Digital adfærd: Der er så meget eksperter ikke forstår – eller formår

af i Børn & unge/Civilsamfund/Digitalt

LONGREAD // DIGITALT – Da den danske blogger og influencer, Fie Laursen, i starten af juli delte et selvmordsbrev på Instagram, satte hun ikke kun sine mange følgere i brand; hendes selvmordsbrev fyrede også op under den danske ekspertbranche og sågar en nyudnævnt minister. Problemet er bare, at reaktionerne var mindst lige så forudsigelige og er en del af problemet, fordi de kører i ring om gammelkendte temaer, der ikke får os til at tage det vigtige ejerskab som brugere. Hverken eksperter, medier eller politikere har nemlig været i stand til at facilitere en af tidens vigtigste samtaler.

Da bloggerens selvmordsbrev åbenbarede sig for hendes fans for et par uger siden, var reaktionerne både positive og negative, kærlige og bekymrede.

Temaet var dog umiddelbart meget alvorligt, og på den første halve time havde mere end 600 kommenteret med både empatiske, opkørte og hånende kommentarer. Børn i panik, fans i diskussion om ægtheden af brevet, unge, der fik besked på at holde kæft og følgere, der mente at vide, at hun allerede var død. På hendes brors væg fortsatte diskussionen i samme tempo.

Efter nogle intense timer lørdag d. 6. juli forlød det heldigvis, at den kendte blogger var blevet fundet og hjulpet i tide, og mens et lettelsens suk kort bredte sig blandt hendes fans, fristes jeg til at skrive, at alt herefter forløb helt efter bogen:

De obligatoriske haters, de gammelkloge, de frelste, de klassiske ”så kan hun bare lade være” etc. Det hele blev som forventet fulgt op af eksperternes take på situationen godt hjulpet af de klassiske medier og efterfølgende også en minister.

Den digitale verden er ikke en sluk–tænd virkelighed, men en virkelighed, der skal indregnes i alle dele af vores liv, for at vi kan blive klogere og dermed ikke kun centrere os om få temaer

Reaktionerne fulgte næsten et kronologisk barometer: først med at udpege tech-industrien – i dette tilfælde Instagram – som årsagen, dernæst de sociale medier helt generelt, så den kommercielle industri i skikkelse af influencerne og dernæst deres bureauer, forældre og brugerne generelt – alt sammen indpakket i begreber som data, AI, teknologier, digital ungdomskultur og vice versa.

Samtidig kom hvad dvr syntes at være et uigennemtænkt forslag fra Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, der ville underlægge influencerne medieansvarsloven. Se, hvordan Trine-Maria Kristensen perspektiverede inluencer-ansvaret her.

Vi manglede bare debatten om skærmene, som i Danmark har fyldt mest over de senere år.

Den debat blev til gengæld taget op igen med samme unuancerede tilgang, som har gjort os ude af stand til for alvor at blive klogere. Min agenda er ikke at kommentere de specikke temaer men derimod den distancerede form, vi anvender i debatten, hvor vi ikke kan genkende os selv eller tage ejerskab for den digitale udvikling.

Den distancerede debats betydning for magtesløsheden

Jeg er ikke uenig i, at de omtalte problematikker er væsentlige at debattere, men efter at have beskæftiget mig med temaet digital adfærd og kultur og konsekvenser heraf for både børn og unge såvel som voksne igennem flere år, er jeg optaget af, hvordan vi kan blive klogere og lære at forstå, hvad der virker i en tid, hvor vi ikke har nedarvede principper at læne os op ad.

Den digitale verden bliver ved med at give os smarte løsninger men samtidig forsyner den os også med ulykkelige hændelser, mistrivsel og afmagt.

For mens debatten om Fie Laursens selvmordsbrev tonede ud, dukkede en hård gruppe à la den gamle Offensimentum op på Facebook med over 30.000 fortrinsvis unge medlemmer; børn på 10 år har været eksponeret for drabsvideoen fra Marokko; voksne bliver truet og udskammet og liget af en 17-årig pige lå for en stund på Instagram, mens antallet af danskere, der bliver udsat for sexafpresningsmails er eksploderet.

