MÓRIA // FILM – Sent om aftenen den 8. september 2020 brød en række store brande ud i flygtningelejren Mória på grænseøen Lesbos i Grækenland. Flammerne brølede i flere dage, lagde lejren i aske og fordrev tusindvis af mennesker. En ny dokumentarfilm samler billeder fra ”helvede på jord” og stemmer, der udlægger historiens lære: at lejrens forhold aldrig må gentages. Esben Okholm Friis har mødt instruktøren bag The Ashes of Mória, Davide Marchesi.
LESBOS – ”Med dén følelse følger et ansvar,” lyder det med overbevisning i stemmen fra italienske Davide Marchesi, der sammen med forfatter Majid Bakhshi står bag dokumentarfilmen The Ashes of Mória. Følelsen, han taler om, er tungsind.
Filmen fremstår hverken unødigt sentimental, offergørende eller opbyggelig. Omvendt er tungsindet, der kan stå tilbage hos seeren, et bevidst valg. Marchesi vil have folk, særligt den privilegerede del af Europa, til at føle et ansvar for de forhold, asylansøgere møder ved EU’s ydre grænser.
Billederne fra Mória fungerer som et spejl eller en refleksion af os selv: hvad vi som samfund er i stand til at gøre
Instruktøren er hjemmevant på den velbesøgte fortovscafé i Lesbos’ hovedby, Mytilini. Nu og da forstyrret af passagerfly, som lægger an til landing på den græske ferieø, deler han sine tanker om øens flygtningelejr, Mória, om dokumentaren og motivet for at lave filmen uden at få noget for det.
Davide Marchesi så lejren første gang for ti år siden, i 2015, da antallet af bådflygtninge over Det Ægæiske Hav var på sit højeste. I de sene timer på en kold dag satte han sine fødder ved Mórias mudrede underlag og tænkte: ”Hvad fanden er det, der foregår?”
Anarkiet og de nedrige forhold var kun blevet værre, da han genbesøgte lejren året efter.
”Helvede på jord”
Drømme blev ubetydelige, når man ankom til Mória. Mo Zaman, en tidligere beboer i Mória og en af hovedrolleindehaverne i dokumentaren, taler i filmen fra interviewstolen. Afghaneren fortæller om de drømme, han bar i sin rygsæk. Drømme, der forsvandt: ”Jeg havde dem, jeg bar dem,” betoner han. De blev erstattet af et mere håndgribeligt mål om at overleve, lyder det.
De forhold, Zaman og tusinde andre asylansøgere skulle overleve under i Mória, beskrives af forskellige aktører i The Ashes of Mória. I dokumentarens indledning ses en forvitret og krakeleret teltdug, der er endt i en trækrone. Sømmene er flossede, og dens påtrykte EU- og Røde Kors-logoer er falmede og solblegede.
År er gået, siden lejren gik op i flammer. Dengang var både Røde Kors og EU-enheder til stede i lejren, men hverken Mória, Lesbos, Grækenland eller EU var parat til at modtage de 470.000 asylansøgere, der sejlede til øen i 2015.
Billederne fra Mória fik dem – asylansøgerne – til at fremstå vilde og voldelige i europæernes øjne
Mo Aliko, en anden tidligere beboer, fortæller i dokumentaren, hvordan han ved sin ankomst modtog en sovepose og en madras for derefter selv at skulle finde et sted at sove. Nogle sov under åben himmel, på skrænter eller i skrøbelige festivaltelte. Andre i grupper på op til ti mand sov i grå telte fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, eller under bivuakker.
På den lille time, dokumentaren varer, får man gennem arkivklip syn for sagn om de barske leveforhold. Mórias ukurante badeværelser er ”chock-a-block” – propfyldt – med skrald og flasker, som giver en ”ubegribelig lugt”. Det siger Eric Kempson, der arbejdede i Mória.
Udenfor flyder lyseblå skraldeposer alle vegne, og folk i undertøj vasker sig selv og deres tøj under et vandrør. De, der sover i telte, kan høre vandet strømme under dem. Der er mangel på drikkevand, sanitære installationer og elektricitet. Madknapheden giver kø og tumult ved uddelingsstederne. Formel skolegang findes ikke.
