BALLET // ANMELDELSE – New York City Ballet er tilbage i Tivoli med et åbningsprogram, der både viser styrken, stabiliteten og forandringerne i ensemblet og dets repertoire midt i kompagniets 75-års jubilæumssæson.
New York City Ballet (NYCB) har været en trofast gæst i Danmark gennem adskillige årtier og Tivoli har på sin side vist sig som en ikke mindre trofast husvært. At kompagniet gæster haven her midt i ensemblets 75-års jubilæumssæson er derfor kun naturligt og betimeligt. Det giver os samtidig mulighed for at opleve kærkomne gensyn med velkendte klassikere i dets righoldige repertoire, skabt og efterladt af mesterkoreograferne George Balanchine, Jerome Robbins og andre.
Samtidig kan vi ved selvsyn opleve og tage temperaturen på ensemblets nuværende niveau hos såvel danserne som den kunstneriske ledelse.
På gæstespillet får vi to programmer serveret bestående af henholdsvis tre og fire balletter fordelt med fire værker af Balanchine samt et af Robbins, Christopher Wheeldon og Justin Peck hver.
At arven efter Balanchine stadig vejer tungest og er altdominerende bliver hermed tydelig, og det må vel også være sådan en rum tid fremover. Men måske kunne ballettens livtag med kunstarten gennem dets nuværende huskoreografer og deres nyeste arbejder have fundet lidt mere plads i dets nuværende forestillingsprofil, især når denne fremlægges for den internationale omverden.
Det er svært i dag at danne sig et helt sikkert billede af, hvor NYCB er på vej hen i vort eget århundrede, hvorimod det ikke er specielt svært at konstatere forandringerne i både kompagniets niveau og dets kunstneriske ambitioner, for disse er stadig tårnhøje, om end de på visse områder afslører sig som noget forskellige fra den mere uniforme dansestil kompagniet tidligere har haft som sit helt særlige kendetegn.
Af åbningsprogrammets værker fornemmes der i dag en større mangel på egalitet i både ensemblets fysiske statur og fremtoning på såvel dame- som herresiden, ligesom også den rent dansemæssige linjeføring i de store ensemblescener forekommer noget uegal og undertiden direkte sløret og upræcis.
Om nutiden er en anden med dens stærke fokus på større individuel frihed i de ellers så velkendte og skarpt formede trinmønstre hos især Balanchine, skal jeg lade være usagt, men indtrykket virker undertiden flakkende under balletternes aflevering.
Den ægtefødte dansestrøm
Til gengæld er værkernes dansetekniske og tempomæssige aflevering i top, så balletterne vinder oftest på deres rent dansetekniske udførelse overfor, hvad der tabes rent stilmæssigt.
Tydeligst kom dette på åbningsaftenen til syne i Balanchines berømmede signaturballet Serenade fra 1935, der fra en rent musikalsk vinkel vel med rette kan betegnes som det største ballet-divertissement Tjajkovskij nogensinde konciperede, om end det oprindeligt ikke var bestemt som sådan.
Balanchine kunne om nogen se den ægtefødte dansestrøm, der lægges blot i netop dette partitur. Og hans koreografiske udformning af de fire satser, kan på forunderlig vis ses som hans eget personlige ”take” på den såkaldte ”hvide ballet” (ballet blanc) fra balletromatikkens dage, hvis første rigtige store eksempel nok er den berømte 2. akt i balletten Giselle med williernes natlige danse.
Med sit kvindelige korps (anført af Sara Mearns) og en enlig herre (Peter Walker), der som blindgænger føres ind i dansens verden og med ballettens antydede afslutning af et kærlighedsdrama og dettes apoteoserende endeligt, står vi i Serenade overfor et stemningsforløb, der rækker fra berusende dans til afklaret konklusion og fører mod en højere eksistens end den, der gives os i menneskelivet.
Tempomæssigt blev balletten leveret på de allerhøjeste nagler, og danseteknisk med både overskud og fokus i de utallige gentagne retningsskiftende temps levés og serier af piqués en manège. Men måske blev vi efterladt med en manglende snert af den mystik, der også ligger gemt lige under overfladen i dette værk.
Overflade og udadvendthed var der til gengæld meget af i Justin Pecks farverige og kaleidoskopiske fortolkning fra 2017 af udvalgte dele fra Stravinskijs Pulcinella Suite, som oprindelig blev komponeret for Diaghilevs berømte Ballet Russe i 1920. Her genopdagede og legede komponistens med barokkens motorik og rytmik, mens Peck i dag har taget udfordringen op med ni dansere iklædt commedia dell’arte rollernes farveagtige dragter, men uden dog at medtage selve hovedfiguren Pulcinella.
Resultatet bliver en suite af iltre danse afvekslende med en central Gavotte-pas de deux, hvor hovedparret (Tiler Peck og Chun Wai Chan) leverer en sjældent set sikkert udført pardans, der stod lysende og krystalklart på scenen med sin koreografiske prægnans og udførelsesmæssige præcision.
Lystigt er værket, og som divertissement klæder det om noget at være med og til stede på netop et Tivoli-gæstespil
Hvad der her dog især slår en, er den grundlæggende forskel, hvormed henholdsvis Balanchine og Peck lader danserne attakere selve musikken på. Hos Balanchine danser man konsekvent forud/foran musikken, ligesom når en dirigent anviser, hvad der skal ske gennem sin direktion. Hos Peck derimod er danserne på-efter musikken, så trinene derved fødes af noderne selv. Dette er for mig en væsensforskel på, hvad New York City Ballet tidligere var og nu er.
Hvad der trods den store og umiddelbare danseglæde for undertegnede måske især savnes i Pulcinella-balletten er en stærkere karakterisering af de forskellige karakterer, idet værket generelt efterlader indtrykket af et spil farveprøve-kort, der kastes op i luften og kun langsomt finder sammen igen i en art balletkabale, og som med sine spraglede kostumer måske får blikket til mere at flakke end fokusere. Men lystigt er værket, og som divertissement klæder det om noget at være med og til stede på netop et Tivoli-gæstespil.
Som slutnummer fik vi Balanchines mesterlige, men samtidig forunderlige koreografiske livtag fra 1972 med Stravinskijs violinkoncert, der blev komponeret helt tilbage i 1931. Man fornemmer klart, at det måtte tage flere årtier før end koreografen turde eller kunne binde an med netop denne musiks store udfordringer for et dansemæssigt udtryk, selvom han dog tidligere havde anvendt koncerten til en kun lidet succesfuld ballet i 1942.
Med sine otte herrer og otte damer anført af to hovedpar bliver den indledende sats til en imponerende tempofyldt, men også noget udvendigt poserende opvisning af lutter trin og grafiske mønstre. Dette opvejes hurtigt til fulde af de to efterfølgende midtersatser, udført af hvert sit hovedpar (betagende danset af henholdsvis Unity Phelan & Taylor Stanley/Emilie Gerrity & Peter Walker). Med deres lange serier af intense skulpturelle bevægelige duetter, er det som om kvinderne her på én gang skildres som både udfordrere og beskyttelsessøgende overfor deres respektive partnere.
Sidste satsen, Capriccio, fremstår derimod nærmest som grafisk tegnet bevægelsesparodi frit kalkeret over fortidens hofballetter med dens udprægede mazurka- og polonæseagtige paradeoptrin.
Om Balanchine her har villet levere en ironisk kommentar til sin kunstarts divertissementsagtige fortid må forblive usagt, men en ejendommelig koreografisk afslutning på en ellers veltrimmet og sikker opførelse af Stravinskys Violin Concerto bliver det nu engang.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