Sideløbende med sagerne fra sociale medier kører teledatasagen, hvor politiets data om personer i forbindelse med kriminelle sager pludselig har vist sig at være fejlbehæftede.

Det virker ikke som om, debatten har gjort den store forskel måske snarere tværtimod.

Vores personlige rolle bliver udvisket, fordi andre får skylden. Skærme, industrien, politikere eller andre børns forældre. Jeg oplever en magtesløshed og søgen efter kontekst

Jeg har holdt foredrag for tusindvis af fagpersonale, forældre, ledere og børn og unge. Det slår mig hver gang, at det, vi debatterer i paneler på TV 2 News eller på Twitter, i bedste fald er en lille del af problematikkerne og i værste fald slet ikke kan omsættes til den virkelighed, vi alle er en del af.

Som nævnt i indledningen kører debatten ofte på, at nogle andre end os selv har ansvaret eller med den positive udlægning: muligheden for at ændre på tingenes tilstand.

Vores personlige rolle bliver udvisket, fordi andre får skylden: Skærme, industrien, politikere eller andre børns forældre.

Jeg oplever en magtesløshed og søgen efter kontekst. Et realistisk indblik i, hvordan man kan blive klogere, en livsvigtig samtale om livet, der ikke foregår langt væk og som man bare kan slukke for. Den digitale verden er ikke en sluk–tænd virkelighed, men en virkelighed, der skal indregnes i alle dele af vores liv, for at vi kan blive klogere og dermed ikke kun centrere os om få temaer.

Ved at udpege enkelte problemer, overser vi helhedsperspektivet og en vigtig erkendelse:

Nemlig det faktum, at vi alle er en del af problemet, og dermed også en mulig del af løsningen.

Hvordan kan vi tage ansvar, hvis vi tror andre er problemet?

Et glimrende eksempel på den pointe er hele debatten om influencers, som blev aktuel på grund af Fie Laursens selvmordsbrev.

Der er allerede skrevet en del om medieansvarloven, pressenævnet, ytringsfrihed etc. ligesom influencers er forsøgt defineret som bloggere/vloggere, der lever af deres indhold ved at sælge omtaler og markedsføring.

Men den mest afgørende præmis for, at der overhovedet findes influencers, er, at de har følgere, brugere.

Vi taler om børn og unge og får ikke i samme ombæring en sund debat om, hvad vi selv lader os påvirke af …Kan vi som voksne brugere sige os fri for at gå efter samme indramning i vores sociale medie-liv?

Fie Laursen er en ud af flere hundrede influencers i Danmark, som vi alle enten er en del af eller lader os påvirke af, direkte eller indirekte. Indirekte via kolleger, venner, familie eller sågar de klassiske medier, der efterhånden bruger meget spalteplads på at videregive tendenser og trends fra sociale medier.

View this post on Instagram

put you back up cuz u r REAL ❤️

A post shared by Fie Laursen (@fielaursenofficial) on

Det er vigtigt at vide, at der er influencers i alle aldre med følgere i alle aldre.

Der er influencers inden for skønhedsindustrien, livsstil, rejser, haver, kultur, politik etc.

Men når vi taler om influencers, taler vi sjældent om det, vi selv er en del af og mere om det, nogle ville kalde tomhjernet indhold, for eksempel unge bloggere eller youtubere. Vi taler om børn og unge og får ikke i samme ombæring en sund debat om, hvad vi selv lader os påvirke af og mod. Ligesom vi ikke får de mulige positive aspekter med: balancen mellem påvirkning og inspiration, gruppepres og fællesskab, viden og manipulation.

Vi får frem for alt slet ikke en snak om, at influencer-industrien ikke ville have så kronede dage, hvis vi ikke lod vores børn bruge forholdsmæssig lang tid på dem og ikke gav efter for det pres, der har udviklet sig blandt børn.

