Dorte Falkenberg: Seks år efter kræften er vi tilbage i isolation

Dorte Falkenberg 17.03.2020

CORONAVIRUS // ESSAY – Seks år efter sin datters kræftsygdom er Dorte retur i isolation – men denne gang sammen med hele Danmark. Hvor findes balancen mellem forsigtighed og hysteri? Og hvordan nyder man livet, hvis angsten for at miste sit barn aldrig helt er forsvundet?

Vi bevæger os baglæns. Som krebsemaskerne i mit hækletøj. Min yngste datter vandt over kræften og fik sig en ny knoglemarv. Familiens årelange isolation blev ophævet, friheden ventede.

Men nu er vi tilbage. På den øde ø.

Jeg går all in. Rutinerne fra dengang sidder fortsat i kroppen, og jeg har overraskende let ved at slå over i eremit-mode. Sidste tur ude i offentligheden var i torsdags hos den nærmeste købmand. Gik efter et par pakker gær ligesom resten af landets befolkning. Har endnu en kasse Disney-mundbind i depotet. Fra tiden i Kemoland. De andre handlende gloede dumt på mit tildækkede ansigt. Det gjorde de også dengang.

Vi kører 100% isolation herhjemme. Ligesom i gamle dage. Kan ikke holde det ud. Kan ikke andet. Trænger til en dram

Alt er lukket, slukket, aflyst. Jeg går i vinterhi en martsnat og oplever straks den velkendte tryghed ved en isoleret tilværelse. Men også frygten for smitte. Håndspritten har fortsat fast plads ved siden af sæben på gæstetoilettet. Bakterieforskrækkelsen har aldrig helt sluppet mig, og desinfektion ved hjemkomst blev en vane, som holdt ved.

På hospitalets transplantations-afsnit var vinduerne sømmet til. Frisk luft tilgik via den larmende LAF i loftet. Forældre skulle sove i minimum en meters afstand fra det syge barn om natten, bære handsker, maske og sterilt hospitalstøj i dagtimerne. Ved den mindste snue blev man fluks hjemsendt på ubestemt tid. Bøj jer ikke ned længere end til knæene, lød instruksen til de indlagte, taber I noget, da saml det ikke op, men spark genstanden ud i slusen og ring efter hjælp. Og de evindelige bade, altid med fem vaskeklude og fem håndklæder – ansigt, arme, overkrop, underliv, ben/fødder – imens linned blev skiftet og hele sengestuen sprittet af (herunder bøger, malegrej, Playmobil-slot med tilhørende dims). Bamser måtte en tur omkring strålehal inden indlogering. Strikketøj ligeså. Det skiftede farve.

Seks år efter er hjemmeskolen i gang (godt man ikke er en af dem, der samtidig skal deltage i Skype-møder med samarbejdsparterne). Mine to raske tøser sidder side om side ved spisebordet. Den ene bokser med Drachmanns kringlede billedsprog, den anden med engelsk grammatik. De savner kammeraterne, som jeg har nægtet adgang, og skuler til hinanden, for lillesøster påstår, at storesøster fylder med sine sager. Du er på min halvdel, vrisser hun og peger vredt på midter-revnen.

Urteteen trækker. Katten knaser sin tørkost. Ude på terrassen forsøger blæsten ihærdigt at lægge mit pilehegn ned. Jeg er så vant til stilstand. Vant til venten. Og uvished. Vi kører 100% isolation herhjemme. Ligesom i gamle dage. Kan ikke holde det ud. Kan ikke andet. Trænger til en dram.

Der er feriestemning blandt ungdommen i Nyhavn. Livet leves. På trods. Når pigerne sover hos deres far, går jeg derimod i dvale. Ingen kaffeslaberas med nabokonen en bh-løs forårsmorgen, ingen halvsnaldrede veninde-middage i city, ingen natlige Tinder-dates på dunkle vinbarer, ingen tværfløjteundervisning, krea-klub, vinterbadning. Kun Netflix, cybersex – og langtidsholdbare discount-buddinger … når der rigtig skal festes igennem.

Men jeg har prøvet det før. Ensomheden. Og dét, der er værre. Så kære venner og veninder, vi ses på den anden side.

Foto: Columbus Leth.

Dorte Falkenberg er 46 år, uddannet i sprog (cand.ling.merc.) og mor til to piger. I 2009 fik hendes yngste datter Ella konstateret spædbarnsleukæmi. Diagnosen vendte fuldstændigt op og ned på familiens liv, og Dorte måtte fra den ene dag til den anden stoppe i jobbet som sekretariatsleder og påtage sig sit livs vigtigste arbejde: At holde sit barn i live. Undervejs i det årelange kemoforløb skrev og udgav Dorte bogen Kemoland (2012), filmede materialet til to TV2-dokumentarer og bloggede om dagligdagen med et kræftsygt barn på kemoland.dk.