DF

Analyse: DF er den blå vej til magten

i Politik & Samfund/Danmark af
DANSK FOLKEPARTI // POLITISK ANALYSE – Mange politikere i den blå blok frydede sig gevaldigt, da stemmerne ved folketingsvalget i juni 2019 var talt op og det lå klart, at Dansk Folkeparti havde indkasseret historiens største valgnederlag. Fra rekordresultatet på 21 pct. i 2015 til nu kun at få 8,7 pct. Deres glæde er bestemt ikke blevet mindre siden, da DF i nogle målinger ligger til yderligere en halvering, skriver politisk redaktør Frank Korsholm.

DF – og især dets topfigurer, har trådt på mange blå ministre og politikere i dets over 20 års konstante opstigen, og det er de politikere, partiets formand, Kristian Thulesen Dahl, nu møder i sin gigantiske nedtur.

De frydefulde blå politikere glemmer blot i al deres henrykkelse over Thulesen Dahls dødskamp med både partiet og med sin egen formandspost, at hele blå blok er dybt afhængig af DF, hvis de da ellers inden for en overskuelig fremtid vil gøre sig håb om at komme tilbage til regeringskontorerne.

De fleste politiske besserwissere, mener, at det kun er et spørgsmål om uger, før Thulesens timeglas render ud

DF er i disse dage på de politiske læber efter to drevne politiske kommentatorer og fhv. spindoktorer fra øverste hylde under VK-tiden i 00’erne, Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt, netop er udkommet med en bog om DF’s krise: ”Skaberen, Taberen og Frelseren?

Bogen får generelt fremragende anmeldelser og det skyldes ikke mindst dens afsløringer af, at Thulesen  Dahls autoritet og topstyring af partiet er voldsomt udfordret af partiets unge talenter, ”Skyggerne,” og at formanden lever på lånt tid. De fleste politiske besserwissere, mener, at det kun er et spørgsmål om uger, før Thulesens timeglas render ud.

Ingen andre partier i den blå lejr end DF, er i stand til at få vælgere til at vandre hen over midten og altså fange den vælgerstrøm, der skal få balancen til at tippe til blå favør. Det var en gang de Radikales prærogativ, men de synes nu definitivt at have lagt sine lodder på den røde side.

“Udlændingefjendske socialdemokrater”

Anders Fogh Rasmussen forstod betydningen af de underliggende vælgerstrømme, da han tilbage i  1998/99 skrev sine drejebøjer, hvori DF blev gjort stuerene. Som en gammel Venstre-spindoktor meget tæt på Fogh Rasmussen dengang så rammende udtrykte det udenfor citat i en diskussion med Børsens daværende redaktør om DF’s politiske identitet.

”DF er jo i virkeligheden blot udlændingefjendske socialdemokrater”. Hun brugte godt nok et andet  udtryk end udlændingefjendske, men det vil jeg af frygt for at komme i karambolage med straffeloven undlade at gengive her.

En umoden bemærkning, der kom til at koste Mr. 10 pct. dyrt

Meningen og strategien var ikke til at tage fejl af. Udlændingepolitik skulle for første gang gøres til et varmt politiske tema, som de gamle pæne partier, V og K, heller ikke længere skulle være for fine til at diskutere.

Mange ministre og folketingsmedlemmer har gennem tiderne slået sig hårdt på DF. Partiets stifter, Pia Kjærsgaard, har effektivt forstået at straffe dem, der ikke har behandlet hendes hjertebarn med respekt og værdighed. Spørg bare Poul Nyrup Rasmussen, som var den første, der fik kærligheden at føle.

Under hele VK’s regeringstid op gennem 00’erne var det også en kendt sag, at forholdet mellem Konservative og DF var særdeles anstrengt. Bendt Bendtsen havde i sin landsrådstale i 1999 sagt, at DF kunne få lov til at stemme for det, som en kommende VK-regering lægger på bordet, men ”indflydelse ville de aldrig få.” En umoden bemærkning, der kom til at koste Mr. 10 pct. dyrt.

