”Hvis han taber, så skyder jeg hende i Jesu Kristi navn. Hmm, eller også køber jeg en flaske Jack Daniels og nogle joints, hvilket jeg nok ville have gjort alligevel”. Sådan lyder det fra en tydeligvis stærkt beruset Trump-tilhænger, da han står ved indgangen til dette sidste rally i Florida for The Donald inden valgdagen i morgen og taler om Hillary Clinton.
Charlie er blikkenslager og selverklæret medlem af ”The Basket of Deplorables” – en nedladende betegnelse, de fleste Trump-tilhængere bruger som et adelsmærke på samme måde som Hillary tilhængerne bruger skældsordet ”Nasty Woman”.
Området har ifølge de lokale politimyndigheder en kapacitet på omtrent 4000 mennesker, men alle regner med at mange flere dukker op denne solskinsformiddag i november – dagen inden det endelige valg.
I den lange kø falder vi i snak med Maria Eberle, som arbejder med døvstumme børn, har en Aloe Vera salon her i Sarasota i det sydvestlige Florida og som for mange generationer siden forlod det Demokratiske parti:
”De tabte mig efter Kennedy. Det handler ikke kun om Trump. Jeg voksede op i Kentucky i en familie, hvor holdningen var, at man selvfølgelig var demokrat, hvis man ingen penge havde. Da jeg blev ældre begyndte det at undre mig, at Demokraterne altid skulle presse en ekstra afstemning igennem, hver gang der var valg. Det fik mig til at tænke. Velfærdsstaten er blevet for stor og vi har brug for en politisk revolution. Trump er et frisk pust, selvom han måske er en dårlig forretningsmand og har et forfærdeligt sprog.”
Merchandise i lange baner
Trump var langtfra Marias førstevalg under primærvalgene. Her støttede hun Carly Fiorina, en tidligere administrerende direktør i Hewlett-Packard, som hun mener ville have været en endnu bedre modkandidat til Hillary Clinton. ”Hvis Fiorina havde vundet nomineringen, havde Hillary ikke kunne trække kvindekortet. Jeg ville have meldt mig som frivillig, hvis hun havde været vores kandidat. Hun har også solid erfaring fra erhvervslivet og det er præcis hvad vi har brug for. Det kan godt være, at nogen har fået det bedre under Obama. Godt for dem; men der er bare stadig mange, der kæmper en hård kamp for at få økonomien til at hænge sammen.”
Gail og Cynthia er veninder og begge to vilde med Trump. De har, ligesom mange andre Trump-tilhængere, adopteret hele Brexit-retorikken og gjort den til en aktiv del af kampen mod the Establishment.
”Det her er Brexit på steroider. Men vi vil ikke bare Brexit – vi vil fix it”.
Jeg spørger om dette sidste rally ikke bare er et sidste skrig fra en, i politisk forstand, døende mand, som ønsker sig opmærksomhed til det sidste. Det er ingen af dem enige i. ”Det her er en bevægelse og den vil fortsætte med eller uden Trump”, svarer de og iler videre for at købe et par flasker Trump-vand. ”Der er to for fem dollars”.
Trump-rallies er overalt i Florida blevet et slaraffenland for opportunister, hvis fornemmeste opgave er at vride et par ekstra dollar ud af lommerne på de hengivne fans. Og er der et billede af Trump på vandflasken, ja så kan man rask væk skrue prisen op på et niveau svarende til det eksklusive, økologiske supermarked Whole Foods, som ellers er et sted, de fleste Trump-fans betragter som et fisefornemt prestige-supermarked for de rige.
Folk køber i det hele taget stadig merchandise i stor stil. Den mest populære T-shirt og nærmest en ny-klassikker i Trump-land er den med påskriften ”Deplorables”. Hillary Clinton har med andre ord fungeret som ufrivillig reklame-tekstforfatter til kæmpe segment af politisk utilfredse amerikanere, efter at hun til et fundraising-arrangement, omtalte halvdelen af Trump-støtterne som tilhørende en ”gruppe af foragtelige mennesker”.