For eksempel ville et besøg i Zadig- og Voltaire-butikkerne hurtigt give et billede af, at det er blevet meget populært for piger helt ned i 12 års alderen at ønske sig en specifik taske. Man ville se kø ved montren af piger (med deres mødre), der skal prøve tasken, tage billeder med den, købe den.

Et andet eksempel er Pernille Corydon-ringe eller sågar de dyre Lala Berlin-tørklæder, som de fleste konfirmandinder har prydet sig med de senere år gerne flankeret af Valentino Sneakers.

I stedet er det influencernes, platformenes eller bureauernes skyld.

Den fjerne galakse er i virkeligheden os selv

De fleste har med andre ord bidraget til industrien ved at være følgere eller lade vores børn være det. Ikke kun virtuelle følgere, men flokfølgere i en mentalitet, der vidner om enten at være inde eller ude.

Kan vi som voksne brugere sige os fri for at gå efter samme indramning i vores sociale medie-liv? For eksempel tendensen med at vise vores gode liv i naturen, en tendens der faktisk kun lader sig gøre ved, at vi medbringer smartphonen og tager billedet af, hvor naturligt vi har valgt at prioritere.

Vi har efter min bedste overbevisning ikke kun skiftet Brødrene Løvehjerte ud med sex, drugs og rock and roll uegnet for børn, men vi har også skiftet vores egen fornemmelse for livet ud med et forsøg på at genkende os selv i fællesskabet.

Problemet er bare, at vi stadig kun taler om det, som var det en industri eller noget langt væk. Men vi er alle en del af det.

Det forekommer mig, at vi alle – inkl. politikere og meningsdannere – taler om sociale medier, som var de søer i Alaska, kratere på månen helt uden for vores galakse. Men VI er de sociale medier. De ville slet ikke være sociale, hvis  ikke mennesker er sociale

Det forekommer mig, at vi alle – inkl. politikere og meningsdannere – taler om sociale medier, som var de søer i Alaska, kratere på månen helt uden for vores galakse.

Men VI er de sociale medier. De ville slet ikke være sociale, hvis  ikke mennesker er sociale. Vi er pakken, som vi bliver ved med at tale om, som havde vi ingen indflydelse.

Når danske politikere taler om sociale medier som et problem for den demokratiske debat, må de samme politikere gribe i egen barm, gå deres eget feed efter i sømmene og tage t ansvar. Når danske eksperter angriber Facebook for ulovlig omgang med data og manipulation, var det måske en idé at walk the talk: at logge af.

Eftersom næsten alle over 11 år i Danmark har en profil på et eller flere sociale medier, er vi alle medskabere og dermed ansvarlige, om end det måske ville være nemmere, hvis vi ikke var. Men intet må alligevel være mere fortvivlende end ikke at have et ansvar for det liv, man lever.

Så kan vi kun vente på, at nogle slukker for internettet, eller at alle andre gør de sociale medier til et bedre sted at være.

Her er den positive nyhed, som ingen rigtig har fokuseret på, at et stort antal brugere faktisk anmeldte Fie Laursens selvmordsbrev til Instagram. De tog ansvar. De forstod deres rolle som en del af fællesskabet. Det taler vi mindre om, end vi taler om sociale medier som problemet.

Industriens tjeneste – hvem tjener hvem?

Selvmordsbrevet gav igen anledning til at diskutere den kommercielle kultur og hvem der lever af hvem. Men brevet åbenbarede i høj grad også en underdiskuteret valuta – nemlig omtale. Fie Laursen var i virkeligheden et godt eksempel på, hvad eksperterne kapitaliserer på.

Vi taler om bloggere og influencer-industrien – tech-industrien, men hvad med ekspert-industrien?

Måske tjener nogle eksperter penge på at advare eller ligefrem skræmme forældre og politikere, hvad angår mobiler og digitale medier

For et par uger siden bragte Dagbladet Information et indlæg med overskriften ”Bekymringsindustrien tjener penge på forældres skam”, hvor debatten om skærme, sociale medier og spil nuanceres.

