Sigrun Gunnarsdóttir: Det universelle i kunsten, i livet og i hverdagen

i Kultur/Kunst af

KUNST // ANMELDELSE – Surrealisme, naivisme, symbolisme. De tre stilarter eller udtryksmåder mødes i den færøske kunstner Sigrun Gunnarsdóttirs arbejder og giver billeder af det eksistentielle i tilværelsen, skriver Jakob Brønnum. Fra i dag kan værkerne ses i Galleri Sct. Gertrud i det indre København.

Første gang jeg bemærkede Sigrun Gunnarsdóttirs kunst var et par dage inden indvidelsen af Færøernes største bygning i august i fjor, Glasir.

Glasir er en uddannelsesinstitution, der samler alle ungdomsuddannelser, inklusive gymnasium og de tekniske uddannelser i et stort, smukt, rundt bygningskompleks, tegnet af BIG Arkitekter, Bjarke Ingels Group.

De vistnok i alt seks trappetårne, der går udenpå selve den runde bygningsmasse, har hver udsmykning af en færøsk kunstner, udpeget efter en lang proces.

I et af rummene ser man billeder, der ved første øjekast forekommer naivistiske, både i streg og tema. I løbet af kort tid opdager man, at der er meget mere i dem, end man så. Det er Sigrun Gunnarsdóttirs arbejder, der på alle de etager, hvor de kan ses, går i dialog med den dynamiske livssituation som en gymnasieelev, der møder dem på vej ud og på vej ind til undervisningen, må være i.

Manden er Darwin, den grønne hånd må være jorden selv, eller en hånd bag jorden. Basale symboler for en samtale om livet selv

Billedet af ægget, fuglen, manden og den store grønne hånd, antyder noget, man opdager efterhånden, nemlig at en bibelsk-kristen livstydning sjældent ligger ret langt væk, vel at mærke forstået som en hengiven forankring i naturen som skabt og ikke opstået. Det kan ligne en tilfældig collage, men ser man efter er det også en replik til undervisningen i skolen – en tankestarter. Manden er Darwin, den grønne hånd må være jorden selv, eller en hånd bag jorden. Basale symboler for en samtale om livet selv. Ægget er et andet basalt billede på livets tilblivelse. Sammen danner de noget universelt.

Fra udsmykningen på Glasir. Foto fra kunstnerens hjemmeside.

Det går lige ind i den klassiske diskussion om forholdet mellem skabelse og evolution, men ikke på den banale måde. Den åbner sig, for at der kan være forskellige forklaringer på den samme ting, der hver kan bære lige stor vægt. Og allerede dér giver billedet et vigtigt bidrag til forståelse af tænkning og refleksion, så det må være noget at det vigtigste at bidrage med på et gymnasium.

Den traditionelle eksistensdiskussion er langt mere levende i det offentlige rum på Færøerne idag, end man man møder den i resten af Norden.

Make love, not war

Billedet med de to babyer, der ligger hos hver sin voksne, må siges at være et at kunstnerens hovedværker. Stort anlagt og stort fortællende. Det indgår også i udsmykningen.

I midten af billedet står et skuffedarium. Det er i min optik maleriets kongeniale twist.

Der er helt åbenlyst en ”Make love, not war”-ideologi i det – de stativer, vasketøjssnoren er hængt op i, er geværer. Jeg kan finde gevær-symbolikken en anelse tung. Geværet er stukket ned i jorden. Figurativt ser man ikke umiddelbart, at kolben og klæderne er forskellige – de står som farvebrikker i billedet. Man opdager det, når man begynder at genfortælle billedet for sig selv. Samtlige, jeg har drøftet det med, finder det elegant: Våbnene bruges ikke mere til deres oprindelige formål, og nu har man fundet noget andet fornuftigt, de kan bruges til.

Fra udsmykningen på Glasir. Foto fra kunstnerens hjemmeside.

I midten af billedet står et skuffedarium. Det er i min optik maleriets kongeniale twist. De skuffer skal de to babyer kunne passe deres liv ned i eller i hvert fald administrere at leve gennem, sådan som vi alle lever i små kasser af ordentlighed og statistik, normer og (u)betalte regninger. Skuffedariet er samtidig det, der giver symmetrien i billedet en overvejende statisk form, hvor det uden den, ville have haft en dynamisk.