Det dybe had til den veluddannede elite
Men hun er ikke alene – mange har forsøgt at ramme prototypen på en Trump-supporter, hvilket nok er hovedsagen til at J.D. Vance’s selvbiografiske bog Hillbilly Elegy: A Memoir of a Family and Culture in Crisis, der udkom i sommer, har vakt så stor opmærksomhed. Vance er født i Kentucky og voksede op i Middletown, Ohio. Hans mor var stofmisbruger, pengene var små og den sociale og kulturelle stamina – for nu at bruge et Trump-udtryk – var i den grad begrænset.
Vance peger på mange årsager til, hvorfor folk i the Rustbelt og andre steder langt fra kysterne, ikke længere føler, at der er nogen grund til at stole på politikerne. Alene sproget er blevet en så markant barriere mellem den veluddannede elite og de socialt og kulturelt depraverede hvide arbejdere, at de ifølge Vance ikke anser det for en mulighed at associere sig med politikerne, da disse jo netop tilhører den veluddannede elite.
I Trump både ser og hører de den vrede, de selv føler. Han taler til dem uden det evindelige filter, som de politiske konsulenter smører de etablerede politikere ind i. I Trump finder de en forbundsfælle, som godt nok er stenrig, men som igennem en lang valgkamp har ladet folk forstå, at man ikke behøver at tale eller opføre sig på en særlig sofistikeret måde for at kunne begå sig i politik. Rollen som outsider og forretningsmand er også hvad Maria betoner, da hun forklarer mig, hvorfor hun regner med at The Donald er et bedre bud på en præsident end den garvede Hillary Clinton:
”Der bør i det hele taget være en grænse for hvor lang tid man kan sidde som politiker i Kongressen. To perioder af højst fire år ville være rimeligt”, siger hun med henvisning til alle de uduelige og ”verdensfjerne” politikere i Washington, der ”helt har glemt, hvordan almindelige mennesker tænker og føler”.
Alene sproget er blevet en så markant barriere mellem den veluddannede elite og de socialt og kulturelt depraverede hvide arbejdere, at de ifølge Vance ikke anser det for en mulighed at associere sig med politikerne, da disse jo netop tilhører den veluddannede elite. I Trump både ser og hører de den vrede, de selv føler. Han taler til dem uden det evindelige filter, som de politiske konsulenter smører de etablerede politikere ind i
Her rammer JD Vance også ned i en kerneproblematik. I et interview med The Chicago Tribune fortæller han at folk ganske enkelt føler sig oversete og at de reelle problemer omkring sygdom, stofmisbrug, manglende jobs, fabrikslukninger etc. ikke bliver taget alvorligt at de etablerede politikere.
Længerere nede i køen står Matthew, en ung mand i starten af tyverne. ”Jeg vil stemme på hvem som helst med en nationalistisk agenda og politik – det her er større end Trump”. Det nationale tema fylder i det hele taget meget hos mange af de tilstedeværende jeg taler med denne formiddag.
“Drain the Swamp”
Vel inde i Robarts Arena i den smukt beliggende by, venter godt 4000 entusiastiske amerikanere. Der dufter af popcorn, hotdogs og mennesker. Mange har taget fri fra skole og arbejde. En stor del af de tilstedeværende har imidlertid forladt arbejdsmarkedet for længst. Playlisten er den samme som altid til de mange rallies. Rolling Stones og Creedence Clearwater Revival er de ufrivillige hovedleverandører. Born on the Bayou af sidstnævnte er én af favoritterne. Den bliver spillet flere gange inden Donald Trump indtager scenen til stor jubel.
Han lægger ud med at give de tilstedeværende håb om at man i morgen vil kunne konstatere at ”vi har fået et fantastisk valg med utroligt mange stemmer”. The Donald har en travl dag her på falderebet af en kampagne, der synes at have nået sit maksimale potentiale. Basen er optændt og mange er overbeviste om at meningsmålingerne er manipulerede, men det går for trægt med de uafhængige vælgere og dem som endnu ikke har besluttet sig.