Problemet er, at indlægget understreger, at vi alle er en del af en industri. Måske tjener nogle eksperter penge på at advare eller ligefrem skræmme forældre og politikere, hvad angår mobiler og digitale medier. Og det hører med til historien, at forfatteren bag indlægget lever af at lære andre at undervise i digital dannelse.

Altså  tjener han også penge på området og tjener flere penge jo færre, der er bange for skærme. Spørgsmålet er med andre ord snarere, hvem der ikke lever af denne industri. Om ikke kun cool cash, så i form af omtale, opmærksomhed og forskningsmidler eller regulært honorar for foredrag som i mit eget tilfælde.

Det er på sin plads at få slået fast uanset om det er medier, eksperter eller politikere, at vi alle er en del af den industri, men sjovt nok indgår kildekritik ikke i den udredning.

Det burde den.

Pendulets kraft

Det hører også med til den vinkel, at vi i disse år er vidner til pendulets anatomi i debatten:

Først kom bølgen af begejstring i form af den uvidende ophøjelse, den massive medieomtale og nærmest Steve Jobs-tilbedning samt den politiske jubel på foranledning af den danske målsætning om at være digitale frontløbere. Det var en målsætning, vi som borgere kunne identificere os med i en tid, hvor smartphonen blev allemandseje.

Skal vi bruge debatten til noget som helst, skal vi også kende dens præmis. Vi skal forstå, at efter begejstring kommer tvivl og måske endda frygt. Uvidenhed skaber som bekendt oftere frygt

Siden kom betænkelighederne og ligefrem advarsler og skræmmeeksempler.

Eksperter har et stort ansvar for at balancere denne debat, og efter min mening har vi ikke levet op til det ansvar. Jeg har selv været en del af industrien ved først at være rådgiver i at kommunikere og markedsføre sig via de digitale medier og siden ved at oplyse om risici på sociale medier – især for børn og unge.

Men skal vi bruge debatten til noget som helst, skal vi også kende dens præmis.

Vi skal forstå, at efter begejstring kommer tvivl og måske endda frygt. Uvidenhed skaber som bekendt oftere frygt. I Danmark tog det overhånd med massive advarsler mod skærme og begreber som skærmafhængighed og dopaminfængsler.

Pendulet svingede med andre ord langt over i det røde felt, og jeg oplevede på egen krop, hvad det betød for danske forældre, fagpersoner og brugere. Forstenede og magtesløse kunne de intet stille op, for når noget er så alvorligt, kræver det nærmest medicin, eller at nogle andre ville slukke for hele verdens WiFi.

Som modvægt til de mange alvorlige advarsler stod optimisterne. Dem, der fremhæver teknologien og alle dens lyksaligheder eller satte spørgsmålstegn ved begrebet mobilafhængighed. Måske som reaktion på den kraftige debat om afhængighed eller måske fordi de alvorligt talt ikke kan se problemerne, kommunikerede de nærmest blindt kun om de mange fordele ved den digitale udvikling

I dag har flere eksperter formået at slå hul i den negative debat, og nu er pendulet på vej over det gule mod det grønne felt. Blandt andet med føromtalte artikel.

Udfordringen er, at enten-eller debatten ikke gør os klogere.

Når vi lærer, at skærme er afhængighedsskabende eller uproblematiske, gør det intet godt for vores egen forståelse af at mærke, hvordan vi har det med dem

Vi ved reelt ikke nok, og skal vi blive i troen på, at vi selv er en del af løsningen, så er det vigtigere, at vi bliver klogere sammen ved at debattere med hinanden – på samfundsniveau såvel som ved køkkenbordet – frem for at opsætte så vigtig en del af den nyere samfundsudvikling i enten-eller.