Den nok mest synlige omkostning for Konservative blev, da DF fyrede daværende fødevareminister, Lars Barfoed, for åbent tæppe. Her var ingen hjælp at hente fra Anders Fogh Rasmussen og den konservative formand måtte bare bide ydmygelsen i sig, ligesom han også senere måtte æde at invitere Pia Kjærsgaard til forsoningsfrokost med flæskesteg i Erhvervsministeriet efter Konservatives europarlamentariker, Gitte Seeberg, havde kaldt DF for et kolonihaveparti. Den slags nedværdigelser fandt Pia Kjærsgaard sig ikke i, når VK jo kun sad på hendes nåde.

Flæskestegen stod i øvrigt uberørt tilbage på frokostbordet, og Seberg, Samuelsen og Khader stiftede i direkte protest mod DF’s indflydelse jo som bekendt Ny Alliance i maj 2007

Det blev et ydmygende forsoningsmøde for den konservative formand, da Pia Kjærsgaard efterfølgende gik direkte ud til den ventende presse og fastholdt konflikten over for en måbende Bendtsen.

Flæskestegen stod i øvrigt uberørt tilbage på frokostbordet, og Seberg, Samuelsen og Khader stiftede i direkte protest mod DF’s indflydelse jo som bekendt Ny Alliance i maj 2007. Nu var nok, nok. DF’s magt skulle stækkes.

Thulesens Dahls fatale strategiske fejl

Efter Konservative som DF’s prygelknabe blev det Liberal Alliances tur. Samuelsen havde ladet champagnepropperne springe efter finanslovsaftalen i dec. 2015, der med stemmer fra DF havde  besluttet at sænke registreringsafgiften på de dyre biler. En mærkesag for LA, som DF imidlertid ikke følte det samme for og som de ovenikøbet frygtede kunne koste lidt på stemmekontoen.

Det skrev Søren Pind om på Facebook i lørdags, hvor han reelt klandrede Samuelsen for at lade sine personlige ministerambitioner smadre hele blå blok

DF havde ofret sig, og så skulle de ovenikøbet også se sig trådt på af jubelglade liberalister. Det kom i DF’s sorte bog og herefter blev livet særdeles svært for LA og Løkkes regering, der reelt ikke kom  igennem med større forslag de næste år.

Det var så til gengæld i den samme periode, at Thulesen Dahl begik sine fatale strategiske fejl ved at  flirte lidt for tæt og åbenlyst med Mette Frederiksen uden, som det afsløres i bogen, at kunne  gennemskue, at Socialdemokratiet gennem 10 år havde analyseret DF i mindste detalje og præcist vidste, hvordan de kunne lokke DF i fælden og få frafaldne S-vælgere i hobetal til at tage vandreturen tilbage over midten.

Anders Samuelsen klatrede i de høje træer i 2016 med et ultimativt krav om, at topskatten skulle sænkes. Men Samuelsen havde gjort regning uden vært. DF var ikke til at hugge eller stikke i, men de ultimative skattekrav førte alligevel til, at Lars Løkke inviterede LA og K ind i regeringen. I bogen skildres et drama forinden, hvor Samuelsen skulle være blevet tilbudt en total afskaffelse af registreringsafgiften i stedet for ministerposter.

Det skrev Søren Pind om på Facebook i lørdags, hvor han reelt klandrede Samuelsen for at lade sine personlige ministerambitioner smadre hele blå blok. Det udløste efterfølgende en bitter ordveksling mellem de to tidligere ministerkollegaer, hvor Samuelsen i sit forsvar mente, at Lars Løkkes tilbud kun var givet på skrømt og fremlagt uden at have taget DF i ed.

Samuelsen var sikker på, at Thulesen Dahl og DF aldrig havde givet LA den monumentale politiske sejr at fjerne afgiften på Ferraier. Det er nok ikke helt forkert.