Derfor har Trump-kampagnen da også lagt fire rallies i fire stater (Florida, North Carolina, Pennsylvania og New Hampshire) inden han kan lægge sig på ryggen og hvile ud, inden det igen går løs med valgfest i New York i morgen. Han taler i en lille time om de temaer han har beskæftiget sig med i mere end et år. Jobs, udflytning, immigration, terror, ISIS og som gennemgående tema: ”Crooked Hillary”.
Trump opfordrer til at alle gør deres for at man i fællesskab kan ”Drain the swamp”, som i al sin metaforiske enkelthed betyder, at man vil muge ud i Washington, DC, fjerne så mange af de ”korrupte politikere” som muligt for at skabe et ”sikkert og stærk Amerika”.
Trump anerkender denne formiddag, at han aldrig selv har tilhørt arbejderklassen og at det er behageligt at leve på den ”anden side” som han udtrykker det. Omvendt mener han at kunne forstå netop denne arbejderklasse og siger, at alle de udflyttede jobs ”så nemt ville kunne komme tilbage til Amerika”. Publikum hujer og flere af kvinderne i salen proklamerer deres kærlighed til byggematadoren fra New York.
Præsident Obama går heller aldrig fri af Trumps grovkornede kritik. ”I stedet for at rende rundt og føre kampagne for Crooked Hillary, burde han tage tilbage til Washington og gøre sit arbejde, se bare på alle de problemer der er i Mosul for tiden. Her lovede han (Obama) at gøre noget, men ingenting er sket”,lyder det.
Han fortsætter lidt i samme spor: ”Mine meningsmålinger sprænger alle rammer for tiden. Jeg tror det skyldes ObamaCare, som vi vil rulle tilbage og erstatte”
Scenografien, dramaturgien, intensiteten, retorikken og argumenterne er umiskendelig. Det er efterhånden en meget velsmurt seance, som tjener sit formål til perfektion. Om det rækker tilstrækkeligt ud over scenekanten til også at appellere til de førnævnte tvivlere, får vi svar på om et døgn.
Sorte for Trump
En vælgergruppe som Trump kampagnen indtil videre uden held har forsøgt at få i tale er afrikansk-amerikanerne. Denne vælgergruppe er dog i dag ”repræsenteret” af en lille gruppe ”Blacks for Trump”, som den seneste tid er blevet mere synlige til de mange rallies.
”Trump og Republikanerne er ikke racister” lyder påskriften på deres hvide T-shirts. Jeg spøger en repræsentant for denne gruppe, hvorfor det er så vigtigt at pointere det forhold, at de er ”sorte for Trump”.
”Fordi jeg helt åbenlyst er sort”, svarer Mike, der efterfølgende giver sig i kast med en forklaring om, at Clinton-familien har rødder i slavehistorien og at navnet Rodham, der er Hillarys fødenavn er beslægtet med familier, der i 1800-tallet var slaveejere. Jeg trykker hans hånd og ønsker ham held og lykke, inden jeg efter at have hørt The Donalds sidste opfordringer om at skabe ”Én samlet nation i stedet for en splittet nation”, iler mod udgangen inden alle andre får samme idé.
Ved udgangen lyder det – i sammenhængen – besynderlige sangvalg endnu en gang: ”you can’t always get what you want, but if you try sometime you find you get what you need”.
På vej ud i min Baby Blue Mommy Mobile spekulerer jeg over om hvad ”what you need” i så fald er? Hvis man ikke kan få Donald Trump, som er hvad man her på stedet ønsker sig allermest, må man så acceptere Hillary Clinton? Måske har Trump valgt at bruge Stones som en måde at forsikre amerikanerne, at han alligevel vil acceptere valgresultatet uanset udfaldet.
Alle fotos fra rally i Florida: Troels Gaihede. Topfoto: Trumpstøtter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her