Når vi lærer, at skærme er afhængighedsskabende eller uproblematiske, gør det intet godt for vores egen forståelse for at mærke, hvordan vi har det med dem. Endsige lade vores generelle familieværdier spille ind på den digitale del af vores virkelighed eller at skoler og lærere kan håndtere emnet med deres naturlige udgangspunkt.

Vi debatterer med andre ord hen over hovedet på de mennesker, der skal leve med og i den digitale verden.

På Folkemødet fortalte den nye formand for Medierådet for børn og unge, Stine Liv Johansen, at en af de store udfordringer er, at børn ikke deler deres digitale liv med deres forældre. De taler ikke sammen om emnet.

Man kunne jo fristes til at spørge, om det kun gælder forældre og børn imellem eller om det generelt gælder mennesker imellem. Og hvad gør pendulets kraft godt for i den sammenhæng? Jeg er optaget af, hvorfor det er så svært at balancere debatten, for tryk avler modtryk.

Medierne som medaktører

Vi taler så meget om kildekritik og fake news, og de klassiske medier har været omhyggelige med at opbygge et – i nogle tilfælde berettiget – billede af, at de sociale medier er rugekasse for netop fake news og negativ debatkultur.

Spørgsmålet er bare, om de klassiske medier ikke kunne have gjort en forskel ved ikke at viderebringe de hårdt optrukne vinkler, især de vinkler, der har handlet om at skose sociale medier. Måske er det som bruger vigtigt at være kildekritisk i den forbindelse også. Intet har bragt de klassiske medier tættere på læser- og seerflugt end de sociale medier.

Hvad er egentlig værst? At vide at de sociale medier ”bare” er brugere, der frit kan dele deres meninger, kilder og vinkler eller at tro, at de klassiske medier er troværdige, når sidstnævnte flere gange for eksempel har viderebragt advarsler om skærmafhængighed uden at have dokumenteret teserne?

Måske er det derfor, medierne ikke har researchet de advarsler, der har været om sociale medier og skærme. Måske er det derfor, at medierne ikke har grebet chancen for at facilitere en af tidens vigtige samtaler, eller måske endnu vigtigere: har grebet i egen barm.

For hvad er egentlig værst? At vide at de sociale medier ”bare” er brugere, der frit kan dele deres meninger, kilder og vinkler eller at tro, at de klassiske medier er troværdige, når sidstnævnte flere gange for eksempel har viderebragt advarsler om skærmafhængighed uden at have dokumenteret teserne?

Det er vigtigt at læse mellem linjerne i aviserne på lederplads, når de skriver om sager som selvmordsbrevet, Cambridge Analytica eller den danske Umbrella-sag og nævner platformene som problemet.

Hvad med brugerne, hvad med at tage et medansvar for ikke kun at bringe ensidige vinkler, der virker indignerede og uden udviklingspotentiale. Der er et gigantisk udækket felt, som medierne synes at overse eller ikke forstår, og som handler om, hvordan vi uddanner os som mennesker til at leve med og i den digitale udvikling. Det, der foregår under overskriften.

Medierne har kun i begrænset omfang bragt viden ind i debatten, og de har efter min bedste overbevisning ikke gjort nogen klogere ved for eksempel at perspektivere for brugerne, så de forstår og kan tage ejerskab. Eller ved bare at researche dokumentation på de mange luftige teser, der viderebringes.

Skærmafhængighed synes for eksempel at være en normal tilstand, skulle man lytte til interviewende journalister. Det er det så ikke. Spilafhængighed blev så sent som sidste år optaget på WHO’s liste over diagnoser, og der er stadig ikke en diagnose, der hedder skærmafhængighed.

Og måske vigtigst af alt, så har medierne ikke forstået, hvordan de selv bruger sociale medier som inspirationskilde og kilde i det hele taget.

Der er i medierne naturligvis undtagelser. TV 2 Østjylland, DR3 og DR Ultra er fremragende eksempler på medier, der forstår, at de selv er en del af helheden og ikke den fornuftige voksne ved siden af med de korslagte arme

Mediernes rolle er et helt indlæg for sig, men det skal ikke være usagt, at jeg mener, de klassiske medier skal komme ud af deres egen boble og spille anderledes sammen med de sociale medier og prøve nogle ting af, fremfor at sidde på den høje hest og sende offentlige breve til Mark Zuckerberg om forskellen på rigtige og forkerte medier.

Der er i medierne naturligvis undtagelser. TV 2 Østjylland, DR3 og DR Ultra er fremragende eksempler på medier, der forstår, at de selv er en del af helheden og ikke den fornuftige voksne ved siden af med de korslagte arme. De medier nøjes ikke med kun at udpege YouTube-videoer som fordummende, men ser potentialet og prøver tiltag af, de revurderer og favner udviklingen.

Der er så meget eksperter ikke forstår

”Der er så meget, forældre ikke forstår,” hedder en folder udgivet af Medierådet for børn og unge. Den blev fornylig genudgivet og omhandler nu en alder helt ned til 7 år, hvor den tidligere handlede om børn og unge fra 12 års alderen.

De to faktorer – at aldersgruppen den omhandler er blevet yngre, samt at titlen signalerer, at der er noget, en gruppe – her forældrene – ikke forstår, er meget gode eksempler på, hvorfor vi bør gentænke samtalen om emnet.

Den forandrede verden og en generation, der for eleverne i grundskolens vedkommende, ikke kender tiden før smartphones, men vokser op uden, at vi endnu har nogle grundprincipper at håndtere emnet ud fra. For den forandrede verden er ikke ældre, end at eleverne på ungdomsuddannelserne og lidt ældre husker tiden før smartphones og sociale medier og telefonen som den forlængede højre arm.

En af de ting, eksperter må erkende, er feltets begrænsning. En medieforsker er selvsagt ikke børnepsykolog, en læge er naturligvis ikke adfærdsforsker, en journalist, som jeg selv, er ikke forsker

Når eksperter taler om den digitale ungdomskultur, genkender jeg kun ‘digital’ og ‘kultur’. Jeg ser, at brugen af de digitale medier og skærme er meget mere individuel end der lyder smart i en PowerPoint.

For midt i denne skæren over en kam så glemmer vi, at selv om det hele virker maskinelt, så er SoMe også individuelt, og er oftest afhængig af familien, gruppen, klassen, kollegerne eller interessefællesskabet. Brugen kan også være afhængig af selvfølelse, måske endda af diagnoser eller kærlighedsforhold.

I mange familier bruger de unge SoMe forskelligt – derfor kan digital ungdomskultur som begreb hurtigt blive til endnu en floskel om YouTube-generationen, præcis som det skete, da Paludan pludselig blev kendt. Skulle man så også tale om digital voksenkultur?

En af de ting, eksperter må erkende, er feltets begrænsning. En medieforsker er selvsagt ikke børnepsykolog, en læge er naturligvis ikke adfærdsforsker, en journalist, som jeg selv, er ikke forsker.

Og så hjælper det i øvrigt slet ikke, at eksperterne i disse år nærmere slås om at have ret end forsøger at blive klogere. Når nogle eksperter for eksempel helt afviser udfordringer med skærme, afviser de jo også, at der findes mange års studier af børns udviklingstrin, spejling og sprogudvikling, hvor præmissen naturligvis forandres pga. den digitale verden. Der er et eller andet, der ikke harmonerer i de konklusioner, eksperter stiller med. Der mangler et bindeled.

Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad det er, vi ikke har gjort, siden vi med begejstret sind fik vores første smartphone til det blev nødvendigt at lovgive om ikke at fotografere og dele døde mennesker

Forleden kom det frem, at fire ud af ti unge overvejer at droppe sociale medier, fordi de forbinder dem med en falsk verden. Her udtaler medieforskere, at det er fordi de unge lider af skærmskam. Vi er tilbage ved enten-eller igen. Skærmafhængighed eller skærmskam. Ingen af delene kan i øvrigt dokumenteres i sin rene form.