Ungdomsoprøret er i gang

I det hele taget blev det en selvstændig disciplin for DF at skyde alt i sænk, der kom fra LA. Krav om skattelettelser, besparelser i den offentlige sektor m.v. og især trafikminister Ole Birk Olesen blev gang  på gang efterladt med granatchok efter sine møder med, DF’s trafikordfører, Kim Christiansen.

Gammel disrespekt overfor DF bliver aldrig glemt, og Ole Birk Olesen havde som gammel Ekstra Blads-journalist ikke vist den nødvendige ærbødighed over hverken Pia Kjærsgaard eller Thulesen Dahl. DF har aldrig været et parti, der selv kom med konstruktive løsninger på de store samfundsudfordringer så
som arbejdsudbuddet, klimaet, globaliseringen osv.

Lars Løkke Rasmussen har siddet på DF’s nåde i mange år, og nu er han paradoksalt nok på vej med et  nyt blåt parti, som modvægt til højrefløjens indflydelse

Hvis blot Pia Kjærsgaard og Thulesen Dahl kunne få deres udlændingestramninger, lidt til folkepensionisterne samt ekstra penge til Roskilde Domkirke og Fregatten Jylland, var de i grove træk tilfredse. ”Globaliseringen og EU måtte de andre partier gerne have for sig selv”, som Thulesen Dahl så lakonisk kunne sige det.

Lars Løkke Rasmussen har siddet på DF’s nåde i mange år, og nu er han paradoksalt nok på vej med et nyt blåt parti, som modvægt til højrefløjens indflydelse. Ny Alliance anno 2021.

”Ja, det er så takken for at sikre dig og Venstre statsministerposten i 15 år”, sagde Pia Kjærsgaard for nyligt i debatten, hvilket jo retfærdigvis er en pointe, det er svært at komme uden om og som med garanti også er ført til protokols, den dag der igen bliver brug for DF’s stemmer.

Thulesen Dahl er snart færdig som formand. Ungdomsoprøret er i gang og Morten Messerschmidt står til at tage over. Det eneste, der måske kan rokke ved den kabale, er Københavns Politis evighedsundersøgelse af mulig svindel med Feld og Meld-midler i EU – og om den seneste løsgænger i Folketinget, Inger Støjberg, pludselig skulle melde sig under DF-fanerne.

DF
Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF) bag ham i Folketingssalen. Meget tyder på, at Thulesen Dahl snart er færdig i DF og Messerschmidt er klar til at tage over.

DF har i stærk konkurrence med Nye Borgerliges, Pernille Vermund, i hvert fald gjort, hvad de kunne for at lokke Støjberg over til det skrantende parti, og lykkes DF med det, er det ikke for at den gamle venstreprofil og hovedperson i en snarlig rigsret skal spises af med et fedtet ordførerskab.

Et partiskifte skal i givet fald bringe hende helt til tops i partiet. Det vil være et scoop for DF og måske for hele den blå blok. Det vil måske ligefrem kunne give DF sin gamle rolle tilbage, hvor de vender vælgerstrømmen hen over midten og dermed bliver det blå parti, som alle andre borgerlige politikere venligt, men nødtvunget, bukker og nejer for igen.


LÆS ALLE FRANK KORSHOLMS ANALYSER HER
LÆS MERE OM DANSK POLITIK HER


Topfoto: Dansk Folkepartis ledelse på valgaftenen 2018, Klaus Holsting.
Indsat billede: Kristian Thulesen Dahl (DF) og Morten Messerschmidt (DF) bag ham i Folketingssalen. Meget tyder på, at Thulesen Dahl snart er færdig i DF og Messerschmidt er klar til at tage over. Klaus Holsting

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Frank Korsholm er journalist og rådgiver samt konsulent. Han har blandt andet arbejdet som politisk redaktør og lederskribent på Børsen. Han har også været pressechef for de Konservative samt særlig rådgiver og taleskriver for bl.a. tre ministre - Bendt Bendtsen, Lene Espersen og Jakob Axel Nielsen samt Gitte Seeberg. Frank Korsholm har også været kommunikations-og politisk chef i AutoBranchen Danmark.

Seneste artikler om Politik & Samfund