
DIAGNOSER // KRONIK – Skal lidelse altid stemples som sygdom for at blive anerkendt? Vi er nødt til at kritisere den magt, som psykiatrien og dens diagnosesystem udøver i vores samfund, skriver psykolog Philippa Lund og pointerer behovet for en mere rummelig og menneskelig tilgang til psykisk lidelse. Hvad skal der til, for at vi kan opnå det?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er nemt at få en klump i maven, når snakken går på psykiatriske diagnoser. Det skyldes ikke kun, at diskussionen ofte er præget af polariserede holdninger og mudderkastning. Det skyldes også, at debatten har en trist tendens til at få mennesker til at føle sig trådt på, misforstået, udstillet eller overset. Det er frustrerende, for på trods af de mange forskellige synspunkter tror jeg, at majoriteten af fag- og lægpersoner, der har debatten tæt på livet, ønsker det samme: mindre lidelse, mere forståelse, bedre støtte og større rummelighed.
Det er på høje tid, at vi finder en fælles front for at skabe et mere inkluderende og støttende samfund og får peget pilen derhen, hvor den hører hjemme – de beslutningstagere, der kontinuerligt sparer på ro, tryghed, sikkerhed og tillid. De, der skærer i SU’en, i kontanthjælpen, i velfærd, uddannelse og institutioner.
Når vi taler om mental lidelse og de stigmatiserende elementer, der ofte følger med, er det nødvendigt at indtage et magtkritisk perspektiv. Stigmatisering bliver alt for ofte misforstået og forvekslet med stereotyper eller tabuisering, men i virkeligheden kan stigmatisering kun finde sted, hvis der er en magtstruktur, der muliggør det. Denne magtkritiske dimension bliver alt for ofte overset, hvilket gør det umuligt at forstå, hvordan den påvirker både individer og samfundet som helhed.
De mennesker, der har mest årsag til at reagere på samfundets indretning, svigtes og sygeliggøres mest
Det er netop derfor, vi er nødt til at kritisere den magt, som psykiatrien og dens diagnosesystem udøver i vores samfund – samt de systemer, der tillader vedligeholdelsen af magten. De samfundslogikker, der kræver konstant drift, optimering, testning og produktion, skaber en underliggende fjendtlighed mod menneskets psyke, og reaktionerne på denne fjendtlighed bliver ofte kategoriseret som psykisk sygdom eller forstyrrelse. Psykiatriens historik har været og er fortsat præget af systemisk diskrimination, især mod minoriteter – hvad enten det drejer sig om etnicitet, køn, seksualitet, økonomi eller adfærd. De mennesker, der har mest årsag til at reagere på samfundets indretning, svigtes og sygeliggøres mest.
Synergien mellem sygeliggørelsen af lidelse og besparelser på velfærd for den almene borger er afsindigt magtfuld over for vores muligheder i livet og dermed også vores selvforståelse. Derfor er det også vigtigt at huske på, at psykiatriske diagnoser ikke er objektive, naturvidenskabelige kategorier, men er nogle grupperinger af adfærdsbeskrivelser der afspejler, hvad den dominerende klasse i samfundet anser som ”forkert” ”for meget” eller ”for besværlig”.
Det er først, når vi forstår dette, at vi kan begynde at ændre den måde, vi forholder os til mental lidelse og de mennesker, der lige nu kategoriseres som forstyrrede eller syge.
Lad os vælge den ikke-sygeliggørende tilgang
Der er en voksende gruppe af stemmer i den offentlige debat, der ønsker at udfordre det nuværende system og reducere psykiatriens magt i overensstemmelse med anbefalinger fra WHO og FN – jeg støtter selv bevægelsen mod dette paradigmeskifte. Vi kæmper for en ikke-sygeliggørende tilgang til menneskers psyke – også kaldet en nonpatologiserende tilgang.
Ofte bliver psykiatrikritikere dog mødt med beskyldninger om at være uforstående over for den position, som diagnosticerede befinder sig i, når de sætter spørgsmålstegn ved de psykiatriske diagnosers rolle. Dette sker, uanset om den nonpatologiserende part i øvrigt selv er diagnosticeret. Kritikken lyder ofte på, at de ikke anerkender den lettelse, forståelse og imødekommelse, som en diagnose kan bringe til dem, der har følt sig misforstået, anderledes og overladt til sig selv.