Et lavpraktisk eksempel på, hvad ekspertrollen betyder for refleksionen, er, at det er svært for en lærer at undervise i, hvad digital mobning er. Det er ikke så svært for en lærer at have en dialog med eleverne om, hvad de oplever på sociale medier, der for eksempel kan være mobning.

Dialogen kan passende følges op med klare regler for at være gode ved hinanden, men hvis eleverne ikke kan genkende sig selv i det, læreren taler om, er det svært at forandre adfærden.

Præcis som hvis vi som mennesker ikke kan genkende os selv i eksperternes teser, så får vi ikke den vigtige samtale.

Vi er alle nøgne

Da Danmark den 2. januar i år oplevede en forfærdelig ulykke på Storebæltsbroen, var det nødvendigt for politiet at gå ud med en advarsel mod at stoppe og tage billeder. I Tyskland vedtog de allerede sidste år en lov om samme.

Jeg er interesseret i at finde ud af, hvad det er, vi ikke har gjort, siden vi med begejstret sind fik vores første smartphone til det blev nødvendigt at lovgive om ikke at fotografere og dele døde mennesker.

Der er nogle led, vi har sprunget over, imens vi nøgne, nye, afklædte kastede os ud i den fagre nye verden, slog os og blev sure på nogle andre end os selv. Det er blot så trist ikke at have ansvaret, så skal vi lære det, skal vi kunne mærke os selv i debatten.

Intet er mere komplekst og så måske endda alligevel så simpelt. Når man taler om tingene bliver man klogere. Jeg mener ikke, at debatten ovenpå noget så ulykkeligt som et selvmordsbrev har gjort os klogere – snarere tværtimod.


Foto: Paul HanaokaUnsplash

Lykke Møller Kristensen er 47 år og har et langt CV med udgangspunkt i journalistikken som fag og mennesker som interesse. Siden uddannelsen som journalist i 2001 har Lykke faktisk kun haft et fast job, da hun var i 2014/15 var uddannelseschef og brandmanager for International Business College. Ellers har det været livet som freelancejournalist og redaktør, senere forfatter og masser af foredrag, undervisning og rådgivning, Lykke har ernæret sig ved. Hun har desuden taget uddannelse i kommunikation fra DMJX og flere kurser i både Danmark og udlandet, hvor hun også er en del af en international gruppe, der arbejder på at sikre børn online. I de seneste seks år har Lykke dykket ned i den digitale adfærd og kultur og bruger det meste af sin tid på at holde foredrag og lave temadage, der skal styrke os til at blive klogere på området, både hvad angår trivsel, sikkerhed og kommunikation og retningslinjer.

Tidligere har hun været redaktør på helsemagasinet Naturli' og på DBU's store historiske samling af 973 jyske fodboldklubbers historie og af medlemsbladet Jysk Fodbold. Lykke har skrevet artikler for og til de fleste danske dagblade og magasiner og har især skrevet om livsstil og erhverv, branding og kommunikation - ikke mindst efter at hun i 2010 havde eget kommunikationsbureau, hvor hun hjalp med erhvervsudvikling lokalt i Region Syddanmark samt rådgav en lang række virksomheder i strategisk kommunikation.

Hun er desuden forfatter til fire bøger, hvor den seneste: "Dit digitale barn har brug for en voksen” opsummerer det, hun indtil videre har erkendt igennem de år, hun har arbejdet intensivt med digital kultur og adfærd. Nemlig at børn såvel som voksne har brug for nogle at have dialog med omkring den digitale verden. Hun er desuden forfatter til bøgerne: " Børn & Sociale medier,” "Barn nr. 2 – når familien vokser" samt "En der elsker mig" - og en klummesamling om provinsens branding, som hun skrev som fast klummeskribent i regionale medier. Lykke er fra Jylland men storbymenneske i hjertet – evigt splittet mellem længsel efter puls og behovet for ro.

Seneste artikler om Børn & unge