Men som altid lægger Gunnarsdóttir sig ikke fast på én tydning i sin symbolbrug. for hvad skulle vi gøre uden skuffedariet? Vores liv ville være et stort rod.

Symbolerne går fra det hverdagsagtige til det universelle: Klæder (vasketøj), en bro, mennesker af alle etniske afstamninger, det nøgne menneske, geværet, moderkagen, det bogholderagtige menneske, det grønne som græsset – en slags grundlæggende billede på livets stadige vækst.

Den lethed, hvormed Gunnarsdóttir forbinder livets grundbilleder er imponerende og inspirerende. Der er et stærkt træk i, at billederne er malet direkte på trappeskakternes rå beton, og den trøsteløshed, den kan siges at rumme for nogen, brydes derved på den mest tankevækkende måde. Det handler også om, at du kan gå forbi de her billeder morgen og eftermiddag i tre år i gymnasiet og hver gang kunne møde noget nyt at tænke over.

Mother Teresa i Eiði

Et af de billeder af Sigrun Gunnarsdóttir, der har vundet international udbredelse, er Mother Teresa i Eiði. Jeg har ikke set det før, men det virker som om jeg har:

Anden gang jeg kom i forbindelse med Sigrun Gunnarsdóttirs kunst var i sommer, da jeg i familiesammenhæng var med på et besøg i hendes monumentale atelier i Eiði, en af de (relativt set) mellemstore byer på det nordlige Færøerne.

Billedet er udvalgt blandt mere end 1600 nordiske arbejder til en udstilling, Portrait Now, med omkring 150 billeder. Efter at have været vist på Frederiksborg Slot i sommer, er den for tiden på Ljungbergmuseum in Ljungby i Sverige.

Det er et gennemgående motiv i Gunnarsdóttirs arbejde, at elementerne i billederne forenes i eller er forenet af det universelle.

Selvom udsigten ikke er præcis samme som på billedet (eller er den? Jeg kommer i tvivl), er det alligevel det møblement og det blik, der er i det lille sidelokale, hvor hun laver kaffe til sig selv og den besøgende. Det store lokale, hvor Sigrun Gunnarsdottir arbejder, rummer også det første billede, hun malede til brug for optagelseansøgningen til kunstakademiet, hvor hun kom ind i 1973 og studerede til 1980.

Sigrun Gunnarsdottir i sit atelier i Eiòi på Færøerne, juli 2019. Foto: Skribenten.

Den, der har set nogle af Sven Dalsgaards mest figurative billeder, og ved, at han var hendes professor, ser en tydelig inspiration her, selvom arbejdet med symbolerne går i en mere åbenlyst fortællende retning hos eleven.

Modsætningen mellem den færøske, strikkende kvinde og portrættet af den internationale Moder Teresa på væggen er samtidig en universel forening af de to. Det er et gennemgående motiv i Gunnarsdóttirs arbejde, at elementerne i billederne forenes i eller er forenet af det universelle. Det er ikke mange, der i den grad formår at få det universelle frem i deres arbejder for tiden – i hvert fald ikke uden et tydeligt destruktivt forhold til det.

Også artiklens topfoto har denne universalitet og hengivenhed overfor det evige livsbillede, når det ser mennesket i lille perspektiv og den lille fugl som det store. Fuglen bliver på den måde ikke alene billedet på sig selv, idéen om fuglen, den bliver også idéen om det store frie. Og derved om eksistensen selv. Mennesket må blive siddende på grenen eller falde ned, fuglen kan forlade den og bevæge sig steder hen, vi ikke ser.

Billedet har været udstillet i Japan på udstillingen Nordic Waves, Kyoto Garo, Japan (2018), hvor Gunnarsdottir medvirkede sammen med fem andre kunstnere.


Det store i det små – kunstudstilling med Sigrun Gunnarsdóttir.
I Galleri Sct. Gertrud, Møntergade 10, København
Åbner lørdag den 21. september kl 14.00. Til 5. oktober

Sigrun Gunnarsdóttirs kunst er dokumenteret i to bøger i form af udstillingskatalog og en fyldig monografi:

Taò stóra í tí smáa/ The Greatness in Little Things (Listasavn Forøya/ Det færøske kunstmuseum), 2018

Sigrun Gunnarsdóttir (Listasavn Forøya/ Det færøske kunstmuseum), 2008


Illustration: Sigrun Gunnarsdóttir.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.