Det er dog en misforståelse, at den nonpatologiserende tilgang ikke anerkender effekterne, som diagnosticering kan have i den nuværende samfundskontekst. Den nonpatologiserende tilgang anerkender fuldt ud, at diagnoser i samtiden kan være en redning – en kilde til både ro, støtte og en følelse af legitimitet.

Uenigheden opstår i spørgsmålet om, hvorfor diagnosen skal være en forudsætning for at opnå denne lettelse og legitimitet. Hvorfor skal man betegnes som syg eller forstyrret for at blive mødt med den nødvendige forståelse, støtte og omsorg? Og hvorfor negligerer vi ofte lidelsesfulde oplevelser, hvis ikke de beskrives som symptomer på mentale sygdomme eller forstyrrelser? Det er vigtige spørgsmål at tage fat på, hvis vi ønsker at skabe et samfund, hvor alle kan få den støtte, de har brug for, uden at deres perspektiver eller livserfaringer ses gennem en patologiserende linse.
En af de største udfordringer i denne diskussion er, at kritik af psykiatrien ofte bliver opfattet som en delegitimering af de mennesker, der har oplevet lidelse og dermed er blevet en del af psykiatrien. Når psykiatriske diagnoser i øjeblikket fungerer som en af de eneste adgangsbilletter til støtte, accept, forståelse og fællesskab, kan forslag om at bevæge sig væk fra diagnoser hurtigt blive opfattet som et forslag om at ignorere lidelse eller fratage folk den nødvendige hjælp i deres sværeste øjeblikke.
Kritik af systemet, ikke individet
Når man kigger på diskursen på sociale medier, er det tydeligt, at det for mange af dem, der omfavner deres diagnose, har givet dem forståelse og mening til et liv præget af lidelse, kaos og forvirring – et kaos, der ofte har fulgt personerne i store dele af livet. Diagnosen kan tilbyde både en forståelsesramme for en selv og for dem omkring én, hvilket kan være en lettelse, især hvis man har oplevet at blive misforstået, negligeret eller fået at vide, at man ”bare skal tage sig sammen”. For nogle kan diagnosen være en befrielse, et konkret svar på noget, der har føltes uforståeligt.
Diagnosen kan også give et håb tilbage, som har været forsvundet længe, eller anvendes som juridisk gældende bevis for, at man ikke bare er ”doven” eller ”ikke prøver hårdt nok”. Set fra denne vinkel forstår jeg godt, hvorfor en kritik af psykiatriens magt kan føles som en trussel mod ens legitimitet, identitet eller verdenssyn. Det kan til forveksling lyde, som om at kritikken af systemet er en kritik af én som individ.
Vi kan ikke tage en pause fra arbejde uden først at få en læge til at vurdere, om vi virkelig har behov for det. Det samme gælder i uddannelses- og skolesammenhæng. Det er absurd
Når vi siger, at vi bør være kritiske over for, hvad det gør ved os som mennesker og som samfund, når vi forstår lidelse eller anderledeshed som sygdom eller forstyrrelse, er det vigtigt at understrege, at dette ikke er en kritik af de mennesker, der oplever og beretter om lidelse. Det er heller ikke en påstand om, at psykofarmaka ikke kan være hjælpsomt – det er slet ikke der, debatten ligger. Det handler om at sætte fokus på at sikre, at støtte, så forståelse og omsorg ikke bliver betinget af en lang og ofte smertefuld diagnosticeringsproces med et – til tider livslangt – psykiatrisk stempel som endemål. Støtten og forståelsen burde være tilgængelig fra start, uanset hvilken baggrund eller hvilke oplevelser man har med sig.
For at lykkes med det må vi udfordre og ændre de hierarkier, der dominerer forståelsen af psykisk lidelse samt de magthavere, der støtter op om disse hierarkier. Vi skal lytte mere til indefraperspektiver – altså dem, der selv har erfaringer med psykisk lidelse og divergens.
Samtidig bør vi værne om og udvikle de fællesskaber, som i dag er afgrænsede af det diagnostiske system. Der er mange fede idéer, begreber og forståelser, der har rødder i diverse diagnosefællesskaber. Det kan fx være begrebet neurodiversitet, dobbeltempatiproblemet eller sketeorien.
Vi bør virkelig stille os kritiske over for, hvorfor så få af os føler os berettigede til vores egne oplevelser, medmindre en læge har blåstemplet dem
Forestil dig, hvis vi kunne anvende disse perspektiver bredt i vores samfund og møde mennesker med forståelse og åbenhed – uden at kræve en diagnose som adgangsbillet. Tænk, hvis vi havde nogle mindre ladede betegnelser for den adfærd, der nu beskrives med psykiatriske diagnoser. Eller hvis vi havde tillid til, at mennesker selv kunne vurdere, om de hører hjemme i et givent fællesskab uagtet diagnose. Hvis vi i højere grad genkendte adfærd eller karaktertræk i stedet for at diagnosticere dem.
Dermed kunne vi undgå at introducere folk til et psykiatrisk system, hvor deres adfærd beskrives som forstyrret eller syg. Selv det at tage en pause fra arbejdet er i dag underlagt reguleringer, hvor det skal legitimeres som en sygemelding. Tænk over det: Vi kan ikke tage en pause fra arbejde uden først at få en læge til at vurdere, om vi virkelig har behov for det. Det samme gælder i uddannelses- og skolesammenhæng. Det er absurd. Det er dét, der er forstyrret. Behovet for ro og hvile er en grundlæggende menneskeret – det gør os hverken syge eller forstyrrede at have behov for pauser.
Hvorfor så megen mistillid?
Problemet ligger i systemets logik, der kategoriserer os som syge, hvis vi lider, eller som forstyrrede, hvis vi falder uden for systemets rammer. Denne logik er ikke kun skadelig, men også svær at undgå at internalisere. Dette ser vi fx i det udbredte ”brain or blame” dilemma – en falsk dikotomi, hvor vi ofte giver individet (eller deres nære) skylden for, at de har det svært, eller letter dem for skyldspådragelse ved at sige, at der er noget galt eller forstyrret i deres hjerne.
Med systemlogikkens individualiserede skyldspådragelse vil diagnosticering naturligvis være en enorm lettelse, da det effektivt formidler, at personen har gjort sit bedste, og at lidelsen ikke er vedkommendes egen skyld. Men hvorfor går vi ikke ud fra, at personen gør sit bedste i første omgang?
Vi bør virkelig stille os kritiske over for, hvorfor så få af os føler os berettigede til vores egne oplevelser, medmindre en læge har blåstemplet dem. Hvorfor er vores første tanke så ofte, at vi er dovne eller bare skal tage os sammen? Og hvorfor projicerer vi ofte denne mistillid videre på vores medmennesker? Det er spørgsmål, vi som samfund er nødt til at forholde os til.
Status quo er ikke godt nok
Det er afgørende at forstå, at både den nonpatologiserende tilgang og den diagnosebeskyttende diskurs i bund og grund ønsker det samme: mindre lidelse, mere forståelse og et samfund, hvor vi kan mødes som mennesker – med respekt for vores forskelligheder og behov.
Hvis dette skal lykkes, mener jeg, at det er afgørende, at vi danner en fælles front, hvor vi både stiller os kritiske over for vores internaliserede skyldspådragelse samt standhaftigt siger fra over for beslutningstagernes besparelser og nedskæringer.
Vi bliver bombarderet med årsager til at være pessimistiske og polariserende, og det gavner primært de magthavere, der lukrerer på status quo
Jeg drømmer om en fremtid, hvor vi ikke sendes til lægen, når vi lider psykisk, men i stedet bliver mødt der, hvor vi er, og tilbydes støtte ud fra vores vidnesbyrd. Et samfund, hvor vi har roen til at opbygge stærkere fællesskaber og større rummelighed både i vores offentlige institutioner og blandt hinanden. Et mere lige samfund, hvor adfærd, vi ikke forstår, ikke straks stemples som ”forstyrret” og behandlingskrævende. Hvor mennesker med ekstrasanselige oplevelser ikke isoleres og tvangsbehandles i sterile omgivelser. Hvor diagnoser fra barndommen ikke får juridiske konsekvenser senere i livet. Hvor peer- og communityarbejde bliver en central søjle, og vi møder hinanden med respekt og i øjenhøjde.
Selv om disse visioner for fremtiden kan lyde som en utopi, mener jeg, at vi bliver nødt til at begynde at tænke på den måde – for kun ved at forestille os et alternativ kan vi begynde at arbejde hen imod det. Vi bliver bombarderet med årsager til at være pessimistiske og polariserende, og det gavner primært de magthavere, der lukrerer på status quo. Når vi lader være med at drømme stort, accepterer vi småt, og hvis vi fortsætter med at pege fingre ad hinanden, fjerner vi pilen fra dem, der har magten til at lave reelle systemiske ændringer. Jeg glæder mig til at kæmpe med jer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.