ESSAY – Regnen står ned som nåle i haven, på havebordet, splintrer på bordet som gnister, lyder som svag, gnistrende ild. Og så, pludseligt, som blev himlen smækket i som en stor port, stopper skyllet.
Morgenlyset sakker mellem træerne. Solen er et sted derude. Ingen skyer. Eller også er det hele skyer. De våde stammer. Mine hænder, svulmede af rynker. Græsset, højt og spidst. Svajende, hvis man kigger efter. Skælvende.
Jeg er vågnet, og nu er jeg her. Vågnede jeg virkelig? Haven er skinnende grøn. Jeg kender den farve. Alt for godt og langt ind i hjertet.
Katten kigger på mig. Den sidder der og stirrer med sine store, hule øjne. Den har aldrig stirret sådan. De spidse ører ligner sorte, skarpe tænder. Så rejser den sig og krummer ryg. Den lunter afsted, standser og stirrer på mig igen.
Vi kommer et sted fra og skal tilbage. Vi kommer ingen steder fra og skal ingen steder hen. En fugleformation bevæger sig henover himlen. Jeg bevæger mig ud i køkkenet. En hund gør på den anden side af vejen. Sulten rumsterer i maven. Tanken om at spise trykker i halsen. Jeg tager et glas vand, som aldrig bliver koldt. Vand er liv og død. Rent og falskt. Aldrig bare vand.
Mere morgenlys. Det breder sig i stuen. Det kravler op ad væggene og falder i striber på gulvet. Umærkeligt. Spøgelseshvidt
Stueloftet hænger. Jeg sætter mig. Jeg ser det først nu. En liste buer svagt, og hele loftet ser ud, som om det kunne styrte. Kollapse i store stykker, gips og bjælker, tykt hvidt støv over det hele. Jeg ville stadig sidde her. Det er problemet.
Stoleryggen knirker. Jeg læner mig tilbage og lader armene hænge. Sofaen der, det høje ur, den gamle dragkiste i sin tunge eg. Jeg kunne blæse væk.
Vandet koger. Kedlen fløjter kraftigere. Så hyler den. Jeg gør ingenting. Det river i ørerne. Jeg lader det rive. Jeg rejser mig og går ud i køkkenet. Hylet sprænger rummet. Jeg tager kedlen af.
Avisen ligger i postkassen. Jeg henter den ikke. Verden går videre. Det meste af den gør. Hvem læser gårsdagens aviser? Jeg gør gerne.
Jeg tager en bog ud af reolen. Jeg bladrer. Den spyttende lyd når fingeren løber siderne igennem. Ingen svar og så mange anstrengelser. Jeg læser uden at forstå. Jeg forstår uden at læse.
Mit hoved. En summen. En snurren. En kold fornemmelse i nakken. En pludselig kulde ud i hænderne.
Jeg står foran toiletspejlet. Mine indfaldne skuldre. Den gamle, glatte topmave. Jeg sætter hænderne på spejlet og sænker hovedet. Hvad nu? Hvorhen, hvordan?
En bil passerer. Den sukkende lyd af dæk. En fugl vågner. En flok. Jeg går forbi spisebordet. Jeg mærker på dugen. Jeg synker sammen.
Der ligger en plade på grammofonen. Blanksort vinyl. Jeg løfter pickup’en med fingeren. Jeg kan ikke slippe den. Jeg ryster. Jeg løfter den forsigtigt tilbage og slukker pladespilleren.
Mere morgenlys. Det breder sig i stuen. Det kravler op ad væggene og falder i striber på gulvet. Umærkeligt. Spøgelseshvidt.
Jeg går tilbage i soveværelset. Jeg vil ikke derind. Jeg kan ikke tåle at gå derind. Varmen stikker i mit ansigt. Tårerne stikker. Omsider. De springer frem og svier omkring øjnene. Salte og syrlige. Jeg kan knap se en hånd frem for mig.
Enhver lille oplevelse. Enhver ligegyldighed og uventet lykkestund. Det hele er der. I gråden. I kramperne. Lige nu.
Du ligger under dynen med åbne øjne.
Dine kinder er hvide. Der står et billede på dit natbord. Af os. Der står ikke andet.
Dit blik. Stadig levende. Hvor kigger du hen? Hvor kigger du fra?
Jeg løfter dynen og lægger mig tilbage. Jeg kan dufte dit hår. Rosenblade. Jeg folder hænderne og lukker øjnene.
Illustration: Frederick Leighton, Flaming June. Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her