ret, politi etc. Vi nåede frem til maj 2020, før jeg kom til at lave P1 debat classic”.
– Loud, 24Syv/24Tyv, R8dio, Frihedsbrevet… Kan vi få dit take på medie-alfahannernes største larmende, bloddryppende legeplads lige nu? Er det fair, hysterisk, relevant?
”Well, du har måske veninder, der er blevet skilt, og de bliver ved og ved med at tale om hende den nye kone, og de er rasende.”
“Jeg siger ikke, at Mads Brüggers vrede er totalt uberettiget, og det kunne man da godt have lyst til at beskæftige sig med, men det er så mange diskussioner og så mange processer, der er sammenfiltrede.”
Da jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole i 1991 var jeg helt paf over, at folk var helt vildt ens. De havde simpelthen det samme tøj på, de mente det samme, og man skulle ikke stikke alt for meget ud, så var det slet ikke sjovt at gå der
”En ting er DAB, noget andet er noget politisk, så er der Berlingskes satsning. Jeg synes, det er interessant at se på, hvad de producerer på LOUD, når det er vores alles penge, der bliver brugt, så det kan sagtens være, at vi kommer til at se på det i ’Tabloid’. Vi viger heller ikke nødvendigvis tilbage fra at beskæftige os med passioner, bitterhed, men man må i sidste ende komme ind i essensen om, hvad der tales om, altså indholdet.”
“Vi må forholde os til, hvad der bliver produceret for de penge”.
– Det var en lang snak. Er der noget, vi har glemt nu klokken nærmer sig midnat?
”Du sendte mig nogle spørgsmål, og vi har vist været rundt om det meste, men du spurgte også om, hvad der overraskede mig mest, da jeg startede i faget, og det har vi ikke været inde på, men det har jeg faktisk tænkt over i løbet af dagen, og her har jeg tænkt over noget.”
“Da jeg startede på Danmarks Journalisthøjskole i 1991 var jeg helt paf over, at folk var helt vildt ens. De havde simpelthen det samme tøj på, de mente det samme, og man skulle ikke stikke alt for meget ud, så var det slet ikke sjovt at gå der.”
”Jeg havde haft en forventning om, at lige præcis på DJH, ville jeg møde de mest åbne og fordomsfrie mennesker, for det er jo det, journalistik handler om. ’Hvorfor er de ikke mere nysgerrige’?, tænkte jeg …” Så det overraskede mig.
Tabloid sendes hver uge på DR Lyd: https://www.dr.dk/lyd/p1/tabloid-3/tabloid
Live udsendes programmet søndag klokken 12.15 og 18.03. Udsendelsen kan også hentes på podcast.
FAKTA: Marie Louise Toksvig
Marie Louise Toksvig er 52 år og uddannet fra DJH i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun bor sammen med sin 19-årige søn i København K.
Hun har arbejdet i stort set alle positioner fra researcher til redaktionschef på avis (før internettet), tv, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV2 og Politikens Hus til små produktionsselskaber og som freelancer især med rets- og kriminalstoffet.
Hun har også brugt år som generalist beskæftiget med især debat og aktualitetsstof.
Hun har skrevet bøgerne ’Magt’, ‘SKAT, spin og Sladder’, (e-bog), ’Guldfuglen – i Krig med AK81’, ’Undercover’ og ’Rødder – en gangsters udvej’.
Fra november 2021 er hun studievært for DR’s mediemagasin, ”Tabloid” på P1.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