Om natten forandrer lejren sig, og vold og røverier får særligt kvinder og børn til at blive i deres telte for enhver pris. Iført bleer. Psykologen Carlotta Passerini fortæller undervejs, hvordan børn har maveonde, fordi de i frygt helt er stoppet med at gå på toilettet. De laver selvskade og viser tegn på depression, PTSD, angst og stress.
Ingen havde svarene, fordi problemerne var systemiske. Toilet- og boligmangel var tilsyneladende uløselige problemer, fordi lejren ikke var gearet til så mange mennesker, lyder det fra en frivilligkoordinator.
I dokumentaren ser man daværende EU-kommissær for migration og indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, forsøge at mane til besindighed. Fra ydersiden af lejrens indhegning meddeler han, at asylansøgerne skal ”stole på myndighederne”, fordi ”løsningen kommer”. Løsningen udeblev, og hans optræden står uskønt foregøglende tilbage.
Det blev altså ikke fra politisk hånd, at punktummet for Mória blev sat. Derimod blev det kæmpebranden i september 2020, der lukkede lejren. Indtil da fortsatte lejren med at være ”helvede på jord”, som Læger uden Grænser beskrev det, uden at man for alvor kunne finde ørenlyd hos de ansvarlige i Athen og Bruxelles.
Tjente et politisk formål
Da Davide Marchesi vender tilbage til Mória i 2016, har den politiske scene ændret sig. EU’s milliarddyre aftale med Tyrkiet om at sætte prop i flygtningestrømmen er indgået i marts, mens EU-medlemslandene lukkede deres grænser.
120.000 asylansøgere, hvoraf en anseelig del befandt sig på de græske øer, blev ikke omfordelt i et ellers både vedtaget og obligatorisk omfordelingssystem mellem EU’s medlemslande, som særligt Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel, slog hårdt på tromme for. Solidariteten mellem medlemslandene udeblev, og der var dømt forviklet flaskehals på Lesbos og de græske øer. Denne politiske udvikling berører dokumentaren løbende.
De over en million asylansøgeres kurs mod Europa i 2015 initierede formelt modtagelses- og identifikationscentrene, de såkaldte hotspotlejre, som Mória. Men fordi Mória ikke var gearet til presset, blev den, med Marchesis ord, et ”shitshow”.
Jeg tror, at vi implicit valgte at lade Mória eksistere, fordi det tjente et politisk formål, desværre
Fra 2017 og frem begyndte lejren for alvor at vokse. Rundt om den formelle, indhegnede del af lejren, blev den uformelle del, junglen, etableret. Her forgrenede stisystemer og telte i tusindvis sig ud i landskabets olivenlunde, hvor over 13.000 endte med at bo. I 2019 boede over 20.000 i og uden for den formelle lejr, der havde kapacitet til 2.800.
Dele af det politiske ræsonnement bag beslutningen om ufortrødent at lade Mória fungere, udlægger direktør for Det Græske Flygtningeråd, Lefteris Papadopoulos, i dokumentaren. Nøgternt konstaterer han, at det, der kaldes en flygtningekrise, snarere var en modtagelseskrise.”Vi var langsomme, vi var for sent på den,” siger han om Grækenland og fortsætter: ”Jeg tror, at vi implicit valgte at lade Mória eksistere, fordi det tjente et politisk formål, desværre.”
At lejren blev et apparat til afskrækkelse, var ikke så udtalt i starten, men som årene gik, indså man det, siger direktøren. Han ansporer derfor til en fælleseuropæisk erkendelse: Afskrækkelsesmetoden er ”noget, vi skal adressere, diskutere og tage ansvar for som samfund. Ikke bare Grækenland og den græske regering, men hele EU,” lyder det fra Papadopoulos.
Ligeledes peger beboeren Zaman på en – lidt anden – politisk agenda. Han føler, at forholdene i Mória var med til at gøre ham til en anden person. Og han føler, at billederne fra Mória fik dem – asylansøgerne – til at fremstå vilde og voldelige i europæernes øjne. Zaman bedyrer, at hvis en europæer skulle leve bare to måneder under de samme forhold, ville ”udfaldet være det samme”.
En forventelig massebrand og en ny lejr
Zaman fattes ord. Hans tørre konstatering hænger i luften, uden han følger op på den. Han nøjes bare med at ryste på hovedet. Billedet fra en tidligere brand i Mória, han hjalp med at slukke, hjemsøger ham.
Under et brændende tæppe, han løfter, ligger en pige. En pige i tolvårsalderen, der er helt forbrændt. I fosterstilling ligger hun med hænderne foldet ved sin kind. Brændt ihjel. Branden var én af 247 forvarslende brande, før hele lejren gik op i flammer i september 2020.
Denne efterårsdag måtte asylansøgerne finde tilflugt fra den tykke, sorte røg, der steg til vejrs bag pigtrådshegn, i omkringliggende krat, skov og mindre gader. Med eller uden ejendele. Her opholdt de sig i ti dage kun assisteret af humanitære organisationer.
I dag ligger området, hvor Mória-lejren lå, øde hen med få spor fra lejren. Ifølge Zaman har der aldrig før været så stille der. Fåreklokkerne bimler, og der lugter af oliventræer.
Mória-branden blev dog ikke det politiske vendepunkt og anledning til et paradigmeskift i asylbehandling, som nogle forventede. Opbragte asylansøgere, der efter branden stod uden tag over hovedet, demonstrerede med papskilte og stofbannere for forandring og bedre vilkår. Men deres bønner blev ikke hørt. Ligesom flere andre havde de fejlaflæst den politiske vejrhane. Anført af de græske myndigheder, med EU i ryggen, blev løsningen i al hast at få stablet en ny lejr på benene.
Den blev præsenteret som midlertidig, men er i dag øens fungerende lejr. Dens navn er CCAC Mavrovouni, og den er en del af et nyt lejrsystem på de græske øer. CCAC står for Closed Controlled Access Center. Centrene fremmer ”sikkerheden for beboere og personale og forbedrer levevilkårene”, mener Europa-Kommissionen.
Omvendt mener menneskerettighedsorganisationer, at de besidder dele af Mórias arvegods.
Både i og uden for The Ashes of Mória kritiseres centrene for de facto detention og – ligesom Mória – at besidde en afskrækkelseseffekt. Ifølge Lefteris Papadopoulos var CCAC’erne den naturlige konsekvens af Mória. Med en siddende nationalkonservativ regering, Nye Demokrater, der ønskede en strammere migrationspolitik og et hårdere narrativ, stod det skrevet i stjernerne.
En fordring
Tilbage på fortovscaféen er instruktøren Marchesi ikke blåøjet. Han tror ikke, at The Ashes of Mória vil rykke hegnspæle. Men at oplyse bare en række individer – måske dem, der ikke er gamle nok til at huske Mória og flygtningestrømmen – vil være værdifuldt. Lige så vel som det er værdifuldt, at seerne får indblik i efterdønningerne af Mória.
Med partsindlægget vil han – med Mória som historisk løftestang – vise, hvordan EU’s asylpolitik har fået det udtryk, den har i dag, og hvad konsekvenserne er: ”Billederne fra Mória fungerer som et spejl eller en refleksion af os selv: hvad vi som samfund er i stand til at gøre,” opsummerer Marchesi.
For Majid Bakhshi, der er medforfatter og tidligere beboer i Mória-lejren, er motivationen for dokumentaren at vise, hvor overvældende det er at ankomme til et sted som migrant eller flygtning. Usikkerheden er stor, og stressfaktorerne høje. ”Især hvis man ikke får rettidig støtte og må håndtere alle problemer alene,” fortæller Bakhshi.
Inden diktafonen på cafébordet slukkes, erklærer Davide Marchesi om asylansøgeres forhold ved EU’s ydre grænser: ”Jeg synes, man bør hjælpe, uanset om man tror på forandring eller føler apati.”
Det virker uoverlagt som en universel fordring.
The Ashes of Moria kan ses gratis her.
Filmen er skrevet af Davide Marchesi og Majid Bakhshi, instrueret af Davide Marchesi og produceret af ColoreFilm